22 Oct 2019  

KBH: Overskyet, 12 °C

Tanker om dialektik og udvikling

Karl Marx 200 år

Tanker om dialektik og udvikling

Den marxistiske filosofi er ikke statisk, men derimod vedbliver den med at definere sit objekt, hvad enten det drejer sig om sammenhænge og love, eller det er et spørgsmål, som er mennesket fremmed.

1 af 1

De samfundsmæssige realiteter her i begyndelse af det 21. århundrede nødvendiggør, at den marxistisk/leninistiske teori kommer på omgangshøjde med de politiske realiteter.

Kampen mod vulgærmarxismen og dogmatikken er kampområder, da begge dele kan føre til fejlagtige beslutninger i arbejderbevægelsen.

Forestillinger og påstande, som ofte er en variant af dogmatiske konklusioner, må korrigeres og ændres, så man kommer udover, at der ikke findes evige sandheder om det menneskelige samfund og en verden, som er i stadig forandring, og som mennesket forandrer og dermed også forandrer sig selv. Derfor må kommunisterne og andres teoretiske arbejde gribe til et af de mest værdifulde af de redskaber, som vores filosofi råder over – den dialektiske metode.

Dogmatik og revisionisme

Uanset den dialektiske metodes betydning har været anerkendt i ord, har det ofte i praksis været dens modsætning, dogmatikken, der i mange år har domineret den teoretiske forståelse.

Lige siden Marx og Engel har kommunisterne været uforsonlige i deres kritik af revisionismen. Tilsvarende har kampen mod vulgærmarxismen og dogmatikken også været og er kampområder, da begge dele kan føre til fejlagtige beslutninger i arbejderbevægelsen.

Det er historien siden arbejderbevægelsen opståen og op til vores tid et tydeligt bevis på. Det er værd at lægge mærke til, at Marx, når han så sine ideer gengivet i primitiv og vulgær form, kunne udbryde: "Alt hvad jeg ved, er, at jeg ikke er marxist" (UV-forlaget Tiden bd. 2 s. 487).

Fejlen ved en absolutistisk eller dogmatisk tænkemåde er, at den forvandler teorien til et på forhånd fastlagt skema uden evne til at udvikle sig og dermed effektivt virke ind på praksis, på historiens gang.

Ofte reduceres den vulgariserede variant til en forståelse af marxismens levende teori som en samling dogmer, der kan læres udenad og fremsiges som en besværgelsesformular eller en bøn.

Når arbejderklassens politiske organisationer, ikke mindst de kommunistiske partier, lader sig lede af den slags skematiske tænkemåder, kan det føre til, at de lukker sig inde i sig selv, og ikke er med i klassekampen, som den foregår i samfundet omkring dem.

Det nævnes ofte, at den dogmatiske tænkemåde stammer fra Stalin og Mao i deres fremstillinger i "Om dialektisk og historisk materialisme" (Stalin) og "Om modsigelser" (Mao). Disse værker var medvirkende til, at den revolutionære teori og strategi kom ud af trit med udviklingen.

Til forsvar for overnævnte skrifter bør man se på, i hvilken historisk kontekst de blev skrevet. I en tid hvor arbejderklassen og ikke mindst bønderne havde ingen eller kun lidt skolegang, kunne de være en indgangsvinkel til en bredere interesse for marxismen/leninismen.

Problemer i udviklingen

På Marx og Engels tid var der kun få af deres tilhængere, der forstod den dialektiske metode og teori. I de lande hvor arbejderbevægelsen var i kraftig udvikling for eksempel i Tyskland, var der få, som var i stand til at videreudvikle teorien.

Det vigtigste metodologiske princip hos Marx er den konkrete analyse af konkrete situationer.

Fremragende teoretikere som eksempel August Bebel så sig nødsaget til at bruge sine evner på det praktiske parti arbejde. Samme skæbne har nok overgået andre begavede unge marxister. Som følge heraf var der blandt disse flere fortolkere end tænkere, der kunne gennemføre et teoretisk arbejde af betydning.

