25 Oct 2020  

KBH: Spredte skyer, regn, 11 °C

Zionismen kører på larvefødder

Baggrund

Zionismen kører på larvefødder

Zionismen er idéen om, at jøder udgør et folk, der har krav på en egen religiøs stat i Palæstina med Jerusalem som hovedstad. Idéen blev til virkelighed som staten Israel, fordi USA og Europas stofmagter har interesse i at få et brohoved i den olierige region.

FOTO: THOMAS COEX/AFP/SCANPIX
1 af 1

"Ingen zionister i vores gader", "ingen zionister i vores gader", "ingen zionister i vores gader".

Under demonstrationen i København i sidste uge fra USA's ambassade til Israels ambassade, var lød råbet: "Ingen zionister i vores gader", blandt en række andre slagord i protest mod Israels blodige overfald på Gaza.

Zionismen var med til at bane vejen for oprettelsen af staten Israel i 1948.

De mange tilskuere i vinduer, på altaner og forbipasserende på gaden og fortovet nemt kunne forstå slagord som "Boykot Israel" og "Down-Down USA" samt "Israel-Israel-USA. Hvormange børn har I dræbt i dag".

Men budskabet "Ingen zionister i vores gader" blev næppe forstået.

For hvad er zionisme. Og hvem er zionister - og derfor ikke velkomne i Københavns gader?

Zionisme er racisme

Mellem 1975 og 1991 kunne man give et klart svar på spørgsmålet: Zionisme er racisme. FN's generalforsamling havde nemlig vedtaget en resolution, der slog fast, at zionisme kan sidestilles med racisme, og som sådan er i strid med FN's udtrykkelige fordømmelse af diskriminering på grund af race eller etnicitet.

Men i 1991 blev denne resolution suspenderes med en ny afstemning i FN's generalforsamling, der to år efter 'Murens fald' afspejlede en helt anden magtbalance i verden.

Resolutionen, der sætter lighedstegn mellem zionisme og racisme fra 10. november 1975 blev vedtaget med 72 stemmer for, 35 stemmer imod og 32 lande, som afstod fra at stemme.

Resolutionen er begrundet med en række henvisninger:

Først og fremmest henvises der til FN's egen resolution 1904 fra 1963. Den vender sig imod "alle former for racediskrimination" i særlig grad "enhver doktrin, der fastslår raceforskelle eller en races højere placering end andre". Det er "falsk, moralsk forkasteligt, socialt uretfærdigt og farligt", lyder det i resolutionen, der påpeger, at racisme på daværende tidspunkt var en realitet i en række lande, hvor racediskrimination "håndhæves af regeringer gennem love, med administrative regler eller på anden måde".

For det andet henviser FN's generalforsamling til, at den to år tidligere (i 1973) fordømte samarbejdet mellem det racistiske Sydafrika og zionismen.

Danmark var blandt de 35 lande, som stemte imod.

For det tredje henviser man til en erklæring fra FN's Internationale kvindemøde afholdt i Mexico i sommeren 1975. Kvindemødet påpeger, at internationalt samarbejde og fred forudsætter "stop for kolonialisme og neokolonialisme, stop for fremmed besættelse, zionisme, apartheid og racediskrimination i alle former"...

For det fjerde begrunder generalforsamlingen sin resolution med en henvisning til, at de afrikanske lande på et topmøde i OAU (Organisationen for Afrikansk Enhed) to måneder tidligere havde rejst en skarp kritik af blandt andet det zionistiske Israel. OAU påpeger i sin udtalelse "at det racistiske regime i det besatte Palæstina, og de racistiske regimer i Zimbabwe og Sydafrika har en fælles imperialistisk oprindelse, udgør et hele og omfatter de samme racistiske strukturer og politik med det mål at undertrykke menneskers værdighed og integritet".

For det femte og sidste henviste FN's generalforsamling til De Alliancefri Landes udenrigsministermøde i Lima, Peru, der i august samme år "særdeles hårdt fordømmer zionismen som en trussel mod fred og sikkerhed i verden og appellerer til alle lande om at imødegå og afvise denne racistiske og imperialistiske ideologi".

Med disse fem begrundelser konkluderer FN-resolution 3379 fra 1975, at "zionisme er en form for racisme og racediskrimination".

Danmark var blandt de 35 lande, som stemte imod.

16 år og en Berlin-mur senere

Men verden forandrede sig dramatisk i 1989-1990....

