24 Jan 2020  

KBH: Overskyet, 6 °C

Amerikanske præsidenter førte alle bag lyset om Afghanistan-krigen

Washington Post afslører:

Amerikanske præsidenter førte alle bag lyset om Afghanistan-krigen

De amerikanske regeringer under George Bush, Barack Obama og Donald Trump har løjet om, hvor godt krigen i Afghanistan gik. Det fremgår af fortrolige regeringsdokumenter og flere års kulegravning foretaget af journalister på Washington Post.

Tidligere amerikanske præsidenter og den nuværende præsident Donald Trump til begravelse af George H. W. Bush i Washington 2018.
FOTO: Official White House Photo by Andrea Hanks/CC 3.0
1 af 1

Skiftende amerikanske regeringer har gennem 18 år påstået, at krigen i Afghanistan gik efter planen, og at den USA-ledede besættelse bød på fremskridt.

Vi var blottet for en grund-læggende forståelse af Afghanistan – vi havde ikke det fjerneste idé om, hvad vi foretog os.
Douglas Lute, general, USA

Men efter at journalister på det amerikanske dagblad Washington Post igennem flere år har endevendt sagen og afsløret 2000 sider regeringsdokumenter og interviews med 400 generaler, diplomater, nødhjælpsarbejdere og afghanske embedsmænd, er billedet helt anderledes.

Krigen er uvindelig. Og denne konklusion er blevet holdt hemmelig.

"Afghanistan Papers"

Avisen kalder dokumenterne for Afghanistan Papers – en henvisning til Pentagon-papirerne, der afslørede de hemmelige detaljer om USA's krig i Vietnam.

I tre år forsøgte USA's regering at beskytte identiteten på 90 procent af de personer, der er interviewet af SIGAR siden 2008, skriver Washingon Post.

SIGAR (Special Inspector General for Afghanistan Reconstruction) er den amerikanske regerings førende tilsynsmyndighed med henblik på genopbygning af Afghanistan.

>> LÆS OGSÅ: USA kaster flere bomber i Afghanistan

Langt de fleste interviews indeholder uhæmmet kritik af, hvad der er gået galt i Afghanistan, mens George Bush, Barack Obama og Donald Trump regerede.

Blandt andet erkender den pensionerede, trestjernede general Douglas Lute, at der var udbredt forvirring om, hvad USA egentlig foretog sig i Afghanistan.

– Vi var blottet for en grundlæggende forståelse af Afghanistan – vi havde ikke den fjerneste idé om, hvad vi foretog os, siger Lute, der var leder af USA's militære besættelse af Afghanistan under Bush- og Obama-administrationerne.

Præsidenter lovpriste fremskridt

Omvendt citerer avisen både præsidenterne Obama, Bush og Trump for, at krigen gik godt.

– Takket være jer gør vi vigtige fremskridt, sagde eksempelvis Barack Obama, da han i december 2010 besøgte amerikanske soldater i Afghanistan, citerer New York Times.

>> LÆS OGSÅ: Den hemmeligholdte sandhed

Men en diplomat, der var særlig udsending til Afghanistan under Bush og Obama, tegner et mere realistisk billede.

– Vi invaderer ikke fattige lande for at gøre dem rige. Vi invaderer ikke autoritære lande for at gøre dem demokratiske. Vi invaderede voldelige lande for at gøre dem fredelige, og vi mislykkedes klart i Afghanistan, siger James Dobbins i et af interviewene med SIGAR.

USA's nuværende præsident fortsætter alligevel i samme spor som Bush og Obama, dog med mere radikale udtalelser.

– Vi vil vinde den krig. Jeg gentager, vi vil vinde den krig. Hvis vi ønskede at kæmpe en krig i Afghanistan og vinde den, ville jeg kunne gøre det i løbet af en uge ... Dog er jeg ikke tilhænger af at dræbe 10 millioner mennesker, sagde Donald Trump bramfrit den 22. juni i år ifølge militarytimes.com.

>> LÆS OGSÅ: Trump sender flere tropper til Afghanistan

Dysfunktionel krig

Den pensionerede general Douglas Lute er tydeligvis bitter.

– Hvis det amerikanske folk kendte til omfanget af denne dysfunktionelle krig – 2400 (amerikanske, red.) liv er gået tabt. Hvem vil påstå, at det er sket forgæves, spørger han i et af SIGAR-interviewene, der alle har titlen "Lessons Learned".

Siden 2001 har mere end 775.000 amerikanske soldater været udsendt til Afghanistan. 20.589 er blevet såret, viser tal fra USA's forsvarsministerium. Siden 2001 har USA brugt mellem 934-978 milliarder dollars på Afghanistan-krigen, skønner professor Neta Crawford ved "Costs of War Project" ved Brown University i USA.

