16 Dec 2018  

KBH: Spredte skyer, 2 °C

Amerikansk statsborger interneret i Israel

Udvekslingsstudent i klemme

Amerikansk statsborger interneret i Israel

Udvekslingsstudenten ​Lara Alqasem fra Florida har været tilbageholdt i Ben-Gurion Lufthavn i Tel Aviv i en uge under mistanke for støtte til boykot af Israel.

Amerikansk udvekslingsstudent er i detention i Israel. (Arkivfoto af Holot-interneringslejren i Israel).
FOTO: Hagits/CC 3.0
1 af 1

Hundredvis af akademikere, journalister og menneskerettighedsforkæmpere opfordrer nu Israel til at frigive den amerikanske udvekslingsstudent Lara Alqasem, der har været tilbageholdt i Ben-Gurion Lufthavn i Tel Aviv i en uge.

At nægte adgang for udenlandske studerende baseret på politisk overbevisning er et angreb på akademisk frihed. 
Appel

Hun er anklaget for at fremme boykot, de-investeringer og sanktioner mod Israel.

Alqasem, der har palæstinensiske bedsteforældre, men amerikansk statsborgerskab, studerer jura på universitetet i Florida og havde fået et års visa til Israel med tilladelse til at studere menneskerettigheder på Hebrew University i Israel, skriver New York Times.

Men den 3. oktober blev hun tilbageholdt af israelske myndigheder ved ankomsten til Israel.

Hebrew University støtter den studerende sammen med mere end 100 akademikere og jødiske ledere, der alle har underskrevet en appel.

"At nægte adgang for udenlandske studerende baseret på politisk overbevisning eller etnisk oprindelse er et angreb på akademisk frihed", lyder appellen.

Selv om ikke alle underskrivere støtter boykot af Israel, skriver de, at "boykot er et legitimt redskab til at udtrykke politisk protest i et demokratisk land."

Boykottede hummus

Som studerende på universitetet i Florida var Lara Alqasem en overgang præsident for Students for Justice in Palestine, der modsætter sig den israelske besættelse af palæstinensisk jord og støtter BDS-bevægelsen, der opfordrer til at undgå at købe israelske varer.

Students for Justice in Palestine har i april 2016 gennemført en happening i Florida for at skabe støtte til boykot af israelsk hummus i Floridas butikker, erfarer New York Times.

Den israelske minister for offentlig sikkerhed og strategiske anliggender, Gilad Erdan, tilbyder at frigive Alqasem, hvis hun undskylder og tager afstand fra BDS-bevægelsen.

"Hvis Lara Alqasem klart og tydelig erklærer, at hun har begået en fejl i fortiden", tweetede Gilad Erdan og tilføjede, "Vil vi genoverveje vores holdning til hendes indrejse til Israel."

Selv har Lara Alqasem tilbudt "ikke at fremme boykotten, mens hun er i Israel".

Lov mod BDS-aktivister

I alt 15 udlændinge er hidtil nægtet adgang til Israel, efter at det israelske parlament i marts 2017 vedtog en lov om at blokere adgang for "nøglepersoner", der støtter BDS mod Israel eller boykot af bosættelserne, skriver New York Times. Antallet er måske højere, tilføjer avisen.

Ifølge New York Times baserer de israelske myndigheder sig på, at Alqasem er blevet omtalt med navns nævnelse på netstedet Canary Mission, som oplister personer og grupper, der "fremmer had mod USA, Israel og jøder på nordamerikanske universiteter".

I går gav en israelsk domstol Lara Alqasem få dage til at "bestemme sig" for, om hun vil efterkomme Gilad Erdans krav om at tage afstand fra sin fortid.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. okt. 2018 - 09:41   10. okt. 2018 - 19:35

Israel

ah@arbejderen.dk