15 Jan 2021  

KBH: Spredte skyer, -3 °C

Cuba arbejder på fire covid-19-vacciner

Kampen mod corona

Cuba arbejder på fire covid-19-vacciner

De cubanske sundhedsmyndigheder forventer, at en væsentlig del af Cubas befolkning kan være vaccineret med landets egen vaccine mod corona inden udgangen af marts 2021.

Cuba har kapacitet til at producere de nødvendige mængder vacciner til landets egen befolkning og kan levere vacciner til andre lande.
FOTO: cubadebate.cu
1 af 1

Cuba er blandt frontløberne, når det handler om udvikling, afprøvning og masseproduktion af vacciner, der kan anvendes mod coronapandemien:

Tredje og sidste afprøvningsfase af Cubas vaccine Soberana01 slutter i starten af december.

– Vi har kapacitet til at producere de nødvendige mængder vacciner til vores egen befolkning, og vi kan levere produkterne til andre lande, sagde Eduardo Martinez, da Cubas tv for nylig bragte en flere timer lang temaudsendelse om vacciner mod covid-19.

Et referat af temaudsendelsen "Mesa Redonda" kan læses på hjemmesiden cubadebate.

Martinez leder den statslige virksomhed BioFarmaCuba, der driver det bioteknologiske forskningscenter CIGB, som allerede i august gik i gang med afprøvningen af den første cubanske covid-19-vaccine med navnet Soberana01.

>> LÆS OGSÅ: Cuba afprøver nu sin egen covid-19-vaccine

Eduardo Martinez anerkender, at der er mange firmaer i flere lande, der arbejder på at udvikle og producere vacciner, der kan gøre en ende på denne coronavirus:

– Der er en betydelig gruppe af (vaccine)kandidater, og nogle af dem vil være effektive. Men alligevel eksisterer der ikke på kort sigt de nødvendige vaccinedoser til at stoppe smitten på globalt plan, fastslog Martinez.

Tredje og sidste afprøvningsfase af Cubas vaccine Soberana01 slutter i starten af december, og det forventes, at en grundig evaluering kan præsenteres den 15. januar. Deltagerne har fået to doser med 28 dages mellemrum.

Hvis evalueringen er positiv, kan masseproduktionen gå i gang, og en vaccination af befolkningen begynde.

Cuba er i gang med at opbygge sin produktionskapacitet. Lige nu kan landets Finlay Institut producere 2000 doser vaccine om ugen, forklarer instituttets leder Vicente Vérez Bencomo.

Han forventer, at produktionen i januar kan nå op på 150.000 doser og nå 450.000 doser om ugen, når produktionen er fuldt udbygget. Og han forudser, at en "betydelig andel" af den cubanske befolkning er vaccineret mod covid-19 ved udgangen af marts måned 2021.

USA's blokade kræver selvforsyning

USA's blokade mod Cuba, som har været i kraft helt siden 1960'erne, har medført, at Cuba oparbejder selvforsyning på de områder, hvor det er muligt. Og det gælder med hensyn til vacciner:

– Nu igen ser vi beviserne på vigtigheden af suverænitet på dette område, konstaterede Eduardo Martinez i tv-programmet og tilføjede, at på trods af de vanskeligheder, som USA's blokade medfører, så udvikler vi omfanget af produktionen, så vi har en vaccine klar.

>> LÆS OGSÅ: Rige lande hamstrer corona-vacciner

Og ikke kun én. Faktisk arbejder Cuba på fire covid-19-vacciner, som virker på lidt forskellige måder, og som kan transporteres og gives på forskellige måder.

En vaccine med navnet Mambisa tages således med et pust op i næsen.

Først i Latinamerika

– Det er ikke nogen tilfældighed, at Cuba er det første land i Latinamerika til at have en vaccine i klinisk afprøvning, påpeger Eduardo Martinez.

Dels bygger det på, at Cuba gennem årtier har udviklet nationale vaccinationsprogrammer med egne vacciner. Ud over vacciner mod de klassiske folkesygdomme som polio, stivkrampe, mæslinger med flere har Cuba vacciner mod meningitis og hepatitis.

På disse felter – altså meningitis og hepatitis – har de cubanske forskere udviklet vacciner, som bogstaveligt talt er enestående i verden. Og Cuba arbejder desuden på vacciner mod 'dengue-feber', 'zika', 'hiv/aids' og kræftsygdomme, hvoraf enkelte er langt fremme.

Medvirkende til Cubas hurtige fremgang i udviklingen af en covid-19-vaccine har også været et samarbejde med Kina.

I tv-programmet forklarede Eduardo Martinez, at cubanske forskere i Kina begyndte at overveje udviklingen af vaccinen, allerede da epidemien startede i Wuhan.

– I det land har vi et forskningscenter, og vores videnskabsfolk begyndte hurtigt at forske. De blev inviteret til at fremlægge projekter inden for 72 timer, og vores forskere formulerede et projekt, der endte med at blive accepteret af Kinas ministerium for videnskab, berettede Martinez.

Hjemme i Cuba startede man først nogle uger senere, da de første tilfælde af covid-19 var konstateret.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. dec. 2020 - 07:32   02. dec. 2020 - 11:12

Cuba

se@arbejderen.dk
Cubas coronavacciner
  • Cuba forventer at have en covid-19-vaccine klar til brug i slutningen af januar 2021. 
  • Vaccinen har navnet Soberana01, og de cubanske myndigheder har oplyst, at resultatet af 3. fase-afprøvning på mennesker i større målestok kan ligge klar den 15. januar.
  • Ud over denne vaccine er tre andre covid-19-vacciner under udvikling og i indledende faser af afprøvning.
  • Det er en variation af Soberana01, som har fået betegnelsen Soberana02.
  • Desuden er det vacciner med navnene Mambisa og Abdala.
  • Om Mambisa vides foreløbigt, at den indtages med et pust i næsen.

Kilde: Cubansk tv "Mesa redonda" og www.cubadebate.cu