25 Sep 2018  

KBH: Let skyet, 12 °C

En verden i opbrud

Beretning til KP's 5. kongres

En verden i opbrud

USA er stadig verdens stærkeste, farligste og mest aggressive imperialistiske magt, men den svækkede økonomi og de strukturelle problemer har gjort USA mere aggressiv. Kommunistisk Parti analyserer de sidste tre års internationale udvikling.

FOTO: Carlos Barria/Ritzau Scanpix
1 af 1

De sidste tre er spændingerne og modsætningerne i verden vokset i et højt tempo. Centraliseringen af kapitalen har antaget nye højder. En uhyre rigdom til de få og en uhyre fattigdom til de mange.

Kapitalismens strukturelle krise er uddybet og forværret voldsomt. Dens iboende modsætninger skærpes på alle fronter. 

Kapitalismens strukturelle krise er uddybet og forværret voldsomt. Dens iboende modsætninger skærpes på alle fronter. Flere af de love, der regulerer kapitalismen under dens højeste stadium, imperialismen, træder så tydeligt frem for vore øjne, at det knap er til at forstå:

  • Profitratens faldende tendens og finansialiseringen af økonomien, der overfører kapital fra produktion til spekulation.
  • Tendensen til stagnation, som afspejles i de faldende vækstrater i de kapitalistiske stater gennem flere årtier.
  • Centraliseringen af kapitalen.
  • Loven om den ujævne udvikling har skærpet modsætningerne mellem de imperialistiske stormagter, hvor nogle er på vej op og andre på vej ned i det imperialistiske hierarki. Ligeledes er modsætningerne mellem center og periferi skærpet.
  • Den relative og absolutte forarmelse af arbejderklassen gennem politikker, der nedsætter lønnen ved hjælp af arbejdskraftens frie bevægelighed for at opnå global lavtlønskapitalisme.
  • Kapitalismens snyltende, rådnende og kriminelle karakter.

Imperialismens skærpede modsætninger

Den ujævne kapitalistiske udvikling betyder, at den økonomiske magt over tid skifter. Landene søger at tilkæmpe sig en magt, der afspejler og kan fremme landets monopolers økonomiske interesser.

Den svækkede økonomi og de strukturelle problemer har gjort USA mere aggressiv. 

USA er stadig verdens stærkeste, farligste og mest aggressive imperialistiske magt. USA har stadig førstepladsen, hvad angår størrelsen af nationalproduktet. Men her står Kina til at overhale USA inden for en ganske kort tidshorisont.

USA’s transnationale selskaber spiller en central rolle over hele kloden. Men USA er også et land med omfattende økonomiske problemer, som hænger sammen med den lave hjemlige opsparing og dårlige konkurrenceevne, de svindende energiresurser og de store underskud på handels- og betalingsbalancen. Som resultat heraf har USA i dag verdens største udlandsgæld, som frem for alt er finansieret af Kina og Japan. Japan er i dag den største indehaver af USA’s statsobligationer.

Den svækkede økonomi og de strukturelle problemer har gjort USA mere aggressiv. Den transnationale amerikanske monopolkapitals ledende kredse er fast besluttet på at bevare det snyltende samfundssystem og lade andre betale gildet.

Valget af Donald Trump under sloganet om at gøre ”America Great Again” med America First-strategien ændrer ikke ved den situation. Det udtrykker blot en ændring i fokus for den amerikanske imperialismes aggressivitet. Trump har erklæret åben ”krig” mod Kina – handelsmæssigt og økonomisk og med militære advarsler i forhold til Det Sydkinesiske Hav.

Det er endnu ikke til at vide, i hvor høj grad USA faktisk tør gennemføre konkrete handelssanktioner mod Kina, idet de to lande er uhyre indbyrdes afhængige, og USA vil blive særdeles hårdt ramt, når Kina svarer igen.

USA bliver udfordret

USA udfordres af Kina, Rusland, Japan og EU (især Tyskland). De seneste 30 år er Kina vokset frem som et kapitalistisk land med en enorm økonomisk vækst, og Kina søger en global magt og indflydelse, som modsvarer landets økonomiske størrelse.

Rusland har formået at finde nye veje i forhold til industri og landbrug på trods af den vestlige imperialismes sanktioner og har i dag et øget samarbejde med Kina.

Selvom den globale krise fra 2008 først slog igennem i Kina fra omkring 2012, og dets vækst er faldet til cirka det halve, er det stadig en vækst, der er næsten fire gange så høj som i EU og USA.

