31 Oct 2020  

KBH: Overskyet, let støvregn, tåge, 11 °C

Arbejderklassen der ikke blev væk

Betragtninger over klasseanalysens teori

Arbejderklassen der ikke blev væk

Er arbejderklassen ikke længere den centrale og førende kraft i kampen for et alternativ til det nuværende samfund? Er der andre klasser og lag, som har overtaget denne rolle? Eller er arbejderklassen i dag som på Marx’ tid den eneste kraft, som kan lede kampen mod den kapitalistiske udbytning og undertrykkelse og for et socialistisk samfund, der gør op med dette?

Mange vil afsværge arbejderklassen og dens historiske mission som kapitalismens banemand. Teorier lanceres om, at vi er gået fra et industrisamfund til et postindustrielt samfund. Dette betegnes i flæng som et service-, videns- eller informationssamfund.
FOTO: PN
1 af 1

Gennem den sidste snes år er arbejderbevægelsen og den kommunistiske bevægelse kommet under stadig stigende pres. Presset er ikke kun økonomisk, politisk og socialt med undergravelse og tab af hævdvundne rettigheder og kollektive løsningsmodeller. Det er også i høj grad et ideologisk og teoretisk pres, som rettes over en bred front.

Selve den marxistiske samfundsvidenskab, den dialektiske og historiske materialisme, søges revideret eller kasseret som forældet. En hær af skribenter af forskellig observans tørner sammen med de folk, som stadig betragter marxismen-leninismen som den eneste teori, der på et videnskabeligt grundlag kan forklare de nye fænomener i verden og anvise et moderne alternativ til det nuværende kapitalistiske samfund.

Et af de helt centrale stridsspørgsmål mellem kommunisterne og deres modstandere drejer sig om arbejderklassens placering og rolle i det moderne samfund:

Er arbejderklassen ved at forsvinde som følge af de nye produktionsformer? Eller er den tværtimod en klasse i vækst, som i dag udgør et flertal af den erhvervsdygtige befolkning, ikke kun i de udviklede lande, men også i verden som helhed?

Er arbejderklassen ikke længere den centrale og førende kraft i kampen for et alternativ til det nuværende samfund? Er der andre klasser og lag, som har overtaget denne rolle? Eller er arbejderklassen i dag som på Marx’ tid den eneste kraft, som kan lede kampen mod den kapitalistiske udbytning og undertrykkelse og for et socialistisk samfund, der gør op med dette?

Hvis arbejderklassen forsvinder, er dens samfundsprojekt, socialismen, så stadig alternativet til kapitalismen? Eller er alternativet i dag knyttet til andre klasser og lag med andre interesser? Er dette alternativ så overhovedet socialistisk? Og kan det følgelig tænkes gennemført inden for rammerne af kapitalismen »med et mere menneskeligt ansigt«?

Er klassekampen overhovedet længere historiens drivkraft, sådan som den videnskabelige socialismes grundlæggere, Karl Marx og Friedrich Engels, formulerede det for over 150 år siden? Eller har klassesamarbejde eller blot »dialog« nu endelig afløst den forbistrede klassekamp, sådan som reformister og borgerskab har ønsket det i de sidste hundrede år?

Alt dette er grundlæggende ideologiske spørgsmål, som går tværs ned gennem samfundet, og som i bund og grund har at gøre med holdningen til arbejderklassen og dens placering og rolle i samfundet.

Samfundsvidenskabens grund

I dag skorter det ikke på stort anlagte teoretiske og ideologiske forsøg på at afsværge arbejderklassen og dens historiske mission som kapitalismens banemand.

Teorier lanceres om, at vi er gået fra et industrisamfund til et postindustrielt samfund. Dette betegnes i flæng som et service-, videns- eller informationssamfund, som om industrien og produktionen af livsfornødenhederne ikke stadig var grundlaget for livet og aktiviteterne i ethvert samfund.

Arbejderklassen, der alene betragtes som fabriksproletariat og tilmed som folk beskæftiget med fysisk arbejde, reduceres hermed i vægt og betydning i samfundet. Karl Marx’ tese om arbejderklassens voksende betydning i det kapitalistiske samfund skulle følgelig have vist sig at være forkert. Det samme skulle angiveligt hans teori om klassekampen mellem arbejderklasse og borgerskab, der i sidste ende nødvendigvis vil føre til arbejderklassens omstyrtelse af borgerskabets magt.

