Det, vi er vidner til i dag, er ikke robotternes overtagelse af menneskeheden, sådan som filmkunsten har forestillet sig den i utallige film. Det er en anden model for digital kontrol, bygget på automatisering og på indsættelsen af kunstig intelligens og algoritmer til at styre stadig større dele af dagliglivet, og den efterlader samfundene i stigende grad underlagt systemer, koncerner og intelligente maskiner.
At miste kontrollen over disse systemer er dog kun farens larmende side, og den side udvikler sig hurtigt under presset fra konkurrencen mellem stormagterne og de kapitalistiske monopolkoncerner. Så hurtigt at love, samfund og uddannelsesinstitutioner ikke kan følge med.
Og her ligger sagens kerne: Faren standser ikke ved muligheden for, at disse systemer glider ud af kontrol, eftersom de udvikles inden for ejendomsforhold og en hårdhændet kapitalistisk konkurrence, der gør et sådant skred mere sandsynligt og mangedobler den pris, det påfører mennesker.
Farens alvorligere side er langt mere tavs, for under den kapitalistiske struktur, der udvikler den kunstige intelligens og styrer dens anvendelser, er den med til at forme milliarders bevidsthed og til at dirigere deres opmærksomhed og deres adfærd på måder, der tjener den kapitalistiske models logik.
Dertil kommer, at konkurrencen mellem de digitale kapitalistiske monopoler og stormagterne, i fraværet af effektive begrænsninger og love, kan påføre det menneskelige sind de mest alvorlige skader og forvandle den kunstige intelligens til et masseødelæggelsesvåben, hvis udviklingen og udbredelsen af den fortsætter i dette overdrevne tempo og uden kontrol.
AI angriber virksomhed på egen hånd
Disse bekymringer kommer ikke længere fra kritikerne alene.
I juli beskrev magasinet TIME, hvordan AI-firmaet OpenAI var i færd med at evaluere sine kunstige intelligensmodellers evne til at udnytte sårbar software, da modellerne i stedet hackede den infrastruktur, der omgav testen, brød ud af sikkerhedsrammerne og angreb en rigtig virksomhed.
Få dage efter underskrev over 1300 ingeniører, videnskabsfolk, forskere, ledende figurer og andre ansatte i Vestens største AI-virksomheder en fælles appel til regeringen i USA med krav om, at udviklingens tempo bliver bragt under kontrol.
“For at udnytte AI’s potentiale kan industrien, regeringen og samfundet som helhed have brug for muligheden for at vinde tid til at håndtere nye risici, udvikle sikkerhedsforanstaltninger og styrke tilsynet. Men hver enkelt virksomhed – og hvert enkelt land – er under stærkt konkurrencepres for ikke ensidigt at bremse denne acceleration. Og i dag mangler verden de tekniske og styringsmæssige redskaber til bevidst at regulere tempoet i fremskridtet på hele dette vigtige område”, stod der i appellen.
Over 140.000 mennesker, blandt dem førende forskere på feltet, har desuden underskrevet en international erklæring, der kræver forbud mod udviklingen af “superintelligens”, indtil der foreligger videnskabelig enighed om, at dette kan opnås sikkert. Superintelligens er en hypotetisk kunstig intelligens, der langt overstiger menneskets kognitive evner på alle områder.
Mange tænkere og teknologer, blandt dem folk der arbejder på området, har desuden krævet, at udviklingen reguleres ved lov og underlægges samfundsmæssigt tilsyn.
Den 12. september 2026 flyttede sagen sig til et andet niveau. Under et verdensomspændende pres fra befolkninger, fra rettighedsorganisationer og fra fagfolk i branchen blev de digitale kapitalistiske koncerner, der udvikler AI-systemerne, tvunget til at bryde deres tavshed.
