26 Oct 2020  

KBH: Spredte skyer, 10 °C

Blæser der nye vinde i EU?

Kvantespring mod forbundsstaten

Blæser der nye vinde i EU?

Coronakrisen bliver brugt af EU-eliten til at gennemtrumfe beslutninger, som for blot nogle måneder siden ikke havde nogen gang på Jorden. Det så vi på EU-topmødet 18.-22. juli, som vil betyde et kvantespring i retning af en føderal forbundsstat.

EU-eliten har udnyttet coronakrisen til at komme op på hesten igen.
FOTO: European Union
1 af 1

Det ekstraordinære EU-topmøde 18.-22. juli 2020 var historisk. Her traf EU-lederne en række beslutninger, som – hvis de gennemføres som planlagt – vil betyde et kvantespring i retning af en føderal forbundsstat med EU-kommissionen som en uhyre magtfuld regering.

Fælles låntagning og dermed fælles gældssætning er et markant første skridt i retning af at skabe et EU, hvor de finanspolitiske beslutninger tages i Bruxelles.

Denne artikel gør status på beslutningerne og deres betydning for EU's økonomiske og politiske udvikling fremover.

Et kvantespring mod EU-forbundsstaten

Lad os først se på det faktuelle indhold i topmødets vedtagelser.

Hovedelementerne er, kort:

1. En dramatisk forøgelse af EU's pengeforbrug. Ved siden af det ordinære syv-årsbudget etableres en genopretningsfond, “Next Generation EU”, med 750 milliarder euro. Godt halvdelen, 390 milliarder euro, gives i tilskud. Resten gives som lån.

For første gang skal landene fremlægge investeringsplaner, der “skal tage højde for de fejl og mangler, som EU har påvist i de landespecifikke anbefalinger”. Dette er en betingelse for at få del i pengene. Det er altså EU-kommissionen, der ene og alene administrerer, hvordan milliarderne fordeles, ud fra de hovedlinjer som topmødet har anvist. Her får EU-kommissionen selvsagt en betydelig magt, helt uden nogen parlamentarisk kontrol.

2. For første gang i historien stifter EU-landene en fælles gæld, som de hæfter for og skal tilbagebetale i fællesskab. EU-kommissionen får mandat til at optage lånene på finansmarkedet. Tilbagebetaling foregår i perioden 2028-58, og udgifter til vedligehold af lån lægges ind i EU's budget.

3. EU beslutter for første gang at opkræve direkte EU-skatter ude i landene. Selvom der startes med små “politisk korrekte” skatter, er det afgørende, at der principielt åbnes for dette område. Faktisk kræver det en traktatændring, men her sættes det i gang, alene med en parlamentarisk godkendelse ude i landene. Pengene skal bidrage til at tilbagebetale lånene. Dette vil blive et argument for at skrue op for EU-skatteopkrævningen, når kattelemmen først er åbnet. Det turde være indlysende, at EU's skatteopkrævning vil reducere den mængde skat, som nationalstaterne kan opkræve, tilsvarende.

4. Endelig skal det bemærkes, at der er afsat enorme midler til opbygningen af et EU-militær. Til hele EU's sikkerheds- og forsvarsområde samlet er afsat knap 15.000 millioner euro.

Af disse tiltag er det uden tvivl stiftelsen af fælles gæld, der er den mest effektive integrationsmotor af dem alle. Vi kender det jo selv: Hvis et par først har købt hus sammen og hæfter for gælden sammen, så er det alvor … uanset om man har papir på ægteskabet eller ej. Det giver umiddelbart ret til at blande sig i den anden parts forbrugsvaner.

