17 Nov 2018  

KBH: Spredte skyer, 7 °C

Er USA på vej mod afgrunden?

Er USA på vej mod afgrunden?

Meget tyder på, at det amerikanske samfund er på vej mod en katastrofe. Kina vinder større og større indpas i USA's økonomi, og der er stort underskud på betalingsbalancen.

Den amerikanske præsident er klar til at skyde på flygtninge.
FOTO: Ueslei Marcelino/Reuters/Ritzau Scanpix
1 af 1

USA's præsident Donald Trump er ved at nå nye højder, når det gælder hans anti-indvandrings politik. Han har proklameret at ville tage statsborgerskabet fra de børn, der er født i USA af indvandrere.

Det er foreløbigt uklart, om han kan få det gennemført, ligesom det ikke vides, om det også gælder hans egen yngste søn.

Trump har sagt, at han vil skyde på dem, der forsøger at krydse grænsen, og han er tilstrækkelig skrupelløs til at gøre det.

Samtidig opruster han ved grænsen til Mexico. 15.000 soldater skal stå klar til at skyde dem, der kommer i karavaner fra Sydamerika. Den første karavane fra Honduras er allerede nået til Mexico og holder hvil i øjeblikket. To nye karavaner er på vej, den ene fra El Salvador.       

Krig er ikke noget nyt. Der har været ført krige langt tilbage i historien, men det har været krige mellem nationer, mellem folkeslag og stammer, og det kan være krige mellem stater og borgerkrige. Trump vil føre krig direkte mod verdens fattige. FN's arbejde for at beskytte en civilbefolkning, at indføre menneskerettigheder, vil han blæse på. Han har sagt, at han vil skyde på dem, der forsøger at krydse grænsen, og selv om han ikke ligefrem er noget sandhedsvidne, så er han tilstrækkelig skrupelløs til at gøre det.

Hvis han har magt, som han har agt, så er det samtidig et billede på, at verdens mægtigste nation og største våbenmagt står for fald – et dybt fald. USA har allerede et stort underskud på betalingsbalancen, og kineserne ejer større og større dele af det amerikanske marked, som har været for nedadgående siden 1970’erne, hvor man outsourcede størstedelen af den amerikanske industri til Asien. 

Jobbene på fabrikkerne forsvandt og efterlod arbejderne i de større byer uden indtægt. Store områder i USA forfaldt, og de tidligere arbejdere blev arbejdsløse, for eksempel I Detroit.

Bruger man et marxistisk udtryk, betyder det, at USA holdt op med at producere merværdi. Det gør Kina derimod. Det er verdens største vareproducent, og hele verden er ved at blive oversvømmet af kinesiske varer. Det gælder ikke mindst i USA, hvor for eksempel kæden Wallmart næsten udelukkende sælger kinesiske varer.

I det kinesiske kommunistparti, som leder landet, har de læst Karl Marx, og de ved, hvordan rigdom skabes. Det ved de nyliberale økonomer i USA tydeligvis ikke. Derfor er USA's dage som verdens ledende nation talte. Spørgsmålet er bare, hvor mange krige der skal til, før det sker.

06. nov. 2018 - 08:39   06. nov. 2018 - 08:40

Læserbrev

Kit Aastrup, Aarhus