En væbnet afkolonisering
Da Fyns Kunstmuseum i 1995 viste den første større H. A. Brendekilde-udstilling i mange år, blev hans arvinger såret over overskrifterne og indholdet i Politikens og Weekendavisens anmeldelserne af udstillingen. Det var ikke mindst overskrifterne ”Maleriets Morten Korch” og ”Hjerter i flødesovs”, der faldt dem for brystet, og det fik dem til at begynde en indsamling af arkivmateriale for at rehabilitere ham.
Det lykkedes dem i løbet af nogle år at indsamle mange fotos, breve, udstillingskataloger, presseklip, scrapbøger med videre, og i 2011 henvendte de sig til lederen af Fyns Kunstmuseum, Anne Christiansen, i håbet om, at hun kunne skrive en biografi om H. A. Brendekilde.
Først i 2015 fik hun tid til at gå i gang med arbejdet, og nu foreligger et kæmpe værk på næsten 400 sider: Brendekilde – Liv og værk. Ud over disse kildematerialer har blandt andet Brendekildes breve gennem 30 år til hans mæcen, enkefru Blumensaadt, hvori han fortæller løbende om sit liv, også været en vigtig kilde.
Fra socialrealist til stokrosemaler
Brendekilde (1857-1942), som oprindeligt hed Hans Andersen, blev født i landsbyen Brendekilde lidt uden for Odense i en fattig træskomagerfamilie, hvor intet talte for, at han skulle blive en kendt maler, men det lykkedes ham, ikke mindst på grund af støtte fra enkefru Blumensaadt, at komme til København for at forberede sig til at blive optaget på Det kgl. Kunstakademi.
Det lykkedes i 1876, og her traf han L. A. Ring, som han kom til at dele bolig og atelier med senere. For at kunne opretholde tilværelsen og betale for kurser med videre tog han i perioder arbejde som stenhugger, en uddannelse han havde fået Odense.
På akademiet blev han færdigudannet i 1881, både som billedhugger og maler, og samme år havde han sin debut på Charlottenborgudstillingen. I perioden derefter malede han romantiske og socialrealistiske malerier, hvoraf det mest kendte er ”Udslidt” fra 1889, men 1890’erne blev kendetegnet ved, at de blev mere idylliske og sentimentale hverdagsscener. Han blev derfor ofte kaldt ”Stokrosemaleren”, og det skulle ikke opfattes positivt.
Moderne kunst er humbug
Efter århundredskiftet blev det mere og mere mærkbart, at der var sket et holdningsskifte, han var blevet mere konservativ og udtrykte tydeligt sin foragt for den moderne kunst og betegnede den som ”humbug”. ”De unge maler noget, ingen forstår… Det er kejserens nye klæder om igen.”
Hans holdningsskift betød også, at pressen ikke viste ham stor opmærksomhed, og da han blev 70 år, var der ikke megen omtale af det. Pressens forskellige holdninger til ham kom imidlertid klart til udtryk, da han blev 75 år. Politiken kaldte ham en lidt traditionel skildrer af landsbyidyl, mens Fyns Stiftstidende karakteriserede ham som ”en virkelig genial og sanddru skildrer af den natur og de mennesker, han i sin kunst giver sig i kast med.”
Takket være mange kilder giver bogen et udmærket billede af, hvor alsidig en kunstner Brendekilde var. I slutningen af 1880’erne arbejdede han på Kählers Keramiske Værksted i Næstved, og da han i 1896 flyttede til Odense, leverede han skitser til Fyns Glasværk og reklametegninger til Blumensaadts sæbefabrik. I tiden løb blev det også til illustrationer af for eksempel børnebøger, men det var hele tiden maleriet, han var mest optaget af.
Med sine cirka 350 illustrationer giver bogen en fin skildring af Brendekildes kunstneriske virke og mennesket bagved og vil blive stående som den endegyldige Brendekildebiografi.
Anne Christiansen: Brendekilde – Liv og værk. 424 sider. 400 kroner. Gads forlag.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