Økonom Henrik Kureer udtrykker det præcist i Politiken, 22. juli 2020: “Fælles låntagning og dermed fælles gældssætning er et markant første skridt i retning af at skabe et EU, hvor de finanspolitiske beslutninger tages i Bruxelles. At finansiere støttepakker med fælles låntagning er noget, man kun ser i selvstændige enhedsstater og forbundsstater som for eksempel USA ... Det er påpeget mange gange, at EU's kriser er et godt afsæt for at udvikle Unionen i en føderalistisk retning. Krisehåndteringen resulterer ofte i løsninger, der sparker Unionen videre mod en føderalstat. Som svoren tilhænger af den unikke danske velfærdsmodel kan det godt bekymre mig”.

Et splittet og handlingslammet EU får nyt momentum

Coronakrisen bliver brugt af EU-eliten, fuldstændig som USA brugte “11. september”. Chokket og den efterfølgende “undtagelsestilstand” udnyttes til at gennemtrumfe beslutninger, som for blot nogle måneder siden ikke havde nogen gang på Jorden.

Men for helt at forstå betydningen af topmødets beslutninger, skal vi gå lidt tilbage i tiden og se på, hvor EU stod, da coronaen brød ud i marts. EU var på flere måder splittet og handlingslammet. Dels var der skabt stærkt voksende modsætninger mellem “nord og syd” i EU. Dels var den såkaldte fransk-tyske akse, der ellers gennem historien har været motor i integrationen, knækket.

Årsagerne til disse stridigheder skal vi som sædvanlig finde i de bagvedliggende objektive forhold, de økonomiske interesser og stridigheder.

Nord-syd-konflikten

Konflikten mellem især Tyskland og de sydeuropæiske medlemslande i EU bryder for alvor ud i kølvandet på finanskrisen i 2008. Men i realiteten starter den meget før, nemlig helt tilbage ved euroens etablering ved årtusindskiftet. Fastlåsningen af landenes valutakurs betyder nemlig, at de sydeuropæiske lande, der har en lavere konkurrenceevne, nu forhindres i at kunne devaluere, som man ellers ville gøre i en sådan situation. Konsekvensen er, at de sydeuropæiske varer slet ikke kan konkurrere med de tyske varer. Tyskland øger således på ti år sin eksport til de fire sydeuropæiske lande Spanien, Portugal, Grækenland, Italien med 240 procent.

Her har vi den direkte årsag til, at det går så galt for de sydeuropæiske staters offentlige underskud: Det er manglen på skatteindtægter og de stærkt voksende udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse, der forårsager landenes statsunderskud.

Da finanskrisen brød ud i 2008, medførte den akut fare for, at euroen ville bryde sammen. EU's svar var enorme tilførsler af penge, de såkaldte “bail-outs”, for at redde euroen og de store, især tyske banker.

Dette blev gjort i et nært samarbejde med IMF. I IMF's årsrapport fra 2016 leverer man en selvkritik for dette. Her beklages, at man er kørt med på eurozonens politiske ledelses ønske om at bakke europrojektet op uanset omkostninger. De tre største bailouts, Grækenland, Irland og Portugal, var uden fortilfælde i IMF's historie, grænsen for den tilladte mængde lån blev overskredet med det tredobbelte, skriver IMF-ledelsen.

IMF leverer samme sted en skarp kritik af trojkaens indsats i Grækenland: Den græske bailout havde det formål at redde euroen og nogle nordeuropæiske banker, men det var den almindelige græker, der betalte, hedder det i IMF-rapporten. Rene ord for pengene. I Grækenland faldt bruttonationalproduktet med 11 procent over de første tre år. Lønnen faldt med 20-30 procent.

I realiteten var der tale om kolossal omfordeling af værdier. Tyskland tjente 21,6 milliarder kroner på Grækenlands gældskrise (2010-17). Dels via renter på lån, dels via profitter på de såkaldte securities market-programmer (SMP), der var en del af det græske gældsprogram. (Kilde: euractiv.com). Omvendt lagde europæiske skatteborgere i 2008 i alt cirka 10.000 milliarder kroner til garantier og hjælp til de europæiske storbanker.

