29 Oct 2020  

KBH: Spredte skyer, 8 °C

S-regering ét år: Velfærdspolitikken er regeringens akilleshæl

Analyse

S-regering ét år: Velfærdspolitikken er regeringens akilleshæl

Den 27. juni kan regeringen fejre sin et-års fødselsdag. Det sker med de bedste meningsmålinger i mands minde, men forude venter store slag om velfærdspolitikken. Presset mod regeringen for at levere resultater vil være stort.

FOTO: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
1 af 1

Når Mette Frederiksens socialdemokratiske regering den 27. juni kan markere sin et-års fødselsdag, sker det med bemærkelsesvædigt gode meningsmålinger.

Det er ikke det parlamentariske spil, som kommer til at afgøre, hvordan det socialdemokratiske bagland og den aktive faglige og sociale bevægelse stiller sig i sidste ende.

Voxmeters seneste måling fra den 22. juni viser således en fremgang siden folketingsvalget på hele 8,7 procentpoint til Socialdemokratiet. Hvis der var valg nu, ville partiet således få 34,6 procent af stemmerne, som skønnes at give 15 ekstra mandater.

Rød blok samlet, som i Voxmeters definition omfatter A, B, F, Ø, Å, ville få 58,6 procent af de afgivne stemmer, som er en fremgang på 6,5 procentpoint. 

Det store skred i opbakning er især sket under coronakrisen, som har været den altdominerende dagsorden siden den 11. marts, da Mette Frederiksen lukkede landet ned.

Statsminister Mette Frederiksen manede til mådehold ved Folketingets afslutningsdebat.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Spørgsmålet er, om den store opbakning til regeringen holder ved frem til næste folketingsvalg?

Her vil det afgørende være, hvordan regeringen håndterer de spørgsmål, som var medvirkende til regeringsskiftet. Klimaspørgsmålet kommer til at spille en vigtig rolle, men meget peger på, at genopretningen af økonomien og de andre store velfærdsspørgsmål vil være de vigtigste.

Statsministeren er allerede nu godt i gang med at mane til mådehold, som hun også gjorde ved Folketingets afslutningsdebat i mandags.

Ansvarlig, retfærdig og grøn genopretning

Det samme kan man læse i et interview i Berlingske, hvor Mette Frederiksen forklarer, at tre pejlemærker vil styre prioriteringerne i den langsigtede genopretning. Den skal være ansvarlig, retfærdig og grøn. Men prioriteres skal der:

– Ingen kan gå ind i efteråret og lade, som om intet er hændt. Vi kommer til at prioritere meget hårdere, og der kommer til at være ting, vi ikke kan bruge lige så mange penge på, siger Mette Frederiksen.

Samtidig er det bemærkelsesværdigt, at hun fremhæver regeringens tætte alliance med erhvervslivet.

Regeringen vil nemlig forfølge en "meget stærk investeringsprofil" med fokus på uddannelse, forskning og innovation. Og det vil ske i et tæt samarbejde med dansk erhvervsliv.

– Det er ingen hemmelighed, at nogle af de allervigtigste virksomheder sidder her ved bordet og diskuterer de her ting med mig, forklarer Mette Frederiksen til Berlingske.

Tillid til regeringen

Det er imidlertid ikke kun meningsmålingerne, som har rykket sig de seneste måneder. Det samme har befolkningens tillid til regeringen, viser TrygFondens nye tryghedsmåling.

"Tilliden er steget til alle samfundsinstitutioner, men en af dem skiller sig særligt ud. Den gennemsnitlige tillid til regeringen er gået næsten to procentpoint op. Noget tilsvarende er næppe målt før i fredstid", hedder det i analysen. 

Det specielle ved tryghedsmålingen 2019-20, som udkom sidste weekend, er, at den er gennemført mellem maj 2019 og maj 2020 og således viser tryghedsbilledet både før og efter udbruddet af corona-virus.

Analysen viser, at de forhold, der styrker og svækker befolkningens tryghed, har ændret sig under corona-krisen. Flere er blevet utrygge for at miste jobbet eller for sygdom i familien. Til gengæld er der en markant højere tillid til samfundets vigtige institutioner.

