20 Mar 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 2 °C

Folkets lidelser for så megen skønhed

Lydværk fra Paul og Helger

Folkets lidelser for så megen skønhed

Folkeliv, vindyrkning og kathedraler i Nordfrankrig bliver badet i et nysgerrigt og undersøgende lys, når Marianne Pauls franske fortællinger "Som lyset i en Renoir", læses op af Anne Marie Helger.

Anne Marie Helger og forfatteren Marianne Paul i en pause under indspilningen af "Som lyset i en Renoir".
FOTO: David Filskov
1 af 1

Er januar grålig og blådiset her i Norden, må man ty til andre "lyskilder". Lyt engang til Marianne Pauls inspirerende fortællinger med titlen, "Som lyset i en Renoir". Et lydværk, læst op af Anne Marie Helger, der her viser en helt anden side af sit dramatiske talent.

Marianne Paul standser ikke ved overfladen og den umådelige skønhed. Hun standser også op for at give os det, der er underneden.

Med stor indlevelse giver Anne Marie Helger liv til de 22 fortællinger, som Marianne Paul har skrevet ud fra sine mange vandringer i Nordfrankrig i årene omkring 2000, i området Champagne, hvor hendes far kommer fra. Deraf undertitlen "Franske fortællinger".

Som Renoirs pensel

På sin vej stødte Marianne Paul på mange specielle mennesker, landskaber, bygninger og haver, altsammen kultur, der satte gang i mange forundringer: Hvordan fik herremændende deres borge? Hvordan fik kirken i Chalons en Champagne nordeuropas største klokkespil? Hvorfor lavede man en kuppel, der kunne åbnes over operabiografen? Hvorfor er de store byers katedraler som himmeløgler? Hvordan fik champagnen sine bobler?

Små fortællinger, hvor man kan blive suget ind i det maleriske ordvalg og de farverige beskrivelser. Naturens og dens farver er hele tiden trukket frem i billedsproget, på samme måde som maleren Renoir satte sin pensel med lys farve netop dér, hvor han så noget vigtigt.

Champagnes to verdener

Marianne Paul standser ikke ved overfladen og den umådelige skønhed. Hun standser også op for at give os det, der er underneden.

Marianne Paul erfarede, hvor let det var at komme i kontakt med folk i Champagne, men også at der var stor afstand mellem de, der dyrker vindruerne, og de mennesker, der sælger den kostbare champagne.

Helgers stemme er dramatisk med sans for ironien, og den sociale harme klinger igennem, uden at det bliver politisk komik.

For området Champagne har to verdener, hvor den ene er violetbrun som druerne og jorden, og tilhører vinbønderne, mens den anden tilhører de store champagnehuse: "Den verden udgør overskuddet i Nordøstfrankrig. Den er omstillingsparat og innovativ, forvalter champagnegalleriets astronomiske formuer og med banebrydende markedsføringsstrategier excellerer den på det globale marked." Om natten er der mennesketomt mellem palæerne, som ligger badet i neonlys. Marianne Paul så kun et par romaer, der tjekkede skraldet.

Valget af Helger som oplæser

Anne Marie Helger læser "Som lyset I en Renoir" op med en stemmeføring, der griber om hvert ord. Den er dramatisk med sans for ironien, og den sociale harme klinger igennem, uden at det bliver politisk komik. En helt anden side af Anne Marie Helgers kunstneriske talent.

Marianne Paul blev meget glad, da Anne Marie Helger sagde ja til at være oplæser på "Som lyset i en Renoir". Hun kendte Anne Marie Helgers stemme som oplæser fra "Vinden i Piletræerne" af Kenneth Grahame.

– Jeg er vildt begejstret for Anne Marie Helger som komiker, men jeg synes også, at hendes talent som oplæser er stort. Jeg har aldrig mødt noget, der ligger på niveau med hendes oplæsning. Hun er så levende, intens og facetteret, fortæller Marianne Paul til Arbejderen.

Folkets lidelser

Anne Marie Helger tog imod opgaven som en udfordring og et frirum, hvor hendes tid ellers er fyldt med at være politisk aktivist. Hun blev meget betaget af Marianne Pauls fortællinger fordi, at det er fordybelse, socialt engagement og bekymring for miljø og klima.

– Når man går under overfladen, er det jo i virkeligheden historien om folkets lidelser. Det tænker jeg også på, når jeg ser store bygningsværker i Rom. Tænk, hvad folket har lidt for at få det knoklet op, men netop fordi folket har lidt, er det vores forbandede pligt at værne om det! siger Anne Marie Helger, for hvem Marianne Pauls fortællinger ikke bare er rejsebeskrivelser, men en rejse ind i sindet.

Sæt dig i Nordens lys fra dit vindue, gerne med et kort over Champagne, og nyd fortællingerne i fulde drag. Lækkersult, kunstnerisk sult og tørst vil måske vokse frem ved at lytte til Marianne Pauls righoldige ordvalg, der kan sætte gang i både sanser og samvittighed.

23. jan. 2019 - 10:17   23. jan. 2019 - 10:20

Lydbog

Karin Busk
Anmelder
5

Som lyset I en Renoir. Af Marianne Paul. Læst op af Anne Marie Helger. AV-Forlaget Den Grimme Ælling. Lydeffekter: David Filskov, Epic Sound APS. 22 fortællinger. Tre timers varighed. Musik af Georges Delerue.

Kan købes hos onlineboghandlere og streamingtjenester og hos La France Shop i Espergærde: lafranceshop.dk

Marianne Paul: cand.mag. i litteraturvidenskab og sprogpsykologi, samt en uddannelse i visuel kommunikation fra Kunstakademiets Arkitektskole, har arbejdet som journalist, freelancefotograf og illustrator.

I Danmark findes værker af impressionisten Pierre-Auguste Renoir (1841-1919) på Glyptoteket og i Ordrupgaardsamlingen.