Det kan ikke undre, at resultatet var voksende uro i medlemslandene, opdæmmet bitterhed i de sydeuropæiske lande, som således var blevet trukket op på slagtebænken af EU. EU-parlamentsvalget i 2014 viste klart, hvordan modstand og skepsis overfor Unionen havde vokset sig stor over hele EU.

EU-eliten gav allerede på EU-topmødet juli 2014 sin reaktion: Her blev idéen om et “EU i flere hastigheder” vedtaget som en del af femårsplanen for 2014-19. Her demonstrerer EU sin vilje til at koncentrere magten hos nogle få dominerende kernelande, mens de øvrige periferilande styres via den økonomiske politik.

EU-eliten forberedte ekspertstyre af landenes finanspolitik og økonomiske reformer. Forbilledet var den tekniske bistand til Grækenland. Idéen var, at hvis et land nægtede at tage imod ekspertstyret, skulle de kunne trækkes i EU-støtte fra strukturfonde. EU-kommissionen kom aldrig så langt i sin plan. Men det er tankevækkende, at det nu er den magt, som Kommissionen i realiteten får med de nye topmødebeslutninger.

I det hele taget blev der ikke lagt skjul på de åbenlyse ambitioner om at sætte fuld fart på unionstoget. 2015 var således det år, hvor “de fem formænd” – Juncker, Tusk, Draghi, Schulz og Dijsselbloem – fremlagde deres plan for en hurtig færdiggørelse af den økonomiske-monetære union inden 2025, med fuldt udbygget finansiel union, bankunion, kapitalmarkedsunion og skatteunion. Rapporten blev behandlet på EU-topmødet i 2015.

Imidlertid var EU rendt ind i problemer: Den fransk-tyske akse var knækket. De to store toneangivende lande trak ikke længere på samme hammel.

Den fransk-tyske akse

I virkeligheden har denne konflikt også baggrund i euroens etablering. For Tysklands industriproduktion og enorme handelsoverskud overfor omverdenen var i høj grad også sket på bekostning af Frankrig (Ret & Vrang, nr. 56, nov. 2011, s. 9).

I de efterfølgende år ligger Frankrig og Tyskland i konstant klammeri om den økonomiske politik. Især er der store uenigheder om bankunionen. Kort fortalt ønsker Frankrig, at der skal etableres en fælles statsobligation for alle eurolande, således at akutte statsgældskriser kan undgås gennem ubegrænset opkøb af statsobligationer, hvis der opstår krise. Da Den europæiske Centralbank fremlægger dette forslag, kender den tyske forfatningsdomstol forslaget for ulovligt. Den tyske forfatningsdomstol har overgivet den videre konkretisering af, hvad der så ville være lovligt, til EU-domstolen.

Det er dette dødvande, som den nye beslutning om at etablere fælles EU-gæld muligvis kan løse op for. I hvert fald er der næppe tvivl om, at EU efter topmødet juli 2020 kommer til at rykke meget hurtigt på alt, hvad der hedder bankunion, kapitalmarkedsunion med videre. Juncker og kompagnoners våde drøm er sat på sporet igen.

Blæser der nye vinde i EU's økonomiske politik?

EU-eliten har udnyttet coronakrisen til at komme op på hesten igen. Den fransk-tyske akse er blevet lappet sammen og trækker toget. Men i hvilken retning?

Nogle politiske kommentatorer svømmer over i glædestårer: EU har nu endelig fundet den interne solidaritet frem, nord og syd er genforenet i EU, lyder det. Hør Kristelig Dagblads leder: “EU stod overfor sit Hamilton-øjeblik. Det øjeblik, da man beslutter at udstede unionsobligationer for et astronomisk beløb ... Samt det øjeblik da EU begynder at få sine egne skatteindtægter ... Fælles europæiske pejlemærker som demokrati, frihed, markedsøkonomi, solidaritet og omsorg for de svageste, inspireret af den kristne kulturarv, afspejles i den aftale, stats- og regeringslederne nåede til enighed om i går morges.”