Andrea Sigaard

Forfatteren Lars Olsen, som i flere af sine bøger har arbejdet med politisk mistillid, skriver på Facebook om målingen:

"Da jeg udsendte bogen ”Det forsvundne Folk” i 2018, var jeg dybt nede i Trygfondens 2017-undersøgelse. Og de nye tal er virkelig bemærkelsesværdige. Det er især den relativ store gruppe, der har et mindre godt helbred, som har fået større tiltro til regeringen. Det var ellers nok så meget dem, der i 10’erne mistede troen på det politiske system, hvor såkaldte "reformer" og skæv krisepolitik skabte udbredt utryghed og mistillid".

Men Lars Olsen understreger også, at den nye tillid, som han kalder "opsigtsvækkende og glædelig", forpligter regeringen:

"Løftet om tidlig folkepension til folk med lange arbejdsliv må indfris, og regeringen må gøre op med den utryghedsskabende behandling, som folk med mindre godt helbred ofte udsættes for på Jobcentrene. Ellers ryger tilliden igen!"

De store knaster

Og netop det med løfterne kan blive regeringens akilleshæl. Vi mangler stadig at få udfoldet, hvordan regeringen vil sikre nedslidte Arne en tidlig folkepension. 

Oprindeligt var planen, at regeringen ville lægge en model frem og forhandle en aftale på plads med Folketingets partier inden sommerferien. Men på grund af corona-krisen valgte regeringen i april at udskyde 39 lovforslag til næste folketingsår.

Et andet kontroversielt spørgsmål, som kan give regeringen ridser i lakken, er den stigende pensionsalder. Folketinget skal i år beslutte, om pensionsalderen skal stige til mere end 68 år fra 2030. Her har en række fagforeninger sat gang i en kampagne for at få stoppet den stigende pensionsslder, som er en del af "velfærdsforliget" fra 2006.

>> LÆS OGSÅ: 3F-afdelinger vil forhindre pensionsalder over 68 år

At tilbagetrækning er et sprængfarligt emne understreges af, at Jesper Claus Larsen, analysechef i konsulentvirksomheden Primetime og vært på podcasten Pollster, der ser på dansk politik ud fra data og undersøgelser, mener at kunne påvise, at Socialdemokratiets forslag om en ret til tidlig pension for nedslidte har været en væsentlig årsag til Dansk Folkepartis nedtur.

– Da Socialdemokratiet kom ud med det udspil, knækkede opbakningen til Dansk Folkeparti 14 dage efter. Og derfra fortsatte det bare ned, siger Jesper Claus Larsen til dr.dk.

Blandt de udskudte lovforslag er også en revision af budgetloven.

Budgetloven, som blev vedtaget i 2012, har det seneste år været stærkt omdiskuteret, fordi den holder det offentlige forbrug og hele den offentlige sektor i et jerngreb. Både fagbevægelsen og kommunerne har krævet markante lempelser eller en total afskaffelse. 

Demonstration for afskaffelse af budgetloven.
Aage Christensen

>> LÆS OGSÅ: Kampen om budgetloven er i fuld gang

Stramme økonomiaftaler

Ser man på, hvordan regeringen har ageret i forhold til de store velfærdspolitiske spørgsmål før corona-krisen ramte, så er der sket forbedringer, men træerne vokser på ingen måde ind i himlen. 

Regeringens aftale om kommunernes økonomi for 2020, som blev indgået i september måned, gav således for første gang i mange år et reelt løft af kommunernes økonomi på 1,7 milliarder og det såkaldte moderniserings- og effektiviseringsprogram, der blev indført af Løkke-regeringen, blev stoppet. 