Det er indlysende, at hvis arbejderklassen igen skal spille en central rolle i samfundsudviklingen, og hvis kommunisterne igen skal blive en kraft, der tæller, så må dette ideologiske fremstød fra nyliberalismen og dens venner tilbagevises.

Men det må ikke gøres dogmatisk med henvisning til hellige skrifter og evige sandheder eller nostalgisk med ønsket om at få fortiden tilbage. Noget sådant vil kun tjene til at forlænge kommunisternes ophold på sidelinjen. Det må tværtimod gøres med åbent sind, hvor realiteternes ses i øjnene.

Samfundet har forandret sig, klasserne har forandret sig, arbejderklassen har forandret sig. Som alt andet er disse fænomener underkastet forandringens love. Hvad det gælder om, er at finde ud af, hvordan samfundet reelt ser ud i dag, hvordan klasserne og ikke mindst arbejderklassen ser ud, og hvilke roller de spiller og kan spille.

En sådan undersøgelse må imidlertid foregå på samfundsvidenskabens grund. Og den eneste videnskab, som kan bruges i denne sammenhæng, er den dialektiske og historiske materialisme, sådan som den er grundlagt af Marx og Engels og videreudviklet af Lenin og en lang række andre revolutionære tænkere.

Klassekampen som historiens drivkraft

Ifølge den historiske materialisme kan historien og samfundsudviklingen til syvende og sidst kun forstås ud fra de materielle vilkår og de relationer, som menneskene indgår i indbyrdes i forbindelse med produktionen og reproduktionen af deres livsbetingelser. Det er disse elementer, som i sidste ende sætter sig igennem og skaber historien.

Faktisk krævede det en lang historisk udvikling, før historikerne fik øje på økonomien, klasserne og kampen mellem dem som en bestemmende faktor i historien. Det var dog ikke marxismens grundlæggere, men franske historikere, der blotlagde eksistensen af klasserne og klassekampen. Men det var Marx og Engels – og især førstnævnte – der drog de politiske og historiske konsekvenser af denne opdagelse. I et brev til Weydemeyer i 1852 skrev Marx således:
»Hvad nu mig angår, så tilkommer der mig ikke den fortjeneste at have opdaget hverken klassernes eksistens i det moderne samfund eller deres indbyrdes kamp. Borgerlige historikere havde længe før mig skildret, hvordan denne klassernes kamp historisk har udviklet sig, og borgerlige økonomer havde fremstillet denne udviklings økonomiske anatomi. Hvad jeg tilføjede af nyt var 1) at påvise, at klassernes eksistens blot er knyttet til bestemte historiske faser i produktionens udvikling; 2) at klassekampen nødvendigvis fører til proletariatets diktatur; 3) at selve dette diktatur kun danner overgangen til ophævelsen af alle klasser og til et klasseløst samfund.«1

I dette citat ser man tydeligt den sammenhæng, der i den marxistiske teori er mellem klassernes eksistens, kampen for et alternativ (det klasseløse samfund) og arbejderklassens rolle (proletariatets diktatur).

Det er følgelig også klart, at hvis det skulle vise sig, at arbejderklassen og dens rolle er på retur, så har marxismens grundlæggere ikke alene taget fejl i deres forudsigelser. Også den indre logik i deres teori om klassekampen og fremtidens samfund er dermed brudt sammen.

En klasseanalyse af det moderne samfund er derfor et kerneelement med henblik på at bevise eller modbevise marxismen og dermed fastholde eller droppe socialismen som alternativ. Holdningen til arbejderklassen er følgelig et afgørende ideologisk spørgsmål, som må afgøres teoretisk ved hjælp af en videnskabelig analyse af det nuværende samfund.

Det er en opgave, som ikke kan løftes af en håndfuld mennesker eller et enkelt parti. Det må nødvendigvis være en fælles opgave for kommunisterne på nationalt og internationalt plan. Ikke mindst fordi overgangen til imperialismen som et sammenhængende kapitalistisk verdenssystem og de seneste årtiers internationalisering har gjort det umuligt at forstå arbejderklassen i det enkelte land uden at sætte den i relation til arbejderklassen i den øvrige verden.