Berlinmuren faldt, den socialistiske blok gik i opløsning, de nye regimer i tidligere socialistiske lande i Østeuropa blev nære allierede af Vesten og USA. Sovjetunionen blev opløst, og ud af denne opløsning voksede en række 'tidligere sovjetrepublikker'. De orienterede sig næsten alle mod USA og Vesten.

Stemmebalancen i FN's generalforsamling skiftede.

Uden at der var sket nogen ændring i Israels politik vedtog FN's generalforsamling - efter en tale af USA's daværende præsident, George Bush (senior) - "at ophæve betegnelsen indeholdt i resolution 3379 fra 10. november 1975"... altså betegnelsen af zionisme som et udtryk for racisme.

Det skete den 16. december 1991, og denne resolution er kendt som Resolution 46/86.

111 lande stemte for, 25 lande stemte imod og 13 lande undlod at stemme.

Danmark stemte for.

I sin tale i FN's generalforsamling trak USA's præsident George Bush (senior) Holocaust-kortet: 

"Resolution 3379, den såkaldte "zionisme er racisme"-resolution er et angreb på de principper, på hvilke De Forenede Nationer (FN) er grundlagt... Zionisme er ikke en politik; det er den idé, der førte frem til skabelsen af et hjem for det jødiske folk, til staten Israel. At sætte lighedstegn mellem zionisme og den utålelige racisme er at forvrænge historien og glemme den frygtelige forfølgelse af jøderne under Anden Verdenskrig - og ikke kun dengang men gennem historien. At sætte lighedstegn mellem zionisme og racisme er at fornægte Israel, der er et velrenomeret medlem af FN... Dette FN-organ kan ikke påstå, det vil sikre freden og samtidigt udfordre Israels ret til at eksistere".

Nazitysklands forfølgelse og massemord på jøder (Holocaust) under Anden Verdenskrig bliver af zionismens støtter ofte brugt som reference, uanset om det har nogen relevans.

Men hvad er zionisme

Ifølge USA's præsident er zionisme altså "den idé, der førte frem til skabelsen af et hjem for det jødiske folk, til staten Israel."

Der er bred enighed om, at zionismen på idéplanet var med til at bane vejen for oprettelsen af staten Israel i 1948.

Gyldendals store danske leksikon skriver: "zionisme, (efter Zion og -isme), den politiske bestræbelse på at sikre jødernes tilbagevenden til "Det Hellige Land".

Gud lovede det jødiske folk landet "fra Nilen til Eufrat".

I opslagsværket Leksikon.org kan man læse: "Zionisme er betegnelsen for staten Israels bærende ideologi. Ordet "zion" var oprindelig navnet på jebusitternes borg i Jerusalem cirka 3000 år før vor tidsregning. Ifølge Det gamle Testamente er Zion stedet, hvor Guds udvalgte folk skal samles. På vegne af jøderne gør zionismen krav på landet Palæstina som territorium for en egen stat for jøder. Det har ført til total konflikt med det palæstinensiske folk."

I vore dage er kritikken af zionismen koncentreret om staten Israels rolle som en bosætterstat og brohovede for imperialismen, hedder det i Leksikon.org - der fortsætter:

I zionistbevægelsen var der visioner om at oprette et solidarisk og retfærdigt samfund for jøder i Palæstina. Men for at opnå dette, måtte den indfødte befolkning fordrives eller undertrykkes og landet tages fra dem, og for at nedkæmpe det palæstinensiske og andre arabiske folks modstand måtte man gå i ledtog med imperialismen. Resultatet er blevet et gennemmilitariseret settlersamfund - det mest utrygge sted for jøder at leve i dag."

Trods idealistiske forestillinger blandt nogle i den zionistiske bevægelse, har bevægelsens ledere altid bevidst kalkuleret med, at vold og kolonisering blev nødvendig, påpeger mange kritikere:

"Det har til alle tider stået klart, at de zionistiske ledere til fulde forstod konsekvenserne af deres doktrin", skriver den amerikanske forfatter og debattør Justin Raimondo. Han citerer Israels grundlægger David Ben-Gurion for i et brev at have skrevet: "Vi må fordrive araberne og tage deres plads".

Det har hele tiden været en uomgængelige logik i zionismen, der er en form for religiøs nationalisme, som påstår, at Gud lovede det jødiske folk landet "fra Nilen til Eufrat", skriver Raimondo.

