22 Sep 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 14 °C

Følg pengene bag Hongkong-protesterne

Analyse

Følg pengene bag Hongkong-protesterne

I årtier har USA og Storbritannien udnyttet Hongkongs befolkning som billig arbejdskraft. Nu bruger de den samme befolkning til billig politisk propaganda, skriver Sara Flounders fra den amerikanske ugeavis Workers World i denne analyse.

Demonstrationerne i Hongkong er nu i åben konfrontation med Den Kinesiske Folkerepublik, skriver Sara Flounders. Her marcherer demonstranter 8. september til USA's konsulat for at bede om hjælp.
FOTO: Vivek Prakash/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Efter at denne artikel blev skrevet 15. august, har hundredtusinder af kinesere demonstreret til støtte for Den Kinesiske Folkerepublik og imod de kontrarevolutionære protester i Hongkong.

Næsten en halv million siges at have marcheret i Hongkong den 18. august, mens tusinder af kinesiske unge afholdt prokinesiske demonstrationer og moddemonstrationer mod højrefløjsaktioner i Canada, Frankrig, England, Australien, USA og andre steder.

De stadig mere voldsomme demonstrationer i Hongkong er fuldstændig omfavnet af USA og de borgerlige medier.

Demonstrationerne i Hongkong, nu i åben konfrontation med Den Kinesiske Folkerepublik, har global virkning. Hvad er det for nogle kræfter, der står bag denne bevægelse, hvem skaffer midlerne, og hvem gavner det?

USA-imperialismen ikke neutral

De stadig mere voldsomme demonstrationer i Hongkong er fuldstændig omfavnet og entusiastisk understøttet af de borgerlige medier og alle de imperialistiske politiske partier i USA og Storbritannien. Dette burde være et faresignal for enhver, som kæmper for forandring og sociale fremskridt. USA-imperialismen er aldrig uinteresseret eller neutral.

De voldsomme handlinger involverer hjelmklædte og maskerede demonstranter, der bruger benzinbomber, brændende varme mursten, brandstiftelse og stålstænger, tilfældige angreb på busser og nedlukning af lufthavne og offentlig trafik. Blandt de mest provokerende aktioner var et organiseret indbrud i Hongkongs parlament, hvor “aktivister” vandaliserede bygningen og hejste det britiske Union Jack-flag.

>> LÆS OGSÅ: USA booster protester i Hongkong

Amerikanske, britiske og flag fra Hongkongs kolonitid er fremtrædende i disse konfrontationer sammen med ødelagte flag og andre symboler for Folkets Kina.

Her er Sara Flounders foredrag om Hongkong (video)

New York Times beskrev nedlukningen af lufthavnen: “Protesterne ved lufthavnen har været dybt taktiske, hvor en bevægelse stort set uden ledelse slår til mod en livsvigtig økonomisk pulsåre. Hongkongs internationale lufthavn, som blev åbnet i 1998, året efter at Kina overtog territoriet fra Storbritannien, fungerer som port til resten af Asien. Glat og veldrevet betjener den næsten 75 millioner passagerer om året og håndterer mere end 5,1 millioner tons gods.” (14. august).

USA’s medier har helt konsekvent betegnet disse voldelige aktioner som “prodemokratiske”. Men er de det?

Selv hvis lederne af disse reaktionære aktioner skulle beslutte at trække sig og justere deres taktik i lyset af de kraftige advarsler fra den kinesiske regering, er det vigtigt at forstå en bevægelse, der har så stærk støtte fra USA.

Kina har ret til at intervenere

Det må kraftigt understreges, at Kina ikke invaderer Hongkong, hvis landet agerer mod disse voldelige forstyrrelser. Hongkong er en del af Kina. Det er en intern sag, og krav om uafhængighed for Hongkong er et åbent angreb på Kinas nationale suverænitet. I henhold til Hongkongs grundlov har regeringen ret til at anmode om hjælp fra Det Kinesiske Folks Befrielseshær.

>> LÆS OGSÅ: USA strammer løkken om Kina

Den kinesiske regering har bekendtgjort, at det vil intervenere militært for at forsvare Kinas suverænitet. Topfolk fra regeringen har betegnet de mest ekstreme aktioner som “terrorisme” og fordømt USA’s støtte.

Adskillige gange har topfolkene peget på analogien med de vestlige “farverevolutioner”, der med vold væltede regeringer i Serbien, Ukraine, Libyen og Haiti, og som blev forsøgt i Venezuela og Syrien.