Kina har udviklet en strategisk plan for handel, investeringer og udvikling ved at bygge en række såkaldte Silkeveje til lands og til vands fra Kina gennem Eurasien til Europa. I januar 2017 åbnedes som et led i dette nye økonomiske bælte en godstogsrute fra Kina til London. Der opbygges ligeledes nye sideveje til Silkevejene. Blandt andet Tyskland udviser interesse for øget handel med Kina som et resultat af Tysklands forværrede forhold til USA.

Rusland er også en økonomi på vej frem. Rusland er alene i kraft af sit store atomarsenal en verdensmagt. Det har samtidig enorme naturresurser og muligheder og kan med tiden udvikle sig til en virkelig rival til USA, der gør alt for at omringe og stække det.

Rusland har formået at finde nye veje i forhold til industri og landbrug på trods af den vestlige imperialismes sanktioner og har i dag et øget samarbejde med Kina.

Indien er et kæmpe land med verdens største befolkning. Ligesom Kina har det de seneste år undergået en rivende udvikling. Indien er en lokal stormagt med egne atomvåben og har på længere sigt mulighed for at udvikle sig til en egentlig verdensmagt.

Disse økonomier på vej frem indgår sammen med Brasilien og Sydafrika i BRICS, en alliance for at varetage de økonomiske interesser for de fem landes storkapital. Alliancen er blevet en af de store spillere i den interimperialistiske rivalisering.

Dollaren er svækket

Der foregår en kamp mod den hegemoniske rolle, som den amerikanske dollar har som reserve og universel handelsvaluta, og som USA i stort omfang har udnyttet til at opnå økonomiske fordele til sig selv. Der indgås valutaaftaler, først og fremmest med Kina, og der er et stigende krav om at reformere det internationale monetære system. I det omfang, det lykkes at gøre op med US-dollarens rolle som universel handelsvaluta, vil dette naturligvis svække USA-imperialismen.

I det omfang, det lykkes at gøre op med US-dollarens rolle som universel handelsvaluta, vil det svække USA-imperialismen.

I oktober 2016 anerkendte Den internationale Valutafond (IMF) den kinesiske valuta som den femte af de valutaer, der benyttes ved de særlige internationale valutatransaktioner, der kaldes Special Drawing Rights SDR (en regneenhed, der benyttes af Den Internationale Valutafond). Dermed går SDR fra fire til fem valutaer: Før var der dollar, euro, pund og yen. Siden da har Kina med sin valuta, yuan renminbi, vundet 11 procent af ”valuta-markedet”.

I marts 2017 åbnede Industrial and Commercial Bank of China (IBIC) en bank i Moskva for handel med yuan renminbi. Det betyder, at Rusland og Kina dropper dollaren i deres samhandel, ligesom de sælger ud af deres dollarobligationer og investerer i guld i stedet. Og Kina planlægger en ny standard af oliekontrakter, som skal prissættes i yuan renminbi og være konvertibel til guld. 

I september 2017 har Venezuela valgt at handle olie med yuan renminbi. Det er et opgør med ”petrodollaren”, altså en ende på at al oliehandel siden oliekrisen i 1973 er foregået med dollars.

På vej mod en multipolær verden

Som udtryk for forskydningerne og modsætningerne i imperialismen er der en bevægelse i gang fra unipolaritet til en multipolær verden med flere små og store centre. Det bekræfter den leninistiske tese om landenes ujævne udvikling under imperialismens betingelser.

USA-imperialismens vej ned ad den globale økonomiske rangstige gør den kun mere aggressiv end tidligere. 

Tendensen i retning af en multipolær verden bidrager på denne måde til at svække den amerikanske imperialisme og giver de forskellige lande bedre muligheder for at slå ind på en selvstændig udviklingsvej. Som sådan kan tendensen mod en multipolær verden være gunstig.

De revolutionære og progressive kræfter må til enhver tid forsøge at udnytte de modsætninger, som opstår mellem de forskellige imperialistiske magter indbyrdes og mellem disse og de andre poler i nutidens verden. Men det kan aldrig være deres opgave at medvirke til, at der opbygges nye imperialistiske centre såsom EU, eller til at det lokale kapitalistiske storborgerskab styrkes som for eksempel i Rusland.