Enhedslistens repræsentant i bestyrelsen for Kommunernes Landsforening (KL), Per Clausen, valgte dog alligevel at stemme nej til aftalen – som den eneste i KL's bestyrelse. Han argumenterede med, at der var for få penge i aftalen:

– Men den nye aftale er ikke tilstrækkelig til at dække kommunernes øgede udgifter til ældre, børn, mennesker med handicap og sundhedsområdet i 2020. Kommunernes Landsforening har beregnet, at de ekstra udgifter vil løbe op i mindst tre milliarder kroner i 2020. Det betyder, at landets kommuner skal ud i besparelser og omprioriteringer for at få økonomien til at hænge sammen i 2020, sagde Per Clausen.

I år blev regeringens økonomiaftale med kommuner og regioner for 2021 indgået allerede sidst i maj, og her var der heller ikke tale om prangende aftaler – og slet ikke aftaler, som sikrede en genopretningen af velfærden. Med 1,3 milliarder kroner ekstra til regionerne og 1,5 milliarder til kommunerne blev det kun sikret, at der kan holdes trit med den demokrafiske udvikling, altså at der bliver flere børn og ældre.

Også her valgte Enhedslistens repræsentant at stemme nej til både regionsaftalen og kommuneaftalen. Og en række faglige organisationer var skuffede.

– Børneområdet har været udsultet i en lang årrække, og både forældre, pædagoger og børn er blevet stillet i udsigt, at forholdene skal forbedres. Den nye aftale rækker kun lige til at forhindre en yderligere udhuling af dag- og fritidsinstitutionerne, sagde Elisa Rimpler, formand for fagforbundet BUPL.

Og om regionsaftalen sagde Yngre Lægers formand Helga Schultz:

– Med en økonomiaftale på 1,3 milliarder kroner er der tale om en fortsat underfinansiering af sundhedsvæsenet. Når pengene ikke rækker til både den demografiske udvikling og til stigende medicinudgifter og nye behandlinger, frygter jeg, at det bliver personalet, der endnu engang kommer til at holde for. 

>> LÆS OGSÅ: Kommuner og regioner får ikke penge til genopretning af velfærden

Større spillerum for en progressiv politik

Peder Hvelplund
Steen Brogaard

Peder Hvelplund, sundhedsordfører for Enhedslisten, medgiver, at økonomiaftalerne ikke har levet op til forventningerne i forhold til at give et løft til velfærden.

– Men hvis man sammenligner med de aftaler, som blev indgået under den borgerlige regering, så er der trods alt en forskel, siger han til Arbejderen.

I vurderingen af regeringens første år peger Enhedslistens på, at det såkaldte forståelsespapir, som blev aftalt mellem regeringen, SF, Radikale og Enhedslisten, har haft en enorm betydning.

– Forståelsespapiret har sikret, at der på forhånd er givet en retning. At der er en grænse for, hvor borgerlig en politik regeringen kan føre. Vi har fået hegnet Socialdemokratiets politik ind både i forhold til klimamålsætninger, begrænsning af skattelettelser og arbejdsudbudsreformer. Det har betydet, at vi trods alt trækker i en mere progressiv og solidarisk retning, påpeger Peder Hvelplund.

Samarbejdet med den nuværende regering har også været væsentligt bedre, end det var under Helle Thorning-Schmidt. 

– Der har været en større lydhørhed. Det skyldes også, at Socialdemokratiet har ændret kurs. På velfærdsområdet er der foretaget et venstresving og på udlændingeområdet et klart højresving, og det er nok en udvikling, som kommer til at fortsætte de kommende år.

Men selv om Socialdemokratiet har foretaget en venstresving på velfædspolitikken, så vokser træerne ikke ind i himlen, understreger Peder Hvelplund.

– Skal vi nå resultater, forudsætter det, at at ikke kun vi, men også fagbevægelsen og de folkelige bevægelser, kender vores besøgelsestid og bliver ved med at lægge et pres på regeringen. Men der er kommet et større spillerum for en progressiv politik, mener han.

Nye forventninger efter corona-krisen

Kommunistisk Parti, som ikke sidder i Folketinget, anbefalede til sidste valg at stemme på Enhedslisten. 

Når Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti, skal sammenfatte regeringens første år, fremhæver han, at corona-krisen har overskygget det meste, og den har regeringen generelt klaret godt.

