26 Sep 2018  

KBH: Spredte skyer, 13 °C

Tusindvis uden indtægt

Tusindvis uden indtægt

En social katastrofe for mere end 10.000 mennekser. Men hvor er reaktionen?

En årsindkomst på 0 kroner. Det lyder som et klassisk trick for finansfolk, der gerne vil slippe billigt i skat.

Men det er den benhårde virkelighed for over 10.970 danskere ifølge Beskæftigelsesministeriet. De har intet arbejde, men har ikke ret til dagpenge, kan ikke få ret til kontanthjælp eller anden hjælp.

Derfor har de ingen indkomst. De lever af den hjælp, de nu kan få af familie, venner og velgørende organisationer. Det er en social katastrofe, som venstrefløjen ikke forholder sig til.

Med verdensfjernt sprog kalder Beskæftigelsesministeriet disse indkomstløse for “selvforsørgende”

Det er ellers ikke, fordi de ikke får det at vide. DJØF’erne i Beskæftigelsesministeriet fortæller dem det, hver gang de vedtager politik. Med verdensfjernt sprog kalder ministeriet disse indkomstløse for “selvforsørgende”.

Og hver gang der bliver skåret nye huller i sikkerhedsnettet, fortæller DJØF’erne troligt, hvor mange nye "selvforsørgende", der falder igennem. De ved, at flere og flere danskere havner i ekstrem fattigdom, men hvor er reaktionen?

Hvor er massedemonstrationerne på Slotspladsen? Hvor er fagbevægelsens kampagnemaskine? Hvor er SF og Ø, der kræver svar og handling fra beskæftigelsesminister Troels Lund?

10.000 danskere tjener ikke en krone på et år. Venstrefløjen skylder dem at kræve en løsning.  

06. jul. 2018 - 08:13   06. jul. 2018 - 08:20

Læserbrev

af Søren Nørgaard, København, SF Ungdom