22 Sep 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, 10 °C

Marxismens filosofi og revolutionær humanisme

Karl Marx 200 år

Marxismens filosofi og revolutionær humanisme

Ingen politisk kraft kan udvikle en revolutionær strategi og taktik uden at anerkende og basere sit verdenssyn på den dialektiske og historiske materialisme. Derfor er den filosofiske kamp så vigtig.

Hvis flere kendte til Karl Marx’ og Friedrich Engels’ filosofiske skrifter og kamp, så ville marxismen stå meget stærkere som et alternativ til den nuværende udvikling, end tilfældet er i dag.
1 af 1

Der er mange gode grunde til at forholde sig til og tilegne sig den marxistiske filosofi.

Kapitalens og magthavernes kamp mod den marxistiske filosofi og revolutionære humanisme har mange udtryk.

De voldsomme forandringer i disse år berører alle sider af samfundets udvikling – produktivkræfternes udvikling, produktionsmåden og klassernes indbyrdes styrkeforhold. Derfor er den filosofiske og idemæssige kamp som afspejling af den politiske og økonomiske kamp en vigtig del af klassekampen.

Kapitalens og magthavernes kamp mod den marxistiske filosofi og revolutionære humanisme har mange udtryk: den såkaldte værdikamp, kampen for den personlige frihed, kulturkampen, kampen om begrebet "danskhed" eller det der kaldes "civilisationernes kamp" for blot at nævne nogle centrale temaer. Men den filosofiske og idemæssige kamp er ikke abstrakt og tåget, den er konkret. Derfor er den filosofiske kamp en uadskillelig del af den politiske og økonomiske kamp og dagsorden.

Den filosofiske kamp kan sammenfattes i det mindste i følgende hovedpunkter:

For det første: At de filosofiske spørgsmål gøres til et subjektivt spørgsmål, hvor den objektive virkelighed enten er ikke eksisterende eller er en virkelighed, der kan konstrueres og forvandles fra en objektiv virkelighed til en subjektiv "realitet", der skal understøtte bestemte politiske eller økonomiske formål.

For det andet: At filosofiens område og kampen om ideerne gøres klasseløs og løsrives fra arbejderklassens kamp, fra klassekampen og fra kampen for socialismen.

For det tredje: At den idealistiske verdensopfattelse, hvor enten det guddommelige eller det subjektive – jeg’et, individet – gøres til det primære, og hvor virkeligheden alene eksisterer gennem overnaturlige kræfter (Gud) eller det enkelte individ.  Der forsøges skabt en sammenhæng mellem på den ene side ideen om jeg’et, subjektet og stræben efter selvrealisering og på den anden side de neoliberalistiske ideer. Det kombineres med den aktuelle politiske dagsorden, som stræber efter fuldstændig at knuse ethvert aftryk af arbejderklassens kamp og resultater i form af samfundsmæssige kollektive løsninger.

For det fjerde: Ved at løsrive det filosofiske spørgsmål fra de klassemæssige sammenhænge forsøger højrefløjen at skabe et nyt verdensbillede baseret på et reaktionært, chauvinistisk og religiøst verdenssyn, som understøtter den herskende magt. Et særligt træk er, at begrebet individ forsøges tilført en helt ny betydning.

>> LÆS OGSÅ: Marxismens forandringskraft

Marxismen indsnævres

Når marxismens filosofi og den revolutionære humanisme ikke står stærkere i denne kamp, er det en afspejling af det nuværende styrkeforhold mellem klasserne og af den kendsgerning, at imperialismen er i offensiven, og arbejderklassen er i defensiven – på trods af den dybe strukturelle krise, som kapitalismen befinder sig i.

Men det skyldes også, at marxismen indsnævres og begrænses, selv blandt mange progressive mennesker. Er marxismen ikke noget med Kapitalen, økonomi og merværdilæren, spørger mange. Og jo naturligvis. Men det er faktisk kun en del af det samlede og altomfattende marxistiske univers og verdenssyn.

Hvis bare de samme mennesker, som kender til eksistensen af teorien om merværdi (Kapitalen), også kendte til Karl Marx’ og Friedrich Engels’ filosofiske skrifter og kamp, så ville marxismen i det hele taget stå meget stærkere som et alternativ til den nuværende udvikling, end tilfældet er i dag.

Også den alt for udbredte kommunistforskrækkelse afskærer mange mennesker fra at nærme sig marxismens filosofi, den dialektiske og historiske materialisme, hvilket blandt andet ses ved, at den dialektiske og historiske materialisme som begreb bliver gjort til en særlig sovjetisk opfindelse, til en bestemt leninistisk eller stalinistisk forvrængning af marxismen. Intet er mere forkert.

