04 Mar 2021  

KBH: Overskyet, 2 °C

Da unge skiftede hjul og tandhjul, også i kriminalforsorgen

En røverhistorie om visioner, vilje og vildskab

Da unge skiftede hjul og tandhjul, også i kriminalforsorgen

Kernen i Poul Christian Asmussens bog "Venskab på livstid" er et nyt menneskesyn, og at ingen drøm er for stor for de unge i 1970'erne.

FOTO: Privat foto.
1 af 1

Venskab på livstid. Det lyder som en dom, men det er titlen på Poul Christian Asmussens bog om venskabet med bankrøveren og narkomanen Kjeld Sørensen.

 Poul Christian Asmussen brænder stadig for at bringe et andet menne-skesyn end straf og pisk videre til nye generationer.

Der var hverken retssal eller en dommer til stede, da venskabet mellem de to blev afsagt. Måske vidste de heller ikke selv, hvad der var begyndt, da de mødte hinanden for første gang.

Det skete i et socialpædagogisk kollektiv nord for Aarhus. I de vilde 70’ere, og verden skulle laves om.

Slut med isolationsfængsling

Bogen er som en bustur i høj fart igennem 1970’erne og videre ind i 80’erne med bankrøveren og narkomanen Kjeld Henriksen ved rattet og pædagogen, teatermanden og gøgleren Poul Christian Asmussen, kaldet PC, som turguide.

Side efter side kører vi gennem historien. De to var ikke altid enige om ruten, men turen gik gennem det danske landskab af kollektivbevægelser, slumstormere, miljøbevægelse, faglige kampe, en stor og aktiv venstrefløj, folkebevægelser, teater og en ny musikkultur. Kernen i historien er et nyt menneskesyn, og at ingen drøm er for stor.

>>LÆS OGSÅ: Tænk, hvis vi gamle gik med de unge

En hel ungdomsgeneration var i gang med at skifte hjul og tandhjul overalt i samfundet, også i kriminalforsorgen, som Kjeld og PC havde sat kursen mod. Det skulle være slut med fængselsophold og isolationsfængsling af unge.

En røverhistorie

Sammen med andre unge pædagoger og håndværkere ville PC revolutionere kriminalforsorgen, som han skriver: "Vi ville tage unge i familiepleje, reparere gamle busser, og dyrke biodynamiske grønsager. Vi skulle bo sammen med de unge fireogtyve timer i døgnet, have de samme lommepenge og vedtage alting på fællesmøder. Vi ville revolutionere kriminalforsorgen".

"Venskab på livstid" er overordentligt morsomt skrevet samtidig med, at man skuer ind i det dybt tragiske i de unges liv.

"Venskab på Livstid" er en røverhistorie, siger PC om sin bog. Det nye litterære begreb autofiktion, er han ikke så imponeret af. Han er imponeret af de unge, der fik fortalt deres livshistorie med teater og musik, eller som Kjeld med Den Rullende Pipcelle. En tro kopi af den celle i Horsens, som han havde været buret inde i, og som han ikke ønskede at andre børn og unge skulle havne i.

Forfatteren spejler de to venner i hinanden. Kjeld voksede op som institutionsbarn og med sine 21 år, havde han allerede siddet i fængsel flere år af sit unge liv, da han mødte PC, som havde forladt den lejlighed hans forældre havde købt til ham. Han ville selv styre sit liv.

Overtog Horsens Statsfængsel

"Venskab på livstid" er overordentligt morsomt skrevet samtidig med, at man skuer ind i det dybt tragiske i de unges liv. Alternativet var at hive sig op ved håret – sammen med andre! Kort sagt handler den om at vende tragedie til komedie. Acceptere sin livshistorie og bruge den kreativt.

Det helt store øjeblik i bogen er, da Den Rullende Pipcelle og vennerne i bedste Olsen Bande-stil overtager Horsens Statsfængsel i 20 minutter en dag i 80’erne. ET øjebliks indbrud med gøgl og musik til støtte for fangernes krav om, at der ikke skulle sættes NATO-pigtråd med barberblade rundt om fængslet.

Trods hårde op- og nedture, drukture, skænderier, vellykkede eller kuldsejlede projekter og lange perioder af hinandens fravær, fordømte de to venner aldrig hinanden. De skulle have skrevet bogen sammen, men Kjeld døde i 2012. PC skrev bogen, som sin første.

Det var benhårdt arbejde at lave alternativt socialpædagogisk arbejde, og mange brændte ud af det. Man kan ikke holde til det 24 timer i døgnet, er PCs konklusion. Alligevel brænder han stadig for at bringe et andet menneskesyn end straf og pisk videre til nye generationer.

22. dec. 2020 - 18:15   04. jan. 2021 - 08:33

Bøger

Karin Busk
Anmelder
  • Venskab på livstid

  • Forfatter: Poul Christian Asmussen

  • Forlaget Olga.

  • Kan også købes via PC Asmussen: 

  • pc.asmussen@gmail.com

  • eller tlf. 2925 6021