04 Dec 2020  

KBH: Spredte skyer, 3 °C

Byråd i Furesø kræver stop for skifergas

Sender brev til miljøminister

Byråd i Furesø kræver stop for skifergas

Det er "tankeløst" at sætte grundvandet på spil for udvinding af skifergas, skriver et enigt byråd i den nordsjællandske kommune Furesø til ministeren få uger før Totals prøveboring efter skifergas ventes at gå igang i Jylland.

Greenpeace i aktion foran den franske energigigant Totals hovedkvarter i Nyhavn i København.
FOTO: Uffe Weng/Greenpeace
1 af 1

Et enigt byråd i Furesø Kommune besluttede onsdag i sidste uge at sende et fælles brev med en appel til miljøministeren om at droppe planerne om at udvinde skifergas i Danmark.

>> Læs Furesø byråds brev til miljøministeren her

Kommunen frygter at det nordsjællandske grundvand og miljø bliver forurenet med kemikalier. Og så vil man undgå fossile brændsler som skifergas, fordi det belaster klimaet.

Det er helt unikt, at Danmark har så rent grundvand, vi kan tappe fra, og det er værd at kæmpe for.
Tarjei Haaland, Greenpeace.

Underskriveren af brevet, der har overskriften ”Nej tak til udvinding af skifergas i Nordsjælland”, er miljøministerens socialdemokratiske partikollega, borgmester Ole Bondo Christensen.

"Nordsjælland leverer rent vand i verdensklasse til hele hovedstadsområdet, med godt 1,8 millioner indbyggere. Det ville derfor være tankeløst at sætte grundvandet på spil for udvinding af et fossilt brændstof som skifergas, som bidrager til den globale opvarmning. Især når både regering, region og kommuner har sat et konkret mål om, at el- og varmeforsyningen skal være 100 procent baseret på vedvarende energi", skriver borgmesteren i brevet til miljøminister Kirsten Brosbøl.

Furesø Kommune sender nu brevet til de øvrige nordsjællandske kommuner med opfordring til at blive medunderskrivere. Allerød Byråd har allerede stemt nej til prøveboringer, og i Hillerød, Frederikssund og Gribskov er der også udbredt modstand. I sidste ende er det Folketinget, der afgør, om Danmark skal sige nej til skifergas.

I november sidste år sagde et flertal af Hillerød Kommunes teknik- og miljøudvalg nej til skifergas.

>> Læs artiklen Endnu en kommune afviser gas-eventyr

Og i september sidste år besluttede et enstemmigt byråd i Allerød at sige nej til prøveboringer efter skifergas i kommunen.

>> Læs artiklen Allerød siger nej til skifergasboring

Også Greenpeace, som for nylig offentliggjorde rapporten "Fornuft eller fracking", der samler dokumentation for skifergassens konsekvenser i udlandet, opfordrer miljøministeren til at reagere på de alvorlige sundheds- og miljørisici ved skifergas.

Danmark bør gøre som mange andre lande i Europa og New York State i USA har gjort: forbyde fracking. Den omstridte metode med at pumpe kemikalier ned i undergrunden kan give forurenet spildevand, true grundvandet og skabe radioaktivt affald.

- Det er vigtigt, at kommunerne siger fra over for de mange farer for grundvandet, borgernes sundhed og lokalmiljøet, som fracking efter skifergas medfører. Det er helt unikt, at Danmark har så rent grundvand, vi kan tappe fra, og det er værd at kæmpe for. Jeg opfordrer de politiske beslutningstagere til at tage ved lære af udlandet, hvor borgere er blevet syge og grundvandet svinet til, og reagere på de mange advarsler rundt om i landet, siger Tarjei Haaland, klima- og energimedarbejder fra Greenpeace.

Det franske energiselskab Total har sammen med det statsejede Nordsøfonden licens til skifergas-efterforskning i store dele af Nordjylland og Nordsjælland, svarende til 12 procent af Danmarks areal.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. mar. 2015 - 11:47   01. apr. 2015 - 14:24

Skifergas

ml@arbejderen.dk
Skifergas i Danmark
  • Skifergas er en type naturgas, som ligger i gaslommer inde i skifersten dybt nede i undergrunden.

  • Det franske olieselskab Total E&P fik i 2010 i samarbejde med Nordsøfonden tildelt to licenser til efterforskning af skifergas i Danmark.

  • Skifergas udvindes ved at bore lodret gennem grundvandslaget til skiferlaget, hvorefter der bores vandret. Herefter sprøjtes en blanding af vand, sand og kemikalier ned i borehullet under højt tryk. Det høje tryk får klippen til at sprække og gør det muligt at udvinde naturgassen.

  • Der bruges 8-30 millioner liter vand til processen. Ved hvert hul kan processen gentages op til 18 gange - hver gang med det samme vandforbrug.

  • Kemikalieblandingen indeholder ifølge netværket "Skifergas nej tak" flere kemikalier, som er giftige, allergi- og kræftfremkaldende.

  • Den 25. juni 2014 gav et flertal i Frederikshavn Byråd Total tilladelse til at lave prøveboringer efter skifergas i Dybvad i Nordjylland.

  • Den 30. juli 2014 åbnede miljøaktivister en protestlejr mod boringerne få hundrede meter fra det sted, hvor prøveboringerne skal gennemføres. Lejren blev lukket den 30. september 2015, da Total havde stoppet deres boring.

>> Læs mere om danmarkshistoriens første boring og protesterne mod skifergas på Arbejderens temaside.