Formålet med en klasseanalyse

Der findes mange måder at »fortynde« den marxistiske klasseanalyse på. Det sker fremfor alt ved at inddrage irrelevante eller sekundære elementer i analysen. Navnlig borgerlige sociologer fremdrager i disse år en lang række af sådanne elementer, hvormed de enten »beviser«, at klasserne ikke længere findes, at klasseforskellene er på vej til at udlignes, eller at arbejderklassen har mistet sit revolutionære potentiale og er blevet afløst af andre klasser og lag som »historiens subjekt«.

Problemet er, at en del mennesker, der betragter sig selv som marxister, som følge af marxismens velkendte krise går på strandhugst i dette borgerlige vraggods. På denne måde åbner de en ladeport for borgerlig ideologi. Og herved bidrager selv til at forlænge den praktiske og teoretiske krise, der blandt andet har sine rødder i den dogmatisme, som gennem lang tid prægede den kommunistiske bevægelse, og som netop gjorde det umuligt at fortolke mange af de nye problemer og udviklingstendenser og på dette grundlag anvise en farbar vej fremad.

Man kan dele samfundets medlemmer op på mange måder: Alder (ung/voksen/gammel), arbejde (erhvervsaktiv/pensionist), køn (mand/kvinde, hudfarve (hvid/sort), religion (troende/ateist, kristen/muslim), seksualitet (hetero/homo), uddannelse (akademiker/faglig), bolig (selvejer/lejer) osv.

Alle disse kriterier har relevans for en samlet beskrivelse af samfundet og dets medlemmer. De har også relevans som objektivt grundlag for en forståelse af en række samfundsmæssige problemer. Men ingen af dem har direkte noget at gøre med samfundets økonomiske grundlag og endnu mindre med den kamp, som driver samfundet fremad.

Selv om alle blev selvejere, akademikere, hetero, troende osv., ville vi stadig have et kapitalistisk samfund. Og hvis kvindekampen førte til, at der kun var kvinder tilbage, eller generationskløften blev løst ved, at der kun var pensionister, ville samfundets simpelthen uddø.

Uden at ringeagte nogle af disse forskelle, hvoraf flere også har indflydelse på klassekampen og de former, den forgår under (f.eks. kvindekampen), så er det for marxister klart, at ingen af disse forskelle kan udgøre det materielle grundlag for en bestemmelse af samfundets klasser. Klasser bestemmes i marxistisk forstand fremfor alt ud fra samfundets økonomiske basis. Kun modsætninger, hvis indbyrdes kamp og løsning driver samfundet fremad, har interesse i denne sammenhæng.

Hvis nogen vil insistere på at kalde de ovennævnte forskelle for klasseforskelle, så er de da hjerteligt velkomne til dette. Man skal blot vide, hvad man taler om.

Ordet »klasse« er ligesom lag, gruppe, kaste, rang, art, sort m.v. blot begrebsmæssige betegnelser for en inddeling eller opdeling af bestemte ting og fænomener. Marxister har selvsagt ikke eneret på ordet »klasse«. Det bruges også uden for samfundsvidenskaben, f.eks. skatteklasser, 1. og 2. klasse i tog osv. Det er formålet, der bestemmer arten af klasseanalyse. Hvis man ønsker en beskrivelse af samfundets medlemmer i henhold til deres religion, kan man naturligvis lave en »klasse«analyse af folks religion.

På samme måde har marxister et helt klart formål med at gennemføre en nutidig klasseanalyse. Og dette formål bestemmer så atter de kriterier, man lægger til grund for denne analyse.

Som allerede nævnt ovenfor er en opdateret klasseanalyse en forudsætning for, at marxismen kan genbekræftes som samfundsvidenskab og teori for samfundets udvikling. Den er en forudsætning for, at klassekampen stadig kan betragtes som historiens drivkraft, at arbejderklassen stadig kan betragtes som den ledende kraft i kampen mod kapitalismen, og at socialismen stadig kan præsenteres som alternativ til kapitalismen. En opdateret klasseanalyse er en forudsætning for, at den marxistisk-leninistiske teori kan videreudvikles og bringes på højde med tidens krav. Men herudover er der tre umiddelbare formål med en sådan klasseanalyse.