– Men hvis man ser på, hvor langt regeringen er kommet i forhold til det såkaldte forståelsespapir, så er man faktisk ikke nået ret langt.

– Papiret giver nogle signaler om en forandret kurs i forhold til den tidligere regering, men vi mangler at se det meste blive udfoldet konkret.

Og så er der med corona-krisen kommet nogle nye spørgsmål til, hvor forventningerne er store.

– Den voksende arbejdsløshed sætter ekstra fokus på fagbevægelsens krav om en regulering af dagpengene. Dertil kommer de kommende overenskomstforhandlinger, OK21, hvor store grupper af offentligt ansatte forventer at blive honoreret for deres indsats under corona-krisen. Begge spørgsmål vil lægge et stort pres på regeringen, men indtil nu tyder intet på, at den vil være særlig imødekommende, mener Jørgen Petersen.

Fortsat opbakning til NATO's krige

Mens regeringen har udskudt meget på grund af corona-krisen, så har der ikke været slinger i valsen i forhold til NATO-politikken, som er fortsat uanfægtet. Og regeringsskiftet har på ingen måde medført en anden politik – eller blot antaster til noget nyt.

– Regeringen er fortsat, hvor den tidligere regering slap med oprustning og krigsforberedelser. Og regeringens tætte alliance med USA og Israel fortsætter, og i højt gear kører man med på USA's planer for oprustning af Arktis, herunder dæmoniseringen af Kina og Rusland, lyder vurderingen fra Jørgen Petersen.

Et flertal i Folketinget besluttede den 11. juni at sende helikoptere og 285 danske soldater til den irakiske hovedstad Bagdad for at stå i spidsen for NATO's mission i landet. Samtidig besluttede politikerne også at sende danske soldater og et krigsskib til Hormuzstrædet ved Iran.

>> LÆS OGSÅ: Folketinget sender militær til Irak og mod Iran

Og efter at Mette Frederiksen kom til at fornærme den amerikanske præsident Trump ved at erklære, at Grønland ikke er til salg, har regeringen gjort alt for at være imødekommende overfor USA's planer i Grønland, som både indbefatter åbning af et konsulat og en økonomisk "hjælpepakke" på 83 millioner kroner. 

– Vi har i flere år arbejdet på, at USA engagerer sig mere i Grønland. Derfor tager vi positivt imod den pakke, sagde udenrigsminister Jeppe Kofod på et samråd i maj.

Samtidig slog han fast, at "USA er hele kongerigets vigtigste allierede".

– USA ønsker et tæt samarbejde om Arktis. Det ønsker vi også. Det handler om vores sikkerhed og tryghed. Der er allerede et tæt samarbejde – mere tæt end for få år siden. Det er positivt. USA er garanten for vores sikkerhed, lød det fra Jeppe Kofod.

>> LÆS OGSÅ: Minister bakker op om USA's offensiv i Grønland

Accept af EU-udvikling

Heller ikke i forhold til EU-politikken er der lagt op til de store ændringer af Danmarks positioner.

Flere kommentatorer har udråbt Mette Frederiksen til at være historiens mest EU-skeptiske statsminister. Og selv om statsministeren har gjort sig til fortaler for at tage den folkelige EU-skepsis alvorligt og har slået fast, at de danske EU-forbehold ligger fast, så viser forløbet omkring EU-budgettet, at regeringen på ingen måde anfægter udviklingen i EU og da slet ikke EU-medlemskabet.

Regeringen har accepteret, at der skal betales mere til EU efter Storbritanniens brexit. Lige nu er det store spørgsmål hvor meget. 

>> LÆS OGSÅ: Regeringen klar til ekstra EU-regning på 6,7 milliarder kroner

Jørgen Petersen påpeger, at det også er bemærkelsesværdigt, at regeringen er så aktiv i forhold til militariseringen af EU – især i lyset af, at Danmark har et forbehold.

– Man arbejder aktivt i forhold til at involvere både dansk industri og de danske universiteter i forhold EU's programmer for oprustning og våbenproduktion, siger han til Arbejderen.

