16 Jul 2019  

KBH: Spredte skyer, 11 °C

"Vi spiller ikke for at tjene penge – det har vi aldrig gjort"

Portræt af et fastband

"Vi spiller ikke for at tjene penge – det har vi aldrig gjort"

One More Than 12 er et ungt og erfarent reggaeband, der spiller for alle, der kan lide at feste. Til 1. maj kan de opleves i Fælledparken, hvor de vil sprede dansevenlig stemning imellem de røde faner.

One More Than 12 til Rød 1. Maj i 2017
FOTO: One More Than 12
1 af 1

Det kan lyde utroligt, at en musikkultur, som udspringer fra helt andre breddegrader, skulle have nogen form for grobund her i det kolde nord. Men jo, den er god nok!

Jamaicanske rytmer har i hvert fald igennem mange år sneget sig ind i den danske musikscene. Bands som Teknisk Uheld, BliGlad, Von Dü, Skalar, Gnags og mange andre har ladet sig inspirere af reggae, ska og lignende genrer i deres musikalske udtryk. Om det så er politiske budskaber eller fascinationen af cannabis, der ligger til grund, må være op til læserens og lytterens bedømmelse.

Et band, der holder liv i den danske reggaetradition, er One More Than 12. Bandet, hvis navn i første omgang var en hentydning til antallet af medlemmer i bandet, skal spille til Rød 1. Maj i Fælledparken, hvor man kan opleve de veloplagte unge mennesker levere festlig stemning. Arbejderens kulturskribent har snakket med bandets trommeslager, Samuel Féron, for at høre nærmere om deres historie, baggrund og fremtid.

Det er vores fix at komme ud og spille koncerter.
Samuel Féron, trommeslager i One More Than 12

Vandt demoindspilning i konkurrence

De oprindelige medlemmer i One More Than 12 mødtes for ni år siden på Sejergården Musikefterskole, da de alle var midt i teenageårene. Siden da har der dog været enkelte udskiftninger i bandets sammensætning.

Det bliver for alvor seriøst for efterskolevennerne, da de stiller op til Vordingborg Ungdoms Musik Festival (VUMF) og vinder indspilningstid hos et vaskeægte musikstudie på Sydsjælland. Selv om Samuel Féron først bliver en del af bandet året efter, husker han alligevel, hvordan han deltog i indspilningerne af et af de første numre.

– Der hoppede jeg faktisk med på harmonika, det var lidt sjovt, griner han.

Sangskrivning som demokratisk proces

I det nu 11 mand store band kan sangskrivningsprocessen møde sine udfordringer, hvis alle skal have lige meget at sige.

Normalt er det bandets guitarist Søren Haenschke, der er primus motor, ligesom den tidligere bassist Alexander Mackenzie også har spillet en stor rolle i den kreative proces. Arbejdsfordelingen mellem de to og resten af bandet har egentlig fungeret problemfrit, men One More Than 12 har nu alligevel også prøvet kræfter med at skrive musikken på en anden måde.

– På albummet Dust & Sand ville vi lægge lidt om. Vi havde haft en del skift i bandet, og så tænkte vi: "Nu vil vi gerne prøve at lave musik sammen!". Så vi lavede nogle øveweekender, hvor vi delte os ud i grupper og arbejdede fælles med et nummer. Så var vi også flere, der var med til at skrive teksterne og sådan, alle havde noget at sige på den måde. Så det blev lidt mere en 'demokratisk proces', husker Samuel Féron.

Politik og historier

Når man taler om reggae, er det svært at komme udenom Bob Marley og de politiske budskaber, hans musik og han selv repræsenterede. Samfundskritiske tekster om sort frigørelse, antiracisme, antiimperialisme samt lovliggørelse af marihuana er typiske emner for genren, og det politiske budskab er ikke noget, One More Than 12 afviger fra, selv om bandets tekstunivers er bredt.

– Vi kan godt lide at skrive noget generelt om politik, om at feste og om nogle syrede ting. Noget der lidt præger vores hverdag, siger Samuel Féron.