Det er interessant, hvad Engels siger herom: "Overhovedet tjener ordet 'materialistisk' i Tyskland simpelthen som frase for mange yngre forfattere, en frase, som man uden videre studium klistrer på alt muligt, dvs. man klistrer denne etikette på og tror så at have afgjort sagen – vores historieopfattelse er fremfor alt en vejledning ved studiet og ikke en løftestang til konstruktioner a la hegelianisme" (UV Marx/Engels bd. 2 s. 487f).

Jeg må igen fremhæve, at metoden i teoretisk forskning ofte har været begrænset af de politiske, retslige og andre ideologiske forestillinger. Disse forestillinger formidlede handlinger afledes af de økonomiske kendsgerninger, og man måtte lægge hovedvægten der. Derved forsømte man de essentielle spørgsmål: ad hvilke veje sker dannelsen af disse forestillinger og så videre – som giver vores modstandere en anledning til misforståelser og fordrejelse af teorien.

Man bør interesser sig for ideernes "skabelsesproces". Det vil sige den dialektiske logik, at marxismen ikke er en doktrin men derimod en metode. Den giver ikke færdige dogmer, men udgangspunkter for videre undersøgelser, og er metoden til denne undersøgelse.

Hvorfor skal vi så lægge så stor vægt på at forsvare disse ideer? Praksis har vist, at uden brug af den dialektiske metode, mister den videnskabelige tænkning sin skabende impuls og indsnævres til en opregning af en række data, kendsgerninger, enkelttilfælde eller eksempler.

De ideer, marxismens grundlæggere fremsatte, har gyldighed under alle forhold. Marx har gentagne gange påpeget, at livet selv er udsat for stadige omskiftelser af fundamental betydning, at der opstår nye vidensområder, nye opfattelser og ideer, som viser, at tænkningens udvikling afhænger af konkrete forhold og omstændigheder. Det vigtigste metodologiske princip hos Marx er den konkrete analyse af konkrete situationer.

Naturens dialektik

Der er igen tvivl om, at marxismen havde et behov for en systematisk fremstilling af den dialektiske metode. Engels besluttede derfor at undersøge problemerne. Han brugte en halv snes år på emnet og efterlod os et forbløffende værk: Naturens Dialektik.

En af bogens mange konklusioner er, at i virkeligheden kaster ingen ustraffet vrag på den dialektiske metode, da man ikke kan bringe to kendsgerninger i naturen i sammenhæng uden at tænke teoretisk. Ringeagt for teorien er selvsagt den sikreste vej til at ende op med et naturalistisk svar, som ikke kan bruges. Gennemføres den tanke imidlertid i sin fulde konsekvens, ender den uvægerligt ved det modsatte udgangspunkt.

Det er i dag over 125 år siden, at Naturens Dialektik blev skrevet. Men den har ikke mistet sin gyldighed.

Lenin og den dialektiske materialisme

Lenin førte ikke mindst – før oktoberrevolutionen – kampen videre om disse filosofiske spørgsmål. Ved mere end en lejlighed skrev han, at det var nødvendigt at gøre, hvad Marx og Engels havde tænkt sig at gøre – at skabe en ny forståelse af begrebet logik, og fremhævede, at vægten ikke så meget skulle lægges på den dialektiske materialisme, som på den dialektiske materialisme.

Marx’ filosofi gennemsyres af en ånd af uforsonlig kritik.

Efter oktoberrevolutionen stillede han og andre i partiets ledelse den opgave at uddanne og skabe teoretiske kadrer, der mestrede dialektikken til bunds. Det fremgår af hans "Brev Til Kongressen", hvor der står:

"Blandt centralkomiteens unge medlemmer vil jeg sige nogle ord om Bukharin og Pjatakov. Det er efter min mening de mest fremragende kræfter (blandt de yngste kræfter), og vedrørende dem må man have følgende for øje: Bukharin er ikke blot en overordentlig værdifuld og betydelig teoretiker for partiet, han regnes med rette også for hele partiets yndling, men hans teoretiske anskuelser kan kun med meget stor tvivl regnes for fuldt ud marxistiske, for der er noget skolastisk ved ham (han har aldrig studeret og vist aldrig forstået dialektik)". (Lenin Udvalgte Værker bd. 15 – s.153).