Selv kapitalisterne reagerer
Dario Amodei, administrerende direktør i AI-firmaet Anthropic, offentliggjorde et essay med titlen “Vi må styre tempoet i frontforskningen”, hvori han opfordrer sin egen branche til at bremse udviklingskapløbet og foreslår tre skridt: At åbne laboratorierne for uafhængige evaluatorer, der arbejder inde i dem med fulde beføjelser, et fælles standardorgan mellem virksomhederne, og en international aftale, der omfatter Kina.
Inden for få timer erklærede Sam Altman, administrerende direktør i OpenAI, sig enig og tog det samme skridt. Elon Musk skrev “Dario har ret”, og Demis Hassabis fra Google DeepMind sluttede sig til dem, mens de tre virksomheder oplyste, at de havde været i dialog om dette spørgsmål i ugevis.
Denne indrømmelse, som kommer fra ejerne selv, er den klareste bekræftelse af, hvor alvorlig situationen er. Ejerne siger åbent, at de ikke kan standse hver for sig, fordi den, der sætter farten ned, taber til sine konkurrenter, hvilket betyder, at problemets kerne ligger i selve ejendoms- og konkurrencestrukturen og ikke i manglende viden om risiciene.
En frihed, hvis betingelser ikke ejes af den, der udøver den, er dog slet ingen frihed.
Det politiske svar kom hurtigt, for Donald Trump beskrev disse advarsler som “fup” og “en syg sammensværgelse”. Han skrev: “Slagt ikke gåsen med guldæggene”, mens hans vicepræsident, JD Vance, kaldte virksomhedsejerne en “trojansk hest”.
Dermed står verdens mægtigste stat på accelerationens side uden kontrolforanstaltninger, selv over for dem, der bygger denne teknologi med deres egne hænder.
Jeg tror ikke, at de koncerner, der udvikler kunstig intelligens, vil træffe reelle foranstaltninger til kontrol. Deres tiltag vil efter al sandsynlighed forblive formelle og sigte mod at opsuge den voksende uro og modstand i verden, for de er på den ene eller den anden måde knyttet til de herskende magter og underlagt konkurrencens og herredømmets regler.
Ingen benægter de enorme muligheder, som kunstig intelligens rummer. Den komprimerer års forskning i udviklingen af lægemidler, afdækker proteinstrukturer, som forskere forgæves har arbejdet med i årtier, øger præcisionen i medicinske diagnoser og gør det muligt at opdage sygdomme på tidlige stadier, hvor liv kan reddes, modellerer klimaforandringerne og varsler om deres katastrofer, før de rammer, bryder sprogbarrierer gennem oversættelse og bringer viden inden for rækkevidde af mennesker, der længe har været afskåret fra den, letter deres dagligdag og arbejdsliv og åbner døre til mange tjenester, der kan løse fastlåste problemer for menneskeheden.
Netop disse gevinster gør spørgsmålet mere påtrængende, for denne artikel bestrider ikke disse evner. Artiklens emne er, hvem der ejer evnerne, hvem der styrer dem, hvis interesser de tjener, og hvordan de sættes i arbejde.
Styring af bevidsthed for at forankre den kapitalistiske kultur
Denne teknologi indsættes systematisk til at forme og styre den enkeltes bevidsthed med det formål at styrke den kapitalistiske kultur og dens værdier. Gennem analysen af data og af adfærd kontrollerer rangerings- og anbefalingsalgoritmerne det viste indhold, og de er designet til at fodre den enkelte med alt, hvad der tjener det kapitalistiske verdenssyn.
Denne tendens har fæstnet sig i takt med, at platformene breder sig. Ifølge rapporten fra Den Internationale Telekommunikationsunion er omkring tre fjerdedele af verdens befolkning nu internetbrugere, en stigning på mere end 240 millioner brugere på et enkelt år.
Udbredelsen skyldes til dels monopolkoncernernes og stormagternes bestræbelse på at bringe internettet ud til hver en afkrog af verden, og til landene i det globale syd i særdeleshed. Det gælder også områder, der mangler rent vand, elektricitet og basale ydelser, fordi investeringerne prioriterer det, der udvider markedet, frem for det, der dækker menneskers behov. Formålet er at maksimere profitten, styrke herredømmet og kolonisere disse områder digitalt.
