24 Aug 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 23 °C

Nu vil vi også mærke det økonomiske opsving

Nu vil vi også mærke det økonomiske opsving

I forbindelse med de kommende overenskomstforhandlinger på det private område skal der fokus på lønnen, og det såkaldte velfærdsforlig fra 2006 skal opsiges.

Nu er det vores tur. Malersvendene i København og resten af Danmark har ikke mærket meget til det opsving, der efter sigende er i gang. Vores lønninger og arbejdsforhold er stadig ikke på niveau med, hvad de var før krisen i 2007.

Den stigende pensionsalder er en hån mod alle arbejdere i det her land. 

Dette er vi stærkt utilfredse med. Vi kan konstatere, at man i toppen af samfundet beriger sig selv med lønstigninger, bonusser og profitter, mens den borgerlige regering forkæler de rige med skattelettelser, billigere luksusbiler og luksusbåde.

Forventningerne til OK20

Dette er ikke situationen for os. Vores løn står stille, mens arbejdstempoet stiger. Regeringen har givet os dårligere dagpenge og en stigende pensionsalder. Vores kollegaer, der er slidt ned, nægtes førtidspension og behandles i stedet som kriminelle og sendes ud til virksomheder som gratis arbejdskraft i såkaldt arbejdsprøvning.

Det er uacceptabelt. Derfor har vi store forventninger til de kommende overenskomstforhandlinger i 2020. Vi forventer en kraftigt stigende mindsteløn og kædeansvar. Vi forventer også, at de krav, vi stiller, er dem, der bliver forhandlet. I 2017 blev vores krav ignoreret, og i stedet fik vi en kopi at industrioverenskomsten. Derfor stemte vi nej. Og derfor blev det også et nej i resten af byggeriet. Men på grund af sammenkædningsreglerne blev det alligevel et ja.

Reglerne må laves om

Derfor foreslår vi sammenkædningsreglerne ændret, så et samlet nej i byggeriet fører til konflikt i byggeriet.

Den stigende pensionsalder er en hån mod ikke bare alle malersvende, men mod alle arbejdere i det her land. Hvis ikke det var så alvorligt, var det jo helt til grin. Vi kan som så mange andre fag ikke holde til at arbejde, til vi er 70 eller derover. Vi kan knapt holde, til vi er 60. Derfor skal vi opfordre alle arbejderpartier til at opsige det forlig fra 2006, der har medført den stigende pensionsalder.

De unge, der kommer i lære i dag, skal ifølge dette forlig arbejde, til de er i midten af halvfjerdserne. Dette kan ikke lade sig gøre. Derfor opfordrer vi til at sætte pensionsalderen tilbage til 65 år. Vi ønsker også forringelserne af førtidspensionsordningen fjernet, og vi kræver stop for ulønnet virksomhedspraktik. Praktik skal selvfølgelig aflønnes med normallønnen på området.

Man fortæller os, at der er opsving. Fint, så må det være vores tur til at få del i det.

Vedtaget på generalforsamlingen den 10. april

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. apr. 2019 - 08:05   17. apr. 2019 - 08:10

Læserbrev

fra Malernes generalforsamling i København