17 Nov 2018  

KBH: Overskyet, 5 °C

Kapitalisternes drømmeverden

Karl Marx 200 år

Kapitalisternes drømmeverden

Begrebet "den permanente stagnation" er blevet genindført af økonomerne som en forklaring på, at vækstraterne i en række lande er utilfredsstillende. Allerede Karl Marx satte fokus på dette spørgsmål med sin teori om profitratens tendens til fald.

Den gennemsnitlige vækstrate i USA var igennem de seneste fem år kun to procent, selv om udgangspunktet ellers var særdeles lavt på grund af krisen.
FOTO: Mark Schiefelbein/AP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Samfundsvidenskaben har fornylig genopdaget "den permanente tilstand".

I november 2013 brugte den amerikanske økonom Lawrence Summers begrebet permanent stagnation ["secular stagnation"] på et møde i den internationale monetære fond, IMF. Faktisk var der ikke tale om en ny teori, snarere om en "revival": Allerede i 1938 fortalte økonomen Alvin Hansen (1887-1975) præsident Roosevelt (1882-1945) om den permanente stagnation.

 Ifølge Marx har det kapitalistiske samfund en langsigtet tendens til lavere afkast af kapitalen, det vil sige en faldende profitrate.

Efter Summers kom andre økonomer tilbage til ideen. Dermed stiller de sig midt i en debat, hvis rammer er som følger: Mere end ti år efter at den globale krise brød ud, er den økonomiske udvikling fortsat utilfredsstillende. Niveauet for de forskellige landes bruttonationalprodukt er efterhånden kommet op igen, men kun de mindre udviklede økonomier er vendt tilbage til de vækstrater, der var almindelige før krisen – og det til trods for at renten har ligget på nul i årevis. Dertil kommer den bekymrende omstændighed, at den økonomiske vækst i den senere tid begynder at lugte af spekulationsbobler.

Den lange varighed af denne store recession og de ekstraordinære midler, der er blevet brugt imod den, giver det vage indtryk, at der er noget, der må have ændret sig. Lawrence Summers satte ord på dette indtryk, da han i 2013 genindførte "den permanente stagnation".

Økonomisk uligevægt

Det er åbenbart et generelt problem: "Den gennemsnitlige vækstrate i USA var igennem de seneste fem år kun to procent, selv om udgangspunktet ellers var særdeles lavt" på grund af krisen. "Alligevel er rentespændene (forskellen mellem forskellige landes renteniveauer, oa) mindsket og frygten for at Eurozonen opløses, er mindre end før, men væksten har i de seneste år været nedkølet og der er ikke en acceleration i syne".

Hvor kommer denne fordømte lave vækst fra, som gør finansielle rusmidler til en nødvendighed?

Hvorfor? Ifølge Summers fordi vækstmodellen allerede før krisen var uholdbar, fordi den hvilede på finanssektoren og gældsættelse. Hvad angår Europa, står sagen i hovedreglen ikke anderledes: Også her "er det i tilbageblik tydeligt at det meste af den styrke, økonomierne i periferien udviste i årene før 2010, byggede på adgangen til billige lån og at hovedparten af styrken i de nordeuropæiske økonomier byggede på en eksport, som i længden var uholdbart finansieret". Den økonomiske vækst blev i USA såvel som i Europa i grunden betalt af en økonomisk uligevægt, som derefter udløste krisen. Efter krisen er ingenting forandret.

Men hvor kommer denne fordømte lave vækst fra, som gør finansielle rusmidler til en nødvendighed – med finansbobler som en sikker bivirkning? "Den permanente stagnation" er mere en beskrivelse af vores økonomiske tilstand end en forklaring.

Marx‘ arbejdsværdilære

Når man genopfinder "den permanente stagnation", leder det opmærksomheden hen på en tidligere forklaring, nemlig den Karl Marx gav med sin teori om profitratens tendens til fald. Ifølge Marx har det kapitalistiske samfund en langsigtet tendens til lavere afkast af kapitalen, det vil sige en faldende profitrate.

