12 Aug 2020  

KBH: Spredte skyer, 21 °C

Fagligt aktive er med i oprøret i USA

Efter drabet på George Floyd

Fagligt aktive er med i oprøret i USA

Efter drabet på George Floyd har flere organiserede arbejdere kastet sig ind i kampen mod racisme. Arbejderen har talt med bygningsarbejdere fra New York og Los Angeles.

"Arbejderbevægelsen kan kun opfylde sit formål, hvis den også støtter de undertrykte afroamerikanske massers kamp mod hvidt overherredømme", siger fagligt aktiv. Her protest i søndags i Boston.
FOTO: Joseph Prezioso/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Flere fagforeninger og forbund deltager nu i de store protester i USA mod politibrutalitet. De mener, at mordet på George Floyd den 25. maj i Minneapolis var gnisten, der antændte en social præriebrand. 

Arbejder-bevægelsen og borgerrettighedsbe-vægelsen er ét.
Ron Herera, fagforenings-formand

De dybereliggende årsager til protesternes store omfang er den fattigdom med 40 millioner arbejdsløse, desperate boligsøgende, gældsplagede familier og det hårde pres på arbejderne fra arbejdsgivernes side, mener alle de fagligt aktive i USA, Arbejderen har talt med de seneste dage.

"Ekstraordinære tider"

En af de fagligt aktive, der har deltaget i demonstrationer i USA under mottoet "I can't breathe, Black Lives Matter", er Tafadar Sourov, som er aktiv i fagforeningen for bygningsarbejdere, Local 79 i New York.

– I USA involverer organiserede arbejdere i fagforeningerne sig normalt ikke i den eksplicitte kamp mod racisme og national undertrykkelse. Men i de ekstraordinære tider, vi lever i, er det blevet til et dybt polariserende spørgsmål, siger han til Arbejderen.

Local 79 har 10.000 medlemmer og er tilknyttet fagforbundet LiUNA, der er medlem af amerikansk LO (AFL-CIO). Bygningsarbejderen minder om, at fagforeningerne i sin tid blev dannet af oprørere i arbejderklassen som reaktion på "bossernes tyranni".

– Derfor kan arbejderbevægelsen kun opfylde sit formål, hvis den også støtter de undertrykte afroamerikanske massers kamp mod hvidt overherredømme, siger Tafadar Sourov.

Deltager i protester

På den anden side af USA har den lokale afdeling af det amerikanske LO (AFL-CIO) i Los Angeles fra starten opfordret sine medlemmer til at deltage i Black Lives Matter-demonstrationerne.

– Arbejderbevægelsen og borgerrettighedsbevægelsen er ét. Begge arbejder for at afvikle undertrykkende systemer, der skader mennesker, og som blot gør de rige rigere på bekostning af det arbejdende folk, siger afdelingens leder Ron Herrera ifølge afdelingens hjemmeside.

Han deltog i et webinar i sidste uge om emnet.

– Når vores sorte søstre og brødre oplever politiets brutalitet, må organiserede arbejdere indtage et standpunkt og erklære, at "black lives matter". Sorte arbejdere spiller en rolle på arbejdspladserne og hjemme i lokalsamfundene, siger Ron Herrera.

Afdelingen er blandt andet aktiv i at uddele mad til trængende i Los Angeles' fattige sorte kvarterer.

Det landsdækkende fagforbund SMART, der organiserer metalarbejdere og transportarbejdere, udsendte den 3. juni en erklæring om, at der skal skabes "retfærdighed i George Floyd-sagen", og at der sker et "brud med tavsheden overfor politibrutalitet mod sorte".

Fagforbund må gøre mere

Tagdækkernes lokale fagforening i Los Angeles, United Union of Roofers, Waterproofers and Allied Workers, Local 36, er særdeles aktive i støtten til Black Lives Matters protester og kritiserer de fagforeninger, der ikke markerer sig.

– I USA har fagforeningerne desværre generelt været helt fraværende i opstanden/protesterne. Enhver støtte har i bedste fald været symbolsk gennem tomme erklæringer på papir, siger formanden Cliff Smith til Arbejderen.

