13 Aug 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, 23 °C

Søren sultestrejker i protest mod Sønderborg Jobcenter

Magtesløs overfor systemet

Søren sultestrejker i protest mod Sønderborg Jobcenter

Søren Thomsen har siden 2. januar sultestrejket for at råbe kommunen op omkring forhold på jobcentret, som han finder dybt kritisable. Han mener blandt andet, at han er blevet trukket i sin ydelse på et fejlagtigt grundlag.

Søren Thomsen foran jobcentret.
FOTO: Privat
1 af 1

53-årige Søren Thomsen fra Sønderborg er gået i sultestrejke i protest mod den behandling, han har fået på kommunens jobcenter.

Det her er simpelthen ikke et retssamfund værdigt. Det er så dybt frustrerende, at ingen interesserer sig for de beviser, jeg har fremlagt.
Søren Thomsen

I 2013 blev Søren Thomsen sygemeldt.

Han mener selv, at hans symptomer skyldes en kviksølvforgiftning, der gør ham ude af stand til at arbejde. Han har problemer med hjertet og musklerne. Kan ikke løfte ret meget og har svært ved at gå.

Siden sygemeldingen har Søren Thomsen været afhængig af jobcentret. Det har været en dybt frustrerende oplevelse, hvor han efter eget udsagn er blevet udsat for en række fejl og overgreb fra sagsbehandlernes side. 

Det, der har slået hovedet på sømmet, er, at jobcentret trak flere hundrede kroner fra hans indtægt tilbage i 2017. De påstår, at han har fået udbetalt et honorar den 31. maj 2017 for en opgave som domsmand. En sådan tjans får han et vederlag på omkring 1100 kroner for. Omkring 30 procent af det beløb modregner kommunen i hans ressourceforløbsydelse. 

Søren Thomsen har været domsmand gennem 20 år og kan stadig klare forskellige småsager på trods af sin sygdom.

– Men jeg har ikke fået udbetalt et honorar den 31. maj 2017. Jeg har skaffet kontoudskrift fra banken, der viser, at jeg ikke har fået de 1100 kroner den pågældende dag, og en oversigt fra retten, der viser, at jeg ikke var domsmand i den periode, men jobcentret vil ikke godkende mine beviser. De siger bare, at de har fået indberetning om det fra E-indkomst. Det må jo være fordi, retten har lavet en fejl ved indberetningen, fortæller Søren Thomsen.

Retssag uden resultat

Han har kørt en såkaldt småsag ved Retten i Sønderborg Kommune for at få pengene tilbage.

– Men dommeren sagde bare, at han ikke kunne se, at det var en sag for dem. Efterfølgende krævede jobcentret, at jeg betaler sagsomkostningerne på et par tusind kroner. Men det vil jeg ikke. Jeg har retten på min side, det har jeg fremlagt beviser for, erklærer Søren Thomsen. 

For ham handler det ikke om pengene, men om det principielle i sagen.

>> LÆS OGSÅ: Forening vil sikre syges retssikkerhed

Søren Thomsen har uden resultat kontaktet både jobcenterchefen, direktør for beskæftigelsesforvaltningen i Sønderborg Kommune samt formanden for Arbejdsmarkedsudvalget, den socialdemokratiske politiker Jan Prokopek Jensen. Ingen af dem vil gøre noget i forhold til sagen om de 1100 kroner.

Han har også forsøgt at politianmelde sagen. Men politiet vil ikke tage sig af det.

– Det her er simpelthen ikke et retssamfund værdigt. Det er så dybt frustrerende, at ingen interesserer sig for de beviser, jeg har fremlagt, siger Søren Thomsen.

Han ser sagen om de 1100 kroner som en foreløbig kulmination på den kritisable behandling, han efter eget udsagn har oplevet fra jobcentrets side.

