25 Feb 2021  

KBH: Spredte skyer, 10 °C

Kapitalismens nedgang

Kronik

Kapitalismens nedgang

Lars Ulrik Thomsen analyserer den nuværende krise i kapitalismen.

FOTO: acclaimimages.com
1 af 1

Utallige er de forskere, historikere og økonomer, der har lovprist kapitalismen for dens evne til at skabe vækst. En amerikansk historiker forudså endda i 1990'erne, at kapitalismen betød historiens afslutning. Siden da har en række begivenheder rokket kraftigt ved disse opfattelser.

De kapitalistiske produktions-betingelser kan ikke længere rumme de nye produktivkræfter, og den skal derfor erstattes af samfundsmæssig ejendom og demokratisk planlægning.

Den nuværende krise i kapitalismen giver anledning til en analyse af de generelle træk ved udviklingen over lang tid. For eksempel fra 1970'erne og frem til i dag som en tilstrækkelig lang periode til at forstå de generelle tendenser. Der har været meget store ændringer siden 1970'erne. De produktive kræfter er blevet revolutioneret, og produktionsforholdene har også ændret sig betydeligt. Jeg vil her analysere tre vigtige områder:

1. Rentabilitetskrisen. 2. Statens monopolstyre og 3. Virkningerne af imperialismens krige.

Rentabilitetskrisen

Der er foretaget et stort antal undersøgelser af profitkvoten, som alle bekræfter dens faldende tendens som en lovmæssighed. Bortset fra en kort genopretning i 1950'erne og 60'erne og igen i 1980'erne og 90'erne, er fortjenesten fortsat faldende. Kapitalismen forsøger at imødegå denne tendens på forskellige måder.

De intensiverer udnyttelsen ved at udvide arbejdsdagen, de bruger social dumping, og de flytter produktionen til lavtlønslande, først til Østeuropa og senere til fjernere lande. Dette gav en vis stabilisering i 1990'erne, men allerede med dot.com-krisen i 2000 og finanskrisen i 2008 var det klart, at der var et nyt fald i profitraten.

Den nedgang, som er en følge af pandemien, har reduceret det globale virksomhedsoverskud med cirka 25 procent i første halvdel af 2020, og den fortsatte pandemi vil sætte profitraten under yderligere pres. Hvilke muligheder har kapitalismen for at stabilisere sit system?

Kapitalismens apologeter taler om ny innovation, robotteknologi og lignende som en måde at skabe fornyet vækst på. Trykket på lønningerne og forsøget på at forlænge arbejdsdagen realiseres allerede af monopolerne med alternativet at blive fyret. En udvidelse af de nuværende handelskrige er allerede synlig i forholdet mellem Kina og USA og mellem EU og USA.

Et statsligt monopolregime

Det andet område, der betyder noget for kapitalismen, er dens regeringsformer. De finder sted under statskapitalismen (SMK). For eksempel i EU eller gennem internationale organisationer som Verdensbanken og IMF. Før jeg går nærmere ind på emnet, vil jeg gerne minde om, at borgerskabet altid har været parat til at ty til magt, hvis det kan beskytte dets interesser.

Vi har set dette i flere lande, for eksempel i Frankrig, hvor der har været protester mod en højere pensionsalder. Det statslige monopol falder sammen med imperialismens gennembrud omkring år 1900 og er knyttet til monopolkapitalismen. SMK har gennemgået forskellige faser fra de fascistiske regeringsformer i Europa i 1920'erne og 30'erne over det borgerlige demokrati til at samarbejde i 1970'erne og 90'erne. Udviklingen siden da er præget af omfattende regler for produktionsbetingelserne.

Formerne af sammensmeltningen mellem monopol og finanskapital ændrer sig konstant. I dag ser vi den parasitære adskillelse af finansiering fra virksomhedens strukturer for monopolproduktion og den deraf følgende kortvarige gevinst af superfortjenester på bekostning af de langsigtede investeringer. Der er ingen tvivl om, at denne konkrete form for SMK i dag stærkt forværrer kapitalismens krise og mindsker dens evne til at investere og innovere.

Derfor vil den kapitalistiske stat i fremtiden tage en meget større del i at mobilisere en sådan investering. Det er også den generelle tendens i SMK, at demokratiet begrænses, og at borgerskabet styrer samfundet suverænt. Vi ser dette særligt tydeligt i det nye årtusinde, hvor medier og politikere bruger udtrykket: Der er ingen alternativer til den førte politik!

Den nuværende krise i kapitalismen er også en krise for SMK og vil nødvendigvis føre til nye og ændrede regeringsformer.