En multipolær verden er ikke en verden med fred og social udvikling, men fortsat en imperialistisk verden. Og USA-imperialismens vej ned ad den globale økonomiske rangstige gør den kun mere aggressiv end tidligere. Det er en desperado, der kæmper for at bevare sin magt. Et svækket USA og et opbrud i de interimperialistiske modsætninger kan give nye muligheder for arbejderklassen og folkene, hvis disse modsætninger udnyttes. Men arbejderklassen skal ikke gøres til halehæng for hverken den ene eller den anden imperialistiske stormagt. 

NATO og imperialismen

NATO spiller en helt særlig rolle. Organisationens reelle formål gemmer sig bag et slør af pæne ord om frihed, demokrati, terrorbekæmpelse, fred og forsvar.

Oprindelig hed det, at NATO skulle beskytte den såkaldt frie verden mod Sovjetunionen og kommunismen. Årtierne efter Sovjetunionens sammenbrud har imidlertid gjort det klart, at NATO’s mission rækker langt videre. Stik imod de løfter, som blev givet tilbage i 1990’erne, har NATO udvidet helt op til Ruslands grænser.

Integrationen af nye medlemslande har i sig selv været en kæmpe forretning for den vestlige og især amerikanske våbenindustri. Men nok så vigtigt har det været at åbne nye markeder for den vestlige storkapitals ustandselige profitjagt.

Landenes imperialistiske monopoler investerer hundreder og tusinder af milliarder kroner internationalt, altså i andre lande end der, hvor virksomheden har sit hovedsæde. Det er et markant kendetegn ved imperialismen. De omdiskuterede investerings- og frihandelsaftaler som TTIP, CETA og TPP er på samme tid udtryk for denne vækst og vil, hvis de bliver sat i værk, markant øge den.

USA har lederskabet i NATO, og USA presser hårdt på for at udvide og opruste NATO som et globalt militær, hvor den øverstkommanderende sidder i Washington, hvorfor NATO først og fremmest varetager den amerikanske monopolkapitals interesser.

Der bliver lagt et betydeligt pres på de øvrige medlemslande for at få dem til at opfylde NATO’s målsætning om, at alle medlemslande skal bruge to procent af bruttonationalproduktet på militæret. Foreløbig er det kun en håndfuld lande, der lever op til dette krav.

Det amerikanske pres ser imidlertid ud til at virke, idet der gives mange forsikringer fra eksempelvis Angela Merkel og Lars Løkke Rasmussen om, at de agter at leve op til to-procents-kravet. Spekulationerne om, at Trump ville vende NATO ryggen, og det billede, der tegnes i de borgerlige medier af et NATO på grænsen til opløsning, har altså ikke hold i virkeligheden. Tværtimod – NATO opruster.

Oprustningen i NATO er et varsel om, at USA og de europæiske stormagter er klar til fortsat og i øget omfang at bruge militære midler til at sikre deres økonomiske interesser. NATO-landene bruger i dag mellem én og fire procent af deres bruttonationalprodukt på militær.

I faktiske tal bruger USA 600 milliarder dollars på militæret. Øvrige NATO-lande tilsammen bruger omkring 250 milliarder dollars. Rusland bruger 70 milliarder dollars og Kina 200 milliarder dollars. Ifølge NATO-tal står USA for 40 procent af verdens militære udgifter, øvrige NATO-lande står for 16 procent, Kina for ti procent og Rusland for fem procent.

Afskrækkelse og krisehåndtering

Nogle af de grundlæggende træk ved NATO’s gældende strategi er afskrækkelse (deterrence) og krisehåndtering (crisis management). Afskrækkelsen finder sted hele tiden, og den mest velkendte form er de mange store militærøvelser, som NATO og dets samarbejdslande gennemfører, ofte ganske tæt på eksempelvis Ruslands, Kinas og Nordkoreas grænser.

Ligesom afskrækkelsesstrategien udføres krisehåndtering i praksis ved hjælp af et globalt net af militærbaser- og installationer.

Sideløbende hermed fylder NATO-ledernes hykleriske klageråb mediefladerne, hver gang Nordkorea afprøver en raket, eller Rusland gennemfører lignende militære øvelser.

Afskrækkelsen bygger på såvel konventionelle som atomare våben. Netop atomvåben har altid været et kerneelement i NATO’s strategi, og med atommagterne USA, Storbritannien og Frankrig er alliancen klart den største atommagt. Ligesom det har været tilfældet med NATO’s globale krigsførelse igennem de seneste årtier, bakker den danske regering også op om NATO’s atomstrategi, som blandt andet omfatter en såkaldt first use-politik.

