14 Nov 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, 11 °C

Stripper har fløjtet for sidste gang

Mindeord

Stripper har fløjtet for sidste gang

Karsten Skou, Stripper, er død 62 år gammel.

Stripper var fanebærer i Murerarbejdsmændenes Fagforening.
FOTO: PN
1 af 1

Den 8. oktober døde vores gode kammerat Karsten Skou, blandt venner altid kaldet Stripper, 62 år gammel.

Vi vil savne Stripper og hans gode humør og store hjælpsomhed. 

Han var en rigtig Aarhus-dreng, som boede hele sit liv i byen. Han tilbragte sine to første år på spædbørnehjemmet Bethesda. Derefter flyttede han med sin mor i lejlighed, og når hun gik på arbejde tidligt om morgenen, blev han afleveret på børnehavens trappesten, hvor han måtte vente på, at der blev åbnet.

Efter endt skolegang og en god realeksamen forventede familien, at han ville tage en uddannelse. Men Stripper ville være arbejdsmand og blev jord- og betonarbejder. Fra første færd var han aktiv i fagforeningen, hvor han var med til at starte en ungdomsklub.

Han havde mange arbejdspladser og var også et par gange i udlandet. Senere forlod han jord- og betonbranchen og blev murerarbejdsmand, hvor han var en af de første til at tage den nye uddannelse. Stripper var en skattet kollega, som altid bakkede op, når der var kontroverser med en mester. Også selvom det betød, at sjakket måtte forlade arbejdspladsen.

I Murerarbejdsmændenes Klub var han mangeårigt bestyrelsesmedlem og fanebærer. Han var en trofast aktivist, som altid stillede op, når der var brug for det, hvad enten det var som blokadevagt eller til et arbejdshold op til 1. maj. Også da sygdommen var ved at bide sig fast, mødte han til blokade klokken fem om morgenen i bidende frost.

Allerede til sin konfirmation erklærede Stripper, at han var kommunist. Og det forblev han hele livet. Han var en ihærdig forkæmper for Arbejderen og samlede hvert år mange penge ind på sin indsamlingsliste. Og avisen læste han omhyggeligt fra første til sidste side. 

Stripper var ikke den, der råbte højest i de store forsamlinger, men man skulle ikke tage fejl. Han var både vidende og velorienteret og altid god for en diskussion.

Vi vil savne Stripper og hans gode humør og store hjælpsomhed. Han var en evig fighter, som altid var parat til at give den en skalle. Og fløjte kunne han også, som vi så det i tv 1. maj 2013, hvor Helle Thorning-Schmidt blev fløjtet ud af Aarhus. "Man kan jo ikke gøre for, at man er fotogen", var Strippers bemærkning til 'berømmelsen'.

Vores tanker går til Strippers søster Jette og familien. Æret være hans minde.

Bisættelsen finder sted torsdag den 25. oktober kl. 13.30 i det lille kapel, Vestre Kirkegård.

22. okt. 2018 - 09:00   22. okt. 2018 - 09:33

Nekrolog

af Morten Rasmussen, Kommunistisk Parti i Aarhus