Det er dog korrekt, at Marx ikke benyttede disse begreber, selvom han indholdsmæssigt var med til at udvikle og kæmpe for forståelsen af materialismen, dialektikken og den historiske materialisme.

>> LÆS OGSÅ: Marxisme og kvindekamp

Ikke en sovjetisk opfindelse

Det var Engels, der i forordet til artiklen "Socialismens udvikling fra utopi til videnskab" i 1892 for første gang anvendte begrebet den historiske materialisme. Han skrev, at han havde valgt at bruge udtrykket "historisk materialisme for at betegne den opfattelse af historiens forløb, der anser samfundets økonomiske udvikling, forandringer i produktions- og udvekslingsmåden, den deraf følgende fordeling af samfundet i forskellige klasser, og disse klassers indbyrdes kampe for den endelige årsag og afgørende drivkraft i alle vigtige historiske begivenheder".

Det var Engels, der i forordet til artiklen "Socialismens udvikling fra utopi til videnskab" i 1892 for første gang anvendte begrebet den historiske materialisme.

Det var den russiske revolutionære marxist, Plekhanov, der i sit helt igennem fremragende værk "Den monistiske historieopfattelses udvikling" fra 1895 for første gang anvendte og forklarede begrebet den dialektiske materialisme. Den bog burde oversættes til dansk!

Marx og Engels virkede i en tid med voldsomme samfundsmæssige forandringer, og marxismen som begreb dækker over den indsigt og analyse, som Marx og Engels udarbejdede og formede. Det er ideer, som bygger på den mest omfattende filosofiske forudsætning, nemlig udvikling og forståelse af den dialektiske materialisme. Og ikke bare den dialektiske materialisme, men den dialektiske og historiske materialisme, som giver en helstøbt forståelse for klassekampen som historiens drivkraft, for proletariatets kamp for socialisme og for at omstyrte kapitalismen og den private ejendomsret til produktionen.

I 1888 offentliggjorde Engels sit skrift "Ludwig Feuerbach", og i tillæg til dette udgav han Marx’ noter fra 1845, som nu er kendt som Marx’ "Teser om Feuerbach". Det er i disse teser, at Marx i den ellevte og sidste tese konkluderer: "Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den".

Marxismen tre kilder og tre bestanddele

Men hvad førte Marx og Engels frem til disse epokegørende fortolkninger og konklusioner?

Marxismen … er udtømmende og harmonisk, den giver menneskene en sluttet verdensanskuelse, uforenelig med al overtro, al reaktion, al retfærdiggørelse af borgerlig trældom.
Vladimir Lenin

For at svare på dette må vi se på, hvad marxisme i det hele taget er, og hvilke bestanddele marxismen som sådan indeholder.

Marxismens hovedelementer er:

  • Den dialektiske materialisme.

  • Marx’ økonomiske lære om kapitalen.

  • Den materialistiske historieopfattelse: Klassekampen som drivkraft og nødvendigheden af den proletariske revolution.

Lenin har i sin artikel "Marxismen tre kilder og tre bestanddele" fra 1913 meget kort og præcist beskrevet dette:

"Marxismen … er udtømmende og harmonisk, den giver menneskene en sluttet verdensanskuelse, uforenelig med al overtro, al reaktion, al retfærdiggørelse af borgerlig trældom. Den er den retmæssige arvtager til det bedste, som menneskeheden har frembragt i det 19. århundrede - den tyske filosofi, den engelske politiske økonomi og den franske socialisme".

Med dette mente Lenin:

I. Marxismens filosofi er materialismen. Idet Marx uddybede og udviklede den filosofiske materialisme, fuldendte han den. Han udvidede dens erkendelse af naturen til at omfatte videnskaben om det menneskelige samfund.

II. Læren om merværdien er hjørnestenen i Marx’ økonomiske teori.

III. Marx’ genialitet ligger i, at han før nogen anden forstod at drage og konsekvent forfølge den slutning, der fulgte heraf, og som verdenshistorien lærer os. Denne slutning er læren om klassekampen.

>> LÆS OGSÅ: Træk af en ung Karl Marx

Materialisme eller idealisme

Den dialektiske og historiske materialisme er ikke et færdiglukket system eller en facitliste, men en metode.

Begrebet materialisme forstås af mange som noget negativt: At man sætter materielle behov over menneskelige hensyn og fællesskabet. Filosofisk har begrebet materialisme dog en helt anden mening.

Så hvad er materialisme, og hvad er dialektik, og hvori består deres indbyrdes forhold og enhed?

