26 Aug 2019  

KBH: Spredte skyer, 18 °C

Dansk punkband vil udstille hykleriet

Dansk punkband vil udstille hykleriet

Fire aktive festmusikere er gået sammen om at lave protestmusik mod kapitalisme, hyklere og falske humanister. "Verden er helt ude at skide", og "Anders Fogh burde sidde i fængsel i resten af sine dage", lyder det fra bandets medlemmer.

FOTO: NEXØ, af Rosa Lembcke
1 af 1

Hvis du nu tror, at punk var en musikalsk døgnflue, der døde ud omkring slutningen af 70'erne, så er der altså tale om 'fake news'. Musikgenren og livsstilen, der sender en skråt-op-finger til borgerskabet og det etablerede samfund, er ikke helt forsvundet, selv om musikanmeldere og tidligere punkmusikere har erklæret genren død op til flere gange.

Et af de nyere punkbands her i landet er NEXØ, som har spillet sammen i nogle år. De er blot ét af de bands, der skal spille til RØD 1. Maj i Fælledparken i år, og i den anledning har Arbejderens kulturskribent taget kontakt til bandet for at blive klogere på, hvem de er, hvad de laver, og hvad de brænder for.

Vi protesterer, fordi vi ser en verden, der er ved at spinde ud af kontrol.
Alex Ferlini

Trump satte skub i tingene

NEXØ's medlemmer kender hinanden fra miljøet omkring den danske ska-scene – faktisk har de alle en fælles fortid i festbandet Larica. Men efter at have spillet upbeat og festorienteret musik i mange år var det på tide at sadle om.

– Vi gik sammen i NEXØ, fordi der ikke er så skide meget at fejre længere, siger Kristian Ejlebæk, der er forsanger i bandet.

I første omgang eksisterede de som et band, der øvede covernumre af andre punkbands, men tingene ændrede sig efter den 8. november 2016.

– Da Trump blev valgt, var det, som om alting blev mere alvorligt, og vi kunne ikke være tjent med at stå og synge Bad Religion-sange i en kælder, uddyber forsangeren.

"Antifascisme og aktivistisk kunst i én samlet pakke"

Bandets navn er ikke en hyldest til byen på østsiden af solskinsøen, men en reference til Martin Andersen Nexø. Under besættelsen arresteres han af nazisterne, men formår at flygte via Sverige til Sovjetunionen. I 1954 dør han i sit hjem i Dresden og ligger i dag begravet på Assistens Kirkegård i hjertet af Nørrebro.

Vi er antifascister ligesom alle andre fornuftige mennesker, og det ville vi gerne signalere med vores navn.
Kristian Ejlebæk

Forfatteren er kendt for sine socialrealistiske værker, særligt de to hovedværker Ditte Menneskebarn og dannelsesromanen Pelle Erobreren (filmatiseret i 1987 af Bille August). Men mindre kendt er det nok, at der under Den Spanske Borgerkrig (1936-1939) var et kompagni blandt De Internationale Brigader, der kæmpede under forfatterens navn mod fascismens ækle tankesæt.

– Vi er antifascister ligesom alle andre fornuftige mennesker, og det ville vi gerne signalere med vores navn. Vi er fascinerede af Den Spanske Borgerkrig og den indflydelse, den havde på solidaritetsbevægelser overalt i Europa, og da Alex fortalte om et kompagni, der tog navn efter netop Martin Andersen Nexø, bestående af blandt andet danskere der satte det ultimative på spil i solidaritetens og antifascismens navn, vidste vi, hvad vores band skulle hedde. Det var antifascisme og aktivistisk kunst i én samlet pakke, fortæller Kristian Ejlebæk.

Kapitalismen har smadret planeten

Bandets tekstunivers drejer sig om alt det, de mener er helt galt med verden. Sangen Open Letter To Bono er en stikpille til forsangeren i U2, der ifølge bandmedlemmerne har for travlt med at pudse sin egen glorie og fremstå som en, der vil redde verden, mens han aktivt modarbejder dette ved at placere alle sine penge i skattely. Kigger man på bandets facebookside, vil man da også se, at de beskriver sig selv som 'protestpunk' og interesserer sig for 'social revolution'.

– Vi har behov for en revolution, fordi der ikke er retfærdighed til. Dem på toppen er tilsyneladende urørlige. Bare se på Anders Fogh – en krigsforbryder og et bundkorrupt menneske – som burde sidde i fængsel resten af sine dage, men som i stedet ligger og drikker dyr Barolo på DR2, forklarer bandets trommeslager, Alex Ferlini.

Kapitalismen og dens grådige bagmænd har ødelagt og udnyttet Jorden i sådan en grad, at den ikke har mange år igen. Almindelige mennesker spilles ud mod hinanden, de rige stikker af med alle pengene og efterlader alle andre på bunden. Krig, konflikter, hungersnød og elendighed er overalt på kloden.

