28 Nov 2020  

KBH: Overskyet, tåge, -3 °C

USA's soldater mod Kinas handelsmænd

Rivalisering om råstoffer i Afrika:

USA's soldater mod Kinas handelsmænd

Mens Kina har store handelsinteresser i en række afrikanske lande, pumper både USA eller Frankrig militære styrker ind på kontinentet.

Siden jul er 3500 soldater fra USA strømmet til Afrika. Her træner en instruktør fra USA soldater i det vestafrikanske land Mali.
FOTO: Ken Bergmann/army.mil
1 af 1

Forskellen, på hvordan USA og Kina opfører sig i Afrika, viste sig krystalklart for tre måneder siden.

USA's forsvarsministerium besluttede juleaften at sende 3500 soldater fra den første infanteridivisions anden brigade til Afrika.

Samtidig trillede kinesiske jernbanesveller, lokomotiver og togvogne i land i den centralafrikanske stat DR Congo som led i en løbende blomstrende samhandel mellem de to lande.

Kina er en meget aggressiv og ondsindet økonomisk konkurrent uden moral.

Johnnie Carson, minister, USA

Forskellene blev endnu tydeligere, da Kinas nye præsident, Xi Jinping, under sin netop overståede Afrika-rundrejse, henvendte sig til en flok journalister i Tanzania.

- Kina har gjort sit bedste for at hjælpe Afrikas udvikling på vej og insisterer på lighed mellem alle lande, uanset størrelse, styrke og rigdom. Afrika tilhører de afrikanske folk, og alle lande bør respektere Afrikas værdighed og uafhængighed, sagde han ifølge tv-stationen CNN.

Tv-stationens kommentatorer var i øvrigt forundrede over, at præsidentens første udlandsbesøg som statsleder gik til Rusland og afrikanske lande som Tanzania, DR Congo og Sydafrika og ikke USA.

Alene sidste år lå samhandelen mellem Afrika og Kina på 200 milliarder dollars ifølge statslige kinesiske medier. Kina er stille og roligt blevet Afrikas største handelspartner. Det skete allerede i 2009. Største afrikanske handelspartnere er lande som Egypten, Zambia, Angola og Mali.

Desuden afslørede Kina i forrige uge planer om sammen med afrikanske regeringer at industrialisere dusinvis af byer.

Fremme interesser

Omvendt formulerede USA's viceudenrigsminister med ansvar for afrikanske anliggender, Johnnie Carson, sig negativt i et internt brev fra 2010, som WikiLeaks fik fingre i og offentliggjorde:

"Kina er en meget aggressiv og ondsindet økonomisk konkurrent uden moral (...) Kina er i Afrika for Kinas skyld alene (…) Er Kina ved at anlægge flådebaser? Har de underskrevet aftaler om militærbaser?"

Chefen for USA's Afrika-korps, general Carter Ham, udtrykte målet for USA ganske klart den 28. marts 2011 i en tale til en flok US-officerer.

- AFRICOM kan hjælpe vores afrikanske partnere til at udvikle sig i ud fra deres egne evner, og samtidig kan det fremme USA's sikkerhedsinteresser på hele det afrikanske kontinent, sagde han ifølge AFRICOMS egen pressetjeneste.

AFRICOM koordinerer USA’s militære interesser på kontinentet og træner blandt andet soldater i mange afrikanske lande, selv dem Kina handler intensivt med.

Handel

Udtalelserne fra de forskellige aktører understreger, at Afrika er ved at blive en slagmark for stormagtsinteresser. USA og EU føler sig truet af Kina, der massivt satser på handel med kontinentet.

Typisk giver Kina de afrikanske lande lån uden skyhøje renter i modsætning til EU, USA, Den Internationale Valutafond og Verdensbanken. Kina sender også forbrugsvarer eller investerer i alt fra miner til sundhedklinikker, jernbaner og telefonselskaber. Til gengæld får Kina store mængder af Afrikas råstoffer som kobber, kobolt, jern og sjældne jordarter.

For få år siden dominerede Europa al samhandel med Afrika. Nu er det historie. I dag har USA meget lidt handel med Afrika. Til gengæld strømmer soldater ind. Hundreder af soldater fra den første infanteridivisions anden brigade skal i år og næste år deltage i militærøvelser i 35 afrikanske lande.

USA-soldater ind

En optælling på landkortet over Afrika viser, at USA har placeret soldater i mindst seks lande, der samtidig har stor handel med Kina. Det gælder DR Congo, Mali, Seychellerne, Burkina Faso, Mauretanien og Niger. Frankrig har base i en række vestafrikanske stater og i Tchad, hvor Kina udvikler olie.

