06 Jun 2020  

KBH: Spredte skyer, 14 °C

Hitler som dukkefører

Anmeldelse

Hitler som dukkefører

Éric Vuillard beskriver i sin faktaroman "Dagsordenen" to skelsættende begivenheder i Tysklands historie i 1930’erne som forestillinger med Hitler som instruktør, eller snarere dukkefører, hvor de agerende er tysk storkapital og vestlige politikere.

”Uden samarbejdet mellem den tyske industri og nazipartiet ville Hitler og hans partifæller aldrig have kunnet tage og konsolidere magten i Tyskland, og Det Tredje Rige ville aldrig have vovet at kaste verden ud i en krig”. Udtalelse af USA’s hovedanklager ved krigsforbryderprocessen i Nürnberg, Eberhard Czichon.
FOTO: Udsnit af plakat af John Heartfield, hvor industrimagnaten Thyssen er dukkefører
1 af 1

Da den tysk-jødiske maler Charlotte Salomon i 1943 blev myrdet i Auschwitz, hun var da 26 år gammel, efterlod hun sig en selvbiografi med 1.325 gouacher og ledsagende tekst, som i dag befinder sig i det jødiske museum i Amsterdam. Hun kaldte dette enestående værk for LIV? eller TEATER?

"Dagsordenen" er ikke en historisk analyse af nazismens udvikling og omverdenens reaktion, men den bygger på historiske fakta, erindringer, udtalelser og Nürnbergprocessen.

På samme måde beskriver Éric Vuillard i sin faktaroman, Dagsordenen, to skelsættende begivenheder i Tysklands historie i 1930’erne som forestillinger med Hitler som instruktør, eller snarere dukkefører, hvor de agerende er tysk storkapital og vestlige politikere.

Den første begivenhed finder sted i 1933. Hitler og Göring har inviteret 24 af landets største industrimagnater til et møde, hvor formålet er at skaffe penge til den forestående valgkampagne. Det går som smurt, for da Hitler lover at udradere kommunisterne, forbyde fagforeninger og skaffe industriherrerne billig arbejdskraft, er de ikke sene til at trække checkhæfterne frem og skrive store beløb ud.

Blandt de glade givere var Krupp, Opel, Agfa, I.G. Farben og Siemens. De nød i mange år godt af arbejdskraften fra kz-lejrene, der hele tiden kunne levere friske forsyninger til erstatning for dem, der bukkede under af sygdom eller sult. I dag hører disse firmaer stadig til blandt de førende i Tyskland.

Kynisk kapitalisme

Vuillard påstår ikke, at det kunne have ændret historiens gang, hvis de havde afvist Hitler; man ved det ikke, men det kunne have haft betydning, og i hvert fald er de et eksempel på, at kapitalismen er totalt kynisk, når det handler om at skaffe sig profit. Chamberlain og konsorter var heller ikke blottet for kynisme, men dertil kom at de led af åndshovmod, hvad der forledte dem til ikke at tage Hitler alvorligt i tide.

Herfra springer vi til 1938 og dermed til Tysklands plan om annektering af Østrig. Hitler mødes med Østrigs kansler Schuschnigg i Hitlers residens i Berghof, og der refereres med kanslerens selvbiografi som kilde det vanvittige spil, der kører imellem de to, blandt andet om Beethovens oprindelse, og som ender med at den østrigske kansler falder til føje.

Men der spilles også for udlandet, og da Englands premierminister, Chamberlain, på en lille seddel får besked om, at tyskerne er gået ind i Østrig, bliver det rent absurd teater. Tyskeren Ribbentrop, der har været ambassadør i England og skal hjem for at være udenrigsminister, er på det tidspunkt til afskedsfrokost hos Chamberlain og har fået til opgave at holde denne hen, så englænderne ikke kan nå at gribe ind. Han snakker derfor i timevis om tennis og om alt og ingenting, mens den høflige Chamberlain ikke aner, hvordan han skal få ham ud af huset.

I Østrig modtages tyskerne med begejstring af befolkningen, men der var dog 1.700 der i ugen forud for Anschluss begik selvmord, og som forfatteren bemærker, så baserer vores indtryk af, hvad der dengang skete, sig i høj grad på nazisternes filmoptagelser.

Bygger på historiske fakta

Dagsordenen er ikke en historisk analyse af nazismens udvikling og omverdenens reaktion, men den bygger på historiske fakta, erindringer, udtalelser og Nürnbergprocessen.

Vuillard bevæger sig ind bag kulisserne, forsøger at vise ansigterne bag maskerne og går tæt på enkeltpersoner. Sproget er ikke sagligt og akademisk, men svinger mellem at være lyrisk og stemningsfuldt til dagligdags talesprog, og forfatteren er ikke bleg for at bruge humoren i modsætningsfyldte sammenstillinger.

Efter Vuillards mening skal litteraturen forholde sig til virkeligheden, som den var, og til de problemer, den aktuelt indeholder. I 2017 fik han den prestigefulde Goncourtpris for Dagsordenen, og det er første gang, denne pris er blevet tildelt et værk, som ligger uden for det, man forstår ved en skønlitterær roman i klassisk forstand.

16. jan. 2020 - 15:16   16. jan. 2020 - 15:43

Bøger

Margit Andersen
Anmelder

Éric Vuillard: Dagsordenen. Oversat af Per Bundgaard. 143 sider. 250 kroner. Forlaget Bobo – Den franske bogcafes forlag.