06 Jun 2020  

KBH: Spredte skyer, 14 °C

Tysklands deling 1948-61 - Berlin og DDR før Muren

Murens fald 25 år

Tysklands deling 1948-61 - Berlin og DDR før Muren

Muren er et håndgribeligt og bekvemt symbol på Tysklands deling. Men det er langt fra sandheden. I virkeligheden skete delingen af Tyskland allerede i 1948, da chefen for den amerikanske besættelsesmagt meddelte, at Vestmagterne ville indføre en valutareform i Vestzonen.

1 af 1

Alle grader af hadpropaganda mod DDR og dermed mod socialismen strømmer ud af massemedierne i anledning af 25-året for Murens fald.  Årsagerne til, at Muren fandtes, angives i den gamle koldkrigspropagandas sterotyper.

Der er få undtagelser, som for eksempel DR’s visning af Oliver Stones dokumentarfilmskildring af præsident Trumans antisovjetiske politik og intriger fra 1945. Denne politik havde stor betydning for begivenhederne i det besatte Tyskland.

Blandt undtagelserne er også Arbejderens artikler. Jeg henviser især til Svend-Erik Christensens artikel den 12. november.

Det følgende er et bidrag i samme retning, men det er ikke på nogen måde en udtømmende skildring af DDR’s historie frem til Muren.

Muren er et håndgribeligt og bekvemt symbol på Tysklands deling. Men det er langt fra sandheden. Delingen skete allerede i 1948, da chefen for den amerikanske besættelsesmagt, general Clay, den 18. juni per post meddelte marskal Solokovski med kommando over Østzonen, at Vestmagterne  var i færd med at indføre en valutareform i Vestzonen.

Clays brev nåede frem, kort før før valutareformen blev bekendtgjort i radioen. De nye sedler lå allerede klar.

Valutareformen

Den ensidige valutareform var en klar overtrædelse af Potsdam-aftalerne, og den var et bagholdsangreb mod de igangværende forhandlinger mellem alle besættelsesmagterne om en valutareform for alle zoner.

Clay meddelte samtidig, at da der gjaldt særlige aftaler for Berlin, ville Vestberlin ikke blive omfattet, og den hidtidige fælles mark ville stadig være gyldig dér. Det var uden logik, for disse særlige aftaler gjaldt jo for hele Tyskland.

På grund af de åbne grænser mellem zonerne i Tyskland kunne reformen i praksis blive ensbetydende med en økonomisk overtagelse af hele Østzonen, når den gamle mark med ét slag blev værdiløs.

Derfor meddelte Solokovski, at man for at beskytte den tyske befolknings interesser og økonomien i Østzonen så sig nødsaget til at træffe ”nødvendige og omgående” forholdsregler. Kort efter meddelte den britiske kommandant i Berlin, at den nye vestmark alligevel ville blive indført i Berlins vestlige zoner.

Østmarken blev så indført, gældende i Østzonen og i Berlins østzone. Men indtil sedler og mønter lå klar og omvekslingen kunne finde sted i Østzonen, lukkede den Røde Hær zonegrænsen fra Lübeck og sydpå til Tjekkslovakiet fuldstændig.

Samtidig meddelte de sovjetiske myndigheder, at de stod inde for de nødvendige forsyninger til vestberlinerne med fødevarer, brændsel og forbrugsgoder.

Men nej, de vest-allieredes luftbro skulle ”redde” vestberlinerne fra ”sultedøden”.

”Blokaden af Berlin” og ”luftbroen” blev et kolossalt propagandanummer i verdensmålestok. Også i forhold til berlinerne, for nu ankom til Vestberlin ikke bare almindelige forsyninger, men amerikanske herligheder i form af hidtil ukendte forbrugsgoder, som end ikke fandtes i Vesttyskland.

Den formelle deling

Den formelle deling af Tyskland som bekræftelse på den økonomiske deling i 1948 fandt sted allerede året efter. Igen var det Vestmagterne, der kastede terningen og proklamerede Den tyske Forbundsrepublik i september 1949. At det skete netop da, har sikkert flere årsager. 