– Inden jeg blev syg, regnede jeg med, at hvis man fik brug for jobcentret, ville man møde nogle fagpersoner, der ville hjælpe en på vej. Den sagsbehandler, jeg mødte første gang, var også ganske flink, men efter noget tid vendte billedet fuldstændigt, siger Søren Thomsen.

Raskmeldt af jobcentret

Han fortæller, at da han havde været på sygedagpenge i omkring et års tid så en sagsbehandler ham i Silvan. Her ville han købe nogle plader til sin trailer og få hjælp til at lægge dem i. 

– Men sagsbehandleren sagde, at når man tog i Silvan, skulle man selv slæbe ting og renovere hus og den slags. Når jeg kunne det, var jeg ikke syg, mente hun og raskmeldte mig derfor, forklarer Søren Thomsen.

Det betød ifølge Søren, at han mistede sine sygedagpenge i omkring 16 måneder. 

Efterfølgende vandt Søren Thomsen en sag i Ankestyrelsen, der slog fast, at kommunen ikke kunne raskmelde ham på det eksisterende grundlag. Han fik derfor efterbetalt godt 180.000 kroner og kom tilbage på sygedagpenge.

>> LÆS OGSÅ: FOA slås for syge medlemmer

– Men på et møde i kommunens rehabiliteringsteam blev det besluttet, at jeg skulle på et femårigt ressourceforløb, fortæller Søren Thomsen.

Billigt for kommunen

Han gik derfor over til at få den såkaldte ressourceforløbsydelse, der er på niveau med kontanthjælpen. Da han samtidig får en pension fra Danica Pension på grund af sin tabte arbejdsevne, modregner kommunen pensionen i hans ydelse.

– Resultatet er, at jeg hver måned kun får omkring 400 kroner i ressourceforløbsydelse. Kommunen har økonomisk interesse i at holde mig så længe som muligt på den her ydelse. Det er jo billigt for dem, siger Søren Thomsen.

>> LÆS OGSÅ: Reform af førtidspension skaber fattigdom

Inden sin sygemelding i 2013 havde han arbejdet konstant i omkring 30 år. De sidste 25 år som mekaniker på den samme arbejdsplads. Men det satte sygdommen en brat stopper for.

I løbet af hans ressourceforløb har kommunen forsøgt at sende ham ud i tre forskellige arbejdsprøvninger.

Først kom han ud på en genbrugsstation, hvor han skulle sætte kurve på hylderne. Her var problemer, fordi han på grund af sin sygdom kom til at tabe ting. Opholdet varede et par måneder.

Den næste arbejdsprøvning var hos et firma, der skulle have hjælp til at lave hjemmeside.

– Jeg havde fået at vide, at jeg bare skulle rette priser og den slags på hjemmesiden. Det tænkte jeg, at jeg nok kunne gøre, selvom jeg ikke er vant til computere. Men jeg skulle ind og lave selve siden, det har jeg jo slet ikke forstand på. Så det stoppede efter en kop kaffe.

Den tredje praktik var hos et firma, der laver elcykler og reparerer batterier. Her skulle Søren Thomsen køre alene rundt i hele Sønderjylland og samle cykler og batterier op. 

– Det var for hårdt for mig, derfor stoppede praktikken. Efterfølgende var jeg til kontrol hos en specialist, som kunne konstatere, at mit hjerte havde fået det dårligere, oplyser Søren Thomsen.

Ind imellem de tre praktikker har der ifølge Søren Thomsen været lange perioder, hvor ressourceforløbet reelt har været uden indhold udover møder på jobcentret og et enkelt hjemmebesøg for at se, hvordan han klarer sig i hjemmet.

Håber på førtidspension

I dag er der omkring et år tilbage af ressourceforløbet. 

– Når det udløber, skal der jo findes en løsning. Jeg håber på at komme på førtidspension. Det skulle jeg have haft allerede for fire år siden. Jeg er jo uhelbredeligt syg. I starten håbede jeg på at kunne komme i fleksjob, men det kan jeg godt se i dag, at det kommer jeg aldrig, siger Søren Thomsen med gråd i stemmen.