Hvilken karakter de får er stadig ukendt, men hvad vi kan se er, at kapitalismen forsøger at gentage modellen fra 2008 med astronomiske hjælpepakker. Erfaringer fra dengang viser, at de gennemførte interventioner havde den modsatte effekt af det ønskede – de løste ikke krisen, men intensiverede den.

Kapitalismens kriser har en rensende effekt, som er forudsætningen for nyt opsving. Hvis man bremser dem, fortsætter krisen på ubestemt tid. Det store og afgørende spørgsmål er, hvor længe befolkningen vil finde sig i en forværret levestandard, dårligere jobmuligheder og nedskæringer i den offentlige service.

Hjælpepakkerne i 2020 er af en størrelsesorden som aldrig set før, og de skal dækkes gennem øgede gebyrer, skatter og nedskæringer i den offentlige service.

Udenrigspolitikken ændrer sig

Det tredje område, der er afgørende for kapitalismen, er imperialismens krige. De har taget en enormt opsving siden Sovjetunionens opløsning i 1991. Den vigtigste drivkraft i dag er konkurrencen mellem USA og Kina.

Krigene i Jugoslavien, Afghanistan og Irak handlede om kontrol med ressourcer og beskyttelse af USA's rolle med dollaren som den dominerende internationale valuta.

USA's verdensrolle afhænger af dette og viljen hos resten af verdens kapitalister til at låne penge og investere i USA som den 'sikre havn'.

Dette afhænger igen af, at USA ses som den største og mest stabile økonomi med den førende teknologi. Kinas vækst udfordrer imperialismen, der bekæmper sine konkurrenter og bremser udviklingen i de socialistiske lande.

Krigene i Mellemøsten har udviklet sig til en trussel mod Europas og de vestlige landes stabilitet, på grund af de store flygtningestrømme. Rabiate drevet af racisme og fremmedhad vender deres vrede mod de flygtninge, der er drevet til at flygte fra deres hjemlande.

Vi oplever en enestående højredrejning, siden den vi så i Europa i 1930'erne. Noget som også fremmes af de borgerlige medier, som spiller på frygten for det ukendte. Dette er en konsekvens af den økonomiske krise, hvor flygtningene er et let mål for nedskæringspolitikken. Men flygtningekrisen skyldes i høj grad WTO og IMF, der har ødelagt de nationale økonomier i de underudviklede lande.

En ny fase i kapitalismen

De grundlæggende tendenser for faldet i profitraten er fortsat afbrudt af enkelte økonomiske cyklusser i det sidste århundrede. Med finanskrisen i 2008 og den nuværende dybe krise er kapitalismen kommet ind i en fase af permanente kriser, der truer systemets eksistens.

Det er ikke sandsynligt, at profitraten snart vil falde til nul. Snarere er kapitalismens evne til at udvikle de produktive kræfter og tage milliarder ud af den tredje verdens fattigdom og overføre den til en verden af overflod og i harmoni med naturen nu blevet fuldstændig umuligt. Kapitalismen som et system er allerede forbi sin sidste salgsdato.

De kapitalistiske produktionsbetingelser kan ikke længere rumme de nye produktivkræfter, og den skal derfor erstattes af samfundsmæssig ejendom og demokratisk planlægning.

Vi må se udviklingen i forbindelse med de love, der findes i den materialistiske dialektik, hvor modsætningens kamp fører til en ny udvikling, i et spring fra kvantitet til kvalitet og omvendt.

Dette vil betyde en anden ressourceudnyttelse og et stort skridt i at minimere virkningerne af klimakrisen. De antidemokratiske tendenser i samfundet er en alvorlig trussel, der kan føre til autoritær og endog fascistisk styre, som den sidste mulighed for kapitalismen.

Som en konsekvens af imperialismens krise er der tegn på en voksende konfrontation mellem Kina og USA.

Forholdet var allerede forværret inden de nuværende kriser, men den amerikanske regering forsøger at udnytte enhver mulighed for yderligere at forværre forholdet.

Dette er en stor fare, der truer menneskehedens eksistens, og derfor er socialisme den eneste mulighed for at sætte en stopper for krige og kriser!

Det forudsætter arbejderklassens internationale kamp og solidaritet mod kapitalen!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. dec. 2020 - 13:32   04. dec. 2020 - 11:41

Kronik

af Lars Ulrik Thomsen, Esbjerg
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 500 og 3000 anslag inklusive mellemrum.
  • En kommentar må maksimalt være på 5000 anslag og en kronik på 8000 anslag inklusive mellemrum.
  • Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Hvis der i indlægget henvises til, hvad andre har sagt eller mener, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens. 
  • Indlæg sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by).