17 Feb 2019  

KBH: Spredte skyer, dis, 6 °C

Truslen fra Rusland?

Truslen fra Rusland?

ifølge USA's præsident Trump og den danske regering kommer truslen om krig kun et sted fra, nemlig fra Rusland. Men virkeligheden ser mere broget ud.

Den russiske præsident Vladimir Putin på besøg på Peter Paul Fæstningen i Sankt Petersborg 7. januar.
FOTO: /Alexei Druzhinin/SPUTNIK/Ritzau Scanpix
1 af 1

Det er vel muligt, at hvis menneskeheden overlever truslen fra den globale opvarmning og den overhængende fare for ødelæggelse fra atomvåben vil der findes et par danske ministre i fremtiden, som vil tilskrive meritterne for overlevelsen til Trump og den nuværende danske regering.

Hvis russerne frygter, at historien gentager sig, når en fjendtlig alliance rykker tropper tæt på deres grænser, bør vi kunne forstå det.

På samme niveau er Anders Samuelsens og Claus Hjort Frederiksens forsøg på at hvidvaske historien om vejen til atomnedrustning i 1980'erne i deres artikel i Jyllands Posten den 6. december sidste år med titlen "Ruslands traktatkrænkelser truer Europas sikkerhed". I artiklen udelades antikrigsbevægelsen og bevægelsen mod atomkraft i ‘70erne og ‘80erne,og tidslinjen er også spejlvendt. Det var Gorbatjov, som tog initiativ til stop for atomprøvesprængninger og eliminering af atomvåben.

Men udover deres "dårlige hukommelse" er det også svært at forstå nogle af vore politikeres argumenter.

At feje for sin egen dør

Et af argumenterne er, at den russiske stat opfører sig aggressivt. Helt sikkert, men hvad med argumentet om, at den danske stat opfører sig aggressivt? I hvert fald set med en almindelig russers øjne er den danske stat medlem af en aggressiv alliance. 

Russerne og resten af verden har set denne alliance i aktion flere gange: bombning af Jugoslavien, aggressionen mod Afghanistan og Irak og bombning af Libyen.

Lad os forestille os, at vi havde et fjendtligt forhold til Tyskland og tyske tropper udførte militære øvelser ved Flensborg.

Alle, der kender forholdene mellem Danmark og Tyskland indtil 1945 behøver ikke at have meget forestillingskraft. Russerne kender også deres historie: først Napoleon, så Tyskland under Første Verdenskrig, og så flere magter i 1918, blandt andet Storbritannien, USA, Frankrig og til sidst igen Tyskland i 1941 angreb dem med store lidelser til følge.

Hvis de frygter, at historien gentager sig, når en fjendtlig alliance rykker tropper tæt på deres grænser, bør vi kunne forstå det.

Konflikten optrappes

Vi hører også om argumentet om, at den danske stat forsøger at beskytte sine borgere. Men mens man er optaget af at optrappe konflikten, installerer Rusland missiler i Kaliningrad, hvorfra de nemt kan nå Bornholm, og måske også København. For nylig brystede Putin sig med, at Rusland nu har missiler, som kan penetrere missilskjoldet. Måske har Rusland udviklet ny teknologi. Men måske er Putin klar over det faktum, at missilskjoldet ikke er en problemfri teknologi. Ligesom de automatiske alarmsystemer om missilaffyring ikke er en problemfri teknologi. Dette gælder især de russiske systemer. Listen med falske alarmer om atommissileraffyringer, som russiske systemer har misforstået og været tæt på at svare tilbage, bliver længere med tiden og eksemplerne er alle hårrejsende.

Og hvad med argumentet om forsvarsbudgettet? Tænk, hvis jeg sagde: Lad os bruge nogle milliarder af vores samfundsressourcer til at bygge et nyt stort sygehus men med kun tomme senge. Og lad os bruge nogle millioner hvert år for at holde dette hospital med moderne udstyr og betale sundhedspersonale, som intet laver, i tilfældet af at på et eller andet tidspunkt i fremtiden er der en stor epidemi i verden.

Fornuftige folk vil med rette synes, at dette var et vanvittigt forslag. Men tankegangen "Lad os bruge milliarder til at købe militærfly og missiler og bruge millioner om året for at holde dem ved lige, i tilfælde af, at vi på et eller andet tidspunkt i fremtiden har behov for at slå andre mennesker i ihjel",  - den tankegang finder bred accept i vores politiske kultur.

Begge parter, NATO og Rusland, beskylder hinanden for krisen i Ukraine. Denne situation er meget farlig. Både Rusland og USA er i besiddelse af et antal af atomvåben, som kan ødelægge planeten flere gange.

Fredskampen må styrkes

Ethvert forsøg på at optrappe konflikten mellem to atommagter er dumt, og ethvert forsøg på at nedtrappe konflikten er klogt.

Desværre øges risikoen for atomkrig, når repræsentanter for statsmagten ikke længere er folk som Gorbatjov, men folk som Putin, Trump, Anders Samuelsen og Claus Hjorth Frederiksen. Der er altid plads til fredelige løsninger, og erfaringerne med forhandlingerne om Arktis-området viser, at høj spænding mellem stater ikke er en nødvendighed.

Kampen om fred i verden er langt fra slut. Men det er ikke en kamp mellem stater som repræsenterer "vestlige værdier" og resten af verden.

Det er i stedet for en kamp mellem mennesker som ser krig som en kilde til ubeskrivelige lidelser, folk bag organisationer som "International Campaign to Abolish Nuclear Weapons", "Transnational Foundation for Peace and Future Research", "Aldrig mere Krig" og så videre på den ene side, og konfliktlystne stater på den anden side, som sætter deres egne interesser højere end deres egen befolknings sikkerhed.

Hvordan det ender afhænger af, om befolkningerne i de forskellige lande ser passivt til, eller om de vil spille en mere aktiv rolle  for at begrænse deres egne staters farlige eventyr. Men for tiden er The Doomsday Clock stadig to minutter før midnat.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. jan. 2019 - 08:01   18. jan. 2019 - 08:10

Læserbrev

af Redi Pecini, Hellerup, læge