Denne tendens forklares gennem arbejdsværdilæren. For Marx består en vares værdi i det arbejde, der er legemliggjort i varen. Kun det menneskelige arbejde kan skabe værdi og samtidig fastholde og udnytte den værdi, der er lagt i arbejdsmidlerne (hvis ikke arbejdsmidlerne bruges af arbejderen, er de ikke i stand til selv at skabe ny værdi, tværtimod mister de sågar deres værdi). Det er det aktuelle menneskelige arbejde (det levende arbejde), der skaffer kapitalisten  profit ved at yde ubetalt arbejde (Merarbejde eller surplus-arbejde), det vil sige arbejde ud over den mængde, der er nødvendig for at producere den arbejdskraft, arbejderen leverer. Dette merarbejde skaber en yderligere værdi, merværdi, målt i forhold til den værdi kapitalisten havde, inden produktionsprocessen startede.

På grund af den menneskelige arbejdskrafts evne til at skabe ny værdi, kalder Marx den kapital, der købes arbejdskraft for, variabel kapital, og den kapital, der købes maskiner og arbejdsmidler for, konstant kapital. Problemet er nu, at med udviklingen af den kapitalistiske produktionsmåde vokser andelen af kapital, der investeres i maskineri i forhold til den del, der investeres i løn. Med andre ord kommer det til "en relativ stigning i den variable kapital i forhold til den konstante kapital, og dermed i forhold til den samlede kapital, der er sat i bevægelse". (Karl Marx: Kapitalen, økonomisk manuskript, 1863-1865, MEGA, del 2 bind 4, side 286).

Marx betegner denne proces som en fremadskridende stigning i "den organiske sammensætning af samfundets kapital" (ibid). Dette er igen "kun et andet udtryk for den fremadskridende udvikling af arbejdets samfundsmæssige produktivkraft, der bare viser sig i, at flere rå- og hjælpestoffer på samme tid, det vil sige med mindre brug af arbejde, forvandles til produkter på grund af tiltagende brug af maskiner og fast kapital" (ibid).

Det relative fald i den variable kapital i forhold til den konstante medfører, at profitraten – det vil sige forholdet mellem merværdien og den samlede kapital, der anvendes i produktionen (variabel kapital plus konstant kapital) – alt andet lige falder. Dette er loven om profitratens tendens til fald. Det er arbejdskraftens stigende samfundsmæssige produktivkraft, som får profitraten til at falde. Og dette fald hæmmer igen udviklingen af den kapitalistiske produktionsproces, og får kriser til at bryde ud: "eftersom profitraten, udbytteraten for samfundets kapital, er en stimulus for den kapitalistiske produktion, fordi udbyttet er kapitalens eneste formål, så hæmmer profitratens fald skabelsen af nye selvstændige kapitaler og fremtræder som en trussel for udviklingen af den kapitalistiske produktionsproces. (Det samme fald befordrer overproduktion, spekulation, kriser, kapitaloverskud samtidigt med arbejdskraftoverskud eller relativ overbefolkning)" (ibid, side 310).

Faldende tendenser

De økonomiske data fra de sidste ti år bekræfter denne tendens. I årene 1973-2008 var væksten i BNP per indbygger (den bedste statistiske tilnærmelse til profitraten) omtrent halvt så stor som væksten i 1950-1973. Ser vi bort fra Kina, ser det endnu mere beskedent ud. Selv inden for denne periode bliver væksten stadigt svagere i årenes løb. I 1990'erne var den gennemsnitlige vækst på verdensplan lavere end i de foregående årtier, og de næste ti år sluttede med den værste globale krise i godt 80 år.

I årene fra 1960 til 1970 steg BNP på verdensplan hele tiden med mindst fire procent; siden 1991 er der ikke set ét år med en vækst over fire procent – væksten var faktisk næsten hele tiden meget lavere. Siden 2008 er det – som Summers sagde – ikke blevet bedre.

I årene 1973-2008 var væksten i BNP per indbygger omtrent halvt så stor som væksten i 1950-1973. Ser vi bort fra Kina, ser det endnu mere beskedent ud. 

