12 Dec 2018  

KBH: Overskyet, 1 °C

Uanstændigt ikke at høre ældre

Uanstændigt ikke at høre ældre

De ældre, der bor på de lukningstruede plejehjem, har slidt og slæbt hele livet. De har skabt det Danmark og den velfærd, vi nyder godt af i dag.

Kan man virkelig tillade sig at nedlægge menneskers hjem uden overhovedet at give dem en chance for at komme til orde? 

Undersøgelser viser, at en tvangsflytning kan have alvorlige negative konsekvenser for ældres sundhed og trivsel.

Det mener Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti at de kan. De vil nemlig lukke plejehjemmene Aldershvile i Havndal og Dronningborg Plejecenter i Randers, uden at de ældre, der bor på plejehjemmene, overhovedet har fået en chance for at udtale sig i en høring. 

Jeg synes, det er uanstændigt. De ældre, der bor på de lukningstruede plejehjem, har slidt og slæbt hele livet. De har skabt det Danmark og den velfærd, vi nyder godt af i dag. Men hvad er takken? At de tvinges til at forlade det hjem, der skulle være deres sidste, efter en lukket proces, der ikke burde kunne forekomme i et demokrati. 

Helt ærligt, det kan man ikke være bekendt. 

Undersøgelser viser, at en tvangsflytning kan have alvorlige negative konsekvenser for ældres sundhed og trivsel. Især hvis det gøres på forhastet måde. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har sågar udtalt, at det kan føre til en tidligere død, når sårbare ældre tvinges til at flytte, og at en plejehjemslukning derfor kan udgøre en fare for den enkeltes liv. 

Alligevel har partierne ikke undersøgt, hvilke helbredsmæssige konsekvenser det kan få for beboerne, hvis Dronningborg Plejecenter og Aldershvile i Havndal lukkes. Man har endda tænkt sig at gennemtvinge lukningen på så kort tid, at det formentlig øger risikoen markant. Alligevel har man ikke inddraget en eneste læge i sagen. 

Det må kræve en helt særlig form for kynisme at gamble med skrøbelige menneskers liv på den måde. 

Velfærdslisten tager det på kraftigste afstand fra den uretfærdige behandling, som byrådets nedskæringspartier udsætter kommunens ældre for. Det kan de ikke være bekendt!

Velfærdslisten kæmper for retten til at blive gammel i sit nærområde. Derfor kæmper vi for at bevare Aldershvile og Dronningborg Plejecenter. 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. dec. 2018 - 08:35   07. dec. 2018 - 08:40

Læserbrev

Af Kasper Fuhr Christensen, medlem af Randers Byråd for Velfærdslisten