Samme toner lyder fra Philipp Schrøder, økonomiprofessor ved Aarhus Universitet: “For mig at se er det nye og centrale, at man har udvist forståelse for, at det ikke nytter noget, hvis Italien ligger underdrejet … Den logik ser ud til at have vundet.” (Berlingske, 22.7. 2020).

Sandheden er dog en ganske anden. EU-eliten er fuldstændig som i 2008 drevet af én eneste hensigt: nemlig at redde euroen.

Italien har som bekendt været det EU-land, der er hårdest ramt af corona. I forvejen har den italienske økonomi, EU's tredjestørste, i lang tid været på randen af et kollaps. Statsgælden er 132 procent af bruttonationalproduktet, BNP. En lang række banker er på randen af konkurs. Bankernes største portefølje er statsobligationer, så et kollaps ville kunne trække euroen med sig i faldet. Det er dén situation, der har tvunget Tyskland ind i et kompromis, hvad angår fælles gældsstiftelse.

Da coronakrisen brød ud, var EU fuldstændig handlingslammet. De enkelte nationalstater tog selv affære for at dæmme op for sundhedskrisen uden at spørge om lov i Bruxelles. Helt på bagkant besluttede EU-kommissionen derefter midlertidigt at suspendere den strenge budgetdisciplin, som finanspagten og de andre pagter dikterer. En simpel nødvendighed hvis Kommissionen skulle bevare nogen som helst troværdighed.

Hvis man gennemlæser de 64 siders konklusioner fra topmødet, står det lysende klart, at der ikke ét eneste sted bliver lagt luft til EU's traditionelle ultraliberale økonomiske politik. Der er ikke noget opgør med finanspagten på vej, der er ikke slækket på kravene til landene. 2020 er et undtagelsestilfælde. Og det bliver slået fast, at når landene nu efterfølgende skal levere investeringsplaner og søge om midler fra genopretningsfonden, så vil EU-kommissionen være endnu mere skrap ved havelågen og diktere økonomiske reformer i landene.

Kan “Next Generation EU” levere vækst og job?

Ligeledes forudser flere medier, at “Next Generation EU” vil genskabe vækst og jobs, ligesom Marshallplanen gjorde efter Anden Verdenskrig. Er der hold i denne forhåbning?

Ifølge EU-kommissionens egen prognose (rapport fra 7. juli 2020) bliver faldet i bruttonationalproduktet for eurozonen som helhed i 2020 på 8,7 procent. Kommissionen slår samtidig fast, at det er de langsigtede følgevirkninger, der for alvor vækker bekymring. Der er “betydelig risiko for, at arbejdsmarkedet vil lide mere langsigtet skade end forventet, og at likviditetsproblemer kan føre til solvensproblemer for mange virksomheder. Der er risici for de finansielle markeders stabilitet og fare for, at medlemsstaterne ikke i tilstrækkelig grad koordinerer deres nationale politiske tiltag”, hedder det.

I marts appellerer en række tyske økonomer på tværs af det politiske spektrum til Merkel om at støtte dannelsen af “coronaobligationer”. Ifølge deres beregninger skal der som minimum investeres 1000 milliarder euro bare for at overstå den akutte krise. (Klassekampen.no, 31.3. 2020). I lyset af dette kan man sige, at EU's genopretningspakke er et lag fernis henover dybet.

Eller som økonomisk kommentator ved The Telegraph Evans Pitchard opsummerer: “Genopretningsfonden er rent økonomisk en legetøjspistol, men politisk er det et feltartilleri” (steigan.no, 24. juli 2020).

Verdensøkonomien i krise

Men igen må vi et spadestik dybere. For som det er påpeget af mange økonomer, er den nuværende krise i hele den kapitalistiske verdensøkonomi ikke forårsaget af coronakrisen. Det blev pandemien, der udløste krisen. Men krisetegnene har været ophobet over flere år.

