29 Oct 2020  

KBH: Overskyet, let regn, dis, 9 °C

Busstrejke i Norge gav resultat

Fem kroner mere i timen

Busstrejke i Norge gav resultat

En stor strejke blandt norske buschauffører har betydet 5,50 kroner mere i timen samt andre tillæg. Kampen rejser nu spørgsmålet om at hjemtage busdriften til kommunerne.

En femmer mere i timen til norske buschauffører blev resultatet af halvanden uges strejke.
FOTO: Wolfmann/CC 4.0
1 af 1

Halvanden uges busstrejke i Norge er forbi. Det har betydet 5,50 kroner mere i timen og nogle tillæg, oplyser et af fagforbundene, der organiserer buschauffører i Norge, Fellesforbundet.

Vi vil gerne takke befolk-ningen og passagererne for den enorme støtte, vi har oplevet igennem hele denne strejke.
Stein Guldbrandsen, Fellesforbundet

Aftalen skal nu til urafstemning i de tre fagforbund, der organiserer buschauffører, oplyser fellesforbundet.no.

>> LÆS OGSÅ: Ny taxalov i Norge favoriserer Uber

21. september indledte 3800 buschauffører i Oslo en strejke for højere løn og mere tid til at sikkerhedstjekke busserne. Buschaufførerne mener, at de er sakket agterud med hensyn til løn.

Siden sluttede flere tusinde chauffører i regionerne Vestland, Trøndelag, Rogaland, Finnmark, Norland og Agder sig til strejken, oplyste den statslige norske radio- og TV-station nrk.no.

Varslet konflikt

Resultaterne med de 5,50 kroner mere i timen kom i hus, efter at chaufførerens fagforeninger 1. oktober blev enige med arbejdsgiverne om en ny overenskomst. Konflikten var varslet og var derfor ikke omfattet af bod. 

I 2006 indgik arbejdsgivere og buschauffører en aftale om, at lønningerne skulle være mere i tråd med industriarbejdernes lønninger. I de senere år er afstanden til industriarbejdernes løn imidlertid blevet stadig større, og i de sidste tre år er lønforskellen øget med over 16.000 kroner om året, oplyser Fellesforbundet.

Fem kroner mere i timen

Den nye overenskomst betyder, at fagforbundene har opnået mere end det dobbelte af det oprindelige tilbud fra arbejdsgiverne, skriver Fellesforbundet i en pressemeddelelse.

Ud over de 5,50 norske kroner i timen bliver der også givet én krone i specialtillæg for 2020.

Desuden får chaufførerne en garanti for ekstra 2,50 kroner i 2021 ud over de 5,50. Det vil betyde, at chaufførerne kan indhente løngabet i forhold til industrien, mener leder af Fellesforbundet Jørn Eggum.

Chaufførerne strejkede også mod "elendige arbejdstider og dårlig sikkerhed". Det gælder blandt andet delt tjeneste, hvor man skal tage ubetalt orlov midt på dagen. Jobbet bliver næsten umuligt at kombinere med familielivet, sagde Fellesforbundet. 

>> LÆS OGSÅ. Togstrejke mod EU's jernbanepakke i Norge

Aftalen indeholder tilsyneladende intet om arbejdstider og sikkerhed. Dog skal emnet diskuteres løbende ved lokale forhandlinger og i branchen, oplyser Fellesforbundet, der mener, at strejken har været en succes.

Jubel

– Vi vil gerne takke befolkningen og vores passagerer for den enorme støtte, vi har oplevet under strejken. Vi har modtaget tusindvis af feedback fra chauffører, der fortæller om spontane støtteerklæringer, jubel og løftede tommelfingre, siger forhandlingsleder Stein Guldbrandsen i Fellesforbundet.

– Vi har vist arbejdsgiversiden, at vi er seriøse og villige til at sætte magt bag kravene, siger fagforeningsleder i Norsk Jernbaneforening Jane Brekkhus Sæthre.

Et flertal af fagforbundenes forhandlingsdelegation anbefaler forliget. Men det kræver flertal blandt chaufførmedlemmerne i de tre fagforbund, Fellesforbundet, Norsk Jernbaneforbund (NJF) og Yrkestrafikkforbundet (YTF).

Modparten under forhandlingerne har været arbejdsgiverne i NHO Transport og Spekter/Vy.

Udliciteret

Konflikten på busområdet har sat ekstra fokus på udlicitering. Driften af de fleste linjer er siden 1998 blevet udbudt til private busselskaber i Oslo, selv om området er ejet af kommunen. En ny udbudsrunde starter i 2022 i Oslo midt, syd og vest. Fagforbundene opfordrer til, at busdriften i byen atter bliver drevet 100 procent kommunalt i stil med sporvognene.

Problemet er, at mens at det offentligt ansatte sporvognspersonale kan tjene 444.600 kroner om året, kunne buschaufførerne – før strejken – blot nå op på 405.000 kroner på grund af deres overenskomst med private vognmænd, lyder det fra Fellesforbundet.

Men de magtfulde socialdemokrater i Arbeiderpartiet i og dets byrådsgruppe i Oslo vil ikke have busdriften ført tilbage til kommunen.

– I vort program har vi ikke prioriteret af tage busdriften tilbage til kommunen. Vi har allerede sagt, at vi vil tage plejehjemmene tilbage i kommunal drift, siger leder af partiet i Oslo Frode Jacobsen til dagbladet Klassekampen.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. okt. 2020 - 14:17   08. okt. 2020 - 09:45

Norge

ah@arbejderen.dk