– Det er lidt tungt. Det er rigtig svært, tilføjer han stille.

Indtil han er blevet fri af jobcentret, holder han på sine rettigheder, som han føler gang på gang bliver tilsidesat. Han fortæller blandt andet om sagsbehandlere, der afviser at lave referater af samtaler, referater der ikke stemmer overens med det, som blev aftalt på mødet, samt uvedkommende papirer, der pludselig ligger i hans sagsmappe, uden at nogen kan forklare, hvordan de er havnet der.

Smidt ud af politiet

Hans insisterende facon har betydet, at jobcentret tre gange har tilkaldt politi for at få ham fjernet, selvom han ikke har været voldelig.

– Sidste gang skulle jeg have et svar fra min sagsbehandler. Det havde han ikke klar, derfor satte jeg mig ud i entréen sammen med min partsrepræsentant og ventede på, at han kom med svaret. Der kom en dame og sagde, at vi ikke måtte sidde der, men skulle forsvinde. Jeg sagde, at vi ventede på svar. Da vi ikke ville gå, ringede hun til politiet, der kom og slæbte os ud, selvom vi bare sad der, forklarer Søren Thomsen.

For nylig har han fået afgørelsen i endnu en klage til Ankestyrelsen, som siger, at kommunen skal lave en ny behandling af den modregning, de har foretaget i forhold til pensionen fra Danica. I flere tilfælde er den ikke sket efter reglerne.

Nu håber Søren Thomsen at kunne skabe opmærksomhed om forholdene på Sønderborg Jobcenter gennem sin sultestrejke.

Dannet facebookgruppe

Han har også dannet en gruppe på Facebook: "Sønderborg Jobcenters behandling af borgerne".

– Der er mange, som skriver til mig om problemer med jobcentret. Der er så mange sager, men de fleste er bange for at stå frem. Vi mødes en gruppe en gang om måneden og snakker om problemerne og hjælper hinanden. Vi har støtte fra en advokat, og selv har jeg arbejdet som bisidder, fortæller Søren Thomsen.

– Jeg gør jo ikke kun det her for min egen skyld, men også for alle de andre. Sådan her kan man ikke behandle folk, tilføjer han. 

Arbejderen har kontaktet jobcenterchef i Sønderborg Kommune Lasse Ahlmann Kamp for at få hans kommmentar til sagen om de 1100 kroner og Sørens Thomsens kritik. Men kommunen vil først udtale sig om sagen, når de er sikre på at have en juridisk holdbar fuldmagt fra Søren Thomsen til at gøre det. Lasse Ahlmann Kamp vurderer, at det vil kunne ske engang i næste uge.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. jan. 2020 - 15:37   14. jan. 2020 - 14:32

Beskæftigelsessystem

ur@arbejderen.dk
Rettelse

Arbejderen har tidligere skrevet, at jobcentret påstår, at Søren Thomsen var i retten som domsmand den 31. maj 2017. Det er ikke rigtigt. Kommunen henviser til, at Søren Thomsen fik et honorar for domsmandsarbejde udbetalt den 31. maj 2017. Artiklen er derfor rettet den 7/1-20.

Svar fra Sønderborg Kommune

Denne artikel beskriver de oplevelser, Søren Thomsen har af sit forløb på Sønderborg Jobcenter. Det var ikke muligt at få en kommentar fra Sønderborg Kommune, den dag artiklen blev publiceret. Men svaret er kommet nu.

Ledelsen på jobcentret afviser kritikken fra Søren Thomsen. De mener det lægeligt dokumenteret, at han ikke lider af kviksølvforgiftning og understreger i øvrigt, at alle regler er overholdt i sagen. Ledelsen påpeger, at der ikke er pligt til at føre ordret referat af møderne på jobcentret, men at alle Søren Thomsens eventuelle bemærkninger til møderne er journaliseret i sagen.

>> LÆS MERE: Sønderborg Kommune afviser kritik fra Søren Thomsen