USA's og Storbritanniens flag er fremtrædende i demonstranternes konfrontationer, mens Kinas flag skændes.

“Ideologerne i Vestens regeringer er utrættelige i deres bestræbelser på at fremkalde uroligheder mod regeringer, der ikke falder i deres smag, til trods for at deres handlinger har ført til elendighed og kaos i land efter land i Latinamerika, Afrika, Mellemøsten og Asien. Nu forsøger de sig med det samme trick i Kina,” forklarede China Daily den 3. juli. 

Liu Xiaoming, Kinas ambassadør i Storbritannien, sagde til journalister, at deres land fortsat optrådte som om, de var Hongkongs koloniherrer.

Demonstranter i Hongkong synger USA's nationalsang eller vifter med dets flag.

“En talskvinde for Kinas udenrigsministerium hævdede i tirsdags, at nylige kommentarer fra de amerikanske parlamentarikere, Demokraternes [Nancy] Pelosi (D-Ca) og Republikanernes [Mitch] McKonnell, viser, at Washingtons virkelige mål er at opildne til kaos i byen”, ifølge CNBC. “Ved at ignorere og forvrænge sandheden hvidvasker de de kriminelle voldshandlinger som kamp for menneskerettigheder og frihed. (14. august).

Hvor er USA's støtte til anden modstand?

Amerikanske medier fordømmer Hongkongs politi for vold, men faktisk har det udvist stor tilbageholdenhed. Trods måneders voldelige konfrontationer med vedvarende brug af brændende flasker er ingen blevet dræbt.

Der er ingen tilsvarende favorabel dækning i medierne eller støtte fra amerikanske politikerne til desperate arbejdere og bønders demonstrationer i Honduras, Haiti eller Philippinerne eller for bevægelsen De Gule Veste i Frankrig. 

Amerikanske medier fordømmer Hongkongs politi for vold, men faktisk har det udvist stor tilbageholdenhed.

Der er aldrig nogen officiel fordømmelse, når demonstranter dræbes i Yemen eller Kashmir eller i de ugentlige demonstrationer i Gaza mod den israelske besættelse. 

Disse kampe omtales næsten ikke, selv om der i hver af dem er blevet dræbt snesevis af mennesker af politiet.

Mens Hongkong-protesterne får bred opmærksomhed, er der ikke nogen tilsvarende dækning eller politisk støtte til Black Lives Matter-demonstrationerne i USA eller de folkemængder, der protesterer mod de racistiske immigrations- og toldmyndigheders angreb på og razziaer mod migranter.

USA’s pres fortsætter

Trods Kinas advarsler om mulig undtagelsestilstand, strengt udgangsforbud og militær intervention er de protesterende besluttet på at drive de fjendtlige kræfter fremad, som de har opdyrket over de sidste to årtier.

>> LÆS OGSÅ: USA kritiserer Kinas nye silkevej

Optrapningen til demonstrationerne hænger sammen med USA’s handelskrig og toldmure mod og militære omringning af Kina.

400 – halvdelen – af USA’s 800 oversøiske militærbaser omkranser Kina. Hangarskibe, destroyere, atomdrevne ubåde, jagerfly, THAAD-missil-batterier og satellitovervågningsinfrastruktur er placeret i Det Sydkinesiske Hav nær Hongkong. 

For at retfærdiggøre og intensivere denne militære tilstedeværelse er der brug for mediernes dæmonisering. Opfordringerne til at demonstrere går hånd i hånd med de internationale bestræbelser på at blokere Huaweis 5G-teknologi, opsigelsen af et fælles forskningsprogram om kræft og arrestationen af højtstående kinesiske forretningsfolk.

Alle disse krigeriske tiltag er beregnet på at lægge maksimalt pres på Kina, splitte ledelsen, destabilisere den økonomiske udvikling og svække Kinas intention om at opretholde enhver form for socialistisk planlægning.

Undtagelsestilstand i Hongkong, et vigtigt finanscentrum, ikke mindst for internationale investeringsmidler på vej ind i Kina, vil få indflydelse på Kinas udvikling.

Kapitalistisk økonomisk “frihed”

Den britiske imperialisme nægtede at give millioner af arbejdere rettigheder i de 155 år, hvor den styrede Hongkong. Der var ingen valgt regering, ingen ret til mindsteløn, fagforeninger, ordentlige boliger eller sundhedsvæsen og helt afgjort ingen presse- eller ytringsfrihed. Sådanne demokratiske rettigheder kunne ikke komme på tale i kolonitidens Hongkong. 