For det første er en ajourført klasseanalyse en forudsætning for, at der kan udarbejdes en kommunistisk strategi for kampen mod kapitalismen. En sådan strategi må tage udgangspunkt i de objektive forhold i samfundet. Den må afdække de klasser og objektive interesser, der findes i samfundet, og karakteren af de modsætninger, som findes imellem dem.

På dette grundlag kan revolutionens potentielle hovedkraft såvel som dens hovedfjende bestemmes. Endvidere kan man udpege de klasser og lag, som kan blive allierede i revolutionen eller forskellige etaper af den revolutionære proces, såvel som grundlaget for disse alliancer.

På samme måde kan mulige modsætninger i fjendens lejr blotlægges, og det samme kan bestemte lag, som kan neutraliseres, og grundlaget for denne neutralisering. Og endelig kan elementer og sprækker i egne rækker, som fjenden kan udnytte, afdækkes og isoleres.

En sådan klassebestemt strategi vil være et solidt grundlag for at udarbejde en tidssvarende kommunistisk politik. Denne politik må så ydermere inkorporere kvindekampen, den antiracistiske kamp, miljøkampen osv., idet disse og andre spørgsmål er centrale for nutidsmennesket og kan tjene som grundlag for en solid alliancepolitik.

For det andet er en ajourført klasseanalyse en forudsætning for en genlancering og hurtig udvikling af den kommunistiske bevægelse, som i dag er bombet flere årtier tilbage. Ved at udpege de mest fremskredne dele af arbejderklassen og de arbejdspladser, som objektivt set har forudsætninger for at rykke i klassekampen, kan kommunisterne prioritere deres relativt få kræfter og sikre en hurtigere udvikling, end hvis de arbejdede usystematisk og på må og få.

Og for det tredje er en ajourført klasseanalyse en forudsætning for at udvikle en klassebevidsthed hos arbejderklassen, som i dag fra at være en klasse for sig selv i høj grad igen er blevet reduceret til en klasse i sig selv, dvs. uden bevidsthed om sin egen placering og rolle i samfundet og uden en stærk organisation til at gøre sine interesser gældende.

Arbejdernes klassebevidsthed

Dette aspekt overses ofte. Men allerede i 1897 skrev Lenin således om de russiske socialdemokraters [læs: kommunisters] opgaver:

»Det russiske socialdemokratis socialistiske aktiviteter består i ved hjælp af propaganda at sprede en rigtig forståelse blandt arbejderne af det nuværende sociale og økonomiske system, dets grundlag og udvikling, en forståelse af de forskellige klasser, af deres indbyrdes forbindelser, af kampen mellem disse klasser, af arbejderklassens rolle i denne kamp, af dens holdning til de svindende og fremvoksende klasser, til kapitalismens fortid og fremtid, en forståelse af det internationale socialdemokratis og den russiske arbejderklasses historiske opgave.«2

Senere i samme artikel talte han om »behovet for præcist at forbinde den revolutionære kamp med en bestemt klasses bestemte interesser og analysere dens forhold til andre klasser«3. Og fem år senere forbandt han i sin berømte bog "Hvad må der gøres", som spillede en vigtig ideologisk rolle i forberedelsen af Oktoberrevolutionen, direkte arbejdernes klassebevidsthed med deres forståelse ikke alene af sig selv som klasse, men af samfundets klasser som helhed og deres indbyrdes forhold:

