25 Sep 2018  

KBH: Let skyet, 12 °C

Venezuela efter valget

Venezuela efter valget

Det står sløjt til med danske mediers kendskab til forholdene i Venezuela. Lad os underkaste de såkaldte Venezuela-eksperters fremlæggelser en økonomisk vurdering.

Den venezuelanske præsident Nicolas Maduro erklæres som vinder af præsidentvalget i Venezuela den 20 maj. Han fortsætter derefter seks år mere som præsident.
FOTO: JUAN BARRETO/AFP Photo/Ritzau Scanpix
1 af 1

Genvalget af Nicolas Maduro som Venezuelas præsident i seks år mere har ikke ryddet forsiderne i danske dagblade. Jeg fandt dog tre læseværdige ledere:

Arbejderen knyttede 22. maj forhåbning til en roligere ny seks-års periode med satsning på et økonomisk opsving, der kan mindske olieafhængigheden og fortsætte de sociale programmer især på byggeområdet.

Chavez var klar i mælet. Han fremhævede, at Venezuela endnu ikke var begyndt med en socialistisk omvæltning af produktionen.

Lederen i yllands-Posten 22. maj og i Information 25. maj anerkendte omfattende programmer for de fattige, som skulle gøre en ende på fattigdom.

Dernæst pegede begge ledere med rette på de økonomiske problemer, som gør livet svært i Venezuela. Men så hoppede kæden af: Jyllandsposten gør "socialistiske fantasier" og Information gør "Venezuelas socialistiske eksperiment" ansvarlig for landets dybe økonomiske krise.

Omfordeling af rigdom

Lad kontrollere påstanden – uden at overdynge læseren med lange talrækker.

Information påpeger ganske korrekt, at den latinamerikanske venstrefløj overalt, hvor den fik (del i) statsmagten har prioriteret omfordeling. Det vil sige: man kanaliserer rigdom fra de få og fordeler den blandt de mange. Nem stemmehøst.

Derimod lægger en socialistisk omvæltning af produktionsforholdene det økonomiske ansvar over på befolkningens flertal. Umiddelbart kan det vække entusiasme, som dog kan kølne når arbejdsdagen under omstillingsprocessen typisk bliver længere, kontrollen større og konsumet mindre. Det kan føre til vælgersvind.

Socialistisk eksperiment?

Økonomisk set har der ingen steder i Latinamerika været et "socialistisk eksperiment" med en effektiv nationalpolitisk kontrol over markedet, som i Sovjetunionen indtil 1990 og i Kina siden 1948.

Marx pointerede netop, at enhver omfordeling hurtigt vil ophøre, når stærke uafhængige markedsaktører til enhver tid kan sørge for varemangel og økonomisk kaos.

Hugo Chavez var i en af sine sidste taler (12.6.2012) klar i mælet. Han fremhævede,

  • at Venezuela endnu ikke var begyndt med en socialistisk omvæltning af produktionen, 
  • at olieudvindingen var tynget af gældsbyrden og afhængig af multinationale ingeniørfirmaer efter et opgør, som i 2003 endte med en masse-exodus af 20.000 af landets egne olieeksperter, 
  • at det meste af landbrugsjorden fortsat tilhørte godserne, 
  • at små og mellemstore industrier var forblevet på private hænder, 
  • og at kredit- og prispolitikken derfor var de eneste styringsmidler.

Venezuela befandt og befinder sig i en gældsfælde især efter det dramatiske fald i olieprisen fra 2012-2017.

Det havde været sundt at satse mindre på olieindtægter og mere på udvikling af landets egne råstoffer. Men det var ikke muligt.

Nu, hvor olieprisen igen er steget kraftigt, er det nærliggende, at Venezuela imod det erklærede valggrundlag fortsat vil bruge sin råolie til at finansiere sine socialprogrammer med og således forblive i oliefælden.

01. jun. 2018 - 08:54   01. jun. 2018 - 09:00

Læserbrev

af Bernhelm Booss-Bavnbek, matematiker, emeritus, RUC