Det blev også understreget i forbindelse med FN’s vedtagelse af et forbud mod atomvåben, hvor 122 af verdens lande stemte for et sådant forbud. Verdens ni atommagter og NATO-landene, herunder Danmark, boykottede afstemningen. Som eneste undtagelse deltog den hollandske regering og stemte imod, fordi det hollandske parlament havde pålagt den at stemme.

Der er derfor et akut behov for at styrke den folkelige kamp mod atomvåben, også i Danmark.

Ligesom afskrækkelsesstrategien udføres krisehåndtering i praksis ved hjælp af et globalt net af militærbaser- og installationer, hvilket betyder, at USA og NATO i løbet af ganske kort tid er i stand til at sætte militær ind over hele kloden. NATO’s hovedmodstandere, Rusland og Kina, er således omringet af sådanne militærbaser, hvoraf flere af dem er bevæbnet med atomvåben.

EU og det imperialistiske system

Hele tanken bag EU har fra starten været at opbygge en europæisk supermagt, som politisk, økonomisk og militært kunne varetage den europæiske monopolkapitals interesser på den globale scene – i samarbejde med, men også i modsætning til USA.

I dette spil har de tre store medlemslande Tyskland, Frankrig og Storbritannien spillet forskellige roller.

Hele tanken bag EU har fra starten været at opbygge en europæisk supermagt, som kunne varetage den europæiske monopolkapitals interesser. 

Frankrig og Tyskland har udgjort en central akse i EU i forhold til at udvikle Unionen til en økonomisk, politisk og militær europæisk supermagt, som kan spille en selvstændig rolle globalt, uafhængigt af USA. Bag sig har de haft den gamle kerne af de oprindelige EU-lande.

Det afspejlede sig blandt andet under Irak-krigen, hvor Frankrig og Tyskland ikke deltog, og i de fransk-tyske bestræbelser på at opbygge en selvstændig EU-hær.

Efter at Angela Merkel blev kansler i Tyskland i 2005, og Nicolas Sarkozy indtog Elyseepalæet i 2007, har de to lande dog i højere grad fulgt USA’s linje. Det er eksempelvis tilfældet under den nuværende konfrontationskurs mod Rusland, hvilket har skadet begge landes økonomiske interesser, samt i krigene i Libyen og Syrien.

Storbritannien har derimod repræsenteret USA’s interesser i EU, hvilket blandt andet er blevet demonstreret ved landets modstand mod at opbygge et selvstændigt EU-militær parallelt med NATO.

Desuden har de baltiske lande og ikke mindst Polen varetaget USA’s interesser i EU, siden de blev medlemmer i 2004. Også de øvrige østeuropæiske lande har varetaget USA’s interesser i EU.

Danmark har traditionelt støttet begge fløje i EU. På den ene side har skiftende danske regeringer støttet unionsudviklingen hen imod EU-staten. På den anden side har Danmark samtidig støttet den britiske linje i spørgsmålet om at lægge EU-militæret under NATO og dermed USA.

Med brexit og britisk udtræden af EU vil USA miste en af sine centrale væbnere i EU. USA har dog stadig Polen og andre østeuropæiske lande til at varetage sine interesser, men stræber også efter en mere offensiv støtte fra vesteuropæiske allierede.

Den rolle ønsker USA at pålægge Danmark og de øvrige nordiske lande, fremgik det af et møde mellem de nordiske statsministre og USA’s forhenværende præsident Barack Obama i maj 2016.

Med Donald Trump i Det Hvide Hus er denne kurs ikke ændret. Danmark har en særlig position i USA’s magtspil, fordi Danmark er det eneste land, der både er medlem af EU og NATO, uagtet Danmarks forbehold for EU’s militære samarbejde. På mødet i maj 2016 lovede de nordiske lande blandt andet at øge de militære investeringer, og de forpligtede sig til at “styrke international sikkerhed og adressere globale spørgsmål ud over Europa”.

Brexit

Til gengæld styrker brexit Tysklands økonomiske og politiske magt i EU, mens Frankrigs magt er relativt svækket på grund af landets svækkede økonomi.

Frankrig, Tyskland og Italien med EU-kommissionen i spidsen lægger pres på at styrke unionsopbygningen økonomisk og militært.

