10 Dec 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 4 °C

Seniorbonus øger uligheden

Forbundsformand kritiserer Folketingsbeslutning

Seniorbonus øger uligheden

En ny bonus til seniorer, der bliver længere på arbejdsmarkedet, øger uligheden, mener forbundsformand Ole Wehlast.

– Den præmie får mine medlemmer aldrig gavn af, lyder reaktionen fra Ole Wehlast.
FOTO: Fødevareforbundet NNF
1 af 1

Et bredt flertal i Folketinget vedtog tirsdag et lovforslag, der skal gøre det mere attraktivt for pensionister at blive på arbejdsmarkedet, selvom de har nået pensionsalderen.

Problemet er, at den belønning ikke er noget værd for lønmodtagere, der slet ikke kan arbejde længere, fordi deres kroppe er nedslidte. 
Ole Wehlast, forbundsformand NNF

Bundfradraget for folkepensionisters indtægt ved personligt arbejde hæves fra 100.008 kroner til 122.004 kroner om året. Samtidig bliver folkepensionister og førtidspensionister i mindre grad modregnet i deres indkomst, hvis deres ægtefælle eller samlever arbejder.

Derudover kan seniorerne fremover få en skattefri bonus på 42.000 i stedet for 30.000, hvis de arbejder 30 timer om ugen i gennemsnit det første år efter, de når folkepensionsalderen. Og hvis de arbejder 30 timer i gennemsnit i det andet år efter folkepensionsalderen, har de nu udsigt til en skattefri præmie på 25.000 kroner, fremgår det af en pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet.

Men udsigten til en seniorbonus ser ikke særlig lys ud for medlemmerne af Fødevareforbundet NNF, mener forbundsformand Ole Wehlast:

– Den præmie får mine medlemmer aldrig gavn af. Problemet er, at den belønning ikke er noget værd for lønmodtagere, der slet ikke kan arbejde længere, fordi deres kroppe er nedslidte. Det gælder desværre mange af mine medlemmer.

Hårdt fysisk arbejde

Medlemmerne af Fødevareforbundet arbejder blandt andet som slagteriarbejdere, der udgør den største medlemsgruppe, bagere og mejerister. Alle job der er fysisk hårde og nedslidende. 

Ole Wehlast mener, at den nu vedtagne ordning særligt kommer de grupper på arbejdsmarkedet til gode, der i forvejen står til at få en god alderdom.

– De højst uddannede vil typisk også være dem, der har de mindst nedslidende job. De bliver i høj grad længere på arbejdsmarkedet allerede, så de har ikke brug for at få en stor bonus oven i hatten. Det øger uligheden, siger han og tilføjer, at der kan komme nok så mange penge på bordet – det hjælper ikke på en slidt krop, der ikke kan arbejde.

Tilfreds minister

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er til gengæld godt tilfreds med aftalen:

– Det er glædeligt, at flere seniorer fortsætter med at arbejde ved siden af pensionen. Det her er første skridt i rækken for, at dem, der kan og vil, bliver på arbejdsmarkedet, så længe de har lyst.

Den aktuelle pensionsalder er 65,5 år. Til årsskiftet sættes den op til 66 år, hvilket gør det endnu sværere for de nedslidte lønmodtagere at se sig selv i et forlænget arbejdsliv.

En model næste år

Peter Hummelgaard siger, at han er opmærksom på, at den stigende pensionsalder gør det nødvendigt også at finde en løsning for dem, der ikke kan fortsætte med at arbejde, når de rammer pensionsalderen.

– Dem, der tidligt er trådt ind på arbejdsmarkedet og har haft et hårdt arbejdsliv, skal have mulighed for tidlig tilbagetræning, og det er det, regeringen arbejder på og vil fremlægge en model for næste år, siger ministeren i en pressemeddelelse.

Ifølge Altinget skønnes forhøjelsen af seniorpræmien at komme til at koste 359 millioner kroner i 2025. Præmien vil komme 20.000 personer til gavn, men blot øge arbejdsudbuddet med 375 personer.

Ole Wehlast så derfor hellere, at man brugte pengene på at sikre, at færre personer blev nedslidte, samt på at sikre en værdig afsked med arbejdsmarkedet for de, der ikke kan arbejde længere.

Krav fra store forbund

På en stribe faglige kongresser hen over efteråret har en værdig alderdom været et centralt tema. De delegerede på HK/Privats kongres opfordrer forbundsledelsen til at arbejde for en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og på at få sat en stop for højere pensionsalder.

I september holdt Danmarks største fagforbund 3F kongres. Her foregik en heftig debat, der endte med en beslutning om, at forbundet skal arbejde for at sætte en stopper for den fortsatte stigning i pensionsalderen. Forbundet skal også arbejde for en genvurdering af velfærdsforliget, som er hele baggrunden for, at arbejdslivet forlænges. 

Diskussionerne om mulighed for værdig tilbagetrækning fyldte også godt på FOA's kongres. Forbundet vil både af med velfærdsforliget og håber, politikerne kan blive enige om en ordning, der åbner for differentieret pensionsalder.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. nov. 2019 - 06:47   07. nov. 2019 - 11:49

Pensionsalder

noc@arbejderen.dk