10 Dec 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 4 °C

Britiske sygeplejersker og læger i front mod Donald Trump i dag

Protest mod NATO-topmødet

Britiske sygeplejersker og læger i front mod Donald Trump i dag

I dag vil USA's præsident Donald Trump – før NATO-topmødet i Hertfordshire – blive mødt af vrede britiske sygeplejersker og læger, der går i spidsen for stor anti-NATO-demonstration. USA skal holde fingrene fra det britiske sundhedssystem, lyder det.

Britiske læger og sygeplejersker går i spidsen for demonstration mod Donald Trump og NATO. Her foto fra London af deltagere i den landsdækkende lægestrejke i 2015.
FOTO: Roger Blackwell/Flickr
1 af 1

Sygeplejersker og læger fra det offentlige britiske sundhedsvæsen vil gå i spidsen for demonstrationstoget i dag mod Donald Trumps besøg i Storbritannien og NATO-topmødet.

Ja til et offentligt sund-hedsvæsen og nej til USA's præsident, der repræsenterer griske forretningsinteresser verden over.
Nick Dearden, Global Justice Now

Donald Trump deltager i NATO-topmødet i dag og i morgen. Topmødet starter med en middag for regeringschefer og forsvarsministre fra NATO-landene på det royale Buckingham Palace i London. I morgen vil deltagerne mødes på Grove Hotel i Hertfordshire, hvor selve topmødet foregår.

De ansatte i NHS (National Health Service) ønsker at markere modstand mod den britiske regering, der ifølge lækkede dokumenter har planer om at underminere det offentlige sundhedsvæsen gennem handelsaftalen mellem USA og Storbritannien.

Mod Trump-demo

Demonstrationen tirsdag er arrangeret af Stop the War Coalition, der har indgået samarbejde med CND (Campaign for Nuclear Disarmament). Protesten foregår under parolerne "Nej til Trump – Nej til NATO" og vil gå fra Trafalgar Square til Buckingham Palace.

Nick Dearden fra kampagnegruppen Global Justice Now er stolt over, at sygeplejersker og læger fører an i demonstrationen.

– Demonstrationen bliver anført af sygeplejersker og læger for at symbolisere de millioner af mennesker, der vil kæmpe for vores sundhedsvæsen mod en amerikansk præsident, der repræsenterer de største og allermest griske forretningsinteresser i verden, siger han ifølge netportalen commondreams.org.

>> LÆS OGSÅ: Danmark deltager i stor NATO-øvelse

USA blander sig i britisk sundhed

Grunden til, at sygeplejersker og læger fra NHS nu vender sig kraftigt imod Trump, handler om, at der torsdag blev lækket 450 sider hemmelige regeringsdokumenter fra 2017-2018, da Storbritannien og USA forhandlede om en ny handelsaftale.

Ifølge oppositionspartiet Labours leder Jeremy Corbyn er dokumenterne i sig selv et bevis for, at "regeringen har sat NHS til salg".

Blandt andet vil amerikanske medicinalfirmaer få fordele på bekostning af britiske firmaer, siger Corbyn. Og USA vil sikre sig, at Storbritannien ikke følger EU-standarder på sundhedområdet, efter at landet er trådt ud.

>> LÆS OGSÅ: Labour fastholder krav om en ny EU-folkeafstemning

Storbritannien har nogle af de laveste medicinpriser i Europa på grund af statsstøtte gennem det statslige sundhedsprogram NICE, der lægger låg over, hvor meget britiske sygehuse og patienter betaler årligt for medicin.

Dagbladet The Guardian har gennemgået dokumenterne, der er censureret med sort tusch hen over mange linjer. Alligevel er det ifølge avisen klart, at forhandlerne har diskuteret emner som priser på lægemidler, patenter, lægemiddelindustrien og medicinsk udstyr.

På møderne ønskede Trumps forhandlere ifølge The Guardian, at den britiske regering afvikler alle tiltag, der beskytter NHS og de britiske patienter mod at betale højere priser for medicin.

>> LÆS OGSÅ: 500.000 velfærdsarbejdere strejker i Storbritannien

Medicinpriserne i USA er over dobbelt så høje som i Storbritannien.

USA-forhandlerne ønskede desuden "fuld markedsadgang" for amerikanske lægemidler i Storbritannien. Prisen på medicin skulle fremover være "styret af markederne" og være "konkurrencedygtig", som der står i dokumenterne.

Vil privatisere sundhed

Jeremy Corbyn mener, at den britiske regerings langsigtede plan er at underløbe NHS og på sigt privatisere NHS.

Men Boris Johnson og andre konservative politikere har gentagne gange benægtet sådanne anklager, både før og efter Jeremy Corbyns pressekonference onsdag.

– Denne regering – eller nogen konservativ regering for den sags skyld – vil under ingen omstændigheder bringe NHS med til forhandlingsbordet om handel eller privatisere det, siger Boris Johnson til Radio LBC.

Det første udsagn modsagde Donald Trump under en pressekonference i London 4. juni.

– Når du forhandler om handel, kommer alt på bordet, også NHS samt en masse andet. Meget mere end det, lød det fra USA's præsident ifølge det britiske dagblad The Independent.

Private får offentlige kontrakter

Fagforbundet GMB – der organiserer de britiske sygeplejersker – kastede fredag yderligere grus i Boris Johnsons valgmaskineri ved at fremlægge tal, der viser, at britiske regeringer siden 2015 har tildelt private virksomheder offentlige kontrakter for næsten 15 milliarder pund.

Område efter område i sundhedssektoren er blevet outsourcet, er konklusionen i rapporten, der er udarbejdet af firmaet Tussell, der leverer data om offentlige kontrakter. Tussell kunne i øvrigt opgøre, at kontrakter til private, profitdrevne udbydere af sundhed er steget med 89 procent siden 2015.

Sundhed i almenhedens interesse

GMB's leder Rehana Azam frygter privatisering af NHS.

– Disse chokerende tal fra Tussell afslører, i hvilket omfang vores NHS langsomt falder i private hænder. Outsourcing går ud over patienter og NHS-ansatte. Gang på gang har vi set, at private udbydere ikke leverer, hvad de lover, mens vore medlemmers arbejdsvilkår bliver undergravet, siger hun til The Independent.

>> LÆS OGSÅ: Labourformand vil udfordre Boris Johnson

Hun mener, at offentlig sundhed "skal ydes i almen interesse og ikke efter privat fortjeneste”.

Fagforeningsformanden mener i øvrigt, at NHS i forvejen er blevet "udhulet" og er ved at kollapse på grund af for få penge og fyringer, der medfører, at de ansatte skal løbe stærkere og stærkere.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. dec. 2019 - 07:40   03. dec. 2019 - 07:42

Storbritannien

ah@arbejderen.dk