Hvad angår profitraten, tyder den mest omfangsrige undersøgelse på en generel nedgangstrend i de seneste årtier og en tendens til tilpasning på et lavere niveau i Vestens vigtigste industrilande, selv om der er et uensartet forløb. Særligt tydelige er tallene for Tyskland, Frankrig og Italien, hvor profitraten fra starten af 1980‘erne til starten af det nye årtusinde er blevet halveret. Efter krisen står en moderat opretning i Tyskland over for meget skuffende tal for Frankrig og fremfor alt Italien. I Japan var profitraten højere fra starten, og her ses et endnu mere drastisk fald fra 1970 til idag.

Modvirkende faktorer

Hvis man vil forstå Marx‘ teori om profitratens fald og hans betydning for forståelsen af kapitalismens nyere udvikling rigtigt, skal man holde fast i, at der kun er tale om en tendens. Det er der, fordi profitratens fald – som Marx slår fast – delvis kan udlignes af "modvirkende faktorer", "som kan opholde eller forpurre den almene lovs virkning og giver den karakter af en tendens" (ibid, side 301-302).

Alle de modvirkende faktorer, Marx nævner, har været på spil de sidste ti år, med større eller mindre styrke:

For det første: "Forhøjelse af udbytningen af arbejdet, det vil sige mere surplus-arbejde eller dennes merværdi, nemlig gennem længere arbejdstider og intensivering af arbejdet".

For det andet: "Nedpresning af arbejdslønnen til under dens værdi". Det står ikke til diskussion, at arbejdskraftens værdi (det vil sige den samlede mængde af de subsistensmidler, der samfundsmæssigt antages at være nødvendige) i de vestlige lande i dag ligger over den værdi, der antoges for gældende i det 19. århundrede. Men det er heller ikke til diskussion, at de seneste års lønsænkninger i mange tilfælde har trykket lønnen ned under dens gennemsnitlige værdi i de sidste 20-30 år. Det bliver særligt tydeligt, når man ikke kun ser på den direkte løn (arbejdslønnen) men også indregner den drastiske beskæring af indirekte løn (sociale ydelser) og udsatte ydelser (pension) som følger af sociale forringelser og privatisering af pensionsvæsenet. Dertil er det åbenlyst, at den pris, en kapitalist betaler for arbejdskraften fra en ungarbejder, der ikke kan betale for en lejlighed og derfor bor hos sine forældre, i dag må ligge under prisen for denne arbejders reproduktionsbetingelser.

For det tredje: "Billiggørelse af den konstante kapitals elementer". Heraf følger, at forholdet mellem variabel og konstant kapital faktisk ændrer sig meget mindre, end man skulle mene ud fra tilvæksten i maskinernes materielle omfang.

For det fjerde: "Den relative overbefolkning". Den har særligt vist sig i form af trykket fra en enorm industriel reservearme i landene med "nye markeder". Den skærpede konkurrence fra produkter, der er lavet i lavtlønslande (og i væsentligt mindre omfang gennem indvandring af billig arbejdskraft) har nemlig lagt en særdeles kraftig dæmper på lønnen i industrilandene.

For det femte: Udlandshandel. Ifølge Marx virker udlandshandelen i flere henseender, i det mindste på kort sigt, som en modvægt til profitratens tendens til fald. Det sker for det første ved at udlandshandel får produktionen til at vokse. Det skaber stordriftsfordele og dermed lavere stykpriser. For det andet giver et lands teknologiske overlegenhed mulighed for ekstraprofitter gennem konkurrence med varer fra underlegne lande. For det tredje bemærker Marx, at kapitaler i kolonilandene kan kaste højere profitrater af sig, "fordi profitraten der i det hele taget er højere på grund af den lavere udvikling og fordi anvendelse af slaver mm. øger udbytningen af arbejdet" (ibid side 307) (og det gælder lige så meget for nutidens direkte investeringer i de "nye markeder"). De mere langsigtede virkninger for profitraten er dog ikke så positive. "Den selvsamme udlandshandel", skriver Marx, "udvikler den kapitalistiske produktionsmåde, og dermed faldet i variabel kapital i indlandet, og den skaber på den anden side overproduktion i forhold til udlandet, hvad der igen i det lange løb har den modsatte effekt". (ibid side 308)

I forhold til nutidens tilstande er det bemærkelsesværdigt, at handelen stadig udvides, men ikke kun som territorial ekspansion også i en almindelig tendens til udvidelse af forretningslivet, af det der kan handles med og give profit: kapitalens tendens til at kolonisere alle områder af menneskelivet.