Der blev uddannet filosoffer i den nye socialistiske sovjetstat. Blandt disse unge filosoffer havde mange en skabende og kreativ forståelse af marxismen. På grund af den inden- og udenrigspolitiske situation blev mange af disse talentfulde kammerater overført til praktisk politisk arbejde. Det fik den konsekvens, at forsøg på teoretisk at gennemtænke den socialistiske virkeligheds opbygning ikke fik det nødvendige ledelsesmæssige fokus.

Sovjetstatens mål var i første omgang at overleve, og det bevirkede, at skrifter som Stalins "Om Den Dialektiske og Historiske Materialisme" blev lærebog for alt marxistisk filosofi. Dette var en god indgang til videre studier, men det skete desværre ikke i det omfang, som det var nødvendigt.

Dialektikken blev reduceret til fire "regler" (modsætningernes enhed og kamp - kvantitetens omdannelse til kvalitet – negationen negation – udviklingen forgår i spring).  Der blev lagt meget vægt på værensmæssige problemer på bekostning af erkendelsesmæssige problemer, som førte til filosofiens adskillelse fra fagvidenskaben, såvel natur- som samfundsvidenskaberne.

Filosoffer og andre intellektuelle, ikke kun i Sovjetunionen, men i alle kommunistiske partier, skulle levere forsvar for den førte politik. Det var vigtigt for verdens første socialistiske stat teoretisk at forsvare udviklingen både indenrigspolitisk og i særdeleshed udenrigspolitisk. Men det skete ofte på bekostning af den teoretiske forskning, som derfor havde tendenser til at blive gold og tandløs – man blev berøvet det kritiske grundlag, og den vulgære ide vandt for meget indpas.

Den kommunistiske verdensbevægelse har mere eller mindre holdt fast i det spor. Den marxistiske filosofi opfattes som noget en gang for alle givet. På trods af at marxismen/leninismen hævder, at alt er i stadig bevægelse og permanent udvikling.

Den marxistiske filosofi er ikke statisk, men derimod vedbliver den med at definere sit objekt, hvad enten det drejer sig om sammenhænge og love, eller det er et spørgsmål, som er mennesket fremmed.

Den objektive virkeligheds egenskaber er ikke af betydning i sig selv, men kun i relation til samfundsudviklingen, til bevidsthedens og den menneskelige virksomheds udvikling. Derfor skal man i samklang med Marx’ teori retablere den dialektiske og historiske materialismes enhed.

Indsatsområder

Erkendelsesprocessens kilde og grundlag er almindeligvis baseret på adskillelsen mellem teori og praksis. Det fører til misvisende resultater. Men den ide, at praksis er en fundamental kategori, og dens inddragelse som en integreret del af den dialektisk-materialistiske tænkning, må i lang højere grad forstås som det reelle opgør med den traditionelle filosofi-forståelse.

Der mangler et sammenhængende system af kategorier inden for den dialektiske logik. Kategorierne stilles op uden eksakte metodologiske kriterier.

Den kommunistiske bevægelse må undersøge enhedens logik, dialektik og erkendelsesteori under vores politiske forhold. Engels var af den opfattelse, at opdagelsen af enheden mellem den objektive virkeligheds tænknings og erkendelsens love er et af den marxistiske teoris væsentlige bidrag til filosofiens udvikling.

Engels skriver i Naturen Dialektik: "Det forhold, at vor subjektive tanke og den objektive verden er underlagt de samme love og derfor heller ikke i deres endelige resultater kan komme i modsætning til hinanden, er absolut dominerende for vor samlede teoretiske tanke".

Et andet tema af afgørende betydning, som ikke omtales meget i den marxistiske teoridebat, er forholdet mellem det logiske og det historiske. Marx skrev netop: "Betragtninger anstillet over for de former, menneskelivet har antaget, altså også den videnskabelige analyse af dem, følger overhovedet en vej, der er stik modsat den faktiske udvikling”. (Kapitalen bind 1 bog 1 s. 175 – Rhodos). Der er ingen tvivl om, at den filosofiske erkendelse vil få svært ved at udvikle sig uden en analyse af dette spørgsmål.

I store dele af den kommunistiske bevægelse har forskningen undgået problemet forudsigelse, teoretisk prognosticering med mere. Som bekendt står teorien i en vis forstand "over" praksis, fordi bevidstheden ikke blot afspejler, men også "skaber" verden.