Brexit har pustet nyt liv i den fransk-tyske akse og har desuden ført Tyskland, Frankrig og Italien tættere på hinanden i forhold til at benytte britisk udtræden af EU til at styrke unionsopbygningen, især blandt eurolandene. Frankrig og Tyskland diskuterer, hvordan man kan styrke det militære samarbejde, og også Italien taler om at styrke sikkerhedssamarbejdet.

Umiddelbart efter brexit-afstemningen udsendte de franske og tyske arbejdsgivere en fælles udtalelse, hvori de opfordrer Frankrigs og Tysklands regeringer til at “booste det europæiske samarbejde udenrigs- og sikkerhedspolitisk, især kampen mod terrorisme”, ligesom de opfordrede til “omgående, troværdige og synlige tiltag for at styrke ledelsen” af euroområdet.

De tilbageværende 27 EU-lande er fra 2004 til 2015 blevet relativt svækket på det økonomiske område, både på grund af den dybe krise, der brød ud i 2008, men også af den økonomiske udvikling i Kina og andre lande:

Ifølge EU-kommissionens egne tal tegnede de 27 EU-lande sig i 2004 for 26 procent af verdens bruttonationalprodukt. Det var faldet til 22 procent i 2015. Og i 2030 forventer EU, at andelen vil falde til under 20 procent.

Også USA’s, Japans og Storbritanniens andel af verdens bruttonationalprodukt er faldet i samme periode, mens Kinas er steget fra fem til 15 procent, viser tal fra EU’s hvidbog om Europas Fremtid fra maj 2017.

Indførelsen af euroen var og er først og fremmest de store monopolers projekt, et ønske om at skabe en global valuta som modvægt til dollarens dominerende stilling i verden. Ligesom den amerikanske dollar, pundet og den japanske yen er euroens stilling globalt imidlertid blevet udfordret af den kinesiske valuta. I 2015 sad euroen på 33 procent af valutamarkedet. To år senere er det faldet til 30 procent.

Til sammenligning er dollaren faldet fra 48 procent af valutamarkedet i 2015 til 43 procent i 2017. Det britiske pund er faldet fra 12 procent til otte procent i samme periode, viser tal fra Den Internationale Valutafond (IMF).  

Det er en del af baggrunden for, at Frankrig, Tyskland og Italien med EU-kommissionen i spidsen efter brexit-afstemningen lægger pres på for at styrke unionsopbygningen økonomisk og militært for at forsvare sine interesser globalt.

Brexit svækker på den ene side Unionens militære kapacitet. På den anden side har Storbritannien bekæmpet en militær opbygning af EU uden for NATO’s rammer, og med brexit er det ud til, at den militære opbygning får mere luft under vingerne.

Lissabon-traktaten har for alvor sat den militære opbygning på dagsordenen i EU. Siden 2003 har EU udført omkring 37 såkaldte sikkerhedsmissioner, hvoraf flertallet har fundet sted uden for EU.

EU-kommissionen arbejder nu konkret på at opdatere sin sikkerhedsstrategi samt at etablere et indre marked for militært isenkram og styrke den militære opbygning. Er det ikke muligt med alle 26 EU-lande (Danmark står udenfor), taler både udkastet til EU’s nye sikkerhedsstrategi og andre kræfter om at udnytte Lissabon-traktatens muligheder for forstærket samarbejde.

Hovedmodsætningen mellem kapital og arbejde

Siden finanskrisen i 2008 er den neoliberale deregulering af arbejdsmarkedet eskaleret i hele Europa. Det har skabt en lavtlønskapitalisme, der truer med at rive tæppet væk under arbejderklassens livs- og arbejdsvilkår.

Især har EU udnyttet finanskrisen til at gennemtvinge reformer gennem henstillinger, direkte diktater (blandt andet i Sydeuropa og Irland) og indirekte gennem finanspagt og sixpack.

Det har skabt en lavtlønskapitalisme, der truer med at rive tæppet væk under arbejderklassens livs- og arbejdsvilkår.

Udviklingen har haft en række elementer, der er gået igen i hele Europa:

  • Forringelser af understøttelse til arbejdsløse.
  • Deregulering af arbejdsmarkedet gennem en eksplosion i antallet af usikre ansættelser: Deltidsarbejde, midlertidige jobs, nul-timers kontrakter, vikarer, arme-ben og freelancejobs samt diverse former for indslusningsløn.
  • En afmontering af overenskomster gennem reformer af lovgivningen i blandt andet Spanien, Portugal, Frankrig og Grækenland.
  • Angreb på pensionsalderen.

