Genopblomstring af kvindehad
EU valgte for nylig at blokere for medierne Russia Today og Sputnik, der ejes af den russiske stat, for lige at udstille unionens helt særlige syn på ytringsfrihed som menneskeret.
Facebook, Google og andre amerikanskejede monopoler var allerede gået i aktion, før EU brød alle principper om fri adgang til information.
Begrundelsen var, at man ønskede at standse russisk propaganda. Den reelle årsag er, at medierne er et våben i krigen.
Vi skal være klar over at vores medier er part i krigen og opfører sig som krigsførende.
Og lige præcis sådan agerer danske medier – fra de licensbetalte DR og TV2 til de store dagblade.
De lægger faktisk ikke skjul på, at de ikke er neutrale – det reserveres til næste gang, redaktørerne skal holde festtaler. Medierne er en del af krigen.
Det er egentlig ikke nyt. Vi så det i Irak, Afghanistan, Libyen og Syrien.
Mediernes dækning er altafgørende , når det handler om at styre befolkningens holdninger. Den lektie lærte USA allerede under Vietnam-krigen, hvor billeder og historier om krigsrædslerne var med til at styrke modstanden mod krigen. Siden da har USA og Nato ikke overladt noget til tilfældighederne i den frie presse.
Under Irak-krigen i 1990 bestilte man et reklamebureau til at opfinde et angreb på en børneafdeling på et hospital for at få støtte til en invasion. Og det lykkedes.
I dansk tv kan man nu om dage opleve krigskorrespondenten Rasmus Tandholdt bryde grædende sammen på gaden i Ukraine, da han taler med en ældre ukrainsk kvinde.
”Giv dig bare tid, Rasmus,” lyder det beroligende fra værten i studiet. ”Det må være hårdt at stå og høre, hvordan ukrainerne beder os om luftstøtte.”
Rasmus Tantholdt har været afsted mange gange før. Men han plejer at være ”embedded,” som det hedder. Under hærens vinger, når Danmark går i krig, og det er danske fly, der bomber og invaderer. Derfor har han ofte lavet historier med og om soldater.
Som for eksempel denne her fra TV2, som Rasmus Tandholt selv omtaler på denne måde: ”Mød den danske soldat John. “Der var soldater, der sad med tårer i øjnene”. Som det første medie har vi mødt en af de soldater, der var på Al-Asad Basen i Irak, da den blev ramt af iranske missiler. John, der har været udsendt utallige gange som soldat for Danmark, sad i bunkeren, da missilerne ramte få hundrede meter derfra. “Det var forfærdeligt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og jeg håber ikke, at jeg kommer til at opleve det igen.”
De danske mediers dækning af Irak-krigen i 2003 fik da også hård kritik.
Redaktør på magasinet Newsweek og tidligere Irak-korrespondent for Los Angeles Times, Louise Bokkenheuser, sagde for eksempel:
”Danske medier har været så overforsigtige, at de er kommet til at male et lyserødt og virkelighedsfjernt billede af invasionen.”
Synsvinklen ændrer sig, alt efter hvilke interesser USA og den danske regering har. Der er værdige og uværdige ofre. Før så man det med soldaternes øjne – nu er det de civile, der venter på krigen. Derfor er kameraet nu vendt mod ofrene. Og ofrene i Ukraine er reelle. Det er mennesker af kød og blød, der udsættes for krigens rædsler.
Til gengæld er der historier, vi stort set ikke hører, og ofre, vi aldrig møder. Nogle af dem er:
- Ukraines mere Rusland-venlige præsident Janukovitj, der blev væltet ved kup i 2014 med paramilitære nazistiske bataljoner, der truede ham på livet. Det hører vi ikke om.
- Senere blev de højreekstremistiske bataljoner en officiel del af Ukraines hær i kamp mod russisk orienterede mindretal og grupper, der kæmpede for selvstændighed. Det hører vi meget lidt om.
- En massakre i et fagforeningshus i Odessa i 2014, begået af højreekstreme grupper, hvor 48 mennesker døde. Europarådet kritiserede Ukraines regering for ikke at have undersøgt drabene ordentligt. Den historie er fuldstændigt streget af historien i de vestlige medier.
Alt sammen er det dele af virkeligheden, som kan nuancere det sort-hvide billede af krigen. Et billede af ondt mod godt. Et billede, der dæmoniserer et helt folk, forsøger at skabe støtte til militær oprustning og kan lægge kimen til en ny storkrig. Det er ikke bare elendig og ensidig journalistik. Det er livsfarligt.
Det blokerer også for en reel forståelse af, hvordan flere imperialistiske magter lige nu kæmper mod hinanden med Ukraine som gidsel.
Retfærdiggør det Ruslands invasion? Nej!
Men vi skal være klar over, at vores medier er part i krigen og opfører sig som krigsførende.
Censuren af russiske medier er endnu et våben i mediekrigen. Vi må ikke selv læse og tage stilling til parternes nyheder og propaganda. Så meget tillid har man ikke til borgerne i den frie verden.
Læs også
Indland
Blinde punkter
Eksperter: Store mangler i danske mediers dækning af baggrunden for krigen i Ukraine
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