På den måde styres den kollektive bevidsthed gradvist mod at acceptere disse værdier som naturlige og uundgåelige, ad bløde og umærkelige veje, i en grad så de fleste brugere, blandt dem dele af venstrefløjen, betragter denne teknologi som neutrale værktøjer. Dermed befæstes det kapitalistiske hegemoni, og venstreorienterede og progressive idéer og alternativer skubbes ud i marginen.
Nedbrydning af menneskelige færdigheder
Truslen rækker også ind i den enkeltes mentale evner. Ifølge et studie fra forskere ved Massachusetts Institute of Technology mindsker afhængigheden af AI-skriveværktøjer hjerneaktiviteten og svækker hukommelsen og fornemmelsen af ejerskab over ens egne idéer, et fænomen som forskerne gav navnet “kognitiv gæld”.
Et andet studie fandt, at hyppig brug hænger sammen med svækket kritisk tænkning gennem mekanismen “kognitiv aflastning”, altså at man overlader det at huske og analysere til apparaterne.
Og sagen er ikke begrænset til laboratorierne. Resultaterne af den internationale elevundersøgelse (PISA) offentliggjort for nylig viser, at problemet strækker sig over hele uddannelsessystemer: Der er tale om de dårligste resultater i de europæiske skolers historie med et fald svarende til hele skoleår.
Dette fald er ingen tilfældig bivirkning, for bag det står platformenes profitmodel, der bygger på digital afhængighed, hvor ‘big data’ (enorme og komplekse datamængder, red.) udnyttes til at forstå menneskers bevæggrunde og til at manipulere dem.
Det, der gør denne form for herredømme farligere, er dets frivillige karakter. Den enkelte skubbes, gennem algoritmisk manipulation og gennem presset for at bruge kunstig intelligens på arbejdet og i dagliglivet, ind i en form for “digital trældom” – uden tvang og under en illusion af kontrol og valg.
Det hele markedsføres som individuel frihed. En frihed, hvis betingelser ikke ejes af den, der udøver den, er dog slet ingen frihed. Det er friheden til at vælge mellem det, kapitalen har lagt frem, uden nogen som helst myndighed over, hvad der overhovedet lægges frem.
Artiklen fortsætter…
Læs også
Det, der sker på den enkeltes niveau, gentager sig på menneskehedens niveau. Når mennesket dag efter dag overlader sine små beslutninger til algoritmerne, overlader samfundene deres store beslutninger til digitale systemer, der unddrager sig deres kontrol.
Årsagen er én og den samme: Fraværet af kollektivt ejerskab og demokratisk kontrol er det, der får den enkelte til at miste herredømmet over sin egen bevidsthed, og det samme fravær kan få menneskeheden til at miste herredømmet over det farligste redskab, den har skabt.
På dette grundlag reproduceres den menneskelige fremmedgørelse i digital form, hvor mennesket afskæres fra sine mentale og skabende evner og finder sig selv indespærret i et teknisk apparat, der berøver os evnen til selvstændig handling og tænkning.
Mennesket kan gradvist blive et væsen, der er underlagt de algoritmer, som dirigerer dets daglige samspil og afgør, hvad det læser og ser, hvordan det tænker, og hvordan det skriver og kommunikerer, hvilket kan uddybe dets afhængighed af systemer, koncerner og stater, der kontrolleres af kapitalen og af udbytningens og undertrykkelsens kræfter.
Kunstig intelligens kan blive et masseødelæggelsesvåben
På det militære niveau tager denne konkurrence form af et regulært våbenkapløb, der omfatter autonome våben, kamprobotter og målsøgningssystemer.
Forskere advarer om, at disse systemer kan bryde sammen og glide ud af kontrol, når de flyttes fra testmiljøet ud i krigens betingelser. Faren er ikke hypotetisk, for AI-systemer er gledet ud af kontrol i tilfælde, der er blevet offentliggjort og dokumenteret.