»Arbejderklassens bevidsthed kan ikke være en virkelig politisk bevidsthed, hvis arbejderne ikke har lært at reagere på alle mulige tilfælde af vilkårlighed og undertrykkelse, vold og magtmisbrug, ligegyldigt hvilke klasser disse tilfælde rammer – og reagere netop ud fra et socialdemokratisk og ikke ud fra noget som helst andet synspunkt. Arbejdermassernes bevidsthed kan ikke være en virkelig klassebevidsthed, hvis ikke arbejderne ved konkrete og samtidig ubetinget aktuelle politiske kendsgerninger og begivenheder lærer at studere enhver af disse øvrige samfundsklasser i alle fænomener inden for disse klassers åndelige, moralske og politiske liv – ikke lærer i praksis at anvende den materialistiske analyse og materialistiske vurdering af alle sider af alle klassers, lags og befolkningsgruppers virksomhed og liv. Den, der udelukkende eller blot hovedsageligt retter arbejderklassens opmærksomhed, iagttagelse og bevidsthed på klassen selv, er ingen socialdemokrat, for arbejderklassens kendskab til sig selv er uløseligt knyttet til fuldstændig klarhed over ikke blot de teoretiske forestillinger … ja, rettere sagt: ikke så meget de teoretiske, som de ved det politiske livs erfaring dannede forestillinger om det gensidige forhold mellem alle klasser i det moderne samfund. Netop derfor er vore økonomisters præken om, at den økonomiske kamp er det videst anvendelige middel til at drage masserne ind i den politiske bevægelse, så dybt skadelig og så dybt reaktionær i sin praktiske betydning. For at blive socialdemokrati må arbejderen have en klar forestilling om godsejerens og popens, embedsmandens og bondens, studentens og vagabondens økonomiske natur og samfundspolitiske ansigt, kende deres stærke og deres svage sider, formå at finde rede i de gængse fraser og de forskellige spidsfindigheder, hvormed hver klasse og hvert lag dækker over deres egoistiske tilbøjeligheder og deres virkelige »indre«, formå at finde rede i, hvilke institutioner og love der genspejler og hvorledes de faktisk genspejler disse eller hine interesser.«4

Der er således ingen tvivl om, at en klasseanalyse har vidtrækkende betydning og på mange måder er en forudsætning for, at kommunisterne kan gøre deres arbejde ordentligt. Den er en central brik i genoplivningen af kommunismen som en politisk, ideologisk, social og organisatorisk faktor i det danske samfund.

Definitioner og begreber

Selv om klassebegrebet var helt centralt i Marx’ og Engels’ økonomiske og politiske tænkning, har de intet sted givet en omfattende definition af dette begreb. Det forhindrer dog ikke, at der rundt om i deres skrifter er mange værdifulde bemærkninger og vurderinger, som samlet set giver en rimelig ide om, hvad de mente med klasser. I en fodnote til Det kommunistiske manifest, som Engels tilføjede i 1888, giver han således en kort definition af begreberne »bourgeoisi« og »proletariat«, dvs. kapitalistklasse og arbejderklasse:

»Ved bourgeoisi forstås de moderne kapitalisters klasse, som er ejere af de samfundsmæssige produktionsmidler, og som udbytter lønarbejde. Ved proletariat forstås de moderne lønarbejdere, som ikke besidder egne produktionsmidler og derfor er henvist til at sælge deres arbejdskraft for at kunne leve.«5

Denne definition er kort og håndterlig og har gennem tiden bidraget til forståelsen af disse to hovedklasser. Især definitionen af arbejderklassen rammer, som vi skal se, en pæl igennem nutidige indsnævringer af marxismens arbejderbegreb.

Men samtidig er den problematisk, fordi den, som vi også skal se, ikke indbefatter en stor del af vor tids arbejderklasse og tilmed er i modstrid med det noget bredere arbejderbegreb, som Karl Marx opererede med i Kapitalen og Teorier om merværdien. Sidstnævnte fremsætter i sit skrift Louis Bonapartes attende brumaire en række værdifulde bemærkninger om klassebegrebet. I dette skrift foretager han bl.a. en konkret klasseanalyse af de kræfter, som var aktive i forbindelse med den franske revolution 1848-51. Og i den forbindelse skriver han følgende om småbrugerne på landet:

»For så vidt som millioner af familier lever under økonomiske eksistensbetingelser, som skiller deres levemåde, deres interesse og dannelse fra andre klasser og stiller dem i et fjendtligt forhold til disse, udgør de en klasse. For så vidt som der kun består en lokal sammenhæng mellem småbrugerne, og deres interessers ensartethed ikke skaber fællesskab, en national forbindelse og en politisk organisation mellem dem, er de ingen klasse. De er derfor ude af stand til at gøre deres klasseinteresser gældende i deres eget navn, hvad enten det er gennem et parlament eller gennem et konvent. De kan ikke repræsentere sig selv, de må repræsenteres.«6

Her præsenterer Marx noget, som kunne kaldes et »udvidet klassebegreb«, idet han også gør dannelse samt eksistensen af en politisk organisation og repræsentation til en betingelse for, at man kan tale om en klasse. Hvad Marx her definerer, er ikke alene en klasse i sig selv (Ansich), dvs. objektivt, men også for sig selv (Fürsich), dvs. subjektivt. Dette klassebegreb opererer Marx også med i andre af sine skrifter, f.eks. i Det kommunistiske manifest, hvori det bl.a. hedder:

