19 Sep 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, 8 °C

Corona, det prekære arbejdsmarked og kapitalismens almindelige elendighed

Analyse

Corona, det prekære arbejdsmarked og kapitalismens almindelige elendighed

De hjælpepakker, der er vedtaget for at afbøde virkningerne af den igangværende krise, rammer lige ned i den prekære opdeling af arbejdsmarkedet. Det er igen den ringest stillede del af arbejderklassen, der rammes hårdest.

Den prekære del af arbejdsmarkedet vokser i omfang. Det er blandt andet kendetegnet ved deltidsjob, korttidsansatte og forskellige typer af selvstændige.
FOTO: Klaus-Henrik Andreasen
1 af 1

Midt i en coronakrise kan det være nyttigt at kravle op i helikopterperspektiv for at overskue den tid, vi lever i. Kapitalismen står i brand. Økonomiske, politiske, klima- og nu sundhedskriser udvikler sig uafbrudt og er sammenflettede. De udgør et systemproblem.

Prekære forhold for arbejderklassen er et grundlæggende kendetegn ved den kapitalistiske produktions måde.

Sætter vi luppen på det danske arbejdsmarked, ser vi, hvordan prekære forhold bliver mere og mere omfattende. En udvikling som udspringer af kapitalens jagt på maksimal profit.

Kapitalen tager hverken samfundsmæssige hensyn eller bidrager til opbygningen af velfærden. Med en orkans styrke smadres den velfærd og det arbejdsmarked, som er blevet opbygget i generationer af en aktiv fagbevægelse og arbejderklasse.

Mange ord sættes på denne udvikling: Lavtlønskapitalisme, ræset mod bunden, working poor, prekarisering eller nyliberalisme. Men alle dækker de over samme udvikling.

Trepartsaftalen dækker ikke alle

I skrivende stund er der gennemført tre hjælpepakker til erhvervslivet, som det hedder i pænere kredse, en pakke til lønmodtagerne med trepartsaftalen og en hjælpepakke målrettet kommuner og regioner.

Dårligt var krisen brudt ud, før erhvervslivet stod i kø med deres klagesange. Fra start var den politiske fokus på understøttelse af virksomhederne.

Hjælpepakkerne rammer lige ned i den prekære opdeling af arbejdsmarkedet. Fokus har fra start været på de store og mellemstore virksomheder og deres kernearbejdskraft. Først efter massiv kritik blev udsatte brancher, som er præget af det prekære arbejdsmarked, og arbejdsløse også omfattet.

Alligevel er store dele af det prekære arbejdsmarked stadig ikke hjulpet og bliver det nok heller ikke. Samme skæve indsats ser man også i andre lande, for eksempel Storbritannien, hvor det har rejst en kæmpe diskussion.

Mens hele Danmark blev lukket ned, blev arbejdskraftens frie bevægelighed fredet, hvilket direkte modarbejder strategien med at bryde smittekæden.

Hvem skal betale?

Principielt skal alle arbejdere holdes skadesløse for en krise, som de intet ansvar har for. På samme måde er det rimeligt, at arbejdspladser, der reelt rammes af krisen, også hjælpes. Men hvad med multinationale selskaber, der aldrig har betalt skat i Danmark, eller banker, der midt i krisen planlægger store aktieudbytter, skal de også hjælpes? Eller hvad med Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, der fyrer hundredvis af medarbejdere og stopper med at betale husleje? Hvorfor skal han ikke åbne sin 50 milliarder kroner store pengetank?

Nyliberalismen voksede frem i en brutal klassekamp, som arbejderklassen kæmpede i alle de kapitalistiske lande.

Det rejser det store spørgsmål om, hvem der skal betale krisen? Det bliver et stort klassekampsspørgsmål i den kommende tid.

Borgerskabet og skiftende regeringer har store erfaringer med at udnytte kriser i det kapitalistiske system til angreb på arbejderklassen. Tænk bare tilbage til 1970’erne, da kriserne begyndte at slå igennem efter det store opsving i 1960’erne.