Én kunne være, at den første sovjetiske atomprøvesprængning netop havde fundet sted den 29. august. Kernevåbenmonopolet, der hidtil var blevet udnyttet af USA’s regering til alle slags trusler og afpresninger over for Sovjetunionen, de fleste i hemmelighed, var brudt. Men det betød en skærpelse af modsætningerne.

Efter proklameringen af Forbundsrepublikken fulgte den 7. oktober dannelsen af DDR. Det skete ikke ved sovjetisk proklamation, men ved initiativ og medvirken fra bevægelsen Den nationale Front til dannelsen af et provisorisk parlament, som udpegede en provisorisk regering.

Efterfølgende anerkendtes parlament og regering af besættelsesmagten, som den 10. oktober opløste sin militæradministration og overlod dens forvaltningsopgaver til DDR’s regering.

Den nationale Front var udgået af en stor, folkelig og fælles bevægelse i hele Tyskland for en fredsslutning og for genforening af landet, kaldet Folkekongressen. Da den i 1948 blev forbudt i Vesttyskland og i Vestberlin, var den fortsat i Østzonen og Østberlin som Den nationale Front.

Grænsegængerne

Hele Storberlins bygrænse blev nu en statsgrænse med kontrol af alle, der krydsede den. Men valutareformen fungerede som den ”økonomiske torn i kødet” på DDR, som især USA hele tiden havde ønsket sig. Grunden var den åbne zonegrænse i Berlin. Byen lå som et sivende sår midt i DDR.

”Grænsegængerne”, de berlinere, der boede i øst og arbejdede i vestzonen, var en meget stor del af problemet. Deres antal blev i august 1961 anslået til 60.000 fastansatte samt 40.000 personer, der lejlighedsvis tog arbejde ”drüben”.

DDR’s arbejdspladser manglede især de højtuddannede og de faglærte arbejdere, og det var særdeles føleligt i det daglige. Værre endnu: Det årlige produktionstab for Østberlins magistrat alene blev anslået til 2,5 milliarder østmark.

Samtidig må man forestille sig, hvad grænsegængernes indkomster betød i den almindelige omsætning. For deres løn var jo fire gange så meget værd i Østberlin, hvor huslejer, skatter, afgifter og priserne på dagligvarer ovenikøbet lå godt under de vestberlinske. Derfor var det heller ikke kun grænsegængerne, der købte ind i Østberlin! Den samlede, daglige trafik over zonegrænsen blev anslået til mellem 300.000 og 500.000.

Tabet ved udplyndringen og udvandringen til Vesten inden Muren blev i 1965 af forbundsdagsmedlemmet, professor Fritz Baade, Kiel, anslået til at være over 100 milliarder D-mark.

Det var, da disse forhold - foruden spionage og sabotage, der i stor stil fandt sted fra Vest - blev kombineret med skingre krigstrusler, at DDR traf en drastisk forholdsregel.

Krigstruslerne

NATO-øvelser op mod DDR’s grænser, gennemført sammen med det vesttyske Bundeswehr, var regelmæssigt forekommende, siden Forbundsrepublikken i 1955 blev medlem af NATO. Men hyppigheden i 1959-61 var nok urovækkende:

”Ulmer Spatz” ud for Eisenach august 1959, ”Side Step” ud for Helmstedt, autobanen til Berlin, efterår 1959, ”Winterschild I” februar 1960 ved sydgrænsen nær den tjekkoslovakiske grænse, flådeøvelsen ”Wallenstein III” august-september 1960 langs DDR’s Østersø-grænse, ”Hold fast” syd for Holsten ud for Schwerin 20.-24. september 1960, og ”Winterschild II” 2.-8. februar 1961, igen ved DDR’s sydgrænse.

Oprustning og krigshysteri kendte vi i hele Europa, og det florerede især i Vesttyskland, for hvem DDR var hovedmålet. Der var en almindelig optrapning i gang. Her er nogle af etapperne i 1961:

Den 1. april 1961 var general Adolf Heusinger – tidligere Hitlers planlægningsekspert i den nazistiske Wehrmacht – blevet udpeget til formand for NATO’s Militærkomité. I april måned gennemførte amerikanske tropper øvelser i Vestberlin.