Ved ikke at anerkende dette forhold bliver man i praksis stående ved den passive genspejling af virkeligheden, hvilket i sidste ende fører til, at den formelle logik træder i dialektikkens sted.

Fremstillingen i mange af de kommunistiske partiers populære værker ligger langt fra den kritiske tvivl og eftertanke. Klassikerne derimod er gennemsyret af den kritiske tilgang med revolutionær lidenskab og længsel efter gennemgribende forandringer i samfundslivet.

Marx’ filosofi gennemsyres af en ånd af uforsonlig kritik. Denne kritiske tilgang kommer i samme grad til udtryk over for

  • den sociale virkelighed
  • de i samfundet herskende ideer
  • de traditioner, som folk ligger under for
  • og den tanke, de selv, hans ideer og praktiske handlinger indbefatter

Det handler om en altomfattende kritik, hvis mål er at stimulere filosoffer, folkelige ledere og politiske partier til skabende originalitet, der sigter ikke blot på at fortolke verden men også at forandre den.

I så henseende knytter der sig efter vores mening stor interesse til et brev, Engels sendte til Conrad Schmidt. Engels kritiserer dem, der på rent mekanisk vis ikke anskuer "det socialistiske samfund"… som en ting i stadig forandring, men som noget stabilt en gang for alle fastlagt.” (Udvalgte Værker b.2 s. 487).

Hvad må der gøres

Jeg mener, at der skal anlægges samme syn på sagen i dag. Hvor socialismen eller den socialisme, der var, blev set som en "tilstand" og ikke som en "proces", hvor sociale relationer omstruktureres, hvor der diskuteres og søges efter noget nyt, som ikke altid stemmer med den vante og etablerede teoretiske katekismus, der opstår der forudsætninger for at udvikle en dialektisk opfattelse af filosofien og føre den ud i praksis. Det socialistiske Cuba er et fornemt eksempel på overnævnte tankegang.

Dialektikken er først og fremmest en metode - en teoretisk vejledning til handling.

Naturligvis vil det være en forenkling at mene, at al filosofis tænkning tidligere var lammet både i de socialistiske lande og den kommunistiske verdensbevægelse. Der har til stadighed været arbejdet kreativt, ligesom der altid har været et ønske om at tænke i klassikernes ånd for at overvinde fejl og mangler.

Det vrimler med eksempler her på. Lad mig bare nævne den fremtrædende sovjetiske filosof Evald Ilyenkov, hvis alt for tidlige død afbrød den række af strålende værker om dialektikkens problemer, som han udgav i 60’erne og 70’erne.

For at opgaverne kan blive løst, kræver det en bredere og mere udtømmende definition af vores filosofis genstand og af dens specifikke træk i relation til den historiske udvikling. Samtidig må vi forholde os til den opfattelse, at dialektikken først og fremmest er en metode – en teoretisk vejledning til handling.

Ganske vist forsøger nogle moderne filosoffer at bevise, at dialektikken ikke hører til de metoder, der kan sikre den videnskabelige erkendelses udvikling.

Men den sande dialektik åbner op for en kritiks analyse af de forestillinger, som vi har dannet os. Den er en konstant bekræftelse og negation af opnåede videnskabelige resultater, en metode der ændrer sig og fyldes med nyt indhold i takt med, at den historiske udvikling skrider frem.

Et historisk produkt

Den teoretiske tænkning er i enhver epoke et historisk produkt, der til forskellige tider antager forskellige former og altså forskelligt indhold. Videnskaben om tænkningen er som enhver anden videnskab historisk. Den handler om den menneskelige tænknings historiske udvikling. Ligeledes er teorien om tænkningens love på ingen måde én gang for alle given "en evig sandhed", som teologerne forestiller sig det med deres forståelse af begrebet logik.

Denne opfattelse af dialektikken gør det muligt at inddrage praksis i selve genstanden for vores dages marxistiske filosofiske tænkning. Det drejer først og fremmest om, hvordan man giver hvert enkelt menneske de bedste muligheder for at udvikle og bruge sine evner og aktivt være med til at bestemme, hvordan en ny verden, en socialistisk verden, skal se ud.