Og hvem husker ikke Lars Løkke Rasmussen, der i sin nytårstale 2018 sagde: “Vi høster nu frugterne af de tunge beslutninger, vi tog efter finanskrisen. Reformer af dagpenge, efterløn, kontanthjælp”. Hvem er “vi”, der høstede frugterne? Det var finanskapitalen og bankerne, der blev tilført milliarder af kroner, dollars og euro. Betalt af arbejderklassen. I Danmark, Grækenland, USA og så videre.

Uden kamp kommer arbejderklassen og velfærden til at betale en meget dyr pris. Og denne gang bliver det måske ikke kun økonomisk, men også politisk og retspolitisk. Mange regeringer har fået smag for at indskrænke borgernes rettigheder ud over, hvad der er nødvendigt for at inddæmme pandemien. Det har den socialdemokratiske regering også vist i glimt.

Der er ingen tvivl om, at der vil rejse sig voldsomme diskussioner om, hvem der skal betale for krisen, og hvilke slags samfund vi vil udvikle på den anden side af krisen. Arbejderklassens egne erfaringer med krisen vil uden tvivl komme til at gøre en stor forskel. Krisen har afsløret store mangler i samfundets indretning og et sundhedsvæsen, der ikke var gearet til at takle en krise.

Nogle af de krav, der med rette kunne diskuteres, er nationalisering af vaccineproduktion og andre dele af sundhedsvæsenet, national produktion af afgørende sundhedsartikler/redskaber, Danmarks udtræden af EU's finanspagt og dermed skrotning budgetloven, højere niveau og indhold af kollektiv velfærd og sundhed, fjernelse af hindringer for fagbevægelsens muligheder for iværksættelse af kampskridt for at indgå kollektive overenskomster, klimakrav og grøn omstilling, omlægning af fødevareproduktion, trafik og luftforurening med mere.

Vi må sætte kapitalismen på anklagebænken.

Det prekære arbejdsmarked

Det prekære arbejdsmarked, som vi kender i dag, har udviklet sig over en periode på 40 år. Især efter finanskrisen i 2008 har udviklingen taget fart. Fortsætter denne udvikling, vil det danske arbejdsmarked knække over i to meget forskellige arbejdsmarkeder. Et velorganiseret arbejdsmarked med relativ ordnede forhold og et prekært arbejdsmarked med atypiske ansættelsesformer, dårlige løn- og arbejdsforhold og dårlig organisering.

Den velorganiserede del af arbejdsmarkedet består af de store og mellemstore virksomheder indenfor produktion, handel, fremstilling og byggeri med en tilknyttet kernearbejdskraft.

Denne del af arbejdsmarkedet er kendetegnet ved en høj organiseringsgrad, både på arbejdsgiver- og lønmodtagerside. Her er der en stor overenskomstmæssig dækning. Løn- og arbejdsforhold er reguleret ved kollektive overenskomster. Hovedparten af de eksisterende jobs er fuldtidsjob.

Selv om løn- og arbejdsforhold på disse områder også er under kraftigt pres, modvirkes det til en vis grad af den store organisering og tradition, der er i denne del af arbejderklassen og fagbevægelsen, for aktiv kamp. Det har vi set i kampen imod social dumping og i den aktive overenskomstbevægelse i 2020 for at løfte bunden. Også overenskomstbevægelsen i 2018 på det offentlige område er et flot eksempel på aktiv kamp.

Men også inden for disse brancheområder breder prekariseringen sig, blandt andet i form af falske selvstændige, de såkaldte “arm og ben-virksomheder”, og social dumping.

Den prekære del af arbejdsmarkedet vokser i omfang. Det er kendetegnet ved deltidsjob, korttidsansatte, kontraktarbejdere, hjemmearbejdere, vikarer, gratis arbejdskraft, nul-timers-kontrakter, forskellige typer af selvstændige, især de såkaldte “arm og ben-firmaer”, platformsøkonomi, freelancearbejde med mere. Et arbejdsmarked som især dækker hotel og restauration, transport, rengøring, butiksansatte. Men også på dele det akademiske arbejdsmarked ses denne udvikling.