– Vi protesterer, fordi vi ser en verden, der er ved at spinde ud af kontrol. Vi har aldrig haft bedre muligheder for at skabe et lige og fair samfund for alle, og alligevel bliver de rigeste rigere på bekostning af flertallet – og især på bekostning af den natur, som er selve vores livsvilkår og det eneste, vi holder helligt, uddyber trommeslageren.

Kristian Ejlebæk er enig og tilføjer:

– Vi kan ikke bare lukke øjnene og bedøve os med X Factor og Matador Mix, når vi er nået til et punkt, hvor vores regering rent faktisk vil sende vores medmennesker ud på en øde ø.

På trods af kapitalismens altødelæggende natur, fornemmer man en snært af håb og lys i fremtiden hos bandet. Måske kan vi faktisk nå dertil, hvor det bliver muligt at skabe en bæredygtig fremtid hvor alle er lige? Muligheden synes at være der i hvert fald.

– Vores tekster afspejler den knivsæg, vi balancerer på, hvor vi enten kan drukne i apati og kunstig eufori eller rive hele lortet fra hinanden og genskabe, hvad det vil sige at være menneske. Skabe en verden hvor solidaritet ikke kun gælder dem med samme farve som os selv.

Laver ikke musik til flertallet

NEXØ er et punkband, og det vil sikkert få nogle mennesker til at stejle og stikke fingrene i ørerne. Men det er okay, hvis folk ikke kan lide musikken, det har bandmedlemmerne det helt fint med. Målet er ikke at lave musik, som appellerer bredt, men er nærmere en energisk og kraftfuld energiudladning, hvor intet pakkes ind. Det er direkte og lige på.

– Det er en ventil – en måde at få en masse vrede ud på. Men det føles også bare pisse fedt at spille hurtigt og højt. Vi bliver lykkelige af at spille punk. Når vi står i øveren og spiller eller kommer ned fra scenen, er vi oppe at flyve på så meget dopamin, at man skulle tro, vi havde taget narko, pointerer Alex Ferlini.

Vi bliver lykkelige af at spille punk.
Alex Ferlini

I år spiller bandet som nævnt til 1. maj i Fælledparken, noget som engang betød en del for bandet. Kommer man fra provinsen, kan man nemt føle sig alene eller udenfor, hvis man er en af dem, der ikke følger strømmen. Dér hjælper 1. maj med at vise, at man ikke er alene. Men i dag har NEXØ en lille opsang til det folkelige arrangement.

– 1. maj har udviklet sig til en forloren omgang staffage, som ikke har en skid med klassekamp at gøre. Socialdemokraterne skulle kyles ud på røv og albuer, men i stedet trækker vi på skuldrene, æder røde pølser lavet af selvdøde grise og køber plastikrevolution i boderne. 1. maj er ikke en kampdag. Det er en sjov dag i parken med druk og musik, og det er bestemt heller ikke at kimse ad, men kampen foregår på resten af årets dage, udtrykker Kristian Ejlebæk.

Er man fan af det københavnske punkband, kan man se frem til bandets debutalbum New Normal, som efter planen udkommer i august 2019. I mellemtiden kan man læse mere på NEXØ's facebookside eller læse om deres nyeste musikvideo hos Konfront.

– 2019 bliver kickass, lyder den sidste melding fra bandmedlemmerne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. apr. 2019 - 09:35   05. apr. 2019 - 12:26

Musik

mr@arbejderen.dk
Rød bog: NEXØ
  • Københavnsk punkband der har spillet sammen siden 2017.
  • Bandet består af Kristian, Jakob, Jonas og Alex. Deres roller i bandet er henholdsvis sang, guitar, bas og trommer.
  • Alle medlemmer er eller har været aktive i andre bands som Patchanka, Syreregn og Larica.
  • NEXØ's bandcamp kan man lytte til deres musik, kvit og frit.
Hvad er punk?
  • Musikgenre og livsanskuelse der ønsker et opbrud med og en omvæltning af samfundets normer. 
  • Tæt knyttet til flere former for politisk aktivisme.
  • Sex Pistols fra England krediteres ofte for at have grundlagt punken, selv om de amerikanske bands Iggy & The Stooges og The Ramones var ude før det engelske band.
  • Det kreative miljø omkring New York-spilletstedet CBGB's spillede også en yderst vigtig rolle for punkens opblomstring. Kunstnere og bands som Patti Smith, Blondie, Television, Suicide og Richard Hell var tæt knyttet til spillestedet.
  • Punk er kendetegnet ved 'passion fremfor penge' og DIY, gør det selv-mentaliteten. Opbrud med rock and roll-mentaliteten.
  • I Danmark er punkmiljøet knyttet til Ungdomshuset i København. Men punkkoncerter finder også sted andre steder i landet.