23 Sep 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, dis, 10 °C

Hjælper vores "hånd til Afrika"?

Hjælper vores "hånd til Afrika"?

De fleste danskere har et forholdsvis ringe kendskab til udviklingsdebatten og et negativt billede af effekten af udviklingsbistand. Hvad skyldes det, og hvordan kan vi ændre dette billede?

Dansk bistandsarbejde karakteriseres af, at man glemmer at spørge de lokale indbyggere om, hvad det er, de har behov for,
FOTO: Jaspreet Kindra/IRIN
1 af 1

Vi har set det alle sammen, ofte uden at stille spørgsmålstegn ved årsagerne til det. Billeder af sultende, krigsramte, og passive afrikanere, der ikke ville kunne klare sig uden hjælp fra vestlige velgørenhedsorganisationer. Vi ser det i medierne, og vi ser det i kampagner lavet af udviklings-NGO’er.

"Det bliver bedre dag for dag, hvis vi gi’r en hånd til Afrika", sang Nanna i forbindelse med en kampagne til støtte for sultramte i Etiopien i 1984, selvom hun senere indrømmede, at hun hellere ville have sunget "I fuckhoveder! I har taget Afrika i røven i så mange år, og det er vores ansvar, at Afrika ser ud, som det gør". 

Et overfladisk billede

Men det er netop pointen: at disse kampagner mere eller mindre bevidst underspiller og trivialiserer de problemstillinger, de hævder at ville løse, og hermed giver de et overfladisk billede af fattigdom, årsagerne hertil, og vores rolle i alt dette. Sikkert i en god mening, for at kampagnerne kan indsamle flere penge.

Men når man på denne måde trivialiserer u-lands- og udviklingsdebatten, blandt andet ved ikke at lade dem, det drejer sig om komme til orde, er disse kampagner og de organisationer, der står bag dem, med til at underminere det, der forhåbentligt er deres mål og eksistensgrundlag: at skabe en bedre og mere lige verden, ikke mindst for de milliarder af fattige, der ingen rettigheder har.

For hvem gider i længden blive ved med at betale til, støtte, eller lave solidaritetsarbejde for nogle, der tilsyneladende ikke selv har en mening om eller vil løse deres egne problemer?

Hvem gider i længden blive ved med at betale til nogle, der tilsyneladende ikke selv har en mening om eller vil løse deres egne problemer.

Det centrale samarbejdsorgan for danske udviklingsorganisationer, NGO Forum, har erkendt dette problem, og har derfor valgt at lave et pilotstudie af kommunikationen og kampagnearbejdet i de danske udviklings-NGOer, med tilhørende rapport : "Finding Danish Frames" (inspireret af Oxfams "Finding Frames"-rapport fra 2011).

Men rapporten, der netop er udkommet, tegner desværre - med nogle undtagelser - det samme billede af danske udviklingsorganisationers kampagner, som jeg har beskrevet ovenfor. Og den fortæller, at de fleste danskere efter eget udsagn har et forholdsvis ringe kendskab til udviklingsdebatten og et negativt billede af effekten af udviklingsbistand – sidstnævnte sikkert netop på grund af kampagnernes og mediernes negative fokus.

Ud af de 21 kampagner, som er lavet af fem danske udviklingsorganisationer mellem 2010 og 2012, mener over halvdelen, at den eneste løsning på de problemer, deres kampagner beskriver, er at donere penge. Kun cirka en fjerdedel viser de lokale aktører som værende aktive. Kun nogle få af kampagnerne lader dem tale for sig selv, -  og kun enkelte af kampagnerne beskriver eksterne forhold som en del af problemet.

Behov for inddragelse af lokale aktører

"I det analyserede materiale er det oftest de magtfulde medlemmer af donor-samfundets stemme, man hører (typisk hvide, veluddannede danskere), og når andre stemmer høres, er stemmerne oftest blot et supplement til disse, passive og endimensionelle. Mennesker fra det globale Syd portrætteres ofte som modtagere og ikke som aktive", står der blandt andet i rapporten.

Afrika Kontakt derimod skiller sig ud, ved at alle vores tre kampagner, der beskrives, ifølge rapporten giver en stemme til Sydpartneren, beskriver årsagerne til at de har brug for støtte og giver modtageren mulighed for at deltage aktivt i organisationens (kampagne-) arbejde. Dette ses også i, at Afrika Kontakt ifølge rapporten kræver forandring på de store linjer - og ikke symptombehandling -, laver fortalerarbejde med udgangspunkt i partnernes meninger og ser et reelt ligeværdigt partnerskab som udgangspunktet for god kampagnearbejde og udvikling.

Men er det, vi generelt kan udlede af alt dette, at vi er ved at skabe strømlinede, sekretariatsstyrede, professionaliserede udviklingsorganisationer, hvor partnere (som man kalder ”recipients”) og eventuelle frivillige bruges som statister og ellers er i vejen? Organisationer, hvor jagten på penge gennem fundraising (som selvfølgeligt er en mere eller mindre nødvendig del af at drive en organisation) er spændt for hele organisationens mål og praksis?

Og er udviklingsorganisationernes hang til ikke at involvere partnerens stemme i kampagnebudskabet en strategisk beslutning, eller er det en del af samfundets grundlæggende stereotypificering af mennesker i den tredje verden, der ses som passive ofre, der er ude af stand til at løse deres egne selvskabte problemer?

Jeg håber og tror, at initiativer som Finding Danish Frames er med til at sætte fokus på disse problemstillinger, og at vi i den danske udviklingsverden gennem en koordineret indsats både kan sikre vores indkomst og integritet. Rapporten konkluderer i hvert fald, at NGOerne er enige om at indlede en samarbejdsproces og en fortløbende debat om, hvordan man ”framer” udvikling i Danmark.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. aug. 2013 - 09:14   02. aug. 2013 - 09:15

Læserbrev

af Peter Kenworthy, Afrika Kontakt