20 Mar 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 2 °C

Godt indspark i debatten om populisme

Anmeldelse

Godt indspark i debatten om populisme

De to svenskere, Åsa Linderborg og Göran Greider, har i "Det populistiske Manifest" klart fokus på arbejderklassen og uligheden i det kapitalistiske samfund. Det er en læseværdig bog.

Bogen er et rigtig godt indspark i en tid, der varsler store forandringer. Vi ser i Europa en arbejderklasse, der sætter hælene i, som de Gule Veste i Frankrig.
FOTO: Christophe Archambault/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Ordet populisme bruges i flæng. Nogen bruger det som et skældsord mod den yderste højrefløj, der forfører arbejderklassen. Andre snakker om venstrepopulisme. Men hvad er populisme?

Venstrepopulismen kan appellere til arbejderklassen ved at tage fordelingspolitikken alvorligt. 

De to svenske forfattere Åsa Linderborg (kulturchef på Aftonbladet, en af Sveriges største aviser) og Göran Greider (forfatter og chefredaktør for den socialdemokratiske Dala-Demokraten) forsøger i bogen "Det populistiske Manifest" at give deres bud på populismen og beskrive dens bagvedliggende årsager.

Bogen udkom i maj 2018 og spiller naturligvis på titlen fra Karl Marx’s Det Kommunistiske Manifest i anledningen af Marx-året. Forfatternes ambition er, at vi skal tale om populisme på en anden måde end hidtil; som en reaktion på en samfundstilstand. Deres udgangspunkt er, at der er behov for en venstrepopulisme.

Om populisme

I det indledende kapitel forsøger Åsa Linderborg & Göran Greider at forklare populismen og beskrive ligheder og forskelle på højre- og venstrepopulisme. Én af forskellene er, at højrepopulisterne anvender folket som stemmekvæg, hvorimod venstrepopulismen ser folket som en reelt forandrende kraft.

Ved læsningen forstår man, at venstrepopulismen kan appellere til arbejderklassen ved at tage fordelingspolitikken alvorligt. Den kan være med til at skabe reformer, der får udviklingen væk fra den nyliberale markedsøkonomi.

De henviser til Corbyn og Bernie Sanders som eksempler på venstrepopulister, der har erfaringer med at arbejde i massebevægelser et langt liv, og som er i stand til at formulere sammenhængende alternative samfundsvisioner.

Venstrefløjen og globaliseringen

De to forfattere mener, at venstrefløjen, som ikke defineres nærmere, har svigtet arbejderklassen, at venstrefløjen har forladt fordelingskampen til fordel for identitetskampen. Den har i virkeligheden accepteret nyimperialismens dogmer om, at klasserne og klassekampen er et overstået kapitel.

De peger på, at identitetskampen er klasseløs. Den handler om køn, race og seksualitet. Den er hævet over klassekampen. Det er en kamp i ideernes verden ikke i den materielle verden.

Ifølge Linderborg og Greider fremstår globalisering ofte som noget positivt, der forbinder os kloden rundt og muliggør, at vi frit kan rejse i hele verden, dele hinandens kultur og historie, både fysisk og gennem de sociale medier, i en grænseløs verden. Og "globaliseringens tabere"  fremstilles som "hjælpeløse, halvdumme, fordumsfulde, indskrænkede, misundelige mennesker, som "vi", der er veluddannede og berejste, skal have ondt af eller ligefrem ringeagte" (citat fra bogen).

Forfatterne nævner Brexit og valget af Trump som eksempler på, hvordan venstrefløjen har ringeagtet arbejderklasssen som racistisk og uvidende, forført af højrepopulisme.

De foreslår, at vi erstatter ordet globalisme med kapitalisme. Så kommer det til at give en helt anden mening. Højrepopulismen har vundet, fordi der bliver talt langt mere om ”globaliseringens tabere” end om kapitalismens vindere.

Det nationale spørgsmål

Forfatterne kritiserer ligeledes venstrefløjen for dens holdning til nationalstaten. Den forstår ikke, at kampen mellem klasserne om demokratiske og sociale rettigheder, velfærd og løn- og arbejdsvilkår i dag foregår på et statsligt niveau. Arbejderklassen må varetage sine interesser, der hvor den lever og arbejder, som Marx og Engels konstaterede i Det kommunistiske Manifest.