Selv om AFL-CIO som landsdækkende forbund har fordømt mordet på George Floyd, mener Cliff Smith, at dette fagforbund slet ikke gør nok. Dets topledelse er tæt tilknyttet partiet Demokraterne, forklarer han.

– Fagforeninger i USA er desværre også ramt af de dominerende generelle holdninger, herunder latent eller åben racisme, mener Cliff Smith. Derfor er langt de fleste fagforeningsvalgte hvide.

>> LÆS OGSÅ: Israel træner amerikanske betjente i anholdelsesteknik

– Hvis fagforeningerne virkelig skal repræsentere deres medlemmer – og arbejderklassen generelt – må de først og fremmest forsøge at opbygge enhed blandt arbejderne. Dette kan ikke ske uden at angribe racisme direkte inde i fagforeningerne, på arbejdspladserne og udenfor. Uden dette kan der ikke være tale om nogen enhed, og fagforeningerne vil forblive svage, siger han.

Smid politiforbund ud

Presset på AFL-CIO har senest fået næsten 200 borgerrettighedsaktivister, akademikere og politikere til at opfordre AFL-CIO til permanent at smide politiforbundet IUPA ud.

>> LÆS OGSÅ: Donald Trump vil indsætte hæren mod oprøret i USA

IUPA beskytter politifolk mod at blive retsforfulgt for overgreb, lyder det fra de 200 underskrivere.

Fagforeninger må stille frivillige

Ifølge Bill Fletcher, der er aktivist, skribent og tidligere ansat i AFL-CIO, må fagforeninger og andre masseorganisationer bidrage til de igangværende protester med organisering for at undgå kaos, og de "bør stille med frivillige", fortæller han i en samtale med det norske dagblad Klassekampen.

Han mener, at oprøret ikke kun har fået så stort omfang og styrke på grund af politibrutalitet.

– Dét, vi ser nu, er en kombination af covid-19-krisen, en dyb økonomisk krise, klimakrisen – og så politibrutaliteten og anden racistisk vold. Sammenfaldet af faktorer fører til eksplosion, siger han.

I dag er Bill Fletcher redaktionsmedlem af blackcommentator.com og redaktør i netmagasinet globalafricanworker.com. Han opfordrer venstreorienterede til at "holde sig for næsen", når de stemmer på Demokraternes præsidentkandidat Joe Biden til novembervalget for at få Trump og politibrutaliteten væk.

Bekæmp kapitalismen

Tafadar Sourov mener, at selve kapitalismen – inklusiv Joe Biden – er problemet – ikke kun Trump.

– Det kapitalistiske system i USA blev dannet på grundlag af national undertrykkelse, og det kan kun væltes gennem fælles kamp, siger han til Arbejderen.

Det er tagdækkeren Cliff Smith enig i.

– Racisme er et produkt af kapitalisme som et udtryk for national undertrykkelse. Man kan ikke stoppe racisme, hvis ikke du begynder at modsætte dig imperialisme og monopolkapitalisme, slutter han.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her

>> LÆS OGSÅ: Amerikansk band udgiver sang til støtte for George Floyd

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. jun. 2020 - 15:05   12. jun. 2020 - 11:11

USA

ah@arbejderen.dk
Oprør i USA 2020
  • 25. maj 2020 blev den sorte George Floyd myrdet af fire betjente i Minneapolis, USA.
  • Politiet i USA dræbte 1099 mennesker i 2019.
  • 264 af dem var sorte. Det svarer til 24 procent, men den sorte befolkning udgør kun 13 procent af befolkningen.
  • I 96 procent af drabene bliver der aldrig rejst sag.
  • Kun i én procent af sagerne bliver politifolk dømt.
  • Drabet på George Floyd førte til omfattende protester i hele landet.
  • Der er udgangsforbud i 200 byer.
  • 21 er dræbt, 11.000 arresteret og hundreder såret.
  • Journalister er blevet angrebet af politi.
  • Oprøret sker midt under covid-19-pandemien, klimakrisen og den økonomiske krise.
  • 40 millioner er arbejdsløse.

Kilder: Democracy Now, CNN, Bureau of Statistics

Lyt til artiklen