»Denne organisering af proletarerne som klasse og dermed som politisk parti bliver hvert øjeblik sprængt igen af arbejdernes indbyrdes konkurrence«.7

I Manifestet udgør arbejderne først en klasse, når de forstår at gøre deres interesser gældende, ellers er de blot en »masse«.8  Andre steder opererer Marx og Engels derimod med et mere »indsnævret klassebegreb«, dvs. en klasse i sig selv uden politisk organisation og bevidsthed om sin egen rolle. Dette var f.eks. tilfældet med Engels’ fodnote i selvsamme skrift. Men derudover er det i ovenstående citat fra Louis Bonapartes attende brumaire interessant, at Marx også forudsætter, at klasser består af store menneskegrupper. Den samme forudsætning finder man i Lenins berømte definition af klassebegrebet:

»Klasser kalder man store menneskegrupper, der adskiller sig ved deres placering i den samfundsmæssige produktions historisk bestemte system, ved deres forhold til produktionsmidlerne (hvad der i hovedsagen er nedfældet og udformet i love), ved deres rolle i den samfundsmæssige organisering af arbejdet, og følgelig ved de måder, hvorpå de får, og det omfang, hvori de får den part af samfundsrigdommen, som tilfalder dem. Klasser, det er menneskegrupper, af hvilke den ene kan tilegne sig den andens arbejde, i kraft af deres placering i den givne økonomiske samfundsstruktur.«9

Dette citat relaterer sig, som man kan se, først og fremmest til samfundets økonomiske basis og er det hidtil mest vellykkede forsøg på at give en mere omfattende definition af klassebegrebet. Denne definition af klassebegrebet har været omfattende citeret i den marxistiske litteratur. Undertiden på en ret så dogmatisk vis, som om det var det sidste ord at sige i denne forbindelse. Andre forfattere har haft et mere dialektisk og nuanceret forhold til dette citat. Nogle forfattere foreslår endda at tilføje en række andre kriterier til ovennævnte. Den belgiske kommunist Jean Pestieau10 mener således, at »situationen i forhold til statsapparatet« også må indarbejdes i definitionen.

Hvorom alting er, så må det for en dialektisk materialist stå klart, at ikke alle fænomener i det virkelige liv lader sig presse ind i en definition af denne art, uanset om man udvider med yderligere et eller to kriterier. Lenin gør selv meget tydeligt opmærksom på dette i et andet af sine skrifter:

»Alt for korte definitioner er ganske vist nemme, fordi de resumerer det vigtigste, men dog utilstrækkelige, så snart man specielt vil udlede væsentlige træk ved det fænomen, man skal definere. (…) alle definitioner har kun betinget og relativ betydning, fordi en definition aldrig kan omfatte alle en fuldt udviklet foreteelses mangfoldige sammenhænge…«11

Det er utvivlsomt i denne ånd, at en klasseanalyse af nutidens virkelighed må foretages. Ellers risikerer man nemt, at ikke alle træk ved de forskellige klasser og lag bliver fanget op af analysen.

Er klasserne ved at forsvinde?

Som nævnt i indledningen til denne artikel taler forskellige borgerlige ideologer og sociologer i dag om, at klasserne er ved at forsvinde. Alene en sådan påstand viser, hvor langt der er fra deres elfenbenstårne til den virkelige verden. Man behøver blot at kaste et blik ud over verden for at se, at det forholder sig stik modsat.

Alle internationale statistikker viser samstemmende, at forskellene mellem rig og fattig aldrig på noget tidspunkt i historien har været så store som i dag. En lille gruppe af stenrige mennesker ejer i dag hver især mere end hele bruttonationalproduktet i en række af verdens fattigste lande. Samtidig må en fjerdedel af klodens befolkning klare sig for under en dollar om dagen.

Selv om rigdom og fattigdom ikke i sig selv er klassekriterier, er det dog et klart vidnesbyrd om, at der findes en forsvindende gruppe af mennesker, som i kraft af deres kapital og ejendomsret til produktionsmidlerne skovler ufattelige summer ind i profit og renter, mens det store flertal er henvist til at knokle for disse herrer til en stadig ringere løn eller tilmed er helt udstødt og opgivet af de selvsamme herrer. At påstå, at klasserne er ved at forsvinde, er en åbenbar fornægtelse af virkeligheden.