Hovedparten af de nye job, som netop skabes inden for disse brancheområder, er deltidsjob eller job uden timer. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) fra 2018 er der skabt 150.000 nye job på det danske arbejdsmarked siden 2012. Heraf er cirka 66.000 eller 44 procent af dem ansættelsesforhold på mindre end 20 timer om ugen. Antallet af atypiske ansættelser er steget fra 481.200 til 549.900 i perioden 2012-2017. Det er en stigning på 13,7 procent. Det er mere end dobbelt så højt som fremgangen af fuldtidsstillinger, der ligger på 4,9 procent. Siden 2000 er der sket en fordobling i antallet af deltidsjob. Undersøgelsen viser, at ud over studerende og fleksjobbere er der en klar overrepræsentation af (unge) kvinder, indvandrere, vandrende arbejdskraft fra EU og folk med en kort uddannelsesbaggrund, ufaglærte.

Det prekære arbejdsmarked er kendetegnet af lav organisationsgrad, både på arbejdsgiver- og lønmodtagerside. I visse brancheområder som for eksempel hotel- og restaurationsbranchen er der helt ned til 20 procents organisering. Derfor er medlemskab af fagforeninger og udbredelsen af kollektive overenskomster ekstrem svag. Mangel på overenskomstmæssig dækning er kun med til at forstærke udbredelsen af det prekære arbejdsmarked. De usikre ansættelsesvilkår gør det vanskeligt at organisere sig, kæmpe for sine kollektive rettigheder, hvorfor klassekampserfaringerne er meget svage i denne del af arbejderklassen.

Dem, som rammes af prekære forhold, er ikke kun dem, der arbejder under atypiske forhold, men også dem, som aldrig eller kun vanskeligt finder rodfæste på det danske arbejdsmarked, hvad enten det er langtidsledige, ufaglærte, syge, kontanthjælpsmodtagere, unge, grupper af indvandrere eller hjemløse. I disse lag breder der sig nu en ny type fattigdom, en langvarig og rodfæstet fattigdom. For at holde fattigdommen stangen øges nødvendigheden af flere jobs eller working poor. Den sociale arv er stærk, og for mange går fattigdommen i arv fra forældre til børn.

Den prekære udvikling ser vi i alle de kapitalistiske lande. Udviklingen i Storbritannien, Tyskland eller USA er skræmmende. Et enkelt eksempel er, at allerede tilbage i 90’erne var vikarbureauet Manpower den største arbejdsgiver i USA!

Kapitalens “køb og smid væk”-princip gælder også arbejdskraften.

Fagbevægelsens strategi

Fagbevægelsen bliver nødt til at imødegå prekariseringen med en aktiv strategi, som har tre fokuspunkter: 1) Overenskomstdækning af hele det danske arbejdsmarked. 2) Organisering af alle lag af arbejderklassen i fagforeningerne. 3) Politiske, samfundsmæssige krav til understøttelse, pensionsalder med mere.

De positive og stærke slogan fra overenskomstkampen, om ”at løfte bunden” og ”skulder ved skulder”, må ses i et nyt perspektiv.

Den stærke og organiserede del af fagbevægelsen må også kæmpe for den prekære del af arbejderklassen og ikke kun se udfordringerne inden for sit eget fag eller brancheområde. De enormt positive og stærke slogans fra overenskomstkampen om “at løfte bunden” og “skulder ved skulder” må også ses i et nyt perspektiv. Forudsætningen for denne udvikling er, at fagforeningerne ser sig selv som kamporganisationer og ikke serviceorganisation.

Udviklingen af nye strategier bliver en stor udfordring for den aktive fagbevægelse. Det bliver en kamp imod gamle fordomme, overvindelse af modsætninger mellem faglærte og ufaglærte, mellem private og offentligt ansatte, mellem danske og udenlandske arbejdere og imod organisationschauvinisme og naturligvis arbejdsgivernes indædte modstand.