For det sjette: Forøgelse af den "rentebærende kapital". Marx antyder blot denne faktor i slutningen af sin behandling af de modvirkende faktorer: "En  del af kapitalen bliver – med den kapitalistiske produktionsmådes fremadskriden som går hånd i hånd med den forøgede mængde af akkumulationen – kun regnet for og anvendt som rentebærende kapital“ (ibid). Denne faktor består i anvendelse af en voksende del af kapitalen til rentebærende kapital, det vil sige til aktie- og obligationsspekulation, kredit- og finansforetagender.

Denne faktor, som Marx kun nævner i forbifarten, har i de seneste årtier frem mod krisens udbrud i 2007 været den stærkeste "modvirkende faktor" mod profitratens fald.

En meta-teori for krisen

Den såkaldte finansialisering har siden 1980’erne haft en afgørende rolle for økonomien i de udviklede kapitalistiske lande på tre måder.

På den baggrund er hverken omfanget eller intensiteten af den krise, der brød ud i 2007, overraskende. Det var resultatet af mere end tre årtier, hvor profitraten gennem en omfattende finansialisering blev pustet op.

For det første: Finansbobler (på aktie- og ejendomsmarkedet) og udbredelsen af forbrugerkredit har skabt en "formueeffekt" og dermed også tilladt husstande med beskedne indkomster at gældsætte sig forholdsvis billigt. Dermed begynder levestandarden for mennesker med små og middelstore indkomster, i det mindste delvist, at blive uafhængige af arbejdsindkomster. Det er en drømmeverden for kapitalisterne: Arbejdere, der ser deres løn falde og alligevel forbruger mindst lige så meget som før. En drøm med kun en enkelt fejl: Det er en model, der er dømt til at fejle, før eller siden.

For det andet: Samtidig var opsvinget i kredit- og finansvæsenet en stor hjælp for virksomhederne, især i de modne industribrancher. De havde – takket være den voksende pengemængde på kapitalmarkederne – gjort massiv brug af forbrugerkreditterne, fået omlagt deres gæld til meget gunstige vilkår og afsat deres aktier til gode priser. Og de havde også direkte profiteret på finansforetagender.

For det tredje: Spekulation som middel til kapitalvalorisering. Muligheden for at indgå i spekulationsforretninger og der opnå utrolige profitter var før krisen den tredje hovedfunktion for kredit- og finansvæsenet – og også den vej, flere industrivirksomheder slog ind på for at opretholde lønsomheden. Dermed løste de kapitalvaloriseringskrisen i de oprindelige forretningsområder. Faktisk kan man, når man ser tilbage på rentabilitets-udviklingen i de udviklede kapitalistiske lande, se, at profitten i finansselskaberne begyndte at stige dramatisk fra slutningen af 1990‘erne – både set i forhold til BNP og i forhold til det øvrige profitniveau. Et eksempel herpå er udviklingen i USA, hvor finanssektorens andel af de samlede profitter steg fra ti procent i starten af 1980‘erne til 40 procent i 2007 – og i Storbritannien, hvor denne andel nåede op på firs procent i 2008.

På den baggrund er hverken omfanget eller intensiteten af den krise, der brød ud i 2007, overraskende. Det var resultatet af mere end tre årtier, hvor profitraten gennem en omfattende finansialisering (det vil sige en stadigt større rolle for den rentebærende kapital) blev pustet op.

Når man som den italienske økonom Richardo Bellofiore forstår teorien om profitratens fald som en "metateori for kriser", som en begrebsramme hvor de forskellige kræfter og hæmmende faktorer for de forskelige kriser kan tydes, står det klart, at den krise, der brød ud i 2007, var udløst af denne rentebærende kapital, hvis voksende betydning for at modvirke profitratens tendens til fald i de foregående årtier havde gjort den til den vigtigste modvirkende faktor. I praksis udløstes krisen af sammenbruddet i den såkaldte finansboble, som var skabt gennem ophobning af privat gæld.

