25 Feb 2021  

KBH: Spredte skyer, 5 °C

Bomber Trump Iran inden 20. januar?

Nyhedskommentar

Bomber Trump Iran inden 20. januar?

Ledende politikere frygter for Trumps handlinger, inden han skal forlade Det Hvide Hus om 12 dage, og appellerer til vicepræsident Pence om at aktivere den 25. tilføjelse i forfatningen, som gør det muligt at fratage præsidenten sin magt – blandt andet over verdens mest slagkraftige militær.

FOTO: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Besættelsen af USA's kongres onsdag ansporet af landets egen præsident har fået flere og flere politikere til at opfordre til, at Trump fjernes ved brug af den 25. tilføjelse i forfatningen.

Vi må sikre, at han ikke går til militæret og be’r om hjælp, og de så siger ja. For vi har set ham misbruge militæret før.
William Cohen, USA's tidligere forsvarsminister

Blandt andre de to Demokratiske ledere i henholdsvis Senatet og Repræsentanternes Hus, Chuck Schumer og Nancy Pelosi.

Også en række oprindelige Trump-støtter i Det Republikanske Parti har siden onsdag vendt deres partileder ryggen.

”Nok er nok”, lød det fra en af Trumps forhenværende tro væbnere, senator Lindsay Graham efter stormløbet på Kongressen.

Flere i Trumps regeringskabinet har desuden sagt op. Nogle af dem, der er blevet på deres poster, har udtalt, at de udelukkende bliver for at forebygge en total opløsning af den sidste rest af ledelse i Det Hvide Hus.

”Trump er en vældig farlig person, som ikke bør fortsætte”, udtalte udtale Nancy Pelosi til Reuters torsdag.

”Og det her haster. Denne farlige mand kan gøre yderligere skade på vores demokrati de næste 13 dage.”

Pelosis og en række andre højtstående politikeres appel om hurtigt at fjerne Trump – og inden 20. januar, hvor han alligevel skal overlade Det Hvide Hus til USA's 46. præsident, Joe Biden – kan kun udføres af vicepræsidenten og kræver opbakning fra et flertal af landets ministre.

I går meddelte Pence imidlertid, at han ikke vil være med til at afsætte Trump, der ligeledes i går radikalt ændrede holdning til demonstranters stormløb på Kongressen i onsdags. Som præsidenten nu mener er en skændsel og bør retsforfølges.

Samtidig lover Trump nu at overdrage præsidentembedet til Joe Biden om 12 dage.

Appel fra 10 tidligere forsvarsministre

I et usædvanligt åbent brev offentliggjort i Washington Post 3. januar appellerede alle nulevende 10 forhenværende forsvarsministre til Donald Trump om ikke at inddrage USA's militære styrker i den verserende konflikt om præsidentvalget, som Trump har nægtet at anerkende.

I et lige så usædvanligt CNN-interview spurgte journalist Christiane Amanpour indledningsvis en af brevskriverne, tidligere forsvarsminister William Cohen: ”Alle er overraskede og spørger, hvad der får 10 tidligere forsvarsministre til at skrive sådan et brev?”

Cohen opremsede alle Trumps mange, vedholdende forsøg på at få ændret valgresultatet og tilføjede så:

”Vi må sikre, at han ikke går til militæret og be’r om hjælp, og de så siger ja. For vi har set ham misbruge militæret før.”

Cohen fremhævede, at Trump i Det Hvide Hus har drøftet muligheden for at indføre militær undtagelsestilstand i USA. Og Joe Biden og hans stab har klaget over, at overdragelsesprocessen saboteres af Trump, så Bidens og hans folk ikke er tilstrækkeligt opdateret. For eksempel om den eskalerende konflikt med Iran.

Spurgt om Cohen seriøst var nervøs for situationen – og Trump, svarede Cohen:

”Han er chef for vores militær. Og har derigennem kapaciteten til at gøre stor skade. Og vi har set hvor impulsiv han er. Og beregnende.”

”Tror du, militæret ville adlyde ham, hvis Trump bad om et angreb på Iran eller noget lignende?” spurgte Christiane Amanpour.

”Det ville bero på den aktuelle situation”, svarede Cohen og tilføjede:

”Hvis Iran var sindssyg nok til at angribe amerikansk militær i regionen, så ville det invitere til en amerikansk gengældelse, som jeg tror, de fleste amerikanere ville støtte. Det hele afhænger af, hvad Iran gør nu. Jeg håber, at Iran vil holde sig tilbage fra gengældelse (af USA/Israels seneste mord og angreb. Red.), for Trump leder efter en undskyldning for at kunne påføre Iran stor skade, som Joe Biden og hans administration så skal forsøge at rydde op – og leve med.”

Måske værre end Cohen siger

Lige før jul benådede Trump overraskende fire Blackwater-militærfolk dømt mellem 30 års fængsel og livstid for i 2007 at dræbe 17 og såre 20 civile irakere i Bagdad. Var benådningen en del af en klassisk noget-for-noget-forretning af forretningsmand Trump? Som Blackwater med sit mangeårige lokalkendskab og store militære ressourcer i Irak skal betale tilbage inden 20. januar i form af iscenesættelsen af et større fake-iransk angreb på amerikanske militærinstallationer i Irak til brug som afsæt for et storstilet amerikansk gengældelsesangreb på Iran.

”Som jeg tror, de fleste amerikanere ville støtte”, som Cohen bemærkede i sit CNN-interview 4. januar.

Er Trumps meddelelse midt i november – da valgnederlaget stod klart – om tilbagetrækningen af 2500 amerikanske soldater fra Irak og Afghanistan også en del af en større plan om krig med Iran? Fordi amerikanske soldater vil blive et hovedmål, hvis Trump gør brug af sin sidste chance for at forblive i Det Hvide Hus med henvisning til nødret og nationens sikkerhed som følge af ragnarok efter en krigserklæring mod Iran.

Iran har allerede officielt advaret om, at USA/Trump planlægger et falsk angreb på tilbageværende amerikanske militærenheder i Irak, som Trump bedragerisk vil forsøge at gøre Iran ansvarlig for. Med snedig henvisning til USA/Israels seneste mord på hjernen bag Irans atomprogram 27. november og Irans erklæring om ”hævn, der vil komme som lyn fra himlen”.

Sikkert er det, at kun et selvmorderisk iransk styre lige nu kunne finde på at krumme et hår på amerikanske – eller israelske – interesser noget sted i verden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. jan. 2021 - 13:15   08. jan. 2021 - 13:54

USA

Jesper Petersen
Jornalist
mose@paradis.dk