23 Sep 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, dis, 10 °C

FN skærer i madrationer til flygtninge

FN skærer i madrationer til flygtninge

I Algeriet lever over 150.000 saharawier i flygtningelejre i ørkenen. De er flygtet fra Vestsahara. FN skærer nu ned på madrationerne til dem.

FOTO: Peter Kenworthy
1 af 1

Årsagen til reduktionen af fødevarerationerne, der anslås til at blive på 20 procent, er ifølge World Food Programme (WFP) akut mangel på finansiering fra donorerne. Det er langt fra første gang, at WFP har været nødt til at skære i og forringe saharawiernes rationer, for at de bevilligede penge kunne dække hele perioden.

Mange af saharawierne har boet i over 40 år i flygtningelejrene nær Tindouf i Vest-Algeriet, efter at have flygtet fra den marokkanske invasion af deres land i 1975. Operationen her er WFPs ældste.

Får kappet livslinen

"WFP's fødevareassistance har været en livsline for tusinder af saharawi-flygtninge, som er helt afhængige af fødevare- og humanitær bistand. Hvis ikke vi får nye bidrag, vil WFP være tvunget til at reducere rationerne til halvdelen af den anbefalede ration," skriver WFP.

Mange af saharawierne har boet i over 40 år i flygtningelejrene nær Tindouf i Vest-Algeriet.

WFP mangler 7,9 millioner dollars for at kunne levere fødevareassistance til flygtningene i det næste halve år. I forvejen har WFP været nødt til at stoppe distributionen af produkter, der skal forebygge og behandle blodmangel, hæmmet vækst og fejlernæring, for tusinder af gravide samt mødre og deres børn.

Desuden er fødevaresituationen i saharawiernes flygtningelejre på ingen måde tilfredsstillende som det er nu.19 procent af alle bøn i lejrene under fem år lider af akut fejlernæring, og 43 procent af alle kvinder mellem 15 og 49 år lider af blodmangel, ifølge WFP.

Danmark skal bidrage

Udviklingsordfører for Enhedslisten, Christian Juhl, mener derfor, at det er uholdbart, at der skæres på hjælpen til lejrene.

"Ministeren har bevilget ekstra penge til flygtningene fra Syrien-krigen og krisen i Somalia, men ikke til Tindouf-lejrene. Derfor har jeg foreslået at Danmark ekstraordinært bidrager med flere penge – direkte til Tindouf-lejrene," fortæller han.

"Jeg har meget lidt respekt for de partier, der taler meget og højt om, at vi skal hjælpe i nærområderne. De siger, det er for at undgå, at så mange flygtninge kommer til Danmark. Men hver gang jeg foreslår en forhøjelse til flygtningelejrene afviser de."

Christian Juhl bad på samme måde i november 2015 om, at den danske regering gav ekstraordinær humanitær hjælp til saharawierne efter en oversvømmelse som følge af kraftige regnskyl.

"Danmark yder ikke bidrag direkte til flygtningene i Algeriet men giver derimod et øremærket, årligt kernebidrag til FN's Flygtningehøjkommissariats aktiviteter globalt," var svaret fra udenrigsministeriet dengang. Altså nej.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. maj. 2017 - 08:39   23. maj. 2017 - 08:40

Læserbrev

af Peter Kenworthy, journalist, Afrika Kontakt