Højfinansens hegemoni

Krisen fra 2007 blev gradvist til en almen krise, som forårsagede en betydelig kapitaldestruktion verden over. Denne har dog tilsyneladende ikke formået at genskabe betingelser for en tilfredsstillende lønsomhed for den anvendte kapital og dermed at sætte ny gang i akkumulationen. For at modvirke tendensen til profitratens fald  bliver det hele tiden tilstræbt at opretholde den rentebærende kapitals hegemoni, selv om det efterhånden er tydeligt, at en sådan løsning i sidste ende vil medføre, at de problemer, som for ti år siden forårsagede en af de værste kriser i kapitalismens historie, bliver gentaget – måske i større målestok.

Ifølge Marx er krisen en integreret del af den måde, den kapitalistiske produktionsmåde virker på: det er netop den måde, kapitalismen "kurerer" sine funktionsfejl på. 

Lawrence Summers nævnte – henkastet og med den forsigtighed, emnets eksplosive karakter fordrer – en anden måde at få sat skub i væksten på: Alvin Hansen betonede sidst i 1930‘erne faren for en permanent stagnation, netop i tide til at se det boom, der ledsagede og efterfulgte Anden Verdenskrig. Det er absolut muligt, at der kan komme en eller anden stor begivenhed udefra, som løfter udgifterne eller sænker opsparingskvoten, endda så meget at realrenten ved fuld beskæftigelse i industrilandene stiger – og de ovenstående bekymringer falder bort. Bortset fra krig, er det dog ikke klart, hvori sådan en begivenhed kan bestå.

Som bekendt fører den marxistiske kriseanalyse til ganske andre følgeslutninger. Ifølge Marx er krisen en integreret del af den måde, den kapitalistiske produktionsmåde virker på: det er netop den måde, kapitalismen "kurerer" sine funktionsfejl på. Men netop derfor er krisen også på den anden side noget andet, nemlig et symptom: I skærende modsætninger, kriser og kramper udtrykkes, hvor dårligt samfundets produktive udvikling passer til de hidtidige produktionsforhold.

Voldsom kapitaldestruktion, ikke på grund af af ydre forhold, men som en betingelse for at opretholde eksistensen, er den mest slående måde, kapitalismen får det "råd" at forsvinde og give plads for en højere form for social produktion ("to be gone and to give room to a higher state of social production", Karl Marx: Grundrisse, MEW bind 42 side 642).

I de seneste årtier og navnlig efter enden på Sovjetunionen og de østeuropæiske "folkedemokratier" blev selv muligheden for "et højere stadie for den samfundsmæssige produktion" benægtet som abstrakt og som tendenser til totalitær utopisme. Men den kapitalistiske produktionsmådes realiteter og modsigelser påpeger nødvendigheden af igen at orientere sig i denne retning – og forstår man Summers ret, så haster det.

13. jul. 2018 - 12:42   13. jul. 2018 - 11:53

Marxisme

af Vladimiro Giacché, forsker og økonom. Arbejder i Rom som formand for Centro Europa Ricerche.
Om denne artikel
  • Den 5. maj i år var det 200 år siden, Karl Marx blev født i Trier i Tyskland. Han var revolutionær, samfundsvidenskabsmand og en af de mest betydningsfulde personer i den socialistiske bevægelses historie.

  • I anledningen af 200-året bringer Arbejderen en række artikler om Karl Marx og hans betydning. Artiklerne er udarbejdet i samarbejde med den tyske avis Junge Welt, den britiske avis Morning Star og avisen Lëtzebuerger Vollek fra Luxembourg.

  • Denne artikel er bidraget fra Junge Welt. Den er skrevet af Vladimiro Giacché, som er forsker og økonom. Han arbejder i Rom som formand for Centro Europa Ricerche. Vladimiro Giacché udgav i 2014 på tysk "Anschluss: Den tyske forening og Europas fremtid". På italiensk udgav han i 2017 en antologi med uddrag af Lenins økonomiske skrifter efter oktoberrevolutionen i 1917 under overskriften "Economia della rivoluzione".

  • Læs flere artikler om Karl Marx og marxismen på arbejderen.dk/marx