26 Oct 2020  

KBH: Spredte skyer, 10 °C

Mere virkeligt end virkeligheden selv

Anmeldelse

Mere virkeligt end virkeligheden selv

"Spejlmanden" på Mungopark er et fænomenalt lærestykke om vor tid og de sandheder, der omgiver os. Flot spillet og helt forrygende skrevet. Intet mindre.

De tre skuespillere spiller historien i tæt samspil og i et forrygende tempo.
FOTO: Mikkel Russel
1 af 1

Det er ikke altid hensigtsmæssigt at se verden som sort og hvid. Men når det kommer til, hvad der er virkeligt, og hvad der er fiktion, har vi alle lært, at journalistik er fakta, og at teater er fiktion. Sådan er det bare. Skidt fra kanel. Men denne skarpe opdeling sætter stykket Spejlmanden på Mungo Park og dramatiker Viktor Tjerneld et stort, tykt og uhyre aktuelt spørgsmålstegn ved.

Uden at afsløre for meget er det noget nær det mest tankevækkende nyskrevne danske teater, vi længe har set.

Det er ikke kun journalistikken, der står for skud. Også teateret og alle de fortællinger, historier og fastslåede sandheder, vi bærer rundt på, bliver på sin vis tryktestet i stykkets fremragende manuskript.

Spejlmanden er på overfladen en fortælling om den først hæderkronede og senere skandaleombruste tyske journalist Claas Relotius og hans mange fiktive historier. Under overfladen – og halvvejs inde i stykket – finder vi vigtige og hovedpinefremkaldende spørgsmål som: Hvad er sandhed? Findes der overhovedet universelle sandheder? Og er det virkeligheden, der former fiktion, eller er det fiktion, der former virkeligheden?

Godt skruet sammen

Det lyder måske højtravende og tørt, men stykket er det helt modsatte. Det er utroligt underholdende, medrivende og hæsblæsende, uden at det på noget tidspunkt er svært at følge med. Skuespillerne gør det godt, og scenografien og effekterne er veludførte. Men det er manuskriptet, der gør stykket til et af de bedste stykker denne teatersæson. Det er simpelthen vanvittigt godt skrevet af dramatiker Viktor Tjerneld.

Forestillingen er fyldt med plottwists og vilde virkemidler. Fortællingen udvikler sig, så man som publikum hele tiden tror, man ved, hvor det bærer hen. Og så man synes sig ret så klog, fordi man fejlagtigt antager, at man har forstået, hvad der er virkeligt, og hvad der er fiktion der oppe på scenen. Men gang på gang formår dramatikeren at udstille ikke bare journalister og medier, men også os som publikum.

Når nu en stor del af stykkets styrke ligger i det overraskende og uventede, vil det være en skam at afsløre alt for meget i denne anmeldelse. Så hvis du, kære læser, allerede nu tror eller ved, at du vil se forestillingen, er du godt tjent med at vide så lidt som muligt om den på forhånd. Og i stedet for at læse resten af denne anmeldelse kan du for eksempel bruge tiden på at finde Mungo Parks hjemmeside frem og bestille billetter til Spejlmanden. Så hurtigt som muligt. For uden at afsløre for meget er det noget nær det mest tankevækkende nyskrevne danske teater, vi længe har set.

Følelsesporno i avisspalterne

Hvis du vil frarøves muligheden for at blive overrasket, kan du trygt læse videre. Det begynder i fortællingernes verden. Vi møder en stilfærdig ældre kvinde fra USA, der for år tilbage oplevede sin datter og sit barnebarn blive skuddræbt af kriminelle, og som nu nyder at se kriminelle blive henrettet.

Vi møder en syrisk dreng, som med en graffitidåse i hånden tænder den gnist, der sætter Syriens borgerkrig i gang. Og vi møder en kvinde fra Honduras på vej mod grænsen til USA med sit nyfødte barn i favnen og en gruppe selvtægtsudøvende amerikanere, der står klar med automatvåben ved den selv samme grænse.

Alle sammen fantastiske fortællinger, der ville passe flot ind i en velskreven bestseller-roman. Og alle sammen mere eller mindre fiktive historier, der har det til fælles, at de er blevet præsenteret som sandheder i den anerkendte tyske avis Der Spiegels spalter.

Forrygende anden halvdel

Denne første del, hvor Claas Relotius’ opspind foldes ud, er fint fortalt. Men det er først, når det, publikum allerede vidste – at journalisten er en bedrager – bliver afsløret, at stykket bevæger sig fra fint til forrygende.

Overgangen mellem de to dele virker forhastet og utilfredsstillende, fordi vi som publikum kun får halvanden scene til at nyde det, vi har ventet på, skulle ske. Men den ærgrelse er hurtigt glemt, for stykkets anden halvdel er helt utroligt medrivende og overraskende, og der spilles i et så højt tempo, at vi bogstaveligt talt sad med åben mund af bare beundring over manuskriptet og skuespillernes tætte samspil.

Vanvittigt vedkommende

Stykket taler lige ind i en virkelighed, hvor der medier, politikere og borgere imellem er vidt forskellige opfattelser af sandheden. En kamp mellem universelle værdier og relativisme. Mellem tillid til institutioner og konspirationsteorier. Mellem fakta og følelser. Spejlmanden viser ikke, hvad der rent faktisk er virkeligt. Det viser, hvor mudret skillelinjen mellem fiktion og virkelighed er blevet.

Stor respekt skal lyde til Mungo Park for deres mod og vilje til at lave underholdende teater af høj dramatisk kvalitet. Det er i den grad værd at følge med i teatrets arbejde. Deres ensemble-spil, hvor de har flere forestillinger på repertoiret samtidig, og hvor de ikke blot stopper et succesfuldt stykke efter sæsonens afslutning, er forbilledligt.

Gang på gang viser teatret intelligente, sammensatte stykker om nutidige politiske emner. Og ofte med stor succes. Det er kultur, når det er allerbedst, perfekt eksemplificeret ved Spejlmanden, Mungo Parks nyeste skud på teatrets vedkommende stamme.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. okt. 2020 - 14:12   08. okt. 2020 - 14:41

Scene

Tim Ramsland og Nick Bruun
Anmeldere
Om "Spejlmanden"
  • Spejlmanden på Mungo Park Teatret i Allerød

  • Instruktør og dramatiker: Viktor Tjerneld

  • Medvirkende: Zaki Nobel Mehabil, Nana Morks, Sara Fanta Traore

  • Scenografi og kostumer: Marie Moberg

  • Lyddesigner: Emil Bøll

  • Lysdesigner: Mikkel Givsko

  • Spiller frem til 26. November