Overvindelse af disse modsætninger kan lade sig gøre, hvis det baserer sig på fælles erfaringer fra klassekampen. Den solidaritet, der i 2018 udviklede sig blandt privatansatte til støtte af de offentligt ansattes overenskomstkamp, viser det tydeligt. Med ét slag sluttede årtiers fordomme og diskussioner mellem private og offentlige, netop på grundlag af fælles klassekampserfaringer. Også erfaringerne fra kampen imod social dumping og organisering af udenlandsk arbejdskraft bør fremhæves i denne sammenhæng. Men udfordringerne er unægteligt anderledes, når det gælder organisering inden for eksempelvis rengøring og hotel- og restaurationsområdet, som er kendetegnet af mange små arbejdspladser og unge mennesker.

Et andet forhold, der er blevet tydeliggjort, er, at overenskomsterne har en velfærdsmæssig betydning, der rækker langt ud over løn- og arbejdsforhold. Der er en verden til forskel på, om man arbejder under en kollektiv overenskomst eller uden overenskomst. En lærdom fra krisen burde være at styrke fagforeningernes rettigheder til at overenskomstdække arbejdsmarkedet.

Arbejderklassen blev født prekær

Selv om den prekære udvikling på arbejdsmarkedet for alvor har taget til i fart efter finanskrisen i 2008, er det ikke noget nyt eller ukendt fænomen. Det er knyttet til kapitalismen og kapitalens jagt efter maksimal profit. Arbejderklassen blev så at sige født prekær.

Prekære forhold for arbejderklassen er et grundlæggende kendetegn ved den kapitalistiske produktionsmåde og har eksisteret, siden kapitalismen frembragte den moderne lønarbejder. Prekariseringens omfang derimod har varieret, både geografisk og historisk og indholdsmæssigt.

Karl Marx analyserede prekarisering af arbejderklassen i sin tid. Kapitalens hæmningsløse udbytning af arbejderklassen fik så at sige frit spil. Den kapitalistiske produktionsmåde blev med Marx' ord endnu “ikke krænket af” arbejderklassen.

I Kapitalen skriver Marx, at “jo mere (arbejderklassen) arbejder, jo mere rigdom de producerer for andre, og jo mere deres arbejdes produktivkraft vokser, desto mere prekær bliver endog deres funktion som middel for kapitalen til at øge sin værdi”. (Karl Max, Kapitalen, 1. bog, bind 4, side 901. Forlaget Rhodos.) Med andre ord, velstand, social tryghed og rettigheder for arbejderklassen er ikke en løsthængende frugt, som falder ned, fordi der skabes mere samfundsmæssig værdi.

For Marx var der en nær sammenhæng mellem prekarisering af arbejdsmarkedet og skabelsen af en arbejdskraftreserve eller, som Marx kaldte det, “den industrielle reservearmé” eller “den relative overbefolkning”. Marx fastslog, at “for at kunne røre sig frit har kapitalen brug for en arbejdskraftreserve”.

På Marx' tid udgjorde arbejdskraftreserven de arbejdsløse landarbejdere og fiskere, der i store tal blev tvunget til at søge en eksistenstilværelse i byerne, og kvinder og børn, som havde særligt dårlige og løse forhold.

I dag udgøres arbejdskraftreserven af de arbejdsløse, dem som vanskeligt kan finde rodfæste på arbejdsmarkedet, den vandrende arbejdskraft fra EU og andre lande og flygtninge.

Det pres, som arbejdskraftreserven lægger på arbejdskraftens værdi og løn- og arbejdsforhold, har i sin natur ikke ændret sig siden Marx' tid. Da kvinderne, som i 60’erne udgjorde en stor arbejdskraftreserve, blev trukket ud på arbejdsmarkedet, betød det en sænkelse af arbejdskraftens værdi. For arbejderfamilier betød det, at der nu skulle mere end én indkomst til at brødføde familien. I dag udgør den vandrende arbejdskraft en stor arbejdskraftreserve for kapitalen.