Alle disse krigeriske tiltag er beregnet på at lægge maksimalt pres på Kina, splitte ledelsen, og destabilisere den økonomiske udvikling.

De sidste 25 år, også i år, har Hongkong rangeret som nummer ét i den højreorienterede Heritage Foundations liste over lande med “størst økonomisk frihed” – det vil sige med de færreste begrænsninger på kapitalistisk profitmageri. Denne status for Hongkong er baseret på lave skatter og svage reguleringer, videst mulig ejendomsret og frihed for erhvervslivet samt “åbenhed over for global handel og et dynamisk iværksættermiljø … ingen restriktioner på udenlandske banker”. På grund af dette er Hongkong “det frieste samfund i verden”.

Denne “frihed” betyder verdens højeste huslejer og den største kløft mellem superrige og desperat fattige og hjemløse. Det er det, som Hongkongs unge står overfor. Men de unge bliver helt bevidst vildledt til at skyde skylden på bystyret for den tilstand, som Hongkong er låst fast i under aftalen om “et land – to systemer”.

En ulige kolonitraktat

Hongkong er stjålet land. Den spektakulære dybvandshavn i Det Sydkinesiske Hav ved mundingen af Perlefloden blev annekteret af Storbritannien under Opiumskrigene i 1842. Efter langtrukne forhandlinger med Storbritannien indtil 1980’erne påtvang briterne Den Kinesiske Folkerepublik en ny ulige traktat. 

Donald Trump afviser, at USA er involveret i støtte til protesterne i Hongkong.

Under “et land – to systemer”-aftalen fra 1997, som officielt gav Hongkong, Kowloon og de nye territorier tilbage til Folkerepublikken, er Storbritannien og Kina blevet enige om at lade det tidligere kapitalistiske system være urørt de næste 50 år.

Kina, som var besluttet på at stå fast på sin suverænitet over det land, der blev stjålet ved imperialistisk invasion, havde også behov for midler til udvikling.

De fleste penge i Asien blev kanaliseret gennem Hongkongs banksystem. Så i 1997 var Kina opsat på en smidig overgang, som ikke ville destabilisere overførslen til de 99,5 procent af Kina, der indtil da var blevet nægtet adgang til udviklingsmidler. 

Siden den sejrrige kinesiske revolution i 1949 er Kina blevet sanktioneret og blokeret fra at få adgang til vestlige investeringer og teknologi.

Kina, som var besluttet på at stå fast på sin suveræ-nitet over det land, der blev stjålet ved imperia-listisk invasion.

Amerikansk og britisk imperialisme drog fuldt ud fordel af 1997-koncessionen, som lod dem beholde deres økonomiske kontrol over den tidligere koloni.

Deres håb var, at Hongkong ligesom i gamle dage kunne bruges som en økonomisk rambuk ind i Kina. Deres forhåbninger blev gjort til skamme.

I 1997 var Hongkongs bruttonationalprodukt 27 procent af Kinas samlede BNP. Nu er det blot tre procent og faldende. Til amerikansk og britisk frustration findes verdens største banker nu i Kina, og det er statsejede banker. Hvad der ærgrer kapitalistklassen meget mere end Kinas utrolige vækst er, at de 12 øverste kinesiske firmaer på USA’s “Fortune 500”-liste alle er statsejede og statssubsidierede. De indbefatter massive olie-, solenergi-, telekommunikations-, ingeniør- og entreprenørvirksomheder, banker og bilindustrien. (Fortune.com, 22. juli 2015).

Den amerikanske storkapitals magt er alvorligt truet af Kinas udvikling gennem silkevejsinitiativet og dets voksende position i international handel og investering.

USA og Storbritanniens netværk af kollaboratører

Da Storbritannien og Kina undertegnede aftalen “et land – to systemer”, skulle al fremmed intervention og koloniale krav på Hongkong være afviklet. Fuld suverænitet skulle tilbage til Kina.

Men amerikanske og britiske bestræbelser på at underminere Hongkongs tilbagevenden til Kina var i gang allerede inden undertegnelsen. Lige før overførslen af suveræniteten nedsatte Storbritannien i al hast, efter 150 år med udpegede embedsfolk, en delvis valgt, men dog en hovedsageligt udpeget regering. 