Den ødelæggelse, som kunstig intelligens kan bringe, standser dog ikke ved krigens og de militære operationers grænser, for den har et andet niveau, mere dæmpet i lyd og længere i rækkevidde.
Atomvåben var knyttet til direkte militært brug, forholdsvis synlig og underlagt erklærede internationale beregninger og aftaler, og deres fare forblev indesluttet i detonationsøjeblikket og det, der fulgte efter.
På bevidsthedens niveau arbejder den kunstige intelligens derimod i stilhed og siver ind i dagliglivets detaljer, ind i uddannelse, arbejde, medier, tjenester og de fleste af samfundets led, den svækker menneskelige færdigheder, uddyber afhængigheden af digitale systemer, og med den går den kritiske tænkning og den erkendelsesmæssige selvstændighed tilbage.
Her bliver ødelæggelsen mere stilfærdig og mere udbredt, og den digitale trældom bliver selv til en form for masseødelæggelsesvåben, for den dræber ikke mennesket med ét slag. Den omformer i stedet dets bevidsthed, dets evner og dets relationer dag efter dag. Det ene våben ødelægger kroppe på et øjeblik, det andet skiller sindet ad i ro og mag.
Ser man de to niveauer under ét, ligger faren ikke alene i at fremstille mere dødbringende våben. Den ligger lige så meget i omformningen af mennesket og af samfundet, når udviklingen og anvendelsen af kunstig intelligens er underlagt profittens, konkurrencens, monopolets og kontrollens logik.
Kunstig intelligens kan true menneskets evne til at forstå, vælge, analysere og beslutte. Derfor har hundredvis af førende AI-forskere, blandt dem mennesker der har været med til at bygge feltet op, underskrevet en kortfattet erklæring, der fastslår:
“At mindske risikoen for udslettelse som følge af kunstig intelligens bør være en global prioritet på linje med andre risici af samfundsmæssig størrelsesorden såsom pandemier og atomkrig”.
Når den farligste teknologi i menneskehedens historie bliver et kort på hånden i den geopolitiske og militære kapitalistiske rivalisering mellem de store poler, uden reelle retlige, sociale og demokratiske bremser, ophører risikoen for tab af kontrol med at være en trussel mod den enkeltes bevidsthed alene og bliver en trussel mod samfundets og hele menneskehedens fremtid.
En plads for klasse- og erkendelseskamp
Alligevel ville det være en fejl at falde ned i teknologisk determinisme.
Kunstig intelligens er en åben kampplads for klassekamp og erkendelseskamp, hvor kapitalen indsætter den i undertrykkelse, målsøgning, drab og bevidsthedsvask, mens læger, klimaforskere, aktivister, fagforeninger og arbejderbevægelser bruger den i arbejdet og i kampen.
Det vigtigste spørgsmål står tilbage: Hvem får gavn af disse gevinster?
Stigende produktivitet betyder en forøgelse af den merværdi, der uddrages af arbejdet fra arbejdere med hånd og hjerne. Kunstig intelligens optræder ikke her som en neutral teknik, for den intensiverer og uddyber udbytningen, eftersom den gør det muligt at frembringe den samme værdi med mindre arbejde og mindre tid, mens den største del af gevinsten forvandles til profit for kapitalen.
Denne proces viser sig tydeligst på arbejdets område, hvor den kunstige intelligens’ trussel mod job ikke længere er en fremtidig mulighed. Talrige job og faglige opgaver er allerede begyndt at blive nedlagt, beskåret eller omstruktureret, og brede lag af arbejdere med hånd og hjerne står over for risikoen for at miste deres job eller for at få forringet deres arbejdsvilkår i takt med den accelererende brug af automatisering og kunstig intelligens.