Et andet spørgsmål, som man dog ikke skal underkende i forhold til Socialdemokratiets arbejdervælgere, er holdningen til social dumping og EU's vandrende arbejdskraft. Her har regeringen sammen med støttepartierne lagt en noget mere offensiv tilgang, senest ved at fordoble bøderne for brug af illegal arbejdskraft, som kommer fra lande udenfor EU.

Arbejdervælgerne

Fremlæggelse af den sidste store klimaaftale, som blev indgået i denne uge,
Philip Davali/Ritzau Scanpix

Det sidste folketingsvalg er blevet udråbt til at et klimavalg. Og sandt er det, at klimaet spillede en stor rolle for mange især yngre vælgere. Men i forhold til Socialdemokratiet er det også værd at bemærke, at det lykkedes for partiet at få genvundet nogle af de tabte arbejdervælgere, som gennem det sidste årti var gået til Venstre og ikke mindst Dansk Folkeparti.

I en kommentar i Altinget gennemgår Lars Trier Mogensen den rolle, som den nu afgående stabschef Martin Rossen har spillet sammen med Henrik Sass Larsen i at udarbejde en politik, som fordelingspolitisk lå mere til venstre, men i forhold til udlændingepolitik mere til højre. Det skulle angiveligt være midlet til at nå de tabte arbejdervælgere.

Om den linje på sigt kan fastholde Socialdemokratiets nuværende store opbakning er langt fra givet. Partiet har indtil nu lukreret på, at det kom til magten under en høkonjunktur, og at den borgerlige opposition har været splittet, hvilket har givet regeringen store manøvremuligheder rent parlamentarisk.

Men det er ikke det parlamentariske spil, som kommer til at afgøre, hvordan det socialdemokratiske bagland og den aktive faglige og sociale bevægelse stiller sig i sidste ende.

Det vakte eksempelvis skuffelse, at regeringen ikke var parat til at afskaffe den gensidige forsørgerpligt, som kom op i Folketinget, efter at et borgerforslag havde samlet 70.000 underskrifter.

Det har også været skuffende for en del socialdemokratiske kernevælgere, at regeringen har stået så fast på at fastholde ghettopolitikken, som de ser som et angreb på den almene boligsektor.

Og lige om lidt kommer slagsmålet om tilbagetrækning og pensionsalder, mens OK21 banker på døren. 

Men lige meget hvad, så er der ingen tvivl om, at den aktive bevægelse, som opbyggede sig i valgkampen både i forhold til klima, bedre normeringer og velfærd, ruster sig og er parat til at gå på gaden igen, når corona-krisen tillader det. At håndtere den bevægelse vil være en af regeringens helt store udfordringer.

Aktioner for bedre normeringer dominerede valgkampen for et år siden.
Aage Christensen

Første del af artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. jun. 2020 - 07:00   26. jun. 2020 - 11:07

S-regering

bi@arbejderen.dk
Folketingsvalg 2019

Resultat af folketingsvalget den 5. juni 2019 med resultat fra sidste valg i 2015 i parentes.

  • A: Socialdemokratiet: 48 mandater – 25,9 procent (26,3)

  • B: Radikale Venstre: 16 mandater – 8,6 procent (4,6)

  • C: Konservative Folkeparti: 12 mandater – 6,6 procent (3,4)

  • D: Nye Borgerlige: 4 mandater – 2,4 procent (0)

  • E: Klaus Riskær Pedersen: 0,8 procent (0)

  • F: Socialistisk Folkeparti: 14 mandater – 7,7 procent (4,2)

  • I: Liberal Alliance:  4 mandater – 2,3 procent (7,5)

  • K: Kristendemokraterne: 1,7 procent (0,8) 

  • O: Dansk Folkeparti: 16 mandater – 8,7 procent (21,1)

  • P: Stram Kurs: 1,8 procent (0)

  • V: Venstre: 43 mandater – 23,4 procent (19,5)

  • Ø: Enhedslisten: 13 mandater – 6,9 procent (7,8)

  • Å: Alternativet: 5 mandater – 3 procent (4,8 procent)

Valgdeltagelsen var på 84,5 procent.