At nå dette mål nødvendiggør militær operation. Det blev søgt skjult af de første zionistiske ledere, der i stedet opbyggede de såkaldte kibbutz'er som en særegen form for socialisme.

Ikke socialisme

Justin Raimondo mener ikke at det har noget med socialisme at gøre. Han noterer sig, at virkeligheden viser, at "zionisme er en form for religiøs nationalisme, som bygger på en strategi med kolonisering, erobring og fordrivelse af den oprindelige befolkning."

Yasser Arafat modarbejdede enhver religiøs eller etnisk farvning af det, der er en antikolonialistisk kamp.

Raimondo henviser til den israelske intellektuelle Yeshayahu Leibowitz (1903-1994), som var skarp i sin kritik af den religiøse nationalisme: "Religiøs nationalisme er for religion, hvad nationalsocialisme er for socialisme", sagde Leibowitz, og Raimondo slutter med at konstatere, at "det er lige præcist, hvad vi ser udfolde sig i fuld skala i Israel i dag."

Michael Warshawski fra den jødisk-israelske fredsorganisation "The Alternative Information Center" bidrager også til billedet af zionismen historisk og aktuelt.

Zionismen bliver ofte fremstillet som 'det jødiske folks hjemkomst' til dets hjemland og retfærdiggøres med henvisning til historiske løfter eller ligefrem Guds løfte, har Warshawski skrevet, men han fortsætter:

"Den israelsk-palæstinensiske konflikt er en politisk konflikt. Det er en politisk konflikt mellem en kolonialistisk bevægelse og en national befrielsesbevægelse. Zionismen er ikke en religiøs, men en politisk ideologi, som engang stræbte efter at løse det jødiske spørgsmål i Europa ved hjælp af masse-emigration til Palæstina og ved hjælp af kolonisation og etablering af en jødisk stat."

Michael Warshawski bemærker i sin artikel, at også nogle arabiske kræfter gennem tiderne har rejst ekslusive islamiske krav på områder, talt om 'hellig krig' og og dermed bidraget til at konflikten får "et konfessionelt præg". Han roser den tidligere palæstinensiske leder Yasser Arafat for har have modarbejdet "enhver religiøs eller etnisk farvning af det, der er en antikolonialistisk kamp, som i virkelighedens verden udspringer af spørgsmålet om territorium, national suverænitet og politiske rettigheder."

Michael Warshawski tilhører i dag den del af den israelske og jødiske befolkning som afviser den zionistiske stats politik og siger "ikke i vores navn!"

Løfter til jøderne

Men de zionister, der henviser til løfter, har også ret. Om ikke løfter fra en gud, så fra britiske og andre statsledere, fra Folkeforbundet og fra det nyoprettede FN.

Den østrigske journalist Theodor Herzl (1860-1904) regnes som den moderne zionismes grundlægger. I 1897 tog han initiativ til at danne Verdens Zionistorganisation. I sin bog "Jødestaten" fra 1896 lancerede han sin strategi for løsning af det europæiske jødeproblem: Bringe jøderne ud af Europa og lade dem samles i deres egen stat.

"Hans majestæts regering ser med sympati på oprettelsen i Palæstina af et nationalt hjem for det jødiske folk.
Balfour Erklæring fra 1917.

Theodor Herzl var helt klar over, at en jødisk stat i Palæstina kunne komme til at spille en geopolitisk rolle og styrke Europa, fordi en sådan stat ville blive "en del af en europæisk fæstningsvold mod Asien, en fremskudt post af civilisation overfor barbarisme", skrev han i bogen "Der Judenstaat".

Frem til afslutningen af Anden Verdenskrig var Storbritannien den herskende kolonimagt i Palæstina.

I 1917 udsendte den britiske regering den såkaldte Balfour Erklæring, som stiller en jødisk stat i udsigt i Palæstina:

"Hans majestæts regering ser med sympati på oprettelsen i Palæstina af et nationalt hjem for det jødiske folk, og [regeringen] vil gøre sit yderste for at nå dette mål", lyder det ordret i erklæringen, der tilføjer, at det ikke må skade den ikke-jødiske befolknings rettigheder.

I 1922 vedtog Folkeforbundet, at Palæstina skulle forblive et mandatområde under Storbritannien, men at der her skulle skabes "et jødisk, nationalt hjem" - opbygges selvstyreinstitutioner, der "også kan sikre de civile og religiøse rettigheder for Palæstinas indbyggere uanset race og religion".