Nummeret Expelled From Society handler for eksempel om at føle sig udstødt af samfundet, mens You Can't Reach Me Here er en art protestsang mod politirazziaer og bulldozing af Christania – et sted som betyder noget helt specielt for bandet.

– Christania har vi et særligt forhold til, på den måde at vi har spillet der meget. Vi har spillet på Loppen og i Operaen rigtigt meget.

Når man laver musik sammen, tolv mennesker, og skal skrive et nummer og gøre det på en demokratisk måde, så udfordrer det en lidt. 
Samuel Féron

Men bandet skriver ligeledes sange uden et eksplicit politisk budskab. Eksempelvis har Dust & Sand fra 2014 et mere eller mindre gennemgående tema om tid, mens sangen Skankers Banquet mest handler om at feste. Det er nærmere bandets kærlighed for Christania og deres ikke-kommercielle tilgang til musikken, der signalerer det politiske ståsted.

Fest og festivaler

I pressetekster fra festivaler, anmeldelser af koncerter og i beskrivelser til events på sociale medier bliver One More Than 12 ofte omtalt som et festligt band eller et band, der spiller op til en vild fest. At feste er nemlig noget, bandet ynder at gøre, og det sker nogle gange helt naturligt:

– Vi synes, det er mega sjovt at spille, og vi skal ikke tjene penge på det, det er ikke dét, der er missionen. Det er at feste og spille for et publikum, der godt kan lide at feste med os. Og vi er jo så priviligerede at være så mange i bandet, så at der altid er en fest på scenen, uanset hvor få publikummer der nu er. 

I sommermånederne er det meget muligt, at man støder på One More Than 12 på en af landets mange musikfestivaler. De har i hvert fald spillet på flere af dem, store som små: Nakkefestival, QR Festival, Ekko Festival, Multival og mange, mange andre. Bandmedlemmerne er nemlig glade for festivaler, da det ofte giver dem mulighed for både at hygge, feste og spille koncert på én gang – og hvorfor ikke gøre det, hvis man har muligheden for det? 

– Det er vores fix at komme ud og spille koncerter, fortæller Samuel Féron.

Fest og festlig stemning bliver der også, når One More Than 12 spiller til Rød 1. Maj i Fælledparken i år, noget som bandet i øvrigt har gjort flere gange. Bandet vil arbejde på at lave og udgive nye sange i år, og måske vil man endda kunne høre nogle af dem allerede til 1. maj... Det vil tiden vise. På følgende links kan du læse mere om One More Than 12 og Rød 1. Maj

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. feb. 2019 - 15:03   26. apr. 2019 - 13:28

Dansk musik

mr@arbejderen.dk
Rød bog: One More Than 12
  • Dansk reggae/ska band med 11 medlemmer.
  • Bandet blev startet af efterskolevenner og kan snart fejre 10 års jubilæum.
  • Har flere udgivelser i bagagen: Jackpot EP (2011)Can't Reach Me Here 7" (2011), Dust & Sand (2014) og Get Up (2018).
  • Har været tilknyttet Kontrafon, et dansk ikke-kommercielt pladeselskab som også har huset Raske Penge, Klumben og Demon Head.
  • Dust & Sand samt Get Up ligger tilgændelig på Spotify, lyt med her.
Hvad er reggae?
  • Musikgenre som opstår på Jamaica i løbet af 1960erne.
  • Reggae spilles typisk i et langsomt og hypnotisk tempo, gerne med offbeat rytmik og upstrokes på guitaren.
  • Forbindes ofte Rastafarianisme. Tekstuniverset drejer sig ofte om sort frigørelse, anti-racisme, anti-imperialisme og lignende.
  • Reggae er en afart af ska, ligeledes fra Jamaica. Ska er hurtigere, mere upbeat og med blæsesektioner (eks. trompeter og trækbasun).
  • Bob Marley er unægteligt den mest kendte reggaemusiker. Men Toots and The Maytals, der var et af de første reggae-bands og den politiske aktive Peter Tosh, er også store navne.