Klassekampens betydning

Med afsæt i den engelske arbejderklasses kamp for en 10-timers arbejdsdag skrev Marx: “Denne kamp omkring en lovfæstet begrænsning af arbejdsdagen blev ført med så meget større heftighed, da striden stod om på den ene side det blinde herredømme, som lovene om tilbud og efterspørgsel udøver, og som udgør bourgeoisiets politiske økonomi, og på den anden side kontrol med den samfundsmæssige produktion gennem indsigt og fremsyn, hvad der udgør arbejderklassens politiske økonomi. Derfor var ti-timersloven ikke blot en stor praktisk sejr, det var et princip, der sejrede. Det var første gang, bourgeoisiets politiske økonomi i fuldt dagslys bukkede under for arbejderklassens politiske økonomi”. (Min fremhævning – Karl Marx, Inauguraladresse for Den Internationale Arbejderassociation. Marx/Engels' udvalgte skrifter side 376).

Uden kamp kommer arbejderklassen og velfærden til at betale en meget dyr pris.

Kapitalens behov “for at kunne røre sig frit”, det vil sige virke hæmningsløst, blev mødt af modstand af arbejderklassen. Klassekampen for bedre løn- og arbejdsforhold og rettigheder er alt sammen en kamp imod kapitalens hæmningsløse udnyttelse af arbejderklassen og kapitalens behov for at røre sig frit.

Historisk har denne kamp udviklet sig forskelligt og under forskellige forudsætninger i de kapitalistiske lande. Derfor har det historiske omfang og de konkrete former for arbejderklassens prekære situation også været skiftende, afhængigt af klassekampen og styrkeforholdet mellem arbejderklassen og borgerskabet.

Den historiske udvikling

Malet med en bred historisk pensel kan man sige, at fra Marx’ beskrivelse af den engelske arbejderklasses kamp for en ti-timers arbejdsdag har arbejderklassen og fagbevægelsen i årtier vundet mange sejre i kampen imod kapitalens hæmningsløse udbytning. Med dette fulgte ikke kun bedre løn- og arbejdsforhold og styrkede rettigheder for arbejderklassen. Omfanget af prekære arbejdsvilkår blev også begrænset.

Efter 1917 skete denne udvikling også under indtryk af den socialistiske revolution i Rusland. Efter Anden Verdenskrig, hvor situationen er kendetegnet ved et ændret styrkeforhold mellem klasserne til arbejderklassens fordel og behovet for den massive genopbygning af Europa, ses denne udvikling tydeligt.

Men den offensive periode for arbejderklassen fik en brat ende. Den medførte en voldsom ændring af styrkeforholdet mellem klasserne. Fra en offensiv periode står arbejderklassen nu i en strategisk defensiv.

Omsvinget tager sin begyndelse med den økonomiske krise i 1970’erne. Investeringerne i produktion og handel falder voldsomt. Væksten og profitraten falder. Til gengæld eksploderede omfanget af spekulationskapitalen. På få år i midten af 1970’erne oversteg værdien af spekulationskapital værdien af verdenshandelen mange gange.

Denne udvikling var blevet fremskyndet af sammenbruddet i Bretton Woods-systemet, som umuliggjorde spekulation i valutaerne, idet valutakurserne lå fast. Dette havde tvunget kapitalen til at søge over i produktion og handel, men nu flød kapitalen over i finanskapitalen og spekulation. Under indtryk af den begyndende økonomiske krise og det gigantiske betalingsbalanceunderskud i USA sprængte USA dette samarbejde i slutningen af 1960’erne. Resultatet var, at den kapitalistiske krise både blev fremskyndet og forstærket.

Krisen og nedgangen i produktionen i 1970’erne betød, at arbejdsløsheden steg eksplosivt. I Danmark var arbejdsløsheden i 1973 på 26.000 (1,1 procent), i 1975 var der 134.000 arbejdsløse (5,4 procent). Denne udvikling fortsatte frem til starten af 1990’erne, hvor arbejdsløsheden toppede med 330.000 registrerede arbejdsløse. En udvikling som sås i alle de udviklede kapitalistiske lande. Arbejdskraftreserven voksede over en 20-årig periode.

