13 Nov 2019  

KBH: Spredte skyer, 5 °C

Elitært system udelukker selvudgivere

Kronik

Elitært system udelukker selvudgivere

Jeg blev både forbavset og vred over at blive fejet af som "selvudgiver", men jeg blev nu først og fremmest forarget over, at selvudgivere automatisk får problemer, som andre forfattere ikke får, skriver forfatter Else Cederborg. Selvudgivere er ikke den homogene gruppe, som den etablerede forlags-, biblioteks- og avisverden har postuleret.

Selvudgivernes bøger får ikke de livsvigtige lektørudtalelser, der baner vejen til bibliotekshylder. (Arkivfoto, Blågårds Bibliotek i København).
FOTO: Ali Nabulsi
1 af 1

Da jeg for nogle år siden opdagede, hvor let – og sjovt – det er at udgive en bog uden om alle forlag, blev jeg helt euforisk af begejstring og publicerede den ene selvudgiver-e-bog efter den anden.

Selvudgiverne bliver røvrendt af et system, der danner en beskyttende mur omkring en salgsvare – nemlig de etablerede forfattere og forlag – som det er i deres interesse at værne om.

Indtil da havde jeg fået bøger ud på etablerede forlag som for eksempel Gyldendal, Borgens Forlag, Lindhardt & Ringhof, hvor alt var styret ovenfra, nemlig af forlagsredaktører.

Det kørte som efter en snor, hvor bogen kom, blev vurderet af anmeldere, fik lektørudtalelser og kom på biblioteket. Den etablerede bogverdens rygrad er nemlig de mange smagsdommere, der vender tommelfingeren opad eller nedad, som de nu føler for.

Tankegangen er, at bogen ved at forcere den første hurdle, nemlig det at blive antaget til udgivelse på et hæderkronet forlag, har bevist sin litterære værdi og har gjort sig fortjent til opmærksomhed fra aviser, biblioteker og almindelige købere.

Hvis man sætter sagen på spidsen, kan man sige, at det er forlagsfolkene, der vurderes af de presse- og biblioteksfolk, der kommer med udtalelser om den enkelte bog.

I min skriverus skrev og skrev jeg, men det varede nu ikke længe, før det gik op for mig, at en selvudgiver arbejder under ganske anderledes vilkår, end forfattere normalt gør. Det kan godt være, at man sælger bøger, men på en vis måde er man alligevel usynlig, for der er ingen presseomtale, og man må selv stå for PR, hvilket der sjældent er budget til. Faktisk ret chokerende for en person, der som jeg var vant til anmeldelser, bibliotekskøb og anden salgsfremmende opmærksomhed.

Når jeg henvendte mig til aviserne for at spørge, om der kom anmeldelser af mit seneste værk, og til bibliotekerne for at spørge efter lektørudtalelser, blev jeg fejet af som "selvudgiver". (Den samme oplevelse havde jeg, da jeg nogle år senere gentog processen i forbindelse med tre Mellemgaard-udgivelser, men nu var det boghandlerne, der var direkte uforskammede).

Jeg blev både forbavset og vred over den behandling, jeg blev udsat for, men jeg blev nu først og fremmest forarget over, at selvudgivere automatisk får problemer, som andre forfattere ikke får.

Derfor gik jeg i gang med en analyse af situationen, hvor jeg som noget af det første fandt ud af, at selvudgivere ikke er den homogene gruppe, som den etablerede forlags-, biblioteks- og avisverden har postuleret.

At skære alle over én kam er ikke bare det rene vanvid, men også direkte mistænkeligt. Det giver nemlig den etablerede bogverden en unfair fordel ved at nedvurdere den strøm af selvudgiverværker, der konkurrerer på markedet med bøgerne fra de store forlag. (Der udkommer over 10.000 bøger på dansk hvert år, hvilket vil sige, at hver enkelt bog har 9.999 konkurrenter på bogmarkedet).

