06 Jun 2020  

KBH: Spredte skyer, let regn, 12 °C

Kampagne skal stoppe pensionsalderen ved 68 år

Fagligt initiativ

Kampagne skal stoppe pensionsalderen ved 68 år

20 mænd og kvinder fra en bred vifte af fagforeninger inviterer formandskollegaer til at gå med i en fælles kampagne for at forhindre politikerne i at sætte pensionsalderen yderligere i vejret.

1 af 1

Stop for højere pensionsalder – 68 er nok!

En mail med den overskrift blev tirsdag den 4. februar om aftenen sendt til omkring 780 formænd m/k for store og små fagforeninger i hele landet. De opfordres til at deltage i en kampagne for at bremse politikerne i at beslutte en højere pensionsalder.

Jeg så da gerne, at pensionsalderen kom tilbage på 65 år. Det bliver svært, men der skal gøres et forsøg.
Carsten Munkholm Larsen, Malernes Fagforening Nordjylland

Om baggrunden for kampagnen skriver 20 fagforeningsformænd i den fælles appel til deres formandskollegaer: Partierne bag velfærdsforliget fra 2006 "fastholder, at pensionsalderen skal blive ved med at stige, og at de i efteråret 2020 vil vedtage at sætte den i vejret til 69 år med virkning fra 2035."

Velfærdsforliget blev indgået mellem den daværende VK-regering, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale. De blev enige om, at pensionsalderen skal stige i takt med, at den gennemsnitlige levealder bliver højere. I 2011 blev forliget fulgt op af en tilbagetrækningsreform – dog uden Socialdemokratiet. Med begge aftaler fuldt gennemført vil pensionsalderen stige, så en ung, der i dag er 24 år, skal arbejde til vedkommende fylder 74 et halvt år. 

Sidst pensionsalderen blev sat op var den 1. januar 2020. Da steg pensionsalderen med et halvt år til 66 år.

Bred mobilisering

Det var Hans A. Sørensen, formand for 3F Horsens, der trykkede på send-knappen mandag aften. Han siger til Arbejderen:

– Med den her kampagne vil vi mobilisere så mange som muligt, så vi får opinionen, politikerne og pressen til at forstå, at det her skal stoppes. Det kan jo ikke være meningen, at vi skal arbejde, til vi bliver slidt ned.

En af de 20 medunderskrivere på appellen er Britt Petersen, formand LFS København, der er en pædagogisk fagforening med mere end 11.000 medlemmer.

– Dybest set mener jeg, at man burde have opsagt velfærdsforliget for længe siden. Og da forligspartierne senere i år skal beslutte, om pensionsalderen skal sættes yderligere i vejret, så er det nu, vi skal gøre noget, siger Britt Petersen til Arbejderen.

LFS er en afdeling i fagforbundet FOA, der i 2019 fik lavet en undersøgelse blandt sine medlemmer. Undersøgelsen viste, at 51 procent ikke forventer, at de kan arbejde, til de når pensionsalderen.

Medlemmerne holder inden til pensionsalderen

Ole Wiil-Andersen er formand for Blik & Rørarbejderforbundet, Kreds Sjælland-Bornholm, hvis medlemmer arbejder som blandt andet blikkenslagere, rørlæggere og montører. Kredsformanden har denne forklaring på, hvorfor han har sat sit navn på den faglige appel:

– Det er jeg, fordi den gruppe, jeg repræsenterer, er blandt dem, der er allermest nedslidte og ikke har en kinamands chance for at arbejde, til de når pensionsalderen. Kigger jeg på medlemmerne i min kreds, så er andelen af dem, der arbejder efter de er fyldt 62 år, forsvindende lille. Jeg kan se, at langt de fleste stopper, så snart de har mulighed for det.

Argumentet om nedslidning og senere tilbagetrækning går igen hos endnu en medunderskriver, Carsten Munkholm Larsen, formand for Malernes Fagforening, Nordjylland. 

– Det er i den grad et problem, som vores medlemmer italesætter. Malernes Fagforening er medunderskriver, fordi vi synes, at det er dybt urimeligt, at vi som et af verdens rigeste lande er blandt de lande med den højeste tilbagetrækningsalder.

Pensionsalderen skal ned på 65 år

Den nordjyske malerformand beklager, at det er lykkedes at tale en ellers velfungerende efterlønsordning i sænk, og den tror han ikke bliver genindført.

– Vi ønsker at sætte en stopper for den automati, der ligger i, at pensionsalderen skal stige i takt med, at den gennemsnitlige levealder stiger. Jeg så da gerne, at pensionsalderen kom tilbage på 65 år. Det bliver svært, men der skal gøres et forsøg, mener Carsten Munkholm Larsen.

Onsdag midt eftermiddag havde Hans A. Sørensen modtaget de første 40 tilsagn fra store som små fagforeninger, der tilslutter sig kampagnen.