Det var i denne situation med krise og massearbejdsløshed og den dermed forbundne ændring af styrkeforholdet mellem klasserne, at nyliberalismen voksede frem og slog til. Nu skulle kapitalen igen “gøres fri”. Dette skift symboliseres med Thatchers og Reagans magtovertagelser i 1979 og 1981. Ideologisk underbygges det af blandt andet Milton Friedman som fortaler for den økonomiske liberalisme, som han fik Nobelprisen for i økonomi i 1976 – grotesk!

I klassekampen kom dette skift til udtryk i blandt andet Chile med fascisten Pinochets brutale gennemførelse af den økonomiske liberalisme baseret på et fascistisk diktatur; i Storbritannien med det engelske borgerskabs borgerkrigslignende nedkæmpelse af fagforeningerne, især minearbejdernes, og i USA i Reagans kamp imod fagforeningerne.

Nyliberalismen voksede frem i en brutal klassekamp, som arbejderklassen kæmpede i alle de kapitalistiske lande. Det var ikke en udvikling, som skete på fredelig parlamentarisk vis eller gennem forhandling. I Danmark er listen over markante konflikter fra denne periode meget lang: For eksempel de københavnske stilladsarbejdere, konflikten i Det Berlingske Hus – “de 141 dage”, Scaniadam, Havnekonflikten, Dannebrog Værft, den langvarige blokade mod La Cabana i Herning, HT-konflikten i København og i 1990'erne blandt andet skraldemandskonflikten i Aarhus og den forbitrede konflikt om Ri-Bus i Esbjerg. Og ikke at forglemme Påskestrejkerne i 1985 som var en af det 20. århundredes største konflikter.

Den nyliberale dagsorden

Set tilbage over den historiske periode fra 1980’erne til i dag har borgerskabet og nyliberalismen sat dagsordenen. Deres ønske er, at kapitalen igen kan virke hæmningsløst. Ikke af ond vilje, men fordi kapitalens evige jagt på maksimalprofit og den indbyrdes konkurrence kun har ét sigte, den enkelte kapitalists profit og ikke samfundsmæssige hensyn.

Vi må sætte kapitalismen på anklagebænken.

Derfor ser vi overalt, at kapitalen har en samlet dagsorden i at gøre sig fri fra aftaler, reguleringer, udgifter, skatter, overenskomster og smadring af kollektive indretninger. Nu skal der privatiseres, udliciteres, skattelettelser for de rige og kapitalen, velfærden forringes, kapitalens og arbejdskraftens fri bevægelighed sikres og så videre og så videre.

Det er en udvikling, som har grebet det politiske system i alle kapitalistiske lande og endda har forvandlet de socialdemokratiske partier fra reformistiske til nyliberale partier.

Men uanset nyliberalismens ødelæggende virkninger vil den aldrig kunne overvinde kapitalismens indbyggede modsætninger og svagheder. Derfor vil der opstå historiske vendepunkter med afgørende og historiske kriser. Situationer hvor borgerskabet har vanskeligt ved at regere i kraft af vante metoder, og hvor arbejderklassen ikke længere vil leve under de gamle forhold. En sådan situation kan opstå i kølvandet på den krise, vi står midt i nu. Spørgsmålet er, hvem der vinder dette slag, borgerskabet og reaktionen eller arbejderklassen og fremskridtet.

Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 2, 2020.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. apr. 2020 - 15:00   29. apr. 2020 - 15:16

Arbejdsforhold

Jan Mathisen
Medlem af Kommunistisk Partis landsledelse
Magasinet Arbejderen nr. 2 - 2020

Indhold:

Magasinet Arbejderen udkommer 4-6 gange årligt.

Redaktion: Birthe Sørensen, Joan Ågot Pedersen, Lotte Rørtoft-Madsen.

Pris i abonnement: 240 kroner årligt. Tegn abonnement her.