Trods disse udtrykkelige krav om hensyn til den lokale befolkning, havde zionisterne i de kommende årtier held til at tegne et billede af, at der nærmet ikke levede mennesker i Palæstina, og markedsføre deres projekt under sloganet "Et land uden folk til et folk uden land".

Jøder flyttede nu til Palæstina i betydeligt tal. Jord blev opkøbt af feudale arabiske jordejere. Lokale indbyggere mistede deres jord og blev fordrevet. Der var opstande og konfrontationer flere gange gennem 1920'erne.

Massemordet på jøder under Anden Verdenskrig skabte forudsætningerne for, at det sidste skridt kunne tages og den jødiske stat kunne dannes.

De Forenede Nationer blev dannet. I 1947 anbefalede FN's særlige komité vedrørende Palæstina, at 'det vestlige Palæstina' skulle deles i en jødisk stat, en arabisk stat og i et særligt FN-mandatområde omkring byen Jerusalem.

Forslaget blev vedtaget ved en afstemning i FN's generalforsamling den 29. november 1947. 33 lande stemte for, 13 stemte imod og 10 lande undlod at stemme. De arabiske lande stemte imod.

Knap et halvt år senere, den 14. maj 1948 udløb det britiske mandat. Den zionistiske leder David Ben-Gurion erklærede staten Israel for oprettet. 

Efterfølgende blev op mod en million arabiske palæstinensere fordrevet (al-Nakba/katastrofen).

Vestlig imperialisme

Når den zionistiske stat har kunnet vokse til en af de stærkeste militærmagter i verden, skyldes det, at vestlig imperialisme har haft og har en interesse i at have dette brohoved i det olierige Mellemøsten.

Den danske forfatter Jacques Hersh har skrevet om USA's og Europas støtte til Israel:

Den zionistiske stat ønsker ikke fred men kontrol og overmagt.

"Ikke alene har den offentlige diskurs i Europa og USA en pro-israelsk partiskhed, men zionismen har tillige opnået en geopolitisk alliance med USA, som beskytter landet imod enhver fjende.... Siden 1949 har Israel modtaget cirka 123 milliarder dollars i amerikansk bistand, inklusiv militærhjælp," skriver Jacques Hersh. Siden år 2000 modtager Israel cirka tre milliarder dollars om året. Dette til trods for, at landet er medlem af OECD og har en af de stærkeste økonomier blandt de udviklede lande, tilføjer han.

Og påpeger, at "amerikansk støtte til Israel ikke kun er af økonomisk og militær art. Siden 1972 har USA nedlagt cirka 50 vetoer i FN for at værne om Israel."

I USA har den zionistiske lobby opnået en helt exceptionel magt. Jacques Hersh nævner, at præsident Reagans tidligere medarbejder Pat Buchanan har kaldt USA's Kongres for "israelsk besat område".

Kontrol - ikke fred

Den zionistiske stat ønsker ikke fred men kontrol og overmagt.

Jan Mathisen, som er aktiv i 3F's palæstinanetværk og medlem af Kommunistisk Partis landsledelse har rejst i Palæstina mange gange. Under Israels forrige overfald på Gaza i 2009 skrev han her i avisen, at der ikke var udsigt til fred: "Så længe imperialismen har brug for et zionistisk Israel, så den kan kontrollere og lege med balancen mellem mere eller mindre krig... ikke at forveksle med balance mellem krig og fred".

Denne forudsigelse har Israel bekræftet nok engang med sit igangværende blodige overfald på Gaza.

Og denne politik, med mere eller mindre krig - og aldrig fred, er permanent. Det bekræftes af virkeligheden på jorden:

  • Bygning af en apartheidmur, der opdeler de palæstinensiske områder på Vestbredden i tre til fire enklaver, isoleret fra hinanden og uden samfundsmæssig sammenhængskraft.
  • En fuldstændig fysisk adskillelse mellem disse enklaver og de stadig flere og større bosætterområder på Vestbredden.
  • Opbygningen af såkaldte industrizoner, der skal sikre den israelske kapital fortsat billig palæstinensisk arbejdskraft og fortsættelse af farlig produktion, der er blevet forbudt i Israel.
  • Israels fuldstændige kontrol af al import og eksport til og fra de palæstinensiske enklaver. Gælder både Vestbredden og Gaza.
  • Og ikke mindst Israels kontrol med vand- og elforsyningen både på Vestbredden og i Gaza.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. aug. 2014 - 09:26   30. jun. 2020 - 10:42

Baggrund

se@arbejderen.dk
Dansk Zionistforbund

Dansk Zionistforbund definerer en zionist således: "Kort fortalt er en zionist en person, der er glad for at Israel eksisterer, der er glad for, at der findes et Israel, hvor jøder altid er velkomne ligegyldigt hvor i verden de kommer fra."