I 10 år er lønningerne stagneret i Hongkong, mens huslejerne er steget 300 procent.

De etablerede og finansierede hurtigt politiske partier, sammensat af loyale kollaboratører. Millioner af dollars blev, åbenlyst såvel som fordækt, kanaliseret over i et helt netværk af beskyttede sociale serviceorganisationer, politiske partier, medier og sociale medier, studenter- og ungdomsorganisationer og fagforeninger, oprettet for at underminere støtten til Kina og Kinas Kommunistiske Parti.

Hongkong “Confederation of Trade Unions” (HKCTU) modtager støtte fra NED, National Endowment for Democracy, og også britisk støtte. (NED er en statstøttet organisation i USA, red.) Den promoverer “pro-demokrati-uafhængige fagforeninger” overalt i Kina. 

HKCTU blev oprettet i 1990 for at imødegå og underminere Hongkong “Federation of Trade Unions” (HKFTU), oprettet i 1948, som stadig er den største faglige organisation med 410.000 medlemmer.

HKFTU var i årevis udsat for brutal undertrykkelse af det britiske kolonistyre under sin kamp for grundlæggende beskyttelse af arbejderes rettigheder. En strejke organiseret af HKFTU i 1967 rystede det britiske kolonistyre. Strejken udviklede sig til en opstand over hele byen, antændt af massefyringen af arbejdere fra en plasticblomstfabrik. Den britiske kolonimagt undertrykte på strengeste måde opstanden, der resulterede i 51 døde og hundredvis af sårede eller forsvundne. HKFTU støtter Kina og modsætter sig de reaktionære demonstrationer.

NED-midler er lig med CIA-støtte

Allen Weinstein, en af NED’s stiftere, udtalte til Washington Post i 1991, at “en stor del af, hvad vi gør i dag, blev for 25 år siden udført af CIA.” (21. september 1991). NED-midlerne understøtter, koordinerer og bevæbner NGO’er og sociale organisationer med kapacitet til at få titusindvis af vildført, idealistisk og fremmedgjort ungdom på gaden. 

Midler fra NED, Ford, Rockefeller, Soros og mange andre kapitalfonde, kristne kirker fra ethvert kirkesamfund og generøs britisk støtte står bag det fjendtlige, undergravende netværk, der orkestrerer Hongkong-protesterne.

På NED’s lønningsliste er Hongkongs menneskerettighedsbevægelse, Hongkongs Journalistforbund, Borgerpartiet, Arbejderpartiet og Det Demokratiske Parti. De er medlemmer af den Civile Menneskerettigheds Front, som koordinerer demonstrationerne. 

Det bliver vanskeligere og vanskeligere at tilsløre NED’s rolle i Kina. Alexander Rubinstein rapporterede 13. juni i en artikel om USA’s regering og NGO’er, at de fyrer op under og betaler for protesterne imod udvisningsaftalen: “Det er utænkeligt, at de, der organiserer protesterne, ikke er klar over NED’s forbindelser til nogle af deres medlemmer”. 

Formålet er at fremme en fjendtlig og mistænksom holdning over for Kina og kommunisme og at opdyrke et forkert begreb om et fortidens Hongkong som demokratisk og med en særskilt identitet.

China Daily advarer: “I de senere år har der været advarsler om farverevolutioner som en ny form for krigsførelse, som Vesten anvender for at destabilisere visse lande.” (12. august).

Hvilket system fungerer bedst?

New York Times refererer 13. august til Hongkong som en “bastion for borgerrettigheder” til at stå imod “Beijings version af autoritarisme.” Den britiske koloniale fortid bliver dybt mytologiseret. 22 år med konstant nostalgi for denne forsvundne, angiveligt strålende tid har i stigende grad øvet indflydelse på den stadigt mere forarmede ungdom.

Trods årtier med støtte for milliarder af dollars har Hongkong en fattigdomsrate på 20 procent (23,1 procent for børn) sammenlignet med én procent i det øvrige Kina. Hen over de sidste 20 år har Kina løftet utallige millioner mennesker ud af fattigdom.

Lige på den anden side af floden fra Hongkong ligger byen Shenzhen. Det er en af de specielle økonomiske zoner, der blev oprettet for at tillokke vestlig teknologi. Disse zoner, oprindelig med tusindvis af arbejdsintensive fabrikker og millioner af arbejdere på lav løn, var centre for kapitalistisk udbytning og enorme profitter for USA og andre globale kapitalister.

