I et langt aktivt liv støder man ind i utallige mennesker. En del får man tættere relationer til.
Og så er der de enkelte få, som bliver virkelige venner.
For mig var Mari-Ann en af disse.
Engang i 1975, da jeg kom hjem fra et ophold på teknisk skole, var min nære ven Jørgen, forvandlet. Han havde fundet sin store kærlighed – sit livs lys – Mari-Ann.
I årevis derefter var vi fire (Mari-Ann, Jørgen, min kone og jeg) uadskillelige. Vi boede sammen, spiste sammen, tog på ferie sammen og lavede politik sammen. Vi blev smidt ud af KFML/KAP sammen. Var sammen om at stifte MLF (Marxistisk Leninistisk Forbund), som senere var med til at stifte DKP/ML.
Vi var sammen om opbygningen af DKP/ML i de år, hvor blandt andet Arbejderen udviklede sig fra et lille duplikeret tidsskrift til det eneste danske socialistiske dagblad.
Venskabet med Mari-Ann var således et venskab, som blev svejset sammen i den politiske kamp.
Da Mari-Ann (og Jørgen) flyttede til København, så vi selvfølgelig mindre til hinanden, men vi mistede aldrig kontakten. Der var fortsat et ubrydeligt bånd imellem os. Jeg har gennem hele mit liv aldrig været i tvivl om, at jeg bare kunne ringe op eller komme forbi og så bare genoptage samtalen, dér hvor vi slap sidst. Der var aldrig tvivl om, at de altid var lige ved siden af og fuldstændig loyale.
Sidst i 1980’erne og først i 1990’erne, hvor masser af de tidligere såkaldt revolutionære havde travlt med at afsværge sig både socialismen og marxismen til fordel for karrieren, dér stod Mari-Ann fast på en revolutionær politik. Det grundlæggende valg, hun engang havde taget, om at stå på arbejderklassens og de fattiges side, veg hun aldrig fra.
Hun fik en uddannelse som social- og sundhedsassistent og vandt hurtigt sine kollegers tillid, blev deres tillidskvinde og senere forkvinde for sin fagforening. En post hun bestred i mange år, indtil hun blev pensioneret.
Selvom Mari-Ann havde valgt sig et utrolig travlt liv dedikeret til kommunistisk arbejderklassepolitik, så var hun også et dedikeret familiemenneske. Der blev tid til at opfostre to børn med kærlighed og omsorg, og samværet med familie og venner blev prioriteret højt.
Hvor mange af os andre fra den periode nåede at blive både gift og skilt og gift igen, så holdt Mari-Ann og Jørgen sammen i et ubrydeligt ægteskab, bygget på både kærlighed og respekt. Det var svært at nævne den ene uden at nævne den anden. Jørgen og Mari-Ann blev ligesom et samlet begreb. Fik man den ene, fik man altid den anden med – som en bonus.
Efter at Mari-Ann blev pensioneret fra sit forkvindejob i FOA, flyttede de begge på landet og havde selvfølgelig forventet at opleve et velfortjent otium. Det startede også virkelig godt, men alt for hurtigt fik Mari-Ann sin alvorlige sygdom, som kom til at kaste lange skygger ind over pensionistlivet.
Det blev tre år med mange op- og nedture. Heldigvis nåede vi en sidste ferie sammen i Harzen, på et tidspunkt hvor vi havde håb om, at sygdommen var gået i dvale. Det blev til vidunderlige dage sammen med Mari-Ann og hendes trofaste livskammerat.
Med Mari-Anns død har mange mistet en god ven og kampfælle. Børnene har mistet deres mor. Jørgen har mistet sin elskede og livsfælle. Og selv har jeg mistet en af de vigtigste personer i mit liv.
Æret være Mari-Anns minde.
Bisættelsen foregår fra Herlev Hospitals Kapel, Borgmester Ib Juuls Vej 14, Herlev, fredag den 30. oktober klokken 13.00.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