Politikken er formuleret af storkapitalen og EU med Tyskland og Hartz-reformerne fra 2003-2005 som forbillede. Her gennemførtes reformerne sideløbende med en markant svækkelse af fagbevægelsens magt og den faglige organisering.

Mantraet er “det fleksible arbejdsmarked”, og målet er lavere lønninger og færre rettigheder til arbejderklassen og lønmodtagere generelt.

I Danmark er hvert andet nye job et deltidsjob, og i Frankrig er 85 procent af alle nye jobs midlertidige. I Tyskland er over halvdelen af alle nye jobs lavtlønnede.

Selv i lande som Sverige og Finland arbejder hundredetusinder i såkaldte sms-jobs eller på nul-timers-kontrakter uden garanti for timer eller løn i morgen, i næste uge eller næste måned. Det rammer også – men lagt fra kun – unge.

Samtidig bruges ny teknologi som murbrækker til at indføre jobs uden rettigheder ad bagvejen via apps og websites som Uber og Happy Helper.

Udviklingen har sammen med den strukturelle økonomiske krise haft en sønderlemmende effekt. Ti procent af europæerne er i dag working poor, altså fattige, selv om de har et arbejde.  Millioner af arbejdere, der tidligere havde organiserede jobs og kunne leve et liv i relativ tryghed, er endt i fattigdom og total usikkerhed. Uligheden er steget år for år.

I Tyskland er der i dag over 1100 food banks. I 1997 var der én. I Storbritannien er der over 400 food banks.

Udviklingen rammer både faglærte og ufaglærte arbejdere, ikke mindst i servicesektoren og på butiksområdet. Men dereguleringen finder også sted i industri og byggeri og blandt mellem- og højtuddannede.

I mange lande er arbejdsmarkedet opdelt i en del med mere eller mindre ordnede forhold i organiserede jobs, og en del præget af total mangel på rettigheder. Men udviklingen har vist, at det såkaldt prekære arbejdsmarked kan ramme overalt.

Dereguleringen er i mange europæiske lande blevet ledsaget af en veritabel hetz mod arbejdsløse i takt med, at kapitalen krævede reformer, der i bogstaveligste forstand kunne sulte de arbejdsløse til at acceptere jobs til stadigt lavere lønninger og med færre rettigheder. Den lavere understøttelse og de forringede sociale ydelser er blevet brugt til at banke bunden ud af lønudviklingen.

Sideløbende har EU-landene skåret ned på velfærd generelt, blandt andet på grund af pres fra EU’s finanspolitiske bånd, hvilket igen har forstærket fattiggørelsen.

Udviklingen er et udtryk for det øjeblikkelige styrkeforhold i klassekampen, men også for en desperat kapital, der vil bruge alle midler for at holde profitten oppe – også selv om det er ødelæggende for samfundet. De lave lønninger og sparepolitikken har nemlig også betydet lav vækst.

Modsætningen mellem arbejde og kapital skærpes på globalt plan og ikke mindst i de gamle industrilande. Reallønnen falder i en række lande, og det hæmmer væksten, og gør det sværere at sælge de varer, der produceres, og opretholde den ønskede profit. Mange arbejdere har groft sagt ikke råd til at købe de varer, de selv producerer. Det betyder samtidig, at stadig flere penge kanaliseres over i den spekulative økonomi for at sikre profitten i stedet for at blive geninvesteret i produktion.

Udviklingen har været med til at underminere tilliden til det politiske system og skabt grobund for brexit og en række protestvalg i europæiske lande.

Imperialismen og det nationale spørgsmål

Trods imperialismens indbyrdes modsætninger samarbejder de imperialistiske magter om undertrykkelsen af verdens folk. Den vestlige imperialisme sætter alle kræfter ind på at understøtte monopolerne. Det betyder fjernelse af enhver barriere, der kan forhindre deres profit. Det drejer sig om:

  • At sikre kapitalens, arbejdskraftens, varernes og tjenesteydelsernes frie bevægelighed
  • Tilegnelse af råstoffer og energi.
  • Sikring af geopolitiske og militære interesser.

Uanset hvilken af de ovenstående motiver, der er drivkraften, så skydes det nationale spørgsmål frem i forreste række. Retten til national selvbestemmelse og forsvaret for demokratiske rettigheder er blevet et skærpet og afgørende spørgsmål for arbejderklassen og folkene i verden.

