16 Nov 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, 7 °C

Danmark tier om tortur

Danmark tier om tortur

19 politiske fanger fra den marokkanske koloni Vestsahara tortureres af de marokkanske myndigheder, uden at Danmark gør noget.

Både Sverige og Norge rejste sagen på FN's Menneskerettighedsråd, mens Danmarks udenrigsminister dækkede sig under begrænset taletid.
FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
1 af 1

Sultestrejker, isolationsfængsling, chikane, tortur, manglende lægebesøg og medicin. Det er hverdag for 19 fanger fra Afrikas sidste koloni Vestsahara. Og Danmark sidder på hænderne.

De fleste politiske fanger fra Vestsahara sidder fængslet i kolonimagten Marokko under elendige forhold, og ikke i deres hjemland Vestsahara.

De såkaldte Gdeim Izik-fanger er idømt straffe på mellem 20 år og livstid for at have slået medlemmer af den marokkanske besættelsesmagt ihjel. Disse hændelser skete ifølge anklageren under marokkanske soldaters voldelige rydning af Gdeim Izik-lejren i 2010, hvor over 15.000 af Vestsaharas folk saharawierne fredeligt havde protesteret imod den marokkanske besættelsesmagt.

De 19 nægter sig alle skyldige. De siger, at de blev tortureret under de marokkanske kolonimyndigheders forhør af dem. De har siddet fængslet siden 2010 i fængsler i Marokko og har flere gange sultestrejket på grund af forholdene.

Ifølge Amnesty International kaster det en skygge over retssagen, at de marokkanske myndigheder ikke har undersøgt torturanklagerne ordentligt. Tone Sørfonn Moe, en norsk jurastuderende, der deltog som observatør under hele retssagen, beretter, at der var utallige alvorlige brud på god retsorden og international lov under retssagen.

Danmark tier, hvor andre tør

Danmark tog ikke menneskerettighedssituationen i Vestsahara eller behandlingen af Gdeim Izik-fangerne op ved Marokkos seneste Universal Periodic Review i FN’s Menneskerettighedsråd sidste år, selvom flere andre lande (heriblandt Norge og Sverige) opfordrede Marokko til at gøre noget ved situationen i Vestsahara.

"Landene har yderst begrænset taletid", var udenrigsminister Anders Samuelsens undskyldning i et svar til Udenrigspolitisk Nævn.

Og da han blev spurgt til Gdeim Izik-sagen i Udenrigsudvalget sidste år, var svaret, at regeringen er "opmærksom" på sagen, og at ambassadøren i Marokko taler med Marokkos menneskerettighedsråd og udenrigsministerium om Vestsahara. Altså ingen konkret handling.

Forfærdelige forhold

Flere menneskerettighedsorganisationer og -aktivister beskriver ellers de kummerlige forhold, som fangerne lever under. Menneskerettighedsaktivisten Isabel Lourenco skriver følgende om Sidahmed Lemjayed, der afsoner en livstidsdom i Ait Melloul-fængslet nær Agadir:

"Han lider af smerter i nyrerne og ryggen, og hans hånd og fod er meget hævede. Han er blevet mishandlet og har sultestrejket. Han har to tæpper som madras og dyne. Han må tale i telefon med sin familie fem minutter og få besøg 15 minutter om ugen. Under besøgene har han håndjern på", skriver Lourenco i en rapport fra april.

Abdel Jalil Laaroussi afsoner også en livstidsdom i El Arjat-fængslet nær Salé. Ifølge Lourenco har han været udsat for voldsom tortur. "Han bløder dagligt fra anus og næsen og har et ekstremt højt blodtryk.

Han har fået astma på grund af den høje luftfugtighed og den grønne mug i hans celle, som han befinder sig i 22 timer om dagen. Og fængselsbetjentene tilbageholder de bleer. som han har brug for på grund af inkontinens, og som hans familie har med til ham", skriver Lourenco.

Lourenco fortæller lignende historier om de andre 17 fanger. Blandt andet om isolationsceller fyldt med lort, urin og rotter; manglende mad, vand og medicin; og familier, der må rejse hundredevis af kilometer fra Vestsahara til Marokko for at besøge deres mænd og fædre.

I strid med folkeretten

De fleste politiske fanger fra Vestsahara sidder fængslet i kolonimagten Marokko under elendige forhold og ikke i deres hjemland Vestsahara. Det er i strid med artikel 76 af den 4. Genevekonvention og FN’s minimumstandarder for behandling af fanger.

Amnesty International og Human Rights Watch samt FN’s tidligere specialrapportør for tortur Juan Mendez beskriver allesammen, hvordan saharawier udsættes for tortur og anden mishandling, uhumske forhold samt mangelfuld mad og lægebehandling i marokkanske fængsler.

Ifølge Freedom House er det marokkanske kolonistyre i Vestsahara et af verdens allermest repressive styrer, der er mere undertrykkende end selv Saudi-Arabien. Vestsahara har været koloniseret af Marokko siden 1975.

04. sep. 2018 - 08:36   04. sep. 2018 - 08:40

Læserbrev

af Peter Kenworthy, journalist, Afrika Kontakt