22 Jul 2018  

KBH: Skyfrit, 26 °C

Arbejderkvarterernes nederlag og middelklassens sejr

Arbejderkvarterernes nederlag og middelklassens sejr

Engang var man fattig ligesom alle de andre, i det kvarter man boede i. Når man nu taler om blandede boligområder, så er det faktisk ikke særlig sjovt at være fattig blandt dem, der er godt ved muffen.

Mange kan kun få råd til at bo i almene boliger, som her i Brøndby Strand, fordi man kan få boligsikring.
FOTO: says + says
1 af 1

Indtil 1857 levede alle københavnere side og side, rig som fattig. De rige i forhusene og de fattige i baghusenes små lejligheder, hvor københavnere havde 1,5 kvadratmeter per person i modsætning til dagens 42 kvadratmeter. 

Det almene byggeri er endt som en slags kvarters-"reservater" for den del af arbejderklassen, ingen partier rigtig mere kerer sig om. 

Det evindelige fokus på begrebet ghetto for diverse almene boligbebyggelser er udtryk for fravær af en historisk forståelse for, at byen altid har været opdelt i kvarterer kendetegnet ved folks klassetilhørsforhold.

Det er den fortsat, bortset fra at mange af de gamle arbejderkvarterer er blevet besat af en middelklasse, der har bidraget til en kapitalisering af byboligen, som har skubbet alle, der ikke har råd til at købe eller betale enorme huslejer, over i hænderne på de almene boligforeninger, godt støttet op af alle partiernes boligpolitik siden 1966. 

Hvad med de fattige familier?

Faglærte arbejdere og funktionærer flyttede i stor stil i parcel- og ejerboliger i tresserne, som indebar, at de lavtlønnede blev tilbage i de gamle arbejderkvarterer med petroleumsfyrede boliger uden varmt vand eller bad, men til en billig pris, indtil ejerboligloven af 1966, bolighajer og byfornyelsesselskaberne hen ad vejen gjorde kål på dem.

Alle glemmer, at huslejen i de almene boliger ikke er billig, men kun mulig for de fattige og lavtlønnede i kraft af den boligsikring, man var nødt til at indføre, for at folk kunne få råd til at bo i Brøndby Strand, Farum Midtpunkt, Galgebakken eller Urbanplanen med videre.

Alle partier har nu travlt med at få udskiftet beboermassen her, hvorefter man kan spørge: Hvor skal de fattige så flytte hen i en by, hvor Realkredit Danmark påstår, man ikke kan bo med en årsindtægt under 670.000 kroner?

Alle mener åbenbart, at man kan løse individuelle økonomiske, helbredsmæssige, psykiske og sociale problemer, ved at flere beboere fra middelklassen flytter ind, især hvis man får pyntet lidt op på facaderne. 

De fattige var engang fattige blandt andre fattige i byens arbejderkvarterer, og i dag bor de fattige så blandt andre fattige i nogle af byens almene byggerier, men det er overhovedet ikke sjovt at skulle bo side om side eller gå i skolen med dem, der er godt ved muffen, når man selv skal vende og dreje hver en krone.

Klassedelingen er markant

Det almene byggeri er endt som en slags kvarters-"reservater" for den del af arbejderklassen, ingen partier rigtig mere kerer sig om. Men bortset fra at arbejdsløsheden her i dag er større end på Vesterbro i 1960’erne, adskiller de sig klassemæssigt ikke meget fra dengang, hvor middelklassen i andre bydele og omegnskommuner også foragtede de proletariske arbejderkvarterer og deres indbyggere; hvad de stadig gør, nu med racistiske undertoner.

Problemet er, at middelklassen i København afviser klassespørgsmålet, for uanset hvordan man vender og drejer det, lever vi fortsat i et klassesamfund med et kapitalistisk boligmarked, der i den grad bygger på spekulation.

Det gælder for kommunens byudviklingspolitik, for banker, kreditforeninger og grund- og ejendomsopkøbere og individuelle boligejere. Boligen er ophørt med at være en brugsværdi, men er først og fremmest blevet en bytteværdi, der skal kunne omsættes med profit.

Måske opstår der nye løsninger for fordelingen af befolkningen, når den næste aktie- og boligboble udløses, og boliger går på tvangsauktion. For eksempel kan staten opkøbe eller ekspropriere dem og lade dem indgå i en almen pulje til udlejning, uanset hvor de ligger.

Lejeboligen (og lejelovgivningen) trænger til et virkelig boost efter de mange år, hvor kapitaliseringen af de fleste af byens boliger har ødelagt mulighederne for hundredetusinder af mennesker.

12. jan. 2018 - 08:47   12. jan. 2018 - 08:50

Læserbrev

af Hanne Schmidt, København, arkitekt