Problemets kerne er kort fortalt en meget lav profitabilitet i den reelle produktionssektor. Derfor investeres der ikke, selvom der er ekstremt overskud af ledig kapital, som kan fås til nærmest negative renter. Væksten i økonomien falder over hele verden. BRIKS-landene trækker ikke længere igennem. I EU er Tyskland det land, der har været hårdest ramt. Her er industriproduktionen faldet måned for måned.

Den tikkende bombe er virksomhedernes gæld. Den næste nedtur vil derfor blive udløst i den ikke-finansielle produktionssektor. Den vil blive tvunget i knæ af gælden, og det vil udløse en kædereaktion. (Se Michael Roberts, Magasinet Arbejderen nummer 2, 2020).

Al den ledige kapital resulterer selvfølgelig i alskens spekulative fænomener. Før coronaens udbrud kunne man se, hvordan investorerne begyndte at krybe i ly i sikre værdipapirer, blandt andet statsobligationer. Et sikkert tegn på at kriseudbruddet er nært forestående.

Fordi økonomien balancerer på en knivsæg, er såvel den europæiske som den amerikanske centralbank fortsat med at pumpe milliarder ud i systemet. Som det formuleres af Lionel Rayon, porteføljemanager i den store kapitalforvalter Schrøders: “Det rally, vi har oplevet i aktier, er drevet af centralbankerne”.

Hvorfor er EU bagud i forhold til andre økonomiske rivaler?

Det er klart, at alle dele af den globale kapitalistiske økonomi er ramt af krise. Imidlertid er det en kendsgerning, at EU-økonomien halter markant efter udviklingen i andre store økonomier, herunder USA’s. Hvad er årsagen til dette?

Fra 2010 begynder EU at skille sig ud fra flokken af kapitalistiske økonomier, herunder USA. Der gennemføres en markant omlægning af den økonomiske politik i retning af systematiske nedskæringer i den offentlige sektor som sådan, i det offentlige forbrug i særdeleshed, nedskæringer i de sociale ydelser, nedskæringer i løn og arbejdstagerrettigheder.

Man kan diskutere, hvad der får EU-eliten til at gennemtvinge denne udvikling. Det erklærede formål er at fremme de europæiske virksomheders konkurrenceevne og bevare finansmarkedernes tillid. Sandsynligvis er det den evige frygt for euroens sammenbrud, der driver udviklingen.

Politikken gennemtvinges via vedtagelse og gennemførelse af en række politiske pagter: Europluspagt, Sixpack, Finanspagt ... (Se Christen Sørensen og Jørgen Rosteds “Fundamentet under EU vakler”, Haase Forlag i 2018, kapitel 3, for en glimrende gennemgang af indholdet i disse pagter).

Ikke på noget tidspunkt ser vi, at EU-kommissionen ryster på hånden. I 10-året fra 2008 til 2018 gennemføres mere end 400 arbejdsmarkedsreformer på direkte anvisning fra EU-kommissionen. Forbilledet er den tyske Hartz-reform: Øge det nedadgående lønpres og skabe mere fleksibel løndannelse, svække fagforeningssiden og decentralisere løndannelsen til virksomhedsniveau.

Hele denne udvikling er omfattende og glimrende dokumenteret af den europæiske fagbevægelses forskningsenhed ETUI (European Union of Trade Union Institute) i rapporten “Benchmarking Working Europe 2018”.

Resultatet af den førte politik udebliver ikke.

Lønnen falder markant i 25 ud af de 28 EU-lande. Her taler vi ikke kun om lønandelen, vi taler om reallønnen.