>> LÆS OGSÅ: Taleban er stærkere end nogensinde

Efter offentliggørelsen af de 400 interviews med personer, der alle spillede nøgleroller i forbindelse med Afghanistan-krigen, må hele sagen kaldes for "rådden", konkluderer SIGAR's generaldirektør John Sopko. 

– Højtstående amerikanske embedsmænd undlod at fortælle sandheden om krigen i Afghanistan gennem den 18-årige militære indsats, erkender han overfor Washington Post.

Han forklarer, at det tog tre år at få udleveret de 2000 regeringsdokumenter med de 400 interviews, fordi SIGAR ikke er "øverste myndighed, og at SIGAR er "underbemandet". 

>> LÆS OGSÅ: USA's generaler har nu magten

Enorme omkostninger

I alt er anslået 157.000 mennesker blevet dræbt i krigen i Afghanistan. Danmark har haft kampsoldater i Afghanistan fra 2002 til 2014. I alt har 750 danske soldater været afsted.

I dag er der omkring 100 danske soldater i Afghanistan. De løser sikkerhedsopgaver i Kabul, hvor de blandt andet transporterer personer rundt.

>> LÆS OGSÅ: Malalai Joya forbander krigen i Afghanistan

Ifølge Forsvarsministeriets hjemmeside er det overordnede formål med den danske indsats i Afghanistan "at bidrage til national, regional og global sikkerhed ved at forhindre, at landet igen bliver et fristed for terrorister".

Siden 2002 har i alt 43 danske soldater mistet livet i Afghanistan.

Den danske indsats i landet bakkes op af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, og Liberal Alliance.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. dec. 2019 - 11:19   11. dec. 2019 - 09:33

Afghanistan

ah@arbejderen.dk
Afghanistan
  • Navn: Den Islamiske Republik Afghanistan.
  • Hovedstad: Kabul.
  • Indbyggertal: Cirka 31,8 millioner.
  • Største etniske grupper: pashtuner 42 procent, tadsjiker 27 procent, hazaraer 9 procent, uzbekere 9 procent.
  • Religion: islam – 80 procent sunni, 19 procent shia.
  • BNP per indbygger: 1100 dollars (Danmark 37.800 dollars).
  • Forventet levealder: 50 år.
  • Besat af USA i 2001 og siden sammen med NATO's ISAF-styrke fra 2003.
Afghanistan besat
  • I 2001 besatte USA Afghanistan.
  • Efter angrebet på World Trade Center 11. september 2001 beskyldte USA Afghanistans talibanstyre for at holde hånden over Osama bin Laden, som USA mente stod bag angrebet.
  • Siden 2001 har mere end 775.000 soldater fra USA været udsendt til Afghanistan. 
  • For at aflaste USA's militær i Afghanistan blev der i august 2003 indsat en NATO-styrke i landet (International Security Assistance Force (ISAF).
  • Missionen blev underlagt et FN-mandat. 
  • Der var tale om den første NATO-mission udenfor Europa i alliancens 54-årige historie. 
  • 3487 soldater fra USA-allierede lande er dræbt siden 2004.
  • Heraf er de 2400 amerikanske soldater. 20.589 er blevet såret.
  • I alt er anslået 157.000 mennesker, de fleste civile, dræbt i krigen i Afghanistan.
  • Siden 2001 har USA brugt mindst 978 milliarder dollars i Afghanistan-indsatsen.
  • Flere fremtrædende britiske militærfolk erkendte i 2007, at NATO var ved at tabe krigen mod Taliban.
  • I juli 2010 offentliggør WikiLeaks 90.000 fortrolige dokumenter fra Pentagon om krigen i Afghanistan om, at besættelsesstyrkerne årligt dræber mange hundrede civile.
  • 28. december 2014: USA overlod formelt Afghanistan ansvaret for krigen i landet. USA bevarede dog 9800 kampsoldater i landet. Dertil kom 2000 NATO-soldater.

Kilder: Information Clearing House, Washington Post

Danmark i Afghanistan

  • Danmark har per 2019 100 soldater i Afghanistan.
  • I alt har 750 danske soldater været udsendt til Afghanistan siden 2003, organiseret i NATO-styrken ISAF.
  • Danmark foretog i februar 2003 sine første bombardementer af afghanske landsbyer fra F-16-fly.
  • 43 danske soldater er blevet dræbt.
  • Danmark trak i 2007 sine styrker ud af Irak for i stedet at koncentrere dem i det sydlige afghanske Helmand-provins.
  • I april 2011 blev det afsløret, at danske styrker i Afghanistan rutinemæssigt anvender hvid fosfor mod civilbefolkningen. Det sker i strid med 4. Genevekonvention.
  • Den tidligere ISAF-mission er blevet afløst af den NATO-ledede Resolute Support Mission (RSM). Danmark deltager fortsat.
  • Den danske krig i Afghanistan har indtil videre kostet 13 milliarder kroner. 
  • Den danske indsats er støttet af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, og Liberal Alliance. 

Kilder: Forsvarsministeriet, Arbejderen