23 Sep 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, 10 °C

Politik er at flytte holdninger

Politik er at flytte holdninger

Venstrefløjen må flytte både holdninger og stemmer, før den kan skabe reelle og gennemgribende forandringer i en positiv retning.

Hvis man som politiker vil skabe reelle forandringer, skal man også flytte holdninger og have en vision, som man tør forklare vælgerne.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Hvis man som politiker vil skabe reelle forandringer, er det ikke nok at flytte stemmer. Man skal også flytte holdninger. Og man skal turde have en vision, som man tør forklare vælgerne – også selvom det ikke umiddelbart kan aflæses i meningsmålingerne.

Valgkampen, og de seneste fire års såkaldt røde regering, er nemlig et rigtigt godt eksempel på, at man sagtens kan flytte stemmer frem og tilbage og vinde valg, uden at flytte holdninger og uden for alvor at skabe forandring. 

Dansk Folkeparti er med sin udlændingepolitik lykkedes med både at flytte stemmer og holdninger igennem en årrække. Partiet har sat dagsordenen så meget på dette punkt, at partiet kunne nøjes med at føre valgkamp på sloganet ”du ved hvad vi står for*, og lade de andre partier slås om at have den (næst)mest stramme udlændingepolitik.

Defensiv venstrefløj

Derimod har det meste af venstrefløjen politisk set været i defensiven og gået stille med dørene med de socialistiske visioner, man måtte have, for at få flere stemmer og dermed en påstået indflydelse. 

Det meste af venstrefløjen har været i defensiven og gået stille med dørene med de socialistiske visioner for at få flere stemmer.

Men hvad er en masse mere eller mindre venstreorienterede mandater værd, hvis de ikke bruges til at kæmpe for en reel og helstøbt venstreorienteret politik? For jo mere man italesætter en politik, som ligger til højre for den, man selv står for, jo mere giver man uforvarende partierne til højre i folketingssalen ret i vælgernes øjne (og måske ender man endda med selv at tro på den).

Denne taktik har da også været med til at blåstemple højrefløjens politik. Vælgerne kan godt lugte manglende autensitet, og hvis man over en årrække har fået overbevist dem om at eksempelvis en stram udlændingepolitik er nødvendig, eller har stemt for finanslove, som man samtidigt påstod, man ikke rigtig troede på, stemmer vælgerne altså på dem, som de kan se og høre, mener det alvorligt.

Dette gælder også Enhedslisten, der ellers har tordnet frem igennem de sidste 10 år. Efter valget i 2001, hvor partiet var tæt på at ryge under spærregrænsen, virker den stemmemæssige succes nemlig for en stor dels vedkommende som at være baseret på, at man har nedtonet partiets visioner for et socialistisk samfund. 

Hemmelig revolution

Ordet revolution er næsten støvsuget ud af partiprogrammet, man taler ikke ofte om at ophæve den private ejendomsret, og man giver ikke udenrigspolitikken eller klimapolitikken og dennes sammenhæng med kapitalismens vækstparadigme den fremtrædende rolle, som ville kunne understøtte endemålet om et socialistisk samfund.

Valgløfter om velfærdspolitik og et løft til den kollektive trafik kan kke stå alene, hvis man på sigt vil sælge en vision og ikke bare en politik.

I stedet er man blandt andet gået til valg på emner som arbejdsløshed, velfærdspolitik og et løft til den kollektive trafik, der nok kan være vigtige som konkrete manifestationer af en socialistisk politik, men som ikke kan stå alene, hvis man på sigt vil sælge en vision og ikke bare en politik.

For jo mere man vil et markant andet samfund end det bestående, des mere kræver det, at man opstiller og vedbliver at tale om en overbevisende og helstøbt vision for dette alternative samfund. 

Verdenshistorien og Danmarkshistorien er spækket med utopier, som er blevet gennemført, fordi visionære og vedholdende mænd og kvinder har kæmpet for dem og blevet ved med at italesætte dem, selvom det virkede som en håbløs kamp. 

Kæmp for visionen

Hvor mange i verdens utallige kolonier ville før Anden Verdenskrig have turdet troet på, at store dele af verden ville blive afkoloniseret i løbet af nogle få årtier? Og hvor mange i Danmarks fattige landområder eller storbyslumkvarterer turde drømme om, at Danmark efter krigen gradvist ville blive et velfærdssamfund, hvor alle havde ret til lægehjælp, og ingen måtte gå sultne i seng?

Historien er dog på samme måde også spækket med tilbageslag for visionen om at skabe et bedre og mere demokratisk samfund og en bedre verden for det store flertal af mennesker, som vel er socialismens udgangspunkt, og valget 2015 er helt klart et tilbageslag i denne forstand.

Men hvis venstrefløjen skal forsøge at tage ved lære af valget, og de fire år med Thorning-regeringen, må den anerkende, at den er nødt til både at tale om de store visioner og flytte både holdninger og stemmer, før den kan skabe reelle og gennemgribende forandringer i en positiv retning.

Hvis man fokuserer for meget på visionerne, kan man rigtignok komme til at virke virkelighedsfjern. Men hvis man på den anden side fokuserer for meget på at få stemmer i stemmeboksen og lytter for lidt til ens egen indre stemme, så vil socialismen forblive en utopi.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. aug. 2015 - 09:12   05. aug. 2015 - 09:20

Læserbrev

af Peter Kenworthy, journalist