Mange steder på kloden føres krige i de store monopolers interesse for at vinde råstoffer, markeder og militære strategiske positioner. 

Monopolerne ønsker at regere frit over hele verden. Det er i det lys, at de såkaldte investerings- og handelsaftaler som TTIP, CETA og TPP skal ses. De er et udtryk for den stadigt accelererende monopolisering. Kapitalismens behov for vækst og akkumulation og jagten på profit medfører, at store globale monopoler skal blive endnu større, smadre mindre konkurrenter og etablere et verdensmonopol. Det kræver, at alle nationale barrierer fjernes.

Det samme gælder for kapitalens umættelige behov for billig arbejdskraft, som sikres af arbejdskraftens frie bevægelighed. Importen af billig arbejdskraft gennem flygtninge og migranter er også en del af kapitalens vej frem mod lavtlønskapitalisme.

Mange steder på kloden føres krige i de store monopolers interesse for at vinde råstoffer, markeder og militære strategiske positioner. Den vestlige imperialisme har med USA i spidsen ”balkaniseret” flere nationer i strid med international ret – og uden hensyn til nationernes og folkenes ret til selvbestemmelse.

Den vestlige imperialisme intrigerer og manipulerer ved at destabilisere lovligt valgte regeringer. Det er sket med bølgen af de såkaldte farve-revolutioner og med iværksættelse af parlamentariske kup.

I Latinamerika er venstrebølgen skridtvis afløst af en højrebølge og en genoprettelse af USA's stærke indflydelse i regionen. Finanskapitalen, nationale og internationale monopoler og nationale kapitalister, der frygter at miste deres ejendom, har i samarbejde med medier (som de samme monopoler ofte ejer) og politiske kræfter i Washington og hovedstæder i EU slået til mod nationale, sociale og progressive regeringer og genvundet magten i land efter land.

Den økonomiske krise, et systematisk undergravende arbejde fra medierne og en serie parlamentariske kup har de seneste år ført til nyliberale højreregeringer, der erklærer deres vilje til at genskabe et tæt samarbejde med USA og Europas tidligere kolonimagter. I Venezuela støttes de reaktionære kræfter, og Trump truer med invasion.

I EU sættes retten til national selvstændighed mere og mere ud af kraft. De nationale parlamenter har meget få beføjelser tilbage. De er underlagt de europæiske monopolers taktstok i form af en mere og mere snæver union.

Den ujævne udvikling har også gjort sig gældende i selve EU, hvor trojkaen (EU-kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den internationale Valutafond) på vegne af storbankerne har opstillet krav til lande med gæld om at indfri deres gæld. Det har bragt Grækenland på fallittens rand, og hele landet sælges i stumper og stykker til storkapitalen.

Ukraine er blevet stillet over for de samme krav og er på det nærmeste også ophørt med at være en nation. Dertil kommer intrigerne fra den vestlige imperialisme, der har understøttet, at der oprettes en fascistisk regering i Kiev for at understøtte fjendtlighederne over for Rusland.

EU-lederne og hjemlige politikere spreder den farlige illusion, at en stærkere union er et værn om de nationale interesser. Men det modsatte er tilfældet. Det er et angreb på den nationale selvbestemmelse og på arbejderklassens levevilkår.

Imperialismen og socialismen

Imperialismen er i offensiven. Socialismen er trængt tilbage. Det har betydet en svækkelse af den kommunistiske bevægelse. I dag er de kommunistiske partier med ganske få undtagelser reduceret til ganske små partier uden massebasis. Det gælder især i Europa. De kommunistiske partier, der står på revolutionære positioner, har meget svært ved at brænde igennem og fremstå som et alternativ.

Denne venstrefløj har ingen appel til arbejderklassen, som den nærmest anser for at være bagstræberisk... Derfor er arbejderklassen i høj grad overladt til de ekstreme højrekræfter. 

Den kommunistiske bevægelse er splittet. I mange lande fortsætter atomiseringen af kommunisterne.

De gamle eurokommunistiske partier har forenet sig med den rød-grønne bølge og partierne omkring Fjerde Internationale. Og en ny venstresocialdemokratisk organisering er opstået med Europæisk Venstreparti. De har opnået en vis parlamentarisk gennemslagskraft.