Ligeledes må vi tage de impulser, der kommer fra de humanistiske traditioner i betragtning. Der har været en tendens til at skubbe dem i baggrunden.

Det er ikke nok at understrege den betydning, som metoden har inden for den filosofiske forståelse. Spørgsmålet må stilles på et bredere plan. Metoden er det afgørende indhold i Marx og Engels filosofi, som et system af kategorier og love for en dialektisk logik, der afspejler såvel den materielle tilværelses som tænkningens egen udvikling. Det er vigtigt ikke bare at erkende metodens rolle, men at bruge den dialektisk.

Vi må også kunne gøre det i en åben dialog med repræsentanter for andre teoretiske strømninger, der beskæftiger sig med samfundsudviklingens aktuelle problemer.

Metode i handling og udvikling

Dialektikken og dens system af kategorier og love skal løse en ny opgave – nemlig at give et bredere revolutionært syn på den historiske proces. Måske er et af de vigtigste områder, hvor filosofien lader sig bringe i anvendelse, det vældige kompleks af globale problemer, som kapitalismens skaber for verdenscivilisationen på det nationale og på det internationale plan.

Den dialektiske materialisme er altså metoden i og med, at den er en syntese af historien og af den menneskelige tænkning. Det bliver stadig mere indlysende, at det er vigtigt for den videnskabelige fortolkning af verden, at dialektikkens kreative potentielle bringes til fuld udfoldelse. Det lader sig ikke gøre uden et dybtgående studium af forholdet mellem subjekt og objekt, uden erkendelse af bevidsthedens aktive rolle i omformning af verden. Denne bevidsthed udvikler konsekvent revolutionær handling.

Vores verdensanskuelse er revolutionær, fordi marxismens filosofi er en metode til en dybere forståelse. Med andre ord, den er ikke en metode i kraft af, at den er afledt af verdensanskuelsen, sådan som det ofte fremstilles – men omvendt fordi hele vores syn på verden er metode i handling og udvikling.

Person liste:

  • G.W.F. Hegel 1770-1831 filosof
  • Karl Marx – 1818-1885
  • Friedrich Engel 1820-1895
  • Vladimir I Lenin 1870-1924 
  • Joseph Stalin 1879-1953
  • Bukharin 1888-1938, ledende bolsjevik under oktoberrevolutionen
  • Pjatakov 1890-1937 ledende bolsjevik under oktoberrevolutionen
  • August Bebel 1840-1913 fremtrædende socialdemokrat
  • Conrad Schmidt 1836-1932 socialdemokrat/revisionist
  • Evald Ilyenkov 1924-1979 sovjetisk filosof

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. dec. 2018 - 14:35   04. dec. 2018 - 15:26

Revolutionær teori

Arne Cheller
Medlem af Kommunistisk Parti
Om denne artikel
  • Den 5. maj i år var det 200 år siden, Karl Marx blev født i Trier i Tyskland. Han var revolutionær, samfundsvidenskabsmand og en af de mest betydningsfulde personer i den socialistiske bevægelses historie.

  • I anledningen af 200-året bringer Arbejderen en række artikler om Karl Marx og hans betydning. Denne artikel er skrevet af Arne Cheller, medlem af Kommunistisk Parti

  • Læs flere artikler om Karl Marx og marxismen på arbejderen.dk/marx 

Litteraturliste til denne artikel:

  • Marx/Engels: Det Kommunistiske Manifest (Udvalgte Værker bind 1. s.19) forlaget Tiden.
  • Marx: Kapitalen bind 1 (Rhodos 1970)
  • Engels: Naturen Dialektik (Sphinx –Nihil 1976)
  • Engels: Anti-Duhring (Sputnik 1989)
  • Lenin: Om Hegel (Pax 1973)
  • Lenin: Dialektik (Udvalgte Værker bind 6 side 178) forlaget Tiden
  • Lucien Seve/Sobolev/Mao Tsetung: Politik som dialektiks proces (Ny dag 1972)
  • Niels Engelsted: Engels og dyret (Tiden 1987)
  • Niels Engelsted: Personlighedens almene grundlag (En teoretisk ekskursion i psykologien historie) bind 1-2 (Århus Universitetsforlag 1989)