En række borgerlige ideologer og sociologer, der udmærket kender disse kendsgerninger, river en lille gruppe udviklede lande ud af deres internationale sammenhæng. Herefter ser de bort fra den internationale arbejdsdeling og den kendsgerning, at produktionen i det enkelte land i stigende grad blot er et led i en global kæde. Videre ser de bort fra, at arbejderklassen fremfor alt er en international klasse og arbejderne i det enkelte land derfor kun kan anskues som en del af denne fælles klasse. Og endelig forbigår de den nettooverførsel af penge, som hver år finder sted fra de underudviklede til de udviklede imperialistiske lande.

I stedet fokuserer de så udelukkende på sidstnævnte lande for at sælge det synspunkt, at klasseforskellene i disse lande som følge af videnskabens og teknologiens fremskridt er ved at blive udlignet og klasserne følgelig ved at forsvinde, og at dette varsler en lignende udvikling over hele kloden engang i fremtiden. Kodeordet er »globalisering« i dens mest vulgære betydning. Det er »videnskab«, når den er værst.

En af de metoder, de bruger for at forsvare disse synspunkter, er at fokusere på en række sekundære fænomener i de udviklede lande. F.eks. konstaterer de, at en stor del af arbejderklassen i dag er blevet bilejere, husejere og lignende, at dette nærmer arbejdernes levestandard og livsstil til kapitalisternes og gør, at de føler, at de har noget at miste ved at føre klassekamp og derfor ikke skal risikere noget.

I en alsidig analyse af den danske arbejderklasse kan man naturligvis ikke se bort fra disse fænomener, som netop kan føre til, at klassekampen finder andre former, at den så at sige »forsinkes«, fordi der skal mere til, før folk kaster sig ud i f.eks. strejkekampe eller andre aktiviteter, hvor de risikerer at miste jobbet og dermed pengene til prioriteterne. Det må man tage højde for, når man planlægger en kommunistisk politik. Men det har blot intet med udligning af klasseforskellene og klassekampens uddøen at gøre.

Klasser i marxistisk forstand defineres ikke ud fra personlig ejendomsret til forbrugsartikler såsom bil, hus, køleskab, computer osv., men ud fra ejendomsretten til produktionsmidlerne. Og i den forstand er den private ejendomsret stadig dominerende i Danmark, hvor et stadig mindre antal mennesker ejer mere og mere, mens hovedparten af befolkningen er nødt til at tage lønarbejde for at eksistere.

Det er denne grundlæggende interessekonflikt mellem ejere og ikke-ejere af produktionsmidler, som bestemmer, at Danmark stadig er et klassesamfund, og at kampen mellem klasserne derfor også fremover vil være drivkraften i udviklingen.

 

NOTER:

1) Karl Marx: Brev til Weydemeyer, s. 453.

2) V.I. Lenin: The Tasks of the Russian Social-Democrats, s. 329.

3) Ibid., s. 343

4) V.I. Lenin: Hvad må der gøres, s. 92-93.

5) Karl Marx og Friedrich Engels: Det kommunistiske partis manifest, s. 26.

6) Karl Marx: Louis Bonapartes attende brumaire, s. 327.

7) Karl Marx og Friedrich Engels: Det kommunistiske partis manifest, s. 35
8) Ibid., s. 34.

9) V.I. Lenin: Et storstilet initiativ, s. 244.

10) Jean Pestieau: The changes in the composition of the working class and the proletariat.

11) V.I. Lenin: Imperialismen som kapitalismens højeste stadium, s. 150-151.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. dec. 2012 - 11:00   07. dec. 2012 - 17:37

Teori

af Sven Tarp, dr. ling. merc., medlem af Kommunistisk Parti.
Klassesamfund

For nylig udkom bogen "Det danske klassesamfund", som blev anmeldt i Arbejderen den 17. november.

I den anledning sætter Arbejderen fokus på begreber som klasser, klassekamp og klasseanalyse.

Denne artikel er et uddrag af en længere artikel fra 2003, som indeholder betragtninger over klasseanalysens teori, metode og formål.