Dansk Zionistforbund (DZF) er en paraplyorganisation med cirka 200 individuelle medlemmer (senest oplyste tal fra 2003). Derudover er en række jødiske forenigner kollektive medlemmer blandt andet det zionistiske ungdomsforbund B'nei Akiva, sportsforeningen Hakoah, den jødiske nationalfond KKL og kvindernes zionistorganisation WIZO. Herudover samarbejder Dansk Zionistforbund med blandt andre Dansk-Israelsk Forening og Dansk-israelsk Selskab.

Zionistforbundet præsenterer på sin hjemmeside den seneste udgave af den zionistiske bevægelses grundlag. Dette "Jerusalem Program" blev vedtaget i sin nuværende form på en konference i juni 2004.

Jerusalem Programmet:

  • Zionismen, den nationale befrielsesbevægelse for det jødiske folk, har sikret oprettelsen af staten Israel og betragter en jødisk, zionistisk, demokratisk og sikker israelsk stat som udtryk for det jødiske folks fælles ansvar for sin egen eksistens og fremtid.
  • Zionismens grundlag er:
  1. Det jødiske folks enhed, båndene til dets historiske hjemland "Yeretz Yisrael" samt betydningen af staten Israel med Jerusalem som hovedstad som det centrale i nationens liv.
  2. Indvandringen til Israel fra alle lande og den effektive integration af alle immigranter i det israelske samfund.
  3. Styrke Israel som en jødisk, zionistisk og demokratisk stat og opbygge et eksemplarisk samfund med en enestående moral og åndelige karaktertræk, der  udtrykker gensidig respekt for det jødiske folks mange forskelligheder. Befæstet i profeternes visioner og i kamp for fred samt med bidrag til at skabe en bedre verden.
  4. Sikre det jødiske folks fremtid og dets særtræk ved at understøtte en jødisk, hebræisk og zionistisk undervisning, nære åndelige og kulturelle værdier samt undervise i hebræisk som det nationale sprog.
  5. Understøtte gensidig jødisk ansvarlighed, forsvare jødernes rettigheder både som individer og som nation, forsvare det jødiske folks nationale zionistiske interesser og kæmpe imod ethvert udtryk for antisemitisme.
  6. Befæste landet som et udtryk for praktisk zionisme.

    Kilde: http://danskzionistforbund.dk & Artikel i Arbejderen
Israel i krig
  • 1948: Straks ved udråbelsen af den israelske stat i 1948 gik landet i krig med sine arabiske naboer; Egypten, Jordan og Syrien. Krigen blev afsluttet med en våbenhvileaftale, som dannede de fleste af de grænser, der gælder i dag.
  • 1956: I krig med Egypten. Frankrig og Storbritannien greb ind på Israels side for at sikre sig kontrol med Suez-kanalen.
  • 1967: (Seksdageskrigen). Israel angreb Egypten og krigen bredte sig til hele regionen; Syrien, Jordan, Irak med flere lande. Israel besatte Vestbredden, Sinaihalvøen, Gaza og dele af de syriske Golanhøjder.
  • 1973: I krig med Syrien og Egypten. USA støttede aktivt Israel, mens USSR støttede de arabsike lande.
  • 1978: Israel invaderer Libanon.
  • 1982 Invasionen af Libanon udvides og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO), som have hovedkontor i Beirut, fordrives (til Tunis). Israel trækker sig først ud i 1985.
  • 2002 Israel angriber Sydlibanon, men ender med at tabe militært og trække sig ud.
  • 2008/09: Israel bomber og invaderer Gaza.
  • 2014: Israel bomber og invaderer Gaza.
  • Desuden en række begrænsede militære operationer som bombningen af et atomkraftværk i Syrien (2007) samt de seneste år også angreb på andre mål i Syrien.
  • Siden 1976 har USA givet 234 milliarder dollars i militær bistand til Israel.