En venstregående bevægelse er under udvikling, men opfanges i mange lande af partierne i Europæisk Venstreparti, sådan som det eksempelvis i Danmark er tilfældet med Enhedslisten. Ligeledes opstår der forskellige organisationer, der reagerer på krisen i de enkelte lande som Podemos i Spanien. Det er bevægelser, der er imod partipolitisk organisering, og som ikke søger tilknytning til fagbevægelsen.

Denne venstrefløj har ingen appel til arbejderklassen, som den nærmest anser for at være bagstræberisk. Den fjerner sig fra et klassestandpunkt og appellerer i stedet til mellemlagenes småborgerlige venstrefløj med spørgsmål, der er underordnet klassespørgsmålet såsom diskrimination og identitetspolitik. Og den fungerer objektivt som støtte for imperialismen i den borgerlige humanismes navn.

Derfor er arbejderklassen i høj grad overladt til de ekstreme højrekræfter, som tager udgangspunkt i arbejderklassens sociale bekymringer, og som spiller det fremmedfjendske kort for at så splittelse.

Som Dansk Folkeparti har de øvrige europæiske højrepartier ligeledes held med at fremstå som EU-kritiske partier, der kræver retten til national selvbestemmelse, hvilket har fået den såkaldte venstrefløj til at gå i selvsving og tage afstand fra dette krav og kalde det nationalisme, protektionisme og tilsvarende uden forståelse for, at imperialismen spiller de kort, der er hensigtsmæssige for at svække arbejderklassens kamp.

Fascismen forberedes

Mange steder er det kapitalistiske parlamentariske system i krise. Arbejderklassen mister interessen, da den alligevel blot får mere af ”det samme”, uanset hvad den stemmer. Sådanne kriser vil skærpe klassekampen. Problemet er blot, hvem der udformer strategien for disse kampe.

Krisen for det kapitalistiske system fortsætter, og vi befinder os i en periode, hvor fascismen forberedes.

I mange europæiske lande har parlamentarikerleden ramt de socialdemokratiske partier. Arbejderklassen vender ryggen til deres nyliberale politik. I Frankrig og Holland blev de socialdemokratiske partier så godt som eliminerede ved valgene i 2017. Og i Norge og Tyskland var der også markant tilbagegang.

De seneste valg i USA og Frankrig har bragt nye præsidenter til magten, som er ledende kadrer direkte fra finanskapitalen, begge to kandidater, som ikke havde deres rod i politiske partier. I Frankrig var det den monopoliserede presse, der sikrede valgsejren for Macron, der har varslet skrappe nedskæringer over for den franske arbejderklasse, hvoraf store dele kvitterede ved at boykotte valget.

Den bulgarske kommunist Georgi Dimitrov definerede fascismen ved magten som ”finanskapitalens mest reaktionære, mest chauvinistiske og mest imperialistiske elementers åbne terroristiske diktatur”. Så langt har situationen endnu ikke udviklet sig, men krisen for det kapitalistiske system fortsætter, og vi befinder os i en periode, hvor fascismen forberedes.

På et tidspunkt kommer der en revolutionær situation, hvor de herskende ikke længere kan herske, og de beherskede ikke længere vil beherskes. Og da er det et spørgsmål om, hvem der har styrken og rodfæstet i arbejderklassen.

02. mar. 2018 - 13:00   05. mar. 2018 - 16:57

Analyse

af landsledelsen i Kommunistisk Parti
Beretning til Kommunistisk Partis 5. kongres
  • Denne analyse er en del af beretningen til Kommunistisk Partis 5. kongres, som blev afholdt den 23.-25. februar 2018. Beretningen er udarbejdet af KP's Landsledelse og opdaterer og sammenfatter partiets analyser igennem de sidste tre år. 

  • Siden Kommunistisk Partis 4. kongres er der sket dramatisk forandringer, både i den internationale situation og i klassekampen i Danmark. Spændingerne og modsætningerne i verden er vokset. Centraliseringen af kapitalen har antaget nye højder. En uhyre rigdom for de få og en uhyre fattigdom for de mange. Kapitalismens strukturelle krise er blevet værre, og dens modsætninger skærpes på alle fronter.

  • Herhjemme er magthaverne i fuld gang med at afvikle den kollektive velfærd. Uligheden i det danske samfund eksploderer. Uligheden er i stor stil blevet accepteret af Socialdemokratiet, der skridt for skridt har fjernet sig fra arbejderklassen og fagbevægelsen.