Shenzhen voksede fra en by med 30.000 indbyggere i 1979 til en megaby med 20 millioner med den største andel af migranter i Kina.

Hongkongs fattigdomsrate ligger på på 20 procent, sammenlignet med én procent i det øvrige Kina.

Shenzhen har en befolkning på tre gange Hongkongs. Med investeringer via Hongkong blev denne nye by en massivt forurenet industriby med fabrikker med hårdt arbejde, ringe arbejdsforhold og lav løn, som udspyede skyer af mørk, giftig røg.

Gennem lokal og national byplanlægning over de sidste fem år er Shenzhen blevet en af de mest menneskevenlige byer i Kina med træer langs vejene og med verdens største flåde af elektriske busser (16.000) sammen med udelukkende elektriske taxaer.

Shenzhen går efter, at 80 procent af nybyggeriet har grøn certifikat i løbet af 2020. Byen er fuld af beboelsesblokke, kontortårne og moderne fabrikker med avanceret produktionsapparat med robotter, automatisering og kæmpemæssige nystartede techvirksomheder.

Over de sidste 10 år er lønningerne stagneret i Hongkong, mens huslejerne er steget 300 procent; det er verdens dyreste by. I Shenzhen er lønningerne steget med otte procent om året, og over én million nye offentlige, grønne boliger til lave huslejer er ved at være færdigbyggede.

USA kræver, at Kina standser sin statsstøtte til industri, til ejerskab af banker og til national planlægning.

Men sammenligner man forfaldet, den voksende fattigdom og den intense fremmedgørelse i Hongkong med den grønne pulserende Shenzhen på den anden side af floden, ses det, at der er to muligheder at vælge imellem for Kina i dag, herunder for de vrede kræfter, der er mobiliserede i Hongkong: Moderne socialistisk planlægning eller en tilbagevenden til superudbytningen og det imperialistiske herredømme fra kolonifortiden.

Fra billig arbejdskraft til...

I årtier udnyttede Storbritannien og USA Hongkongs befolkning som billig arbejdskraft. Nu bruger de den samme befolkning til billig politisk propaganda. Denne kyniske manøvre er blot et våben mere i et desperat forsøg på at forhindre Kinas fremtidige udvikling.

Den amerikanske storkapital er ude af stand til at opfylde et eneste af de desperate behov for boliger, sundhedsvæsen, uddannelse og et sundt miljø for folkene her. I stedet bliver enorme ressourcer i en hvileløs jagt på profit ødslet på militarisme for at true lande rundt om i verden.

Vi må kræve: USA – fingrene væk fra Kina! USA ud af Hongkong!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. sep. 2019 - 14:13   12. sep. 2019 - 14:23

Hongkong

af Sara Flounders, 16. august 2019 i Workers World
Protesterne i Hongkong 2019
  • 31. marts 2019 startede protesterne mod et lovforslag, der ville gøre det lettere at udlevere fanger til retsforfølgelse mellem Hongkong, Taiwan, Macau og Kina. 
  • I dag flygter tusinder af kriminelle – også mordere – fra Kina til Hongkong, efter at de har begået deres forbrydelser, velvidende, at de ikke bliver udleveret, da der ikke foreligger en aftale om udlevering.
  • Lovforslaget i Hongkong blev imidlertid suspenderet på ubestemt tid, men protesterne er fortsat.
  • Demonstranterne kræver, at bystyrets leder, Carrie Lam, går af.
  • Nogle demonstranter kræver endda autonomi eller uafhængighed.
  • Protesterne bliver koordineret med diplomater fra USA's konsulat.

BBC, South China Morning Post, China Daily

Hongkong
  • Hongkong er en særlig administrativ region ved det Østkinesiske Hav i det sydlige Kina.
  • Hongkong var britisk koloni i 156 år, men blev i 1997 delvis overdraget til Kina.
  • Befolkningstal: 7,4 millioner (2017).
  • Landareal: 1.000 kvadratkilometer.
  • Sprog: Kantonesisk og engelsk.
  • Valuta: Hongkong-dollar.
  • Største samhandelspartnere: Kina, USA, Japan og Taiwan.
  • Hongkongs vigtigste funktion er at fungere som en næsten direkte adgang til det kinesiske marked og dermed til cirka 1,2 milliarder forbrugere.

Kilder: The World Factbook, UNESCO Institute of Statistics, UNESCO World Culture Report 2000, Udenrigsministeriets Landefakta