20 Oct 2020  

KBH: Overskyet, 8 °C

Jeg husker 1960'ernes lynchninger. De sker stadig

Kronik

Jeg husker 1960'ernes lynchninger. De sker stadig

Mine medborgerrettighedsforkæmpere blev myrdet i 1960'erne, hvor lynchninger var almindelige. Det har desværre ikke ændret sig siden, skriver Ron Carver.

Borgerrettighedsbevægelsen NAACP gør her fra hovedkvarteret i New York i 1936 opmærksom på, at endnu en lynchning har fundet sted.
FOTO: Shutterstock
1 af 1

Jeg var naiv, indtil jeg ikke var det længere.

Som bare 18-årig kørte jeg, dagen efter jeg dimitterede fra gymnasiet, fra Boston til Atlanta for at arbejde med Studenternes Ikke-voldelige Koordinationskomité (SNCC).

I 1930'erne lod NAACP deres banner, hvorpå der stod: "En mand blev lynchet i går", hænge fra en flagstang ud over Fifth Avenue i New York. Vi må genoplive den tradition. 

To uger senere, den 21. juli 1964, hørte vi, at tre unge borgerrettighedsforkæmpere – James Chaney, Mickey Schwerner og Andrew Goodman – ikke var vendt hjem efter at have undersøgt nedbrændingen af en sort kirke nær Philadelphia, Mississippi. Tredive kirker brændte den sommer.

Jeg havde nattevagt og tilbragte aftenerne med at ringe til fængsler, hospitaler, politiet og FBI i håb om at komme på sporet af de tre unge mænd. Jeg ringede til John Doar, lederen af justitsministeriets borgerrettighedsafdeling, som bønfaldt lokale FBI-agenter om at deltage i eftersøgningen. Agenterne nægtede.

Ved midnat ringede jeg tårevædet til drengenes forældre for at fortælle, at det ikke var lykkedes os at finde dem.

44 rædselsfulde dage senere blev borgerrettighedsforkæmperne fundet begravet i en jordvold. Schwerner og Goodman, begge hvide, var hver dræbt af én kugle i hjertet.

Chaney, en sort mand, var blevet brutalt tævet og skudt adskillige gange. Ifølge en obduktionsrapport "var Chaneys kæbe smadret, hans venstre skulder og overarm var bare en blød masse; højre underarm var brækket helt over flere steder, og kraniet var revnet og skubbet ind imod hjernen."

Det var ikke alt, man fandt. Da sømænd udsendt af flåden af præsident Johnson trak vod i nærliggende floder og sumpe, fandt de endnu ti sorte mænds lig – nogle bundet med kabler og reb.

I 1964 var lynchninger af sorte mennesker ikke længere den åbne form for offentlig underholdning, det engang havde været, men de var stadig almindelige. Det er desværre også tilfældet i dag.

Med de seneste mord på sorte mennesker – Ahmaud Arbery i Georgia, Breonna Taylor og David McAtee i Kentucky, George Floyd i Minnesota – kan vi ikke længere benægte, at racismen favner vores land fra kyst til kyst, fra Mississippi til Minneapolis.

Det er foregået fra vores nations første dage og helt op til nutiden. Og fra sidst i 1800-tallet og til i dag har betjente ustraffet, hvis ikke opmuntret, kunnet få afløb for deres aggressioner på sorte mennesker – især når disse protesterer over at blive mishandlet.

I 1930'erne lod NAACP deres banner, hvorpå der stod: "En mand blev lynchet i går", hænge fra en flagstang ud over Fifth Avenue i New York. Vi må genoplive den tradition. Men nu, næsten et århundrede senere, må vi gøre mere. Især hvide amerikanere kan ikke overlade det til andre at søge retfærdighed selv.

Vi må kræve mere end undersøgelser og fyringer. Vi må dømme dem, der begår disse forbrydelser, til afsoning i højsikkerhedsfængsler, ikke på ferieresorter med et minimum af sikkerhed, hvor de kan sidde sammen med politikere og andre kriminelle fra middel- og overklassen.

Vi må også gøre en ende på masseanbringelser, kautionssystemet og på at udelukke folk, der har afsonet deres straf, fra igen at kunne blive en del af samfundet. Og vi må udslette de juridiske og sociale strukturer, der fortsat gør skade på de tidligere slavegjorte amerikanske borgeres mentale sundhed og økonomi, i et land der er bygget på skuldrene af mænd og kvinder, der blev bragt til vores kyster i lænker.

Hvis fængselsbetjentens kone, der tog telefonen, da jeg ringede dengang i 1964, havde fortalt sandheden – at de tre unge mænd faktisk var i dét fængsel – eller hvis FBI havde gjort deres job, kunne Chaney, Schwerber og Goodman stadig have været i live i dag.

Dengang klagede Mississippis racister over, at vi ville mere end at bringe raceadskillelsen til ophør; at vi ville ændre deres måde at leve på. Det ville vi også. Og det vil vi stadig. Vi må omsider gøre hvidt overherredømme og racistiske aggressioner socialt og juridisk uacceptable.

Det er på høje tid. Og ikke kun i Syden.

Ron Carver, underviser på Institut for Politik, har været aktivist for social retfærdighed siden 1964, hvor han arbejdede med Studenternes Ikke-voldelige Koordinationskomité i Georgia og Mississippi. Dette personlige indlæg blev først publiceret af OtherWords.org

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. jun. 2020 - 10:27   17. jun. 2020 - 12:38

Kronik

Ron Carver
USA, underviser på Institut for Politik
Få læst kronikken op

Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 500 og 3000 anslag inklusive mellemrum.
  • En kommentar må maksimalt være på 5000 anslag og en kronik på 8000 anslag inklusive mellemrum.
  • Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Hvis der i indlægget henvises til, hvad andre har sagt eller mener, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens. 
  • Indlæg sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by).