Da jeg ville vide mere om den mekanik, der styrede dette system, kastede jeg mig blandt andet over gamle avisartikler, der tog emnet op. Den 30. september 2016 havde Berlingske Tidende en artikel på, der var enormt afslørende: Litteraturredaktør Søren Kassebeer sagde blandt andet, at bøger fra selv- og medudgiverforlag (for eksempel Mellemgaard) typisk ikke er noget, han vil bruge tid og spalteplads på:

“Mit indtryk er, at niveauet generelt er meget lavt, og i en seriøs avis som Berlingske anmelder vi ikke amatørbøger – ligesom vi jo heller ikke anmelder for eksempel amatørteater og koncerter med amatørsymfoniorkestre,” som han udtrykte det. Andre som for eksempel den tidligere formand for Dansk Forfatterforening, forfatter Lotte Garbers, litteraturkritiker Klaus Rothstein og diverse højt placerede biblioteksfolk er kommet med lignende negative udmeldinger.

Hele dette elitære system er som skruen uden ende, for når aviserne holder selvudgiverne ude, så gør bibliotekerne det også, og de er ellers normalt med til at sikre forfatterne en levevej.

Den barskeste er nok Lotte Garbers, idet nogle af hendes udtalelser imidlertid er mere selvafslørende end oplysende: “... hvis litteratur bare bliver noget, vi alle sammen laver, så bliver litterær kvalitet noget, vi om muligt får endnu sværere ved at snakke om. Og hvad med professionelle forfatteres selvfølelse, hvis det, vi laver, bare er noget, man kan lave, hvis man har et log-in til en selvudgivelsesportal?” Hun ser det altså tydeligvis som dybt bekymrende, hvis der rokkes ved det elitære begreb, der stadig knyttes til alle kunstretninger.

Jeg kan more mig over hende, samtidig med at jeg koger af raseri, for hvad bilder hun sig ind? Hvor vover hun at sætte sig som vagthund for den elitære bogverden ved at nedvurdere andre bøger, som hun ikke engang har et personligt kendskab til? En bog er en bog i sin egen ret, ligesom et menneske er det, og begge bør bedømmes på disse præmisser og ikke smækkes sammen til én ubestemmelig grød, der derpå kasseres som “ubrugelig”.

Hele dette elitære system er som skruen uden ende, for når aviserne holder selvudgiverne ude, så gør bibliotekerne det også, og de er ellers normalt med til at sikre forfatterne en levevej.

Selvudgivernes bøger får ikke de livsvigtige lektørudtalelser, der baner vejen til bibliotekshylder og/eller e-Reolen. Materialechef for Københavns Biblioteker Inger Gyldenkærne har erkendt, at selvudgivere lettere bliver overset, netop fordi de ikke bliver anmeldt, eller fordi de som regel ikke får en lektørudtalelse.

Hun understreger dog samtidig, at det i nogle tilfælde også handler om det litterære niveau: “Jeg vil ikke sige, at der generelt er et kvalitetsproblem. Men nogle af de ting, der bliver selvudgivet, bliver det, fordi de ikke er kommet igennem på et forlag.”

Sagen er som før sagt, at processen med at udkomme på et etableret forlag tjener som et kvalitetsstempel, og det er der brug for ved hvert trin af hele denne lange vej imod anerkendelse, berømmelse og indtægter ...

Min holdning til alt det her er, at selvudgiverne bliver røvrendt af et system, der danner en beskyttende mur omkring en salgsvare – nemlig de etablerede forfattere og forlag – som det er i deres interesse at værne om. At de ved at behandle selvudgivere som en homogen gruppe måske også holder det store, nye mesterværk ude, som alle seriøse litteraturfolk sukker efter, lader ikke til at bekymre dem ...

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. aug. 2019 - 12:08   07. aug. 2019 - 13:25

Kronik

af Else Cederborg, cand.mag. og forfatter
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 800 og 3000 tegn inklusive mellemrum.
  • Kronikker og kommentarer må maksimalt være på 5000 tegn inklusive mellemrum.
  • Sendes til debat@arbejderen.dk 
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.