De skriver: "Når venstrefløjen i bred forstand ikke formår at formulere en holdbar idé om nationalstatens rolle i dag, bliver hele spørgsmålet overladt til højrepopulismen, som støber den om til en livsfarlig nationalisme".

I stedet for at være internationalistisk er venstrefløjen blevet anti-national og har derfor efterladt en følelse i arbejderklassen af, at den ikke tager deres problemer og fremtid alvorligt.

Socialdemokratiernes svigt

Linderborg og Greider beskriver forvandlingen af de socialdemokratiske partier fra at have repræsenteret arbejderklassen med store visioner om et andet samfund til at blive et markedsliberalt parti.

De mener, at socialdemokratierne i starten var venstrepopulister, der kunne begejstre. I dag er visionerne forsvundet, og de har nu ladet de markedsliberale økonomer definere visioner som "overbudspolitik" og "ansvarsløshed". Derfor er betydelige dele af den vestlige verdens arbejderklasse holdt op med at forvente sig noget fra de partier, som i hundrede år faktisk talte i deres navn.

Ifølge forfatterne ligger populismens styrke i, at den tør love noget andet end det bestående. Derfor er venstrepopulismen ifølge dem en forudsætning for en reformisme, som vil noget andet end at pudse facaden; en reformisme som kan banke højrepopulismen ned til fodsålerne.

Klassesamfundet

De to forfattere fastslår, at arbejderklassen globalt aldrig har været større end i dag, heller ikke i deres eget land. Ud over industriarbejderklassen, som er svundet, er der de ansatte i den offentlige sektor, HK’erne og indvandrerne, hvor de fleste ender i LO-fællesskabet.

De peger på, at de fleste tror, at middelklassen udgør 70 procent af befolkningen, og at den er vokset og lever godt. Men det er ikke sandt. Der gives tal på, hvor meget middelklassen er krympet.

I bogen forklarer forfatterne, at det er langt vanskeligere at definere middelklassen end arbejderklassen. De skriver, at "der er afgrundsdybe forskelle i arbejdsvilkår og levestandard mellem en sagsbehandler i en pensionsklasse og en generaldirektør, mellem en kontorarbejder og en universitetslektor, men de er alligevel alle sammen en del af det, der kaldes middelklassen".

Deres udsagn er, at de lavere middelklasselag proletariseres og begynder at få fælles interesser med arbejderklassen.

Efter min mening er "middelklasse" et af de upræcise begreber, der anvendes hyppigt. Marxismen anvender begrebet "mellemlaget". Altså et lag mellem de to hovedklasser – arbejderklassen og borgerskabet, hvor de forskellige grupperinger læner sig op af den klasse, de har flest lighedstræk med. Det forklarer, hvordan flere fra dette lag prekariseres og nærmer sig arbejderklassen.

Forandringens tid

"Det populistiske Manifest" er absolut en læseværdig bog. Linderborg og Greider har klart fokus på arbejderklassen og uligheden i det kapitalistiske samfund.

Om end de ikke er erklærede marxister, har de forståelsen for, hvad den øgede ulighed og afdemokratisering gør ved en arbejderklasse, der har betalt prisen for den såkaldte globalisering.

Bogen sætter gang i mange tanker og er et rigtig godt indspark i en tid, der varsler store forandringer. Vi ser blandt andet i Europa en arbejderklasse, der sætter hælene i. Vi har blandt andet set det med Brexit og med de Gule Veste i Frankrig.

Arbejderklassen vil ikke længere finde sig i omfordelingen fra fattige til rige. Og der kræves indflydelse og demokrati, hvilket står i modsætning til spareprogrammerne fra EU.

29. jan. 2019 - 16:40   29. jan. 2019 - 16:51

Bøger

Joan Ågot Pedersen
medlem af landsledelsen og internationalt udvalg i Kommunistisk Parti

Åsa Linderborg og Göran Greider: Det Populistiske Manifest. 242 sider. 250 kroner. E-bog: 187 kroner. Informations Forlag.