Den 28. juni meddelte Heusinger præsident Kennedy, at ”syv Bundeswehr-divisioner stod parat til ufortøvet at udføre enhver mission”. Forud var gået NATO-udenrigsministrenes møde den 8.-10. maj i Oslo, hvor de besluttede at forstærke det økonomiske pres på de socialistiske lande. En lokal krig og en atomar verdenskrig var inkalkuleret i strategien.

Den 3. juli krævede general Clarke, øverstbefalende for de amerikanske tropper i Europa, i en tale til US-garnisonen i Vestberlin, at den skulle ”forberede sig på det værste”.

I juli aflagde forsvarsminister Franz-Josef Strauss besøg i USA. Strauss er blandt andet husket for sin støtte de revanchistiske grupper i Vesttyskland og Vestberlin. Hans ærinde var en  yderligere oprustning af forbundshæren, herunder med atomare fremføringsvåben, foruden USA’s rygdækning til sine vanvittige anneksionsplaner over for DDR.

Det positive resultat af det sidstnævnte formulerede han således: …tilslutning til forholdsregler, der ”rakte fra en handelsboykot mod Zonen til forholdsregler mod Sovjet, der ikke var blidere end en begrænset væbnet kamp”.

Under Strauss’ besøg meddelte Kennedy i en stor tale den 25. juli, at USA ville styrke sin bevæbning, herunder den atomare del. Ifølge det vesttyske presseagentur dpa sagde Strauss på sin pressekonference inden hjemrejsen den 1. august til journalisterne, at de godt kunne ”forberede sig på en slags borgerkrig i Tyskland”.

Og så startede ”Wallenstein IV” -flådeøvelsen langs hele DDR’s Østersø-grænse den 8. august.

DDR returnerede ikke krigstruslerne, tværtimod vedblev man at præsentere forslag til fredelig sameksistens. Til sidst - den 13. august efter Warschawapagt-landenes opfordring - lukkede man med muren det åbne sår, Vestberlin. Selv kansler Kohl måtte ved dens 25-årsdag indrømme, at den havde bidraget til afspændingen i Europa.

I 1958-59 boede og arbejdede jeg i Østberlin i 13 måneder, og på egen krop mærkede jeg, hvad delingen og valutasvindlen betød i hverdagen. Muren så jeg først i 1988 - for enden af Unter den Linden. Køn var den ikke. Men dengang, 30 år før, holdt jeg af at gå søndagstur dér - op til Brandenburger Tor. Jeg kunne lide at kigge på rødarmisterne, der gik vagt ved den åbne søjleport, og at kigge op på den røde fane, der vajede på toppen. Ikke noget flag – bare en stor rød fane.

Litteratur:

Gordon Schaeffer: Østzonen i Tyskland. Tiden 1948. (Oversat fra ”Russian Zone”.) 

Helge Larsen: Det begyndte i 1945. Tiden 1963.

Hans Keiding og Ragnar Mandsbjerg: DDR – samfund og økonomi. Tiden 1984.

Helmut Mehls og Ellen Mehls: 13. August. Illustreret historiehefte nr. 17. Centralinstitut for historie, DDR’s Videnskabernes Akademi 1985.

E. Heinrich og K. Ullrich: Befehdet seit dem ersten Tag. Dietz Verlag Berlin 1986. (En dokumentation af 30 årtiers attentater.)

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. nov. 2014 - 23:39   06. feb. 2018 - 14:16

Historie

Enid Riemenschneider
DDR (Østtyskland)
  • Den Tyske Demokratiske Republik, DDR (Deutsche Demokratische Republik), eller Østtyskland, var en tysk stat, der eksisterede fra 1949 til 1990.
  • Den bestod af de tyske delstater Mecklenburg-Vorpommern, Brandenburg, Sachsen-Anhalt, Sachsen, Thüringen samt den østlige del af landets hovedstad, Berlin.
  • DDR blev oprettet den 7. oktober 1949 i den del af Tyskland, som Sovjetunionen efter aftale med de vestlige allierede (USA, Storbritannien og Frankrig) havde besat efter Anden Verdenskrig. Oprettelsen var en konsekvens af, at Forbundsrepublikken Tyskland, BRD (Vesttyskland) tidligere på året – den 23. maj – var blevet oprettet i de vestlige besættelseszoner.
  • Det regerende parti i DDR var Sozialistische Einheitspartei Deutschlands (SED).