Samtidig er den tilvækst af nye jobs, der sker, koncentreret på såkaldt “atypisk arbejde”. Ifølge ETUI er fire ud af fem nye jobs den slags job: Deltid, “arme-ben-firmaer”, nul-timers-kontrakter. Det vi i dag kender som “working poor-fænomenet”. Hver 10. arbejder i EU er i dag “working poor”.

Resultatet er naturligvis en voldsom vækst i fattigdommen i EU. 20 procent af europæerne, svarende til 120 millioner, lever i fattigdom (2018-tal).

ETUI dokumenterer i deres analyse, hvordan der sker en markant stigning i indkomstuligheden i hele EU fra 2005 og frem. Mest bemærkelsesværdigt er det, at uligheden øges mest efter finanskrisen og frem til 2014. Det tyder på, at det er euroens fiskale regler, der er årsag til forøget ulighed, konstaterer ETUI.

Lønfattigt opsving

EU-elitens økonomiske jernhånd vækker opsigt internationalt. Allerede i 2014 kommer den første advarsel fra IMF. I sit diskussionspapir fra februar 2014 peger IMF på, at den øgede ulighed er et stort problem for den økonomiske vækst: Det er umuligt at drive et opsving i gang, når fattigdommen er så stor, og der er fare for polarisering og social opstand, påpeger IMF.

Igen i 2017 gentages kritikken fra både IMF og OECD. Ifølge deres beregninger har etableringen af det usikre arbejdsmarked i EU kostet 5-10 procent af væksten i BNP.

I 2018 må EU-kommissionen så selv overrasket konstatere, at “der er evidens for et lønfattigt opsving”. Og Den Europæiske Centralbank (ECB) opregner selv de vigtigste årsager til dette lønfattige opsving: Signifikant underbeskæftigelse på arbejdsmarkedet, svag produktivitetsvækst samt, og det er den vigtigste faktor ifølge ECB, de mange arbejdsmarkedsreformer der er indført i landene under krisen.

Som ETUI lakonisk formulerer det i sin rapport: “Det er mærkeligt, at Kommissionen og ECB er overrasket over den svage løndannelse, når den netop skyldes de reformer, som de selv har dikteret i landene”.

I ovennævnte analyse dokumenterer ETUI ligeledes, at det er effekterne af denne økonomiske politik, “post-2010-politikken”, der er den mest afgørende årsag til den lave vækst i EU i perioden 2008-16. Effekterne af selve den finansielle krise har ikke nær så stor betydning. Det er en meget bemærkelsesværdig konklusion.

Trods alt dette ser vi ingen ændringer i EU-kommissionens anvisninger til medlemslandene i de følgende år, de såkaldt “landespecifikke henvisninger”. Medicinen er som altid større lønfleksibilitet.

Gældsbyrden

Det er klart, at den manglende økonomiske vækst i EU også får en anden konsekvens: Landenes statsgæld, som jo netop måles i forhold til bruttonationalproduktet (gældsratioen), bliver forholdsvis meget høj, og dermed kommer landene i konflikt med ØMU'ens krav, selvom gælden faktisk er den samme i kroner og øre. På den måde bider problemerne sig selv i halen.

Det er denne situation, der er den direkte årsag til, at Den Europæiske Centralbank er fortsat med at pumpe penge ud på obligationsmarkedet i omegnen af 60 milliarder euro hver måned via de såkaldte “kvantitative easing (QE)-programmer”. Man tør ikke stoppe af frygt for konsekvenserne for gælden, hvis renten pludselig skulle stige.

Illusioner nytter ikke

Alle de problemer, som den kapitalistiske verdensøkonomi i forvejen stod med, før pandemien brød ud, er blevet skærpet i dag. Derfor vil vi se monopolerne, hvad enten de er amerikanske eller europæiske, blive endnu mere aggressive. Og de vil kræve en endnu mere aggressiv politik både udadtil og indadtil af den politiske elite, som tjener dem.

