25 Oct 2020  

KBH: Spredte skyer, regn, 12 °C

Fransk krigsskib trodser smittefare og lægger til i Aarhus Havn

Borgmester afviser at gribe ind

Fransk krigsskib trodser smittefare og lægger til i Aarhus Havn

Mens alle andre forsøger at holde afstand og aflyser store arrangementer, insisterer dansk og fransk militær på, at det enorme krigsskib Charles de Gaulle skal lægge til i Aarhus Havn. Besøget er startskuddet for en øvelse i det nordlige Atlanterhav, der skal inddæmme Rusland.

Kommandørkaptajn og skibschef på fregatten Niels Juel Michael G. Landmark gør honnør for det franske hangarskib Charles de Gaulle.
FOTO: Daniel eller Patrick/Forsvarsgalleriet
1 af 1

Fransk og dansk militær holder fast: Et af verdens største hangarskibe, det franske Charles de Gaulle lægger til ved Aarhus Havn den 29. marts.

Den lokale fredsbevægelse er ikke i tvivl: Krigsskibet bør droppe besøget:

Sådan et besøg vil indebære stor smittefare. Det er helt uansvarligt. 
Helge Ratzer, Aarhus mod Krig og Terror

– Sådan et besøg vil indebære stor smittefare. I pressemeddelelsen forud for besøget forudser Ritzau, at besøget bliver et tilløbsstykke. Det er helt uansvarligt. Der er en stor smitterisiko, som vi ikke kan forstå, at hverken Forsvaret eller Forsvarsministeriet har taget stilling til, siger talsperson for fredsorganisationen Aarhus mod Krig og Terror Helge Ratzer til Arbejderen.

– I en situation, hvor Danmark lukker grænserne og alvorligt overvejer, om ethvert besøg er nødvendigt, må Forsvaret også tage ansvar. Det er jo mest en slags parade, hvor man vil vise sit krigsskib frem. Krigsskibet er helt overflødigt. Det medbringer jo ikke engang livsnødvendigheder til befolkningen. Selv dronningen har aflyst sin fødselsdag. Militæret burde også vise samfundssind og aflyse besøget, mener Helge Ratzer.

Tidligere har folk stimplet sammen i Aarhus for at se store krigsskibe sejle forbi. Nu nøjes skibet ikke med at sejle forbi – men lægger endda til kaj.

Modtagepligt

Aarhus' borgmester Jacob Bundsgaard afviser, at kommunen kan forhindre krigsskibet i at komme til byen.

"Aarhus Havn har ifølge havneloven modtagepligt i forhold til de skibe, der ønsker at anløbe havnen. Derfor har Aarhus Havn stort set ingen indflydelse på, hvilke skibe der anløber. Det vil kræve en myndighedsmæssig aflysning – eller et afbud fra Charles de Gaulle – for, at i hvert fald et havneanløb ikke afvikles", skriver borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard i et svar til Enhedslistens medlem af Aarhus Byråd, Keld Hvalsø.

Men fredsbevægelsen har ikke tænkt sig at lade sig stoppe. 

– Vi har en løbeseddel klar. Og vi er klar til at male bannere og stille op med dem vi kan og protestere mod besøget, siger Helge Ratzer.

Oprustning mod Rusland og Kina

Det er ikke kun på grund af corona, at fredsbevægelsen mener, at flådebesøget og det øgede militære samarbejde mellem Danmark og Frankrig er en dårlig idé.

Den danske fregat Niels Juel skal i tre uger deltage i øvelser sammen med det franske krigsskib i det nordlige Atlanterhav, der er et geopolitisk strategisk vigtigt område.

– Øvelsen er et led i inddæmningen af Rusland og Kina. NATO vil kunne lukke af for Rusland og Kina og være i stand til at afspærre de to landes adgang til gennemsejling i Nordatlanten i stræderne mellem Grønland, Island, Færøerne og Skotland, forklarer Helge Ratzer.

Det atomdrevne franske hangarskib Charles de Gaulle kan fragte op mod 40 kampfly og måler 261 meter i længden og vejer 40.500 ton.

Sidste år var den danske fregat Niels Juel sammen med det franske hangarskib indsat i Middelhavet i kampen mod Islamisk Stat.

LÆS OGSÅ: Dansk krigsskib i fransk tjeneste

I Folketinget har Enhedslistens forsvarsordfører Eva Flyvholm spurgt forsvarsminister Nick Hækkerup, om det franske hangarskib har atomvåben ombord.

Forsvarsministeren har endnu ikke svaret på spørgsmålet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. mar. 2020 - 12:34   24. mar. 2020 - 12:58

Corona

ml@arbejderen.dk
Få artiklen læst op