– Som en del af kampagnen bliver der en hjemmeside med forskellige hjælpeværktøjer. Det kan være hjælp til, hvordan man søger foretræde for Folketinget, og facts, som kan bruges i læserbreve eller til en løbeseddel, forklarer afdelingsformanden.

Folkene bag kampagnen har også planer om at lave en faglig konference i maj/juni – en konference om ældre på arbejdsmarkedet.

– Der kommer et par professorer, der er meget kloge på aldring. De ved en masse om, hvad sker der med kroppen, når vi bliver ældre, for det bliver vi jo. Men det er ikke det samme som, at vi skal eller kan arbejde, lyder det fra Hans A. Sørensen.

– Forhåbentlig kan vi med kampagnen spille ind i den politiske debat om tidligere tilbagetrækning, og at det skal være bestemte faggrupper, der skal tilgodeses.

Det forudser Hans A. Sørensen kan blive noget værre rod:

– For hvad så med alle dem, der tit skifter branche?

Dokumentation og facts

Initiativtagerne henviser til en undersøgelse lave af VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd). Den bekræfter argumenterne fra ovennævnte medunderskrivere. Undersøgelsen viser, at i 2017 havde 59 procent af de ufaglærte forladt arbejdsmarkedet, før de var fyldt 62 år. Det samme gjaldt for 47 procent af de faglærte og 30 procent af funktionærer og tjenestemænd.

"Hvordan skal det så ikke gå, hvis pensionsalderen fortsætter sin himmelflugt? Hvad skal alle de mennesker leve af, som bliver udstødt af arbejdsmarkedet længe før tid? – Fordi de ikke kan holde til det. Eller fordi der bare ikke er et job til dem. Der bliver ingen værdig tilbagetrækning til dem," mener de 20 personer, der har startet kampagnen.

Pensionsalderen var et centralt emne op til folketingsvalget i juni 2019, og udsigten til en stigende pensionsalder var også et hedt emne, da Danmarks største fagforbund 3F holdt kongres i september måned sidste år. Her besluttede de delegerede, at forbundet skulle arbejde for, at den planlagte stigning af pensionsalderen i 2035 skal stoppes.

>>LÆS OGSÅ: Enigt 3F vil sætte en stopper for stigning i pensionsalderen

Andre forbund har også haft spørgsmålet til diskussion på deres respektive kongresser – det gælder således både FOA og HK Privat.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. feb. 2020 - 07:57   06. feb. 2020 - 11:06

Pensionsalder

noc@arbejderen.dk
Tilbagetrækningsreformen
  • Den såkaldte tilbagetrækningsreform blev aftalt i foråret 2011 mellem VK-regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale. Men aftalen hæves folkepensionsalderen med et halvt år om året fra 2019 til 2022, så folkepensionsalderen vil være 67 år i 2022. 
  • Efterlønsperioden forkortes fra fem til tre år gradvist fra 2018-2023 ved at hæve efterlønsalderen.

  • Nedslidte kan få seniorførtidspension, når de har mindre end fem år til folkepensionen. Der stilles samme krav til tabt arbejdsevne som for ansøgere til førtidspension.

  • Ifølge velfærdsreformen fra 2006, indgået mellem den daværende VK-regering, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale, skal pensionsalderen hæves fra 67 til 68 år i 2030. Og pensionsalderen skal fortsat stige, indtil en folkepensionist i gennemsnit kun har 14,5 år tilbage at leve i.

Du kan læse mere om tilbagetrækningsreformen her

Kampagne for at stoppe en højere pensionsalder

Følgende står bag kampagnen 'Stop for højere pensionsalder – 68 er nok!':

Allan Busk, formand 3F Aalborg
Britt Petersen, formand LFS København
Carsten Munkholm Larsen, formand Malernes Fagforening, Nordjylland
Claus Westergreen, formand 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening
Finn Jenne, formand 3F Frederikshavn
Hans A. Sørensen, formand 3F Horsens og omegn
Hans Martin Andersen, formand Malernes Fagforening, Midtjylland
Helle Osther, formand 3F Frederiksborg
Henning Boye Christensen, formand 3F Ringkøbing-Skjern
Henrik Juul Rasmussen, formand Rør og Blikkenslagernes Fagforening af 1873, København
Jacob Meier, formand 3F Esbjerg
Jakob Lykke, formand 3F Esbjerg Transport
Kristian Gaardsøe, formand FOA Nordjylland
Lars Bæk, formand Dansk EL-Forbund, København
Lone Dybdal, formand FOA Horsens
Ole Wiil-Andersen, formand Blik & Rørarbejderforbundet, Kreds Sjælland-Bornholm
Per Chr. Kjeldsen, formand 3F Midtvendsyssel
Thomas Christensen, formand Blik & Rørarbejderforbundet, Kreds Nord-Midtjylland
Thorkil Jansen, formand 3F Transport, Logistik & Byg Århus
Torben Knudsen, formand Ejendomsfunktionærernes Fagforening i Nordjylland