Derfor ser vi, EU indgå Mercosur-aftalen med de største latinamerikanske stater, selvom alle ved, at det i en klimasammenhæng er det glade vanvid. Derfor ser vi EU fokusere stadig mere intenst på investeringer i Afrika. Siden 2014 har Afrika været et officielt fokuspunkt for EU's interesser. Det handler om råstoffer og om at afsætte egne fødevarer ind i det afrikanske marked, selvom alle ved, at konsekvensen er et smadret landbrug og fiskeri i Afrika med deraf følgende hungersnød.

Indadtil vil EU forstærke sit greb om landenes økonomiske politik. Kravene til sænkning af lønomkostninger og sænkning af de sociale ydelser for at fjerne bunden under løndannelsen vil kun gå én vej. De interne stridigheder i EU er på ingen måde et overstået kapitel.

EU bliver ikke mindre reaktionær, ej heller mere grøn eller human i fremtiden. Det handler ikke om “gode og onde mennesker”. Det handler om kapitalens logik. Jeg forstår udmærket, at dele af venstrefløjen og andre progressive kræfter havde drømt om, at EU kunne udvikle sig til et vægtigt modstykke til USA-imperialismen. Men det kommer ikke til at ske.

Hvis vi først kan opnå den erkendelse, er der en god chance for, at EU-modstanden kan få frit løb på venstrefløjen også. Så kan vi måske undgå, at det går som i Storbritannien, at det er kræfter som UKIP, der tegner og leder den folkelige modstand.

Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 4, 2020.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. okt. 2020 - 10:53   15. okt. 2020 - 14:32

Analyse

Af Karen Sunds, medlem af Kommunistisk Parti og aktiv i Folkebevægelsen mod EU
Magasinet Arbejderen nr. 4 - 2020

INDHOLD:

Modtag Magasinet Arbejderen i din postkasse for kun en 20'er om måneden. Tegn dit abonnement her.

Finanspagt
  • Danmark tilsluttede sig i 2012 EU's finanspagt, som fastlægger en række krav til de enkelte landes finanspolitik.
  • Pagten kræver blandt andet, at det årlige strukturelle underskud på de offentlige finanser kun må udgøre 0,5 procent af bruttonationalproduktet.
  • Det er også et krav, at landene skal have en budgetlov med lofter over statslige, regionale og kommunale budgetter, og en automatisk "straffemekanisme" ved overskridelse af lofterne.
  • Hvis kommunerne bruger flere penge til service, end budgetloftet tillader, bliver bloktilskuddet året efter nedsat med det beløb, der er brugt for meget, dog højest tre milliarder kroner. 40 procent af beløbet bliver fordelt på alle kommuner. De sidste 60 procent fordeles mellem de kommuner, der har overskredet rammen.
  • Et land kan indklages for EU-domstolen, som kan idømme landet milliardstore bøder, hvis budgetloven ikke er stram og omfattende nok.
Europluspagten
  • Europluspagten er en pagt til styrkelse af virksomhedernes konkurrenceevne og koordineringen af den økonomiske politik. Aftalen blev indgået på et EU-topmøde den 24.-25. marts 2011 mellem de dengang 17 eurolande samt Danmark, Polen, Letland, Litauen, Bulgarien og Rumænien. 

  • Underskriverlandene forpligter sig til konkrete initiativer og mål, vedtaget på stats- og regeringschefniveau. EU-kommissionen overvåger om forpligtelserne bliver overholdt, og afleverer hvert år en rapport om dette.

  • De konkrete forpligtelser skal "sikre en omkostningsudvikling, der er i overensstemmelse med produktiviteten". Lønningerne skal ifølge pagten blandt andet holdes i ro ved at satse på mere decentrale lønaftaler.

  • I den offentlige sektor skal indgåede overenskomster desuden sikre så lave lønstigninger, at "signaleffekten" herfra kan hjælpe de private arbejdsgivere med at holde lønningerne på det private arbejdsmarked i ro.

  • Læs hele pagten her