Artiklen fortsætter…
Læs også
Algoritmer og den digitale befrielses politik: Venstrefløjens ansvar i kampen om AI
Denne forandring fremstilles ofte, som om den kunstige intelligens var et selvstændigt væsen, der “overtager” job. Den formulering skjuler den økonomiske og politiske beslutning, der ligger bag. Maskinen beslutter ikke af sig selv at nedlægge en stilling eller bevare den, og det er virksomhederne og arbejdsgiverne, der træffer beslutningerne om investering, om afskedigelser og om fordelingen af produktivitetsgevinsterne.
Hvert job, der nedlægges som følge af ny teknologi, er i sidste ende resultatet af en menneskelig beslutning om, hvordan frugterne af det tekniske fremskridt fordeles, og om hvem der bærer omkostningerne.
Selv dér, hvor den kunstige intelligens ikke erstatter nogen direkte, er det nok at antyde muligheden for at undvære de ansatte, for at alle retter ind, og lønmodtagerne accepterer længere arbejdstid, lavere løn, tættere overvågning og et voksende pres på produktiviteten af frygt for at miste deres job.
Dermed får arbejdskraftens reservearmé en ny digital skikkelse, for alene det, at millioner af job forbliver truede eller mulige at erstatte, svækker arbejderklassens evne til at forhandle, organisere sig og strejke. Arbejdsløsheden er her ingen teknisk skæbne, der er pålagt samfundet, og den hænger sammen med, hvordan teknikken bruges, samt med de beslutninger kapitalen træffer.
Netop den teknik, der kan nedlægge job og øge arbejdsløsheden, er under andre samfundsmæssige forhold i stand til at afkorte arbejdsdagen, fastholde lønnen, udvide fritiden og livet uden for arbejdet og befri mennesker for en stor del af det opslidende og ensformige arbejde.
Problemet er ikke den kunstige intelligens’ evne til at frembringe mere med mindre arbejde. Problemet er, at frugterne af denne evne under det kapitalistiske system først og fremmest ledes hen mod ophobning af profit og styrkelse af kapitalens magt i stedet for at blive omsat til fritid, økonomisk tryghed og et bedre liv for dem, der frembringer værdien.
Mod en kunstig intelligens i menneskehedens tjeneste
Her træder den grundlæggende modsætning frem.
Kunstig intelligens er et samfundsmæssigt produkt i ordets fulde betydning, bygget på akkumuleret menneskelig viden og på millioners arbejde. Alligevel ender fordelene ved AI hos en lille gruppe store virksomheder og stater, som ejer fordelene som privat ejendom.
Det er modsætningen mellem produktionens samfundsmæssige karakter og den private tilegnelse af dens resultater: Dette reproduceres i den mest udviklede produktivkraft i historien. Det grundlæggende problem ligger i ejendomsretten til de digitale produktionsmidler og i kontrollen med dem, og det er dette, der flytter kampen fra klagen over teknologien til klassekampens terræn.
Det, vi står overfor i dag, er ingen teknologisk skæbne skrevet på forhånd. Det er resultatet af politiske og økonomiske valg, der tjener kapitalens interesser, og det kan bekæmpes.
Det kræver venstreorienteret, progressiv og rettighedsbaseret organisering i global skala, at datainfrastrukturen placeres under offentlig interesse og samfundsmæssig forvaltning, at algoritmerne forvandles fra (lukkede, red.) “sorte bokse” til open source-software, der er åben for uafhængig revision, at der gennemtvinges gennemsigtighed i modellernes design og i kilderne til deres data, at kooperative digitale alternativer, som ejes af deres brugere og af dem, der arbejder i dem, støttes, og at denne teknologi rettes mod samfundets behov og mod social retfærdighed.
Uden disse mekanismer forbliver kravet om love og tilsyn alment og utilstrækkeligt, og teknologien forbliver gidsel hos en håndfuld monopolkoncerner og stormagter.
Gennem samfundsmæssigt ejerskab, ansvarlighed og kooperative alternativer bliver det derimod muligt at rive den kunstige intelligens ud af monopolets og profittens logik og forvandle den til kollektiv ejendom og til et middel til menneskelig frigørelse.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