Tendensen er tilsyneladende, at de lande, hvor Kina har store handelsinteresser, pumper USA (eller Frankrig) militære styrker ind.

Og så satser USA på overlegen styrke i en række lande som Kenya, Djibouti og Etiopien med vestvenlige regeringer. Eller booster landenes militær op som i den centralafrikanske stat Rwanda tæt på DR Congo - et land, hvor Kina har store interesser i råstoffer.

Samtidig smider USA/EU Kina ud af lande, som det skete i Libyen efter NATO's militære operationer. Her anslår den kinesiske forsker Yun Sun fra John L. Thornton China Center i Washington, at NATO's intervention og installering af et vestvenligt styre kostede Kina for 20 milliarder dollars i tabte investeringer.

35.000 kineske ansatte blev evakueret fra Libyen i 2011, hvor store kontrakter på gas og olie ellers var underskrevet med Muammar Gadaffis regering, der blev væltet med NATO-hjælp i oktober 2011. 

Et andet land er Sydsudan, hvor USA aktivt støttede en løsrivelse fra Sudan i 2011. Nu er kinesiske oliefirmaer på vej ud af Sydsudan og vestlige på vej ind.

Frygt

I 2011 kunne viceadmiral Robert T. Moeller fra AFRICOM erklære, at det er vor ”mission at beskytte den frie strøm af naturressourcer fra Afrika til det globale marked", og at ”Kina er en stor udfordring for amerikanske interesser i regionen”.

Afrika tilhører de afrikanske folk.

Xi Jinping, præsident Kina

På den diplomatiske scene har USA's tidligere udenrigsminister Hillary Clinton også udbredt sig.

Under en diplomatisk rundtur i Afrika i 2011, insinuerede hun, at flere lande stod overfor ”snigende nykolonialisme”. Underforstået fra Kina. Året efter sagde hun i Senegal i Vestafrika, at ”i modsætning til andre lande, kæmper USA for demokrati og universelle menneskerettigheder, selv når det kan være lettere at se den anden vej”.

Svaret kom prompte fra det officielle kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

”Kinas bånd til Afrika har rod i venskab og lighed og et venligt, gensidigt og gavnligt samspil (…) Clintons billige tricks har en skjult dagsorden om at miskreditere Kinas engagement i Afrika og drive en kile ind mellem Kina og Afrika for USA egen selviske vindings skyld."

Ny militær front

Helge Ratzer, talsperson for fra Aarhus mod Krig og Terror, er ikke i tvivl om, hvad der er på spil. Da Danmark officielt besluttede at sende Hercules-fly til Mali, reagerede fredsgruppen prompte.

- USA, EU og NATO er i gang med en offensiv for politisk og økonomisk indflydelse i Afrika i konkurrence med Kina, der har store investeringer i Afrikas miner og olieressourcer. Og den gamle kolonimagt Frankrig vil have sine kolonier tilbage. Men vi har set, hvad vores indblanding og krig betyder i Irak, Afghanistan, Libyen og Syrien, nemlig drab på civilbefolkningen, kaos og ødelæggelse, siger han til Arbejderen.

For researcheren og kommentatoren Rick Rozoff fra netportalen Stop NATO ligger kortene også klart på bordet.

- Trommehvirvlerne af alarmerende nyheder fra Mali er et signal om, at Vesten har til hensigt at åbne en anden militær front på det afrikanske kontinent efter sidste de syv måneder lange militæroperationer i Libyen og de igangværende operationer i Somalia og Centralafrika med den seneste indsættelse af amerikanske specialstyrker i Uganda, DR Congo, Den Centralafrikanske Republik og Sydsudan, siger han.

EU-muskler

I en udtalelse fra Kommunistisk Parti i januar, da invasionen af Mali var i gang, understreger partiet at:

”Under den dybe internationale krise har stormagterne skærpet kampen om råstoffer, energi og markeder. I det strategisk vigtige Vestafrika findes det hele. Stormagterne har langsigtede planer for at sikre sig kontrollen over landenes store naturrigdomme.”

Men partiet mener også, at EU spiller med musklerne i Afrika:

”Kontrollen med Mali er strategisk vigtigt for EU, hvis udenrigsministre derfor netop har besluttet at sende en såkaldt træningsmission på 450 soldater til Mali. EU føler sig presset af Kinas stigende investeringer i Afrika og Sahel-regionen. Malis og regionens energiressourcer som olie, gas og uran har en særlig interesse i rivaliseringen med Kina.”

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. apr. 2013 - 08:53   03. apr. 2013 - 09:00

Afrika

Anders Fenger
Skribent