Marxismens filosofiske materialisme er den højeste videnskabelige og mest konsekvente form for materialisme. Den giver en forståelse af den objektive verden og danner sammen med den dialektiske metode den marxistiske verdensanskuelse, den dialektiske materialisme.

Filosofisk står materialisme i modsætning til idealisme, og de afgørende skillelinjer er dels, om materien er objektiv, og dels tænkningens forhold til materien. Filosofisk betyder materialisme, at materien er virkelig. Materien er lig virkelighed. Materien eller virkeligheden er det oprindelige. Virkeligheden er alle de ting, som eksisterer i deres enhed i modsætning til fantasien, tanken og det subjektive. Det vil sige, at materien eller virkeligheden eksisterer som en objektiv realitet, der eksisterer uafhængigt af menneskets bevidsthed.

Hvor den vigtigste opgave for den idealistiske verdensopfattelse er forsvaret for religiøse grundbegreber eller det subjektive, så er den materialistiske verdensopfattelses vigtigste opgave at erkende virkeligheden og de lovmæssigheder, der styrer den. Den menneskelige bevidsthed er en genspejling af virkeligheden.

Men fordi materien er uendelig, altid i bevægelse og ikke har noget begyndelses- eller sluttidspunkt, så er den menneskelige erkendelse eller afspejling ofte en tilnærmelsesvis genspejling af virkeligheden. Dermed er den menneskelige erkendelsesproces i sig selv også en proces, der aldrig hører op.

Den filosofiske materialisme hævder ikke bare, at materien er det primære og objektiv, men også at dens lovmæssigheder kan erkendes, og at den videnskabelige kundskab er objektiv. Det gælder både naturen og det menneskelige samfund.

Frihed er indsigt i nødvendigheden

Men hvem og hvad afgør, om erkendelsen er et udtryk for den "den objektive videnskabelige kundskab". Svaret er den revolutionære praksis.

Den filosofiske materialisme hævder ikke bare, at materien er det primære og objektiv, men også at dens lovmæssigheder kan erkendes, og at den videnskabelige kundskab er objektiv. 

Marx skriver i tese nr. to:

"Spørgsmålet om, hvorvidt det tilkommer den menneskelige tænkning objektiv sandhed, er ikke et teoretisk, men et praktisk spørgsmål. Det er i praksis, mennesket må bevise sin tænknings sandhed, det vil sige dens virkelighed og magt. Striden om, hvorvidt en tænkning, der isolerer sig fra praksis, er virkelig eller ej, er et rent skolastisk spørgsmål".

Det er praksis, der afgør, om konkrete tanker eller konkrete ideer er en reel genspejling af virkeligheden. Netop fordi den revolutionære erkendelse ikke er blind, men søger lovmæssighederne i materien, fremhævede Lenin Engels’ ord i "Anti-Dühring": "Blind er nødvendigheden kun, for så vidt den ikke er erkendt ... Frihed er indsigt i nødvendigheden".

Lad lige den stå et øjeblik: Frihed er indsigt i nødvendigheden!

Mennesket kan på en og samme tid både erkende de objektive lovmæssigheder i naturen og i samfundet og på den anden side også forandre virkeligheden, hvis mennesket tilegner sig indsigtens "frihed i nødvendigheden". Som Lenin skrev: tidligere ”opfattede man ’menneskets væsen’ abstrakt og ikke som ’totaliteten af samtlige (bestemte konkret-historiske) samfundsmæssige relationer’ og derfor blot ’fortolkede’ verden, medens det kommer an på at ’forandre’ den, det vil sige, at man ikke forstod betydningen af ’den revolutionære, praktiske virksomhed’".

Eksistentialismen løsriver mennesket fra samfundet

Den dialektiske materialisme og marxistiske filosofi er i modsætning til en anden filosofisk strømning, eksistentialismen. Eksistentialisme er en filosofisk retning, som sætter individet og dets eksistens i centrum, men løsrevet fra de samfundsmæssige forhold. Eksistentialismen hævder, at der er en mening med livet, før man lever det, og ofte er det bestemt af en gud.

Kort fortalt er eksistentialismen troen på, at mennesket skaber sin egen tilværelse, sin egen eksistens og identitet igennem sine subjektive valg og handlinger. Eksistentialisterne betragter mennesker som subjekter i et ligegyldigt og absurd univers, hvor ingen mening er givet. Meningen med tilværelsen kan kun skabes af individet selv som følge af de valg, man træffer netop som individ. Denne mening er til hver en tid subjektiv og derfor forbigående og ustabil.

En af de mest kendte fortalere for den filosofiske idealisme er Søren Kierkegaard, som repræsenterer en religiøst funderet eksistentialisme, og hvis hovedtese var: Subjektiviteten er sandheden. Eksistentialismen tiltrækker stadig mange i et forsøg på at give svar på meningen med livet og den enkeltes identitet.

Men som anmelder Bjarne Nielsen har skrevet i Arbejderen:

"Det centrale spørgsmål, som man enten kan forholde sig videnskabeligt eller idealistisk til, er: Skaber individet samfundet ved at vælge sin adfærd fuldstændigt spontant og med absolut valgfrihed? Eller er det samfundet, som skaber individet og indvirker på dets adfærdsmønster? Karl Marx havde et klart svar på dette spørgsmål i Teser om Feuerbach: ’Det menneskelige væsen er ikke noget abstrakt, der er det enkelte individ iboende. I sin virkelighed er det indbegrebet af samfundsforholdene’".

Efter Anden Verdenskrig forsøgte Jean-Paul Sartre at argumentere for en ateistisk funderet eksistentialisme, men stadig med det filosofiske udgangspunkt i det enkelte individ eller subjekt og behovet for at skabe en mening med livet for den enkelte. I klassekampens mange spørgsmål støttede Jean-Paul Sartre ofte den kommunistiske bevægelse, men det rokker ikke ved kritikken af hans filosofiske udgangspunkt.

Materien i evig bevægelse og forandring

I studiet af naturen og tænkningens væsen og udvikling er marxismens filosofiske metode i sagens natur dialektisk og står i modsætning til metafysikken. Den dialektiske metode og den filosofiske materialisme griber gensidigt ind i hinanden, gennemsyrer hinanden og udgør en ubrydelig enhed. Overført til samfundet udviklede Marx og Engels den historiske materialisme som metoden til erkendelse af lovmæssighederne i den samfundsmæssige udvikling eller menneskesamfundet.

Et "nyt" verdenssyn forsøges skabt for at fjerne menneskers fokus fra de økonomiske og politiske realiteter, fra klassekampen og kampen for socialisme. 

Dialektikken, som også kaldes "marxismens sjæl", er kendetegnet ved følgende lovmæssigheder, både i naturen og i den samfundsmæssige udvikling.

I: Den betragter naturen som virkelig og som en sammenhængende enhed, hvor ting og foreteelser forudsætter og gensidigt betinger hinanden.

II: Den betragter materien som værende i evig bevægelse, forandring og fornyelse.

III: Udviklingen foregår ikke blindt, men i en proces, hvor gradvise kvantitative forandringer slår over i kvalitative forandringer.

IV: Den evige forandring er kendetegnet ved kampen mellem indre modsætninger. Kampen mellem modsætningerne driver udviklingsprocessen frem, og danner en ny enhed  på et højere niveau.

Den filosofiske kamp er vigtig

Med den virkeliggjorte socialismes nederlag har dele af venstrefløjen kastet marxismen og den marxistiske filosofi ud med badevandet. I heldigste fald anerkendes alene og i begrænset omfang Marx’s merværdilære.

Men ingen politisk kraft kan udvikle en revolutionær strategi og taktik uden at anerkende og basere sit verdenssyn på den dialektiske og historiske materialisme. Derfor er den filosofiske kamp så vigtig. Der er en politisk, filosofisk og ideologisk kamp, som alle marxister og kommunister bør tage aktiv del i.

I den nuværende situation forsøger reaktionen og magthaverne at benytte den filosofiske kamp til at skabe en enhed mellem den politiske og økonomiske kamp for liberalismens og kapitalismens overherredømme. Den personlige frihed gøres til det centrale og absolutte. Et "nyt" verdenssyn forsøges skabt for at fjerne menneskers fokus fra de økonomiske og politiske realiteter, fra klassekampen og kampen for socialisme. Samfundsmæssige og kollektive løsninger søges erstattet af klasseløse og individuelle strategier. Virkeligheden søges erstattet af individernes valg og identiteter, hvilket dybest set fører til en subjektiv virkelighedsflugt.

Marxismen og individet

En af de mest almindelige og ofte gentagne kritikker af marxismen og den marxistiske filosofi går ud på, at den skulle reducere alt til økonomiske lovmæssigheder, herunder også mennesket eller individet. Det er en fuldstændig forfejlet kritik, som ikke bliver mere rigtig af, at den nu i mere end 100 år er blevet gentaget et hav af gange og i utallige varianter.

Mennesket er ikke alene et produkt af de samfundsmæssige forhold – de påvirker og skaber dem også.

Lad mig slå fast med syvtommersøm: Marxismen fornægter ikke individet, individets behov, individets rolle eller individets rettigheder. Det konkrete indhold ændrer sig imidlertid med historiens og produktivkræfternes udvikling, med produktionsmåden og de eksisterende samfundsforholds udvikling og kan kun forstås ud fra den dialektiske og historiske materialismes metode.

Når den konservative Per Stig Møller i sin kritik af marxismen skriver, at Karl Marx skulle mene, at "mennesket ikke havde en identitet, men at det var et produkt af de økonomiske faktorer", er det fuldstændig forvrænget.

Mennesket er ikke blind passager

Allerede G. V. Plekhanov (russisk revolutionær og teoretiker, 1856-1918) behandlede dette postulat i 1895, da han svarede på spørgsmålet om, at "de dialektiske materialister begrænser alt til økonomien".

Plekhanov skriver:

"Men hvad er økonomien? Det er summen af ​​de faktiske forhold mellem mennesker, der udgør det givne samfund i deres produktionsproces. Disse forhold udgør ikke en stagnerende metafysisk essens. De ændrer sig konstant under indflydelse af produktive kræfter og under påvirkning af det historiske miljø omkring det givne samfund. Sandheden er altid konkret: alt afhænger af tid og rum". (Plekhanov: Den monistiska historie uppfattningens utveckling, Gidlunds Förlag, side 229)

Hvad marxismen siger, er at menneskets identitet grundlæggende skabes ud fra menneskets samfundsmæssige væren eller ud fra "summen af de faktiske forhold mellem mennesker, der udgør det givne samfund i deres produktionsproces". Mennesket er ikke en passiv og blind aktør og viljesløs slave af "økonomiske forhold". For mennesket er ikke alene et produkt af de samfundsmæssige forhold – de påvirker og skaber dem også.

Nøjagtig som Marx skriver i tese nr. 3 i "Teser om Feuerbach": "At forandringen af omstændighederne falder sammen med den menneskelige virksomhed, kan kun opfattes og forstås rationelt som revolutionerende praksis".

Mennesket er ikke en blind passager i klassekampens "revolutionære praksis". For nu at citere Plekhanov endnu en gang:

"De ledende personers personlige egenskaber bestemmer altså de historiske begivenheders individuelle præg, og tilfældighedselementet spiller altid en vis rolle for disse begivenheders forløb, hvis retning i sidste instans bestemmes af de såkaldte almene årsager, det vil i virkeligheden sige af produktivkræfternes udvikling og af menneskenes indbyrdes forhold i den socialøkonomiske produktionsproces". (Plekhanov: Personlighedens rolle i historien, Forlaget Tiden, side 55)

Marx om individ, fællesskab og klasser

Marx selv beskæftigede sig indgående med individet. Ikke løsrevet, men i en forståelse af enheden mellem individ, fællesskab og klasse.

Først i fællesskabet med andre har hvert individ midlerne til at udforme sine anlæg i alle retninger, først i fællesskabet bliver den personlige frihed altså mulig.
Karl Marx

I artiklen "Den tyske ideologi" analyserer Marx fremmedgørelsen af mennesket som et udtryk for den ufrihed, som den historiske udvikling af arbejdsdelingen under den private ejendomsret påtvinger mennesker og især arbejderklassen.

Det er her, Marx beskriver det kommunistiske samfunds befrielse af individet således:

"I det kommunistiske samfund derimod, hvor hver enkelt ikke udelukkende har én virksomhedskreds, men kan uddanne sig til hvilken som helst gren, som han måtte ønske sig, regulerer samfundet den almindelige produktion og gør det netop derved mulig for mig at gøre dette i dag, noget andet i morgen, at gå på jagt om morgenen, fiske om eftermiddagen, beskæftige mig med kvægavl om aftenen, kritisere oven på middagen, netop hvad jeg har lyst til, uden jeg nogensinde bliver jæger, fisker, hyrde eller kritiker".

Men individernes frihed kan kun fuldbyrdes i kraft af fællesskabet, understreger Marx:

"Først i fællesskabet med andre har hvert individ midlerne til at udforme sine anlæg i alle retninger, først i fællesskabet bliver den personlige frihed altså mulig. I de hidtidige surrogater for fællesskab, i staten osv. eksisterede den personlige frihed kun for de individer, som udviklede sig under den herskende klasses forhold, og kun for så vidt de var individer af denne klasse... Ved det revolutionære proletariats fællesskab derimod, der tager sine egne og alle samfundsmedlemmernes eksistensbetingelser under sin kontrol, er det netop omvendt, deri tager alle individerne andel som individer. Det er netop individernes forening, der giver betingelserne for individernes fri udvikling".

Personlig frihed som tilvalg og fravalg

Liberalismens slogan om den personlige frihed er med Marx’ ord en surrogat-frihed, som på ingen måde gør op med fremmedgørelsen, men fastholder ufriheden og frygten som den private ejendomsret til produktionen skaber.

Liberalismen, som forsøger at fremstå som den ypperste fortaler for den personlige frihed, fastholder individernes ufrihed og fremmedgørelse ved at skabe falske illusioner om, at personlig frihed er et personligt anliggende, løsrevet fra den private ejendomsret til produktionen. Liberalismen taler kun om individets frihed fra staten (minimalstaten), men aldrig frihed fra den private ejendomsret til produktionen og den deraf følgende produktionsmåde og udvekslingsform.

Men også på venstrefløjen er der en udbredt opfattelse af, at den personlige frihed er et tilvalg, som man kan vælge fra eller til, som man lyster. At man selv kan vælge sin personlige identitet og gøre sig fri, uden at se kampen for individernes frihed som en del af fællesskabets eller rettere arbejderklassens kamp.

Udviklingen af produktivkræfterne giver stadig større mulighed for at tilfredsstille både fællesskabets og individernes behov. Tænk bare hvis arbejdstiden blev begrænset til det nødvendige samfundsmæssige arbejde og ikke også omfattede merarbejdet til kapitalisterne.

Eller som Marx skriver i Kapitalen: "I det kapitalistiske samfund produceres der fritid for en klasse, ved at man helt og holdent forvandler massernes levetid til arbejdstid". Derfor er individernes behov og personlige frihed både i første og sidste ende et spørgsmål om opgøret med den private ejendomsret til produktionen.

Humanisme – kort historisk rids

Samlet set burde kommunister, herunder også Kommunistisk Parti, kæmpe en langt mere aktiv kamp for udbredelsen af den revolutionære eller socialistiske humanisme, end tilfældet er i dag. Efter min opfattelse bliver betydningen af denne kamp undervurderet.

Humanisme er som et samlet begreb noget uklart. Et fællestræk er dog at sætte respekten for det enkelte menneskes ret til en udvikling i frihed og moralsk ansvarlighed i centrum. Det er et noget luftigt begreb, som historisk har antaget forskelligt indhold.

Humanismen opstod i Europa tilbage i 1300-tallet som en bevægelse, der rettede sig imod den religiøse ideologi og den feudale klasses undertrykkelse og gik til forsvar for personlige frihedsrettigheder. Datidens bevægelses sociale grundlag var en snæver kreds af samfundet: det fremvoksende borgerskab og dets kamp for frihed imod feudalismen.

I 1700-tallet formedes den borgerlige humanisme med centrum i begivenheder i Frankrig. Parolerne var frihed, lighed og broderskab, her dog begrænset til de borgerlige frihedsrettigheder og forsvaret for den private ejendomsret. Alligevel betød humanismen såvel teoretisk som reelt en udvidelse af de moralske værdier og menneskerettighederne.

Humanisme og forsvar for individet blev politisk kædet tæt sammen med begrebet menneskerettigheder. Et kendt eksempel er den amerikanske uafhængighedserklæring, hvor der står: "Vi anser følgende sandheder for i sig selv at være indlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres skaber er blevet begavet med visse umistelige rettigheder; til disse hører liv, frihed og stræben efter lykke".

>> LÆS OGSÅ: Arbejderbevægelsen i Danmark og marxismen

Den revolutionære humanisme

Men den borgerlige humanisme degenererede, lige så hurtigt som det nye borgerskab kom til magten. Humanismen og menneskerettighederne blev nu indsnævret til individets frihed fra indblanding fra statsmagtens side – og ikke friheden fra det kapitalistiske system og den private ejendomsret. Menneskerettigheder blev til et spørgsmål, som blev anskuet uafhængigt af de samfundsmæssige forhold, uafhængigt af de herskende klassemæssige forhold.

Med den sovjetiske revolution var den socialistiske eller revolutionære humanisme født, og det blev gjort klart, at humanisme og frihedsrettigheder havde og har en klassekarakter.

Den russiske forfatter Maksim Gorkij (1868-1936) beskriver dette fremragende:

"Den socialistiske Opfattelse (af humanisme)", siger han, "er ikke den Humanisme, Bourgeoisiet indtil for ganske nylig var stolt af som Grundlaget for sin Civilisation og Kultur. Ordet er det samme, men dets Betydning er en helt anden. Den Humanisme, der dukkede op for ca. fem Hundrede år siden, var et Middel, Bourgeoisiet brugte til at forsvare sig med overfor Lensherrerne og Kirken. Når den rige Borger, Fabrikant eller Købmand talte om ’Lighed’ blandt Mennesker, forstod han hermed sin egen personlige Lighed. Borgerlig Humanisme trivedes fredsommeligt Side om Side med Slaveri, Slavehandel, og Inkvisitionen".

Den borgerlige og religiøst funderede humanisme løsriver individet fra den samfundsmæssige udvikling og fra klassekampe og klasser. Filosofisk fornægtes individets forståelse af den objektive virkelighed. Der tages ikke højde for individers mangfoldighed og forskellighed, eller hvilke samfundsmæssige forhold, som skaber det sociale, politiske og økonomiske forhold, der er bestemmende for alle samfundsmedlemmers behov og ønsker.

Men med den russiske revolution, hvis paroler som bekendt var fred, brød og arbejde, nåede forståelsen af humanismen og menneskerettighedernes et nyt stadium. De sociale relationer menneskerne imellem og menneskets forhold til samfundet skabte betingelserne for, at individerne i fællesskab nu kunne deltage i den udviklingsproces, som opbygningen af socialismen er. Socialismen beviste, at man ikke behøver at tilhøre borgerskabet for at besidde menneskeværd og værdighed. Borgerskabet var kommet til magten med magt, og nu sprængte revolutionen med magt døren ind, så det store befolkningsflertal kunne få rettigheder og frihed.

En aktiv humanisme, der støtter sig til arbejderklassen

Med den sovjetiske revolution var den socialistiske eller revolutionære humanisme født, og det blev gjort klart, at humanisme og frihedsrettigheder havde og har en klassekarakter.

Den socialistiske eller revolutionære humanismes mål er at frigøre alle folk og nationer fra social, politisk og national undertrykkelse ved at skabe reelle forudsætninger for udviklingen af det enkelte menneskes personlighed eller identitet. Dette forudsætter en socialistisk revolution, udviklingen af socialismen og i sidste ende overgangen til kommunisme.

For den borgerlige humanisme er målet at fastholde og sikre det nuværende klassediktatur og den kapitalistiske udbytning.

Som sagt er den ideologiske kamp konkret. Det var den også i 1930'rne, hvor kampen for den revolutionære humanisme var en vigtig del af den politiske og ideologiske kamp mod nazismen og fascismens fremmarch. Denne kamp er i almindelighed bedre kendt som den kulturradikale kamp.

Det er ikke uden grund, at Elias Bredsdorff (1912-2002) har samlet en række artikler fra venstreorienterede kulturtidsskrifter i 1930'erne, under den fælles titel "Revolutionær humanisme". Udtrykket fik han fra Otto Gelsteds artikel i Kulturkampen i 1935: "Giv mig et standpunkt". Her skrev Otto Gelsted (1888-1968):

"Jeg gør mig til talsmand for en aktiv humanisme, der støtter sig til arbejderklassen og virker med til at virkeliggøre det klasseløse samfund. Jeg gør mig til talsmand for en revolutionær humanisme".

>> LÆS OGSÅ: Otto Gelstede - digteren der tændte lys

Kulturkampen i dag

Også i dag er der en tæt sammenhæng mellem den politiske dagsorden og hvad der kan kaldes kulturkampen. Problemet er, at den ekstreme højrefløj er i offensiven på dette spørgsmål, fordi store dele af venstrefløjen i dens manglende evne til at indtage et klassestandpunkt af bar kommunistforskrækkelse ikke er i stand til at udvikle et markant og slagkraftigt modsvar.

Ved murens fald i 1989 var borgerskabets og imperialismens eufori ubegrænset. Kapitalismen havde vundet over socialismen, verden kunne se frem til en konfliktfri fremtid uden ideologier! Francis Fukuyamas bog fra 1992 "Historiens afslutning og det sidste menneske" – også kendt som "Ideologiens afslutning" – er et kendt eksempel.

Men den "konfliktfrie fremtid" fik kun kort levetid. Bogen udkom nemlig midt under Irak-krigen.

I 1993 udsendte amerikaneren Samuel P. Huntington bogen "Civilisationernes sammenstød". Grundtesen er, at igennem de seneste 400-500 år har menneskeheden gennemlevet en række forskellige konflikter. Først konflikterne mellem enevældige fyrster, efter den franske revolution konflikterne mellem nationer og efter den russiske revolution konflikterne mellem ideologier. Efter Sovjetunionens sammenbrud står verden ifølge Huntington overfor det fjerde og sidste skud på konflikternes stamtræ: Fremover vil verdens syv-otte store civilisationer gå i krig på grund af fundamentale religiøse og kulturelle forskelle, påstår han.

Den ekstreme højrefløj – de identitære

Den ekstreme højrefløj har taget denne idealistiske og uhistoriske tese til sig, men i en skærpet og ekstrem form.

Derfor må det kommunistiske parti og den progressive demokratiske og antiracistiske bevægelse også erobre kulturkampen. Ikke som en individualistisk og subjektiv kamp, men som en del af arbejderklassens kamp.

Pia Kjærsgaard sagde i Folketinget i 2001:

"Det har været nævnt, at den 11. september blev anledningen til en kamp mellem civilisationerne. Deri er jeg ikke enig. For en kamp mellem civilisationer ville jo betinge, at der var tale om to civilisationer, og det er ikke tilfældet. Der er kun én civilisation, og det er vores".

Herfra er der en lige linje til dagens internationale identitære bevægelse, som også eksisterer i Danmark. Bevægelsen har sit udspring i Frankrig, hvor dens erklærede formål var "at forene unge franskmænd og europæere, som var stolte af deres rødder og traditioner og som var erklærede modstandere af enhver form for blanding af kulturerne samt mod enhver form for imperialisme – hvad enten den var amerikansk eller islamistisk". (Se Demos’ bog: Kampen om kulturen).

I Information udbredte danske identitære repræsentanter sig om deres syn på, hvordan det ideelle samfund skal se ud:

"Det skal bygges på en etnokulturel dansk identitet, som går generationer tilbage, og som skal beskyttes mod fjenden iblandt os, bandekrig, seksuelle overgreb mod vores (!) kvinder, parallelsamfund" osv. Grænserne skal lukkes mod "en invasionsstyrke", så "dine døtre kan vokse trygt og sikkert op". Det er både indre og ydre fjender, som truer den danske kultur og den europæiske "ånd".

Og videre: "Kultur i Danmark er bygget op gennem århundreder og årtusinder. Gennem folk, der bor her. Det etniske er kontinuiteten. Man er i familie med de folk, der har boet her i utallige generationer. Det er det, der giver sammenhængen, som er danskheden". På spørgsmålet, om danskhed og familie betyder blodets bånd, det at have gener til fælles, er svaret: "Ja, det kan man godt sige". (Se Demos’ bog: ”Kampen om Kulturen”)

Spørgsmålet om identitet og kultur gøres således til et etnisk spørgsmål, til et spørgsmål om ikke blot den danske men hele den vestlige kultur og identitet: Den hvide races overhøjhed over for alle andre racer i kamp mod både ydre og indre fjender. Den hvide races overherredømme i kamp mod alle andre folkeslag, der end ikke anerkendes som mennesker. Kampen mod "jødesmovsene", mod "niggerne", mod "de gule horder", mod "araberne", mod "muhamedanerne" og "islamisterne". Og det er kampen imod de indre fjender: "kommunistsvinene", "de røde", fagforeningerne og i sidste ende også det borgerlige demokrati.

Derfor må det kommunistiske parti og den progressive demokratiske og antiracistiske bevægelse også erobre kulturkampen. Ikke som en individualistisk og subjektiv kamp med fokus på at vælge sin egen identitet og mening med livet, men som en del af arbejderklassens kamp.

14. sep. 2018 - 07:00   14. sep. 2018 - 07:10

Revolutionær teori

Jan Mathisen
Medlem af Kommunistisk Partis landsledelse
Om denne artikel
  • Den 5. maj i år var det 200 år siden, Karl Marx blev født i Trier i Tyskland. Han var revolutionær, samfundsvidenskabsmand og en af de mest betydningsfulde personer i den socialistiske bevægelses historie.

  • I anledningen af 200-året bringer Arbejderen en række artikler om Karl Marx og hans betydning. Denne artikel er skrevet af Jan Mathisen, medlem af Kommunistisk Parti. Det er en bearbejdet udgave af det oplæg, som hun holdt på Kommunistisk Partis Marx-seminar i København den 5. maj.

  • Læs flere artikler om Karl Marx og marxismen på arbejderen.dk/marx 

Rød bog: Jan Mathisen
  • Jan Mathisen er medlem af landsledelsen i Kommunistisk Parti og talsperson for partiets faglige landsudvalg.

  • Han er født i 1952 og tidligere afdelings sekretær i daglig ledelse i 3F København. 

  • Tidligere har han også arbejdet som